tømrere. Strejkende tømrere ved porten til Axel Toxers. Foto: Linus KlempDet er noget af en tur de omkring 40 tømrer og nu tidligere DEKO-ansatte har været igennem. En arbejdsgiver der dikterede akkordpriser på vanskeligt arbejde, som de facto svarede til en timeløn på omkring 115 kroner i timen. Da de sagde fra og gik i strejke fik de skærpet bod fra Arbejds(giver)retten og nu senest fyring. Men for tømrerne ved Axel Towers har der ikke været nogen slinger i valsen: Hellere få bod og miste arbejdet end at opgive kampen. De står sammen og de står fast.

En håndfuld af tømrerne står foran porten ved prestige-byggeriet Axel Towers, overfor Tivolis hovedindgang. Det er en dyr adresse og de høje kobbertårne skuer majestætisk ud over det centrale København. Nedenfor er porten dekoreret med to røde faner og et stort rødt banner med teksten ”Støt op!”. Himlen er høj og stemningen er god.

- Det er helt absurd, fortæller arbejdernes talsmand Julius Gudmundsson. - Vi skulle bl.a. sætte buede vægge op, en opgave der ikke er dækket af priskuranten. Det normale er så at forhandle sig frem til en slumpakkord og at vi ville få en fast timeløn for det pågældende arbejde. Men DEKO insisterede på deres egen fastsatte pris. Med den akkord kunne selv de dygtigste svende ikke holde en timeløn over 120 kroner, fortæller Julius.

Ikke første gang

Det var tømrerne godt trætte af og forsøgte at komme i dialog med DEKO og finde en mindelig ordning som ikke fuldstændig undergravede de eksisterende løn- og arbejdsforhold i branchen. Forhandlingen startede i vinters og trak ud hen over sommeren, mens DEKO nægtede at finde en forhandlingsløsning, men insisterede på at deres diktat var eneste mulige løsning.

Lave bud og manglende samarbejdsvilje er tilsyneladende ikke nyt hos DEKO. De sidste to år har der, ifølge talsmand Julius Gudmundsson, været flere tilfælde hvor ledelsen trækker lokalforhandlingerne ud for at presse en lav pris igennem. Taktikken er tilsyneladende at trække forhandlingen ud indtil byggeriet er mere eller mindre færdigt, så arbejderne ikke har noget pressionsmiddel.

Trussel giver bagslag

Den 21. september truede DEKO så pludselig med at hente billig udenlandsk arbejdskraft ind, hvis ikke tømrersvendene makkede ret. Men det var for meget af det gode og der blev indkaldt til fagligt møde hvor det enstemmigt besluttes at gå i strejke. Hurtigt kom det fagretslige system ind over og tømrerne blev tildelt skærpet bod og kort efter fik DEKO lov at fritstille arbejderne. Fra mandag den 3. oktober er de fyret – eller som DEKO formulerer det, så har de selv sagt op ved ikke at møde frem til arbejde mandag morgen. Men hvis DEKO troede at denne svinestreg afgjorde sagen, så tog de fejl. Arbejderne fortsætter kampen.

- Det her er blevet mere end en lønforhandling. Det handler ikke om pengene længere. Vi har allerede mistet mere i tabt arbejdsfortjeneste og bod (omkring 3.000kr pr arbejder) end forhandlingen handlede om. Vi ved, at vi ikke kommer ud med et plus fra denne kamp. Men vi kæmper en principiel kamp, en sag for alle håndværkere på tværs af alle brancher, slår tømrernes talsmand fast.

Sammenhold

Spørgsmålet alle bør stille sig selv er, om vi skal bukke hovedet og acceptere at arbejdsgiverne pludselig kan diktere betaling på halvdelen af det normale niveau? Tømrerne på Axel Towers har sagt nej og sat foden ned. Og opbakningen har været massiv, fortæller de.

- Sammenholdet er exceptionelt. Jo længere vi kom i forhandlingerne, jo flere bakkede op. Vi vedtog enstemmigt at fortsætte strejken, trods de åbenbare omkostninger. Vi mødes morgen og eftermiddag, hver dag, og diskutere situationen, organiserer arbejdet med presse, aktioner osv. Det har været en stor opgave, men der er kommet godt styr på det og det kører disciplineret, fastslår Julius.

Kommer der strejkebrydere?

Så nu står tømrerne foran portene ved Axel hver dag. Det indvendige tømrerarbejde ligger stille. Byggeriet skal være færdig midt i december, så spørgsmålet er hvordan DEKO har tænkt sig at komme videre. Eneste mulighed, set fra arbejdsgivernes side, ud over at finde en rimelig løsning med svendene, er at forsøge at få strejkebrydere til at udføre arbejdet. Men det vil ikke blive let.

- Der har været et par mindre grupper af tømrer som DEKO har sendt, men når vi har forklaret dem situationen har de vendt om ved porten, fortæller Julius.

Støt op!

De andre sjak på pladsen bakker op, og har gjort klart, at hvis der indsættes strejkebrydere, så er de klar til at støtte op. Tømrernes støttegruppe har allerede over 2200 likes på facebook og der er etableret solidaritetsnetværk som er klar til at rykke ud, hvis DEKO forsøger at bryde strejken. Men der er stadig brug for mere støtte, fortæller Julius:

- Spred ordet. Følg med på facebookgruppen og vær klar til at rykke ud hvis det kommer til aktion. Vi har brug for alle kræfter. Vi vil også gerne opfordre folk til at støtte finansielt ved at sende penge over mobilepay eller swipp til 71 35 02 53. Alle bidrag hjælper.

[Læs også - Hvem udgiver Revolution?]