Et af Karl Marx’ mest berømte citater er: ”Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den”. Formålet med marxistisk filosofi – dialektisk materialisme – er at være et værktøj til at ændre verden omkring os.
Filosofi er simpelt sagt den måde mennesker forstår, hvordan verden fungerer samt deres egen plads heri. Alle mennesker handler og tænker derfor også ud fra en eller anden form for filosofi, uagtet om de er bevidst om det eller ej. Ens eget filosofiske udsyn bestemmer, hvilken tilgang man går til verden med.
Filosofi kan umiddelbart virke som en sekundær beskæftigelse for revolutionære i en verden, hvor sociale, økonomiske og politiske eksplosioner forekommer oftere og oftere. Hvilken praktisk værdi har filosofisk læsning og diskussion i forhold til at ændre verden?
Fra et marxistisk synspunkt kan betydningen af filosofi ikke overvurderes. Den filosofiske forståelse af verden bestemmer analysen af, hvad der er galt i verden, og har dermed stor praktisk betydning for, hvad der skal ændres, og hvordan det skal gøres.
Hvis man derudover ikke er bevidst om sit eget filosofiske ståsted, så vil de dominerende eller herskende idéer i samfundet – som med Marx' ord er den herskende klasses idéer – udfylde dette vakuum. Den herskende klasse i vores samfund er kapitalistklassen, og dens idéer forsvarer de grundlæggende strukturer i samfundet, status quo. Uden en bevidst filosofi vil de fleste tendere mod at overtage disse idéer, som bliver reproduceret igennem alle kapitalismens institutioner: familien, uddannelsessystemet, medierne, parlamentet, arbejdsmarkedet, osv.
Derfor er filosofi for marxister en arena i kampen imod det nuværende system og samtidig grundlaget for alle politiske aktiviteter. Marxistiske filosofi – dialektisk materialisme – er ikke blot en række idéer om, hvordan verden fungerer, men et redskab og en guide til at ændre verden.
Materialisme og idealisme
Inden for filosofien hersker der utallige skoler, retninger og tendenser. Men det muligvis mest fundamentale spørgsmål i filosofiens historie har været, og er stadig, relationen mellem den menneskelige bevidsthed og væren; forholdet mellem den subjektive tænkning og den objektive verden. Alt efter hvordan de besvarer dette spørgsmål, kan alle filosofiske skoler groft opdeles i to fundamentale retninger: materialisme og idealisme.
Disse to begreber må ikke forveksles med dagligdags brugen af dem, hvor materialisme betegner en grådig tilegnelse af materielle goder, mens idealisme henviser til høje moralske hensigter og idealer.
Kort sagt betyder filosofisk materialisme, at det er den materielle verden omkring os, som skaber vores tænkning. Omvendt så betyder filosofisk idealisme, at det er vores tanker, idéer, diskurser eller Gud, som skaber den verden, der omgiver os.
Marxismen står på et filosofisk materialistisk grundlag. Det er først og fremmest de materielle og sociale forhold, som vi lever under, der bestemmer, hvordan vi tænker. Der er selvfølgelig en vekselvirkning mellem vores tænkning og verden, da måden, som vi tænker på, har betydning for, hvordan vi agerer i verden. Men som Marx forklarede, er det er den sociale væren, der bestemmer bevidstheden, og dermed er det den materielle verden omkring os, som er grundlaget for vores tænkning.
Marx beskrev forholdet mellem den subjektive tænkning og den objektive verden således: ”(...)det ideelle [idéer] er intet andet end den materielle verden, reflekteret af det menneskelige sind og oversat i form af tanker.” (Kapitalen). Tanker og idéer er genspejlinger, afbildninger eller kopier af verden. Vores sanseapparat er en bro mellem vores bevidsthed og den ydre verden. Den menneskelige bevidsthed kan defineres som materie, der er blevet bevidst om sin egen bevidsthed.
I materialismen er det dermed de materielle forhold, der er det primære. Det betyder dog ikke, at den menneskelige tænkning og bevidsthed er ligegyldig i marxismen. Tværtimod er det den vigtigste kraft til at forandre verden. Men tænkningen er altid begrænset og hæmmet af de materielle forhold, som mennesker lever under, og derfor ville mennesket for 2000 år siden ikke kunne forstille sig eksempelvis internet eller 3D printere.
Idealistisk filosofi
I idealismen har den materielle verden en sekundær rolle og er dermed altid et biprodukt af noget andet. Det er muligvis tydeligst i religion, hvor verden i sidste instans, er et resultat af en guddommelige eller anden overnaturlig indgriben. At ”der er noget mere mellem himmel og jord”, har historisk set skulle dække over de huller, vi har i vores viden om verden.
For nogle idealister er det den menneskelige tænkning, der skaber verden, og hvis vi derfor ønsker at ændre verden, så handler det først og fremmest om at ændre den måde, som mennesker tænker på. For materialister er det direkte omvendt. Vi mener, at det er ændringer – især store ændringer – i de forhold, som mennesker lever under, der ændrer deres tænkning om verden. Det er store begivenheder som kriser, krige og revolutioner, som tvinger mennesker til at revurdere deres syn på samfundet omkring dem.
Som marxister handler det derfor ikke om, at vi skal overbevise alle mennesker én efter én om, at socialisme er kapitalismen overlegen. Kapitalismen ændrer menneskers leveforhold i sådan en grad, at de på et tidspunkt vil sættes spørgsmålstegn ved selve systemet og lede efter et alternativ.
En anden afart af den idealistiske tilgang, som er meget populær på universiteterne i øjeblikket, er at forklare verden som en ”diskursiv eller social konstruktion”. Det vil sige, at verden er, som den er, fordi det er sådan vi taler om den.
Det er klart, at den måde vi taler eller tænker om ting, giver dem en bestemt betydning for os. Men problemet for idealisterne er, at de løsriver denne betydning fra den materielle verden. Som materialister vil vi altid forklare en bestemt idé eller diskurs ud fra de sociale forhold. Slaveriet blev eksempelvis tidligere i historien set som fuldstændig naturligt og moralsk acceptabelt, hvor det i dag bliver anset som fuldstændig barbarisk. Årsagen til, at opfattelsen af slaveriet har forandret sig, er, at slaveri var det økonomiske grundlag for tidligere samfund, mens det i dag under kapitalismen ikke længere er produktivt.
Selv de mest abstrakte tanker i eksempelvis kunst, matematik eller religion, har således et socialt og materielt ophav, selvom de i deres udvikling kan have løsrevet sig meget langt væk fra dette ophav.
Tingen i sig selv
Materialismen tager menneskers umiddelbare erfaring som udgangspunkt: den objektive materielle verden og andre menneskers eksistens. Uanset om vi lukker øjnene, eller om vores race overhovedet har en tilstedeværelse på kloden, så eksisterer verden uagtet (hvilket videnskaben for længst har bekræftet). Naturen og resten af verden tager ikke højde for, om vi opfatter den eller ej, men fortsætter sin eksistens, ligegyldigt om vi tænker på den eller sanser den.
De ting, som vi ser, eksisterer derfor ”i sig selv”. Jo mere vi interagerer med disse ting omkring os, altså med den objektive og materielle verden, jo mere lærer vi om dem, og desto mere kommer de til at gå fra ”tingen i sig selv” til at blive ”tingen for os”. Det betyder dog ikke, at vi nogensinde kommer til en færdig forståelse af en ting eller et fænomen, hvilket bekræftes af videnskabens konstante fremskridt i alle dens grene. Men det betyder, at vi hele tiden kan få en dybere forståelse af verden og vores plads heri.
Hvis man benægter verdens uafhængighed af os, eller hvis verden bliver reduceret til, hvordan vi tænker den, hvordan vi taler om den eller vores individuelle sanseindtryk af den, så ender man nødvendigvis i en eller anden form for solipsisme. Det vil sige, at ens logiske konklusion unægtelig bliver, at man ikke kan være sikker på andet end ens egen eksistens.
Dialektik
Med materialisme bliver den objektive materielle verden etableret som grundlaget for menneskers tænkning og handlen. Men dette siger i sig selv ikke noget om, hvordan verden eksisterer og forandrer sig. Det er her dialektik kommer ind i billedet.
Til dagligt bruger de fleste menneskers en formel logisk tænkning til at komme igennem dagen, hvis fundament er loven om identitet: A er lig med A. En ting er lig med sig selv. Men i mere komplicerede forhold så hjælper formel logik ikke længere med at forstå tingene, men bremser tværtimod forståelsen.
En hjørnesten i dialektikken er, at alting er under konstant forandring. Dialektikken blev først udviklet af græske filosoffer i Antikken. En af de største dialektikere, Heraklit, forklarede, at ”alting flyder”, og at det er umuligt at træde ud i den samme flod to gange.
Heraklit forklarede videre, at grundlaget for denne evige forandring er de iboende modsætninger, der findes i alt, som hele tiden er ”i strid” med hinanden og derfor skubber udviklingen fremad.
Det betyder ikke, at verden er i opløsning; men trods altings umiddelbare fasthed, så foregår der konstant ændringer, som det ikke nødvendigvis er muligt at se. A er derfor aldrig lig med sig selv, da A hele tiden ændrer sig.
Marx' samarbejdspartner Friedrich Engels definerende dialektik som bevægelses- eller forandringslove. Han mente, at de tre vigtigste af disse var ”loven om kvantitet og kvalitet”, ”modsætningernes indbyrdes gennemtrængning” og ”negationens negation".
Kvantitet og kvalitet
I en dialektisk forståelse foregår udviklingen ikke kun som en langsom gradvis ændring lige som en trappe, hvor hvert nyt skridt er lige stort. De mest kritiske tidspunkter i udviklingen er derimod de store spring, hvor ophobede kvantitative modsætninger slår over i noget kvalitativt anderledes.
På dansk har vi udtrykket om ”dråben, der får bægeret til at flyde over”. Det illustrerer meget præcist kvantitetens overgang til noget kvalitativt nyt og omvendt. Denne lov er der utallige eksempler på i naturen og i samfundet.
Et af de bedste eksempler til at illustrere denne lov er vands overgang til damp og is. Når vand varmes op, går der lang tid, hvor vandet bliver gradvis varmere, mens der ellers ikke sker noget. Men når det kommer tæt på 100 grader, skal der bruges mere energi end tidligere for at nå den samme gradvise stigning. Det dialektiske spring, som bringer vandet i kog, ændrer det også kvalitativt, da det nu går fra at være en flydende væske til damp.
I slutningen af 2010 var der en ung grønthandler i Tunesien, som ikke længere kunne klare samfundet rædsler og elendighed. Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv, og hans selvmord blev den gnist, der antændte den arabiske revolution, også kendt som Det Arabiske Forår, som fortsatte ind i 2011.
Bouazizi var hverken den første eller den sidste, der satte ild til sig selv. Men han var en såkaldt tilfældighed, der udtrykte en nødvendighed. For masserne i Mellemøsten og Nordafrika kunne ikke længere holde ud at leve på samme måde, og de begyndte at bevæge sig i en massiv skala for at ændre samfundet.
Den kvantitative ophobning af frustrationer, håbløshed og vrede kom til udtryk i en kvalitativ ændring af bevidstheden hos millioner af mennesker.
Modsætningernes indbyrdes gennemtrængning
I dialektisk materialisme foregår al bevægelse, forandring og udvikling på baggrund af modsætninger i samfundet. Ting forandrer sig ikke som en del af et harmonisk billede, men derimod på grund af de modsatrettede tendenser, der findes i dem.
Disse modsætninger skal dog ikke ses som polære, der er adskilt fra hinanden. Tværtimod slår loven om modsætningernes indbyrdes gennemtrængning fast, at disse modsætninger er en uadskillelig del af hinanden og betinger hinanden.
Et godt billede på denne lov er en magnet. En magnet har en syd- og en nordpol; men hvis man deler magneten i to, så vil hver af disse to dele stadig have en syd- og en nordpol.
Det samme er tilfældet med liv og død. Jeg kan med en vis sikkerhed i stemmen sige, at jeg er i live, mens jeg skriver dette. Men samtidig er der tusinder af celler i mig, der dør, forsvinder og bliver erstattet af nye. Selv når en læge i fremtiden vil erklære mig død, vil der være masser af ting i mig, der stadig vil være i live, eksempelvis i form af bakterier.
På samme måde kan man i samfundet ikke have rige uden fattige, udbyttere uden udbyttede, undertrykkere uden undertrykte. Det er ikke muligt, at have en kapitalistklasse uden en arbejderklasse, som sælger sin arbejdskraft og skaber værdi i form af de varer, som kapitalisterne sælger. Som marxister ønsker vi at fjerne disse klassemodsætninger igennem skabelsen af et klasseløst, men også et statsløst og pengeløst samfund, hvor økonomien er demokratisk planlagt og al mangel er udryddet. Det er det, som vi betegner som kommunisme.
Negationen negation
Selvom navnet på denne lov kan lyde forvirrende, så er idéen bag den ikke specielt kompliceret at forstå. Negation betyder i dialektisk forstand, at noget bliver fjernet eller erstattet af noget andet, men også at det negerede danner udgangspunkt eller bliver optaget i det nye. På den måde bevarer det nye det gamle i sig.
Et simpelt eksempel er et frø, der bliver plantet i jorden. Frøet bliver negeret af planten, der vokser frem. Men planten bliver igen negeret, når den laver nye frø. De nye frø er kommet op på et nyt kvantitativt stadie, da der er flere af dem, men også samtidig et nyt kvalitativt stadie, da frøene har forandret deres DNA.
Negationens negation betegner en spiralformet udvikling, hvor nye stadier bygger videre på de gamle, men også tilføjer noget nyt.
Denne udviklingslov kan også ses i den historiske udvikling. I menneskets første samfund eksisterede der ikke klasser, fordi udviklingen af produktivkræfterne var så lav, at der ikke kunne produceres et overskud, som en minoritet kunne tilegne sig, og at alle samfundets medlemmer var tvunget til at deltage i produktionen af livsnødvendigheder.
Men med udviklingen af produktivkræfterne opstod der et overskud, og de første klassedelinger fandt sted. Lige siden har mennesket udviklet sig igennem forskellige klassesamfund (slaveri, feudalisme, kapitalisme). I dag er det muligt at komme tilbage til et samfund uden klasser; men i dag vil det ikke være på baggrund af nød, men på baggrund af den teknologiske udvikling, der gør det muligt at opfylde alle menneskers behov og dermed fjerne det økonomiske grundlag for klasser.
Under kommunisme vil mennesket dermed vende tilbage til deres første stadie i historien, hvor der ikke fandtes klasser, men nu på et meget højere niveau, da vi er beriget med mange tusinder af års udvikling.
Filosofi som grundlag
Krisen, der startede i 2008, var et dialektisk spring i udvikling, som ændrede situationen på verdensplan. Lige siden har vi set revolutionære og pre-revolutionære situationer mange steder i verden, hvor brede lag af befolkningen forsøger at ændre samfundet.
Som marxister er vi ikke fatalister, hvilket vil sige, at vi ikke tror, at socialisme (kommunismen første stadie) eller kommunisme blot opstår af sig selv. Som vi så med den arabiske revolution, betyder det, at masserne smider diktatorer på porten og reelt står med magt i hænderne i gaderne, ikke en automatisk fjernelse af roden til de problemer, som fik folk ud i kampen – det kapitalistiske system.
En socialistisk forandring af samfundet kræver arbejderklassens bevidste handling. Det er ikke nok at vælte kapitalismen. Det er nødvendigt, at arbejderklassen bevidst overtager de vigtigste dele af økonomien og demokratisk begynder at planlægge produktionen til gavn for det store flertal. Som dampmaskinen, der kan udnytte dampens kraft, er et revolutionært parti nødvendigt for at samle massernes energi og vilje til en bevidst kraft, der kan gøre en ende på dette rådne kapitalistiske system. Et sådant parti kan kun baseres på den dialektiske materialisme, som er den eneste bevidst revolutionære filosofi.