LePenDenne udtalelse kommer fra “Révolution” den franske sektion af den Internationale Marxistiske Tendens, og blev udsendt umiddelbart efter resultatet af første runde af præsidentvalget blev kendt.

Resultatet af første runde af præsidentvalget åbner op for en ny fase af den politiske krise i Frankrig. Ligesom i april 2002 vil anden runde stå mellem højrefløjen og den ekstreme højrefløj. Men meget har ændret sig siden da. Den økonomiske krise i 2008 har fundet sted. Emmanuel Macrons ventelige sejr om to ugers tid vil ikke føre til den relative politiske stabilitet, som Chirac nød godt af efter sin sejr i maj 2002. Den igangværende omrokering af hele den politiske scene åbner op for en periode med massiv usikkerhed og ustabilitet. Parlamentsvalgene i juni vil blive den første illustration af dette. Der er ingen garanti for, at statsoverhovedet kan få et stærkt parlamentarisk flertal.

Borgerskabet, dets politikere og medierne er alle lettede: De har undgået “det værste” fra deres synspunkt, nemlig at Jean-Luc Mélenchon gik videre til anden runde. Nu vil de danne et bredt, “republikansk” kor, der opfordrer til at stemme på Macron for at “blokere Front National”. Mange “venstrefløjspolitikere” vil fremsætte samme ide. Vi afviser den, fordi den er absurd og kontraproduktiv. Det er kapitalismens krise, massearbejdsløshed og de successive regeringers reaktionære politiske programmer, der forklarer den voksende succes til Front Nationals “antisystem”-demagogi. Macron foreslår at fortsætte og intensivere politikken med social tilbagegang, der er blevet ført af Hollande og Sarkozy: Den massive ødelæggelse af offentlige jobs, ødelæggelse af arbejdslovene, afviklingen af velfærden, skattelettelser og alle mulige tilskud til de store kapitalister. Under sin kampagne har Macron skjult sit program under et “centristisk” slør og mange tomme ord. Men han er aldeles loyal over for den herskende klasses interesser, som kun kan tilfredsstilles ved en drastisk nedskæringspolitik.

Front National er en farlig fjende, der må bekæmpes. Men vi bekæmper ikke ild ved at stemme på brandstifteren. Arbejderbevægelsen må bekæmpe Front National med deres egne metoder og på et radikalt venstreorienteret program, der takler roden til problemerne: At økonomien kontrolleres af en håndfuld ekstremt rige parasitter. I de kommende par dage må arbejderbevægelsens faglige og politiske organisationer gå på gaden mod højrefløjen og den ekstreme højrefløj. 1. maj må ske med grundlæggende modstand mod Le Pen og Macrons reaktionære programmer. Fagforeningslederne bør sætte en 24 timer lang generalstrejke på dagsordenen.

Endelig må vi mobilisere os for at give Det Oprørske Frankrig den bredest mulige repræsentation i Nationalforsamlingen til juni. At Macron og Le Pen er gået videre til anden runde, må ikke overskygge dette valgs vigtigste begivenhed, nemlig Jean-Luc Mélenchons kampagnes enorme succes. Hans resultat er fortsættelsen af en serie af omvæltninger på den europæiske (Syriza, Podemos, Corbyn) og den amerikanske venstrefløj (Sanders) på det seneste. Det er et internationalt fænomen med en klar betydning: Et stigende antal unge og arbejdere leder efter et venstrefløjsalternativ til kapitalismen i krise og til politikere, der har siddet på magten i årtier uden at ændre noget eller har ændret det til det værre. Det kapitalistiske systems dybe krise leder til politisk polarisering - mod højre, hvilket Front Nationals resultat er et eksempel på, men også mod venstre.

Socialistpartiets valgmæssige kollaps er et slående eksempel på dette. Benoit Hamon har betalt prisen for Hollandes regerings arbejdsmarkedslov og sparepolitik. Han har også betalt for sit eget mådehold og to års deltagelse i regeringen. Ved udgangen af Socialistpartiets primærvalg, kunne Hamon i kraft af sin sikre sejr have igangsat en offensiv mod højrefløjen i sit eget parti. Han foretrak at søge en “centrum” position. Som resultat fandt han sig selv fanget i en kløft.

Mélenchons kampagne har skabt enorm entusiasme blandt store dele af befolkningen. Særligt var antallet af unge fremmødte til Det Oprørske Frankrigs møder imponerende. Radikaliseringen af de unge – som også er et internationalt fænomen - vil have dybtgående og positive konsekvenser for venstrefløjens fremtid. I denne henseende vil en af opgaverne i de kommende måneder være at organisere den “oprørske” masse til et demokratisk struktureret parti. Dét vil være den bedste måde at konsolidere og udvikle Det Oprørske Frankrig, og at tiltrække de mest militante unge og arbejdere.

Massiv mobilisering i gaderne mod Le Pen og Macron!

For en 24 timers generalstrejke!

Mobilisering for en “oprørsk” Nationalforsamling!