Læs også   - Libanon: solidaritet med Venezuelas revolution     - Israel myrder nødhjælpsarbejdere     - Venezuela og Mellemøsten     - Klassekampene i det sydlige Yemen     - Iran: magten ligger i gaderne   Eller: Vælg KategoriMellemøsten Se profil for: Iran   Kommentér artiklen Navn: Tlf. nr: Email: Kommentar: Modtag vores nyhedsbrev

Borgerlig vrøvlen

Borgerlige "eksperter" har i de sidste mange år erklæret revolutionernes tid for død - især i mellemøsten. Deres konstante klagen over den islamiske fundamentalismes dominans over mellemøsten var intet andet end en slet skjult foragt for de mellemøstlige masser, der tilsyneladende skulle være så uintelligente at underlægge sig de middelalderlige ideer og forhold som de Islamiske fundamentalister tilbyder.

Derfor var det ikke sært at de ikke kunne forklare de begivenheder der fandt sted i Iran i sommeren 2009. Når de herrer prøver at forklare bevægelsen med valgsvindel kan de ikke forklare alle andre eksempler på ekstrem korruption, der ikke har skabt massedemonstrationer. Når de prøver at forklare den med Musavis popularitet, kan de ikke forklare hans komplette mangel på autoritet over bevægelsen der gang på gang går direkte imod hans opfordringer om besindighed og tilbageholdenhed.

De eneste der har forklaret og forudsagt begivenhederne var marxisterne.  Iran med det tilbagestående, usammenhængende og rådne politiske og økonomiske system, reflekterer verdenskapitalismens mangel på evne til at udvikle samfundet, i en særlig nøgen form. Sult, fattigdom og arbejdsløshed, Prostitution, narkotika misbrug og vold er dagligdags problemer i alle familier. Det iranske styre er ikke i stand til at tilfredsstille de mest beskedne behov som det iranske folk har. Disse er de virkelige underliggende årsager til den nuværende bevægelse.

Revolutionær eksplosion – masserne indtager scenen

Allerede i 1999, hvor titusinder af unge studerende gik på gaden i de første masse demonstrationer siden det nederlaget til revolutionen i 79, beskrev vi hvordan årevis af elendighed og undertrykkelse havde ført til en social eksplosion - de første skud i den nye iranske revolution.

Dengang skrev vi: ”Disse er de første forvirrede tegn på revolutionær bevidsthed. De studerendes handlinger er langt mere avancerede end deres politiske forståelse. Men under disse betingelser lærer folk hurtigt. Bevidstheden er altid forsinket, men essensen af revolution er at bevidstheden indhenter virkeligheden med et brag."

Det er denne bevægelse der så sin genopvågning i juni 2009. Men denne gang blev på et kvalitativt højere niveau end før. Hvor der i 1999 var titusinder på gaden voksede demonstrationerne i 2009 hurtigt til at omfatte millioner af mennesker. af mangel på organisation og ledelse tog masserne de organiserede valgkampagner i brug til egen fordel, uden nødvendigvis at accepter de politiske pointer som kandidaterne stod for.

Bevægelsens karakter udviklede sig lynhurtigt. Fra de første dage at være "lydløse" og næsten festlig manifestationer til at bære slogans som "Hvor er min stemme" og til i efteråret, at tage "død over diktatoren" til sig som hovedslogan. Stemningen blev dagligt mere bitter. Især blev dette understreget d. 27. december hvor masserne var i hårde og bitre kampe mod de væbnede styrker.

Denne dag viste endnu et kvalitativt spring i bevægelsen. Den enorme kraftudfoldelse som masserne viste og regimets deraf tiltagende svækkelse og splittelse, betød at dele af de væbnede styrker begyndte at komme over på massernes side. Styrkeforholdet mellem de forskellige lag og klasser vender sig til massernes fordel. Regimets svagheder og begrænsninger blev tydelig for alle. Derfra var det tydeligt for alle parter at dette er kamp om alt eller intet.

På vej mod et revolutionært kogepunkt

Regimet har ikke råd til at andet end at straffe denne handling på den hårdest mulige måde. Præcist derfor vil bevægelsen ikke have anden mulighed end at fortsætte til den bitre ende. Efter denne dag var der ikke længere meget tvivl i bevægelsen, den eneste realistiske mulighed, er at vælte regimet.

Demonstrationerne vi så i juni 2009 var begyndelsen på en ægte folkelig revolution. Trotsky beskrev, at det mest utvivlsomme træk ved en revolution er massernes indtrængen på den politiske scene. Dette ændrer alle styrkeforhold og skaber en levende kamp mellem sociale lag og klasser. I sidste ende er det kun en afgørende sejr til en af parterne der kan genskabe orden igen. Om denne orden bliver en vedvarende og stabil (socialistisk) eller ustabil (kapitalistisk/fascistisk) kan kun de indbyrdes styrkeforhold i løbet af kampen afgøre.

Ujævn og kombineret udvikling

Denne levende kamp udtrykker sig aldrig som en lige linje, men på en ujævn og kombineret facon og igennem modsætninger. Hvilke ujævnheder og modsætninger bevægelsen må overkomme bestemmes i høj grad af begivenhederne fra den historiske udvikling op til revolutionen. I Iran har vi i dag er arbejderbevægelsen er i en uhørt svag tilstand. Massiv undertrykkelse og masse henrettelserne i slutningen af 80'erne ødelagde organiserede strukturer i arbejderklassen. Kun traditionerne stod tilbage. Siden da har arbejderklassen opnået meget, men det er intet i forhold til de opgaver der venter.

Dens organisationer er stadig små og isolerede og lederne uden reelle erfaringer fra massekamp. Især ledelsen har undervurderet den nuværende bevægelse. I stedet for at bruge det åbne rum, som bevægelsen skabte, til at starte en general strejke, har de på alle måder taget afstand fra bevægelsen der tilsyneladende skulle være borgerlig eller småborgerlig.

Dette sat sammen med den tiltagende økonomiske kollaps, forårsaget af den økonomiske verdenskrise og en yderligere kollaps i investeringer af frygt for revolution, har betydet at arbejderklassen som en organiseret enhed ikke har deltaget i bevægelsen fra starten.

I stedet er de titusinder af arbejdere der har deltaget i bevægelsen blevet kanaliseret igennem de veje som ungdommen har åbnet ved hjælp af de politiske valgkampagner. Så det er forkert at sige at arbejderklassen ikke har deltaget i bevægelsen, den har bare ikke gjort det som klasse. Det betyder dog ikke at dette ikke vil ske - tværtimod, klassedifferentiering er iboende i situationen. I takt med at andre klasser og lag viser deres mangler vil arbejderklassen mere og mere føle sin egen rolle i kampen. Især hvis regimet bliver væltet.

Behov for ledelse, organisation og arbejderklassens indtræden på scenen

Mulighederne foran de iranske masser er klare: fuldstændig sejr eller blodig nederlag. Derfor må vi som revolutionære have en seriøs holdning til de udfordringer der er foran os. Især mangelen på ledelse, program, organisation og den organiserede arbejderklassen deltagelse i form af en general strejke har været mangler der har kunnet mærkes i bevægelsen.

Det blev især tydeligt i de seneste demonstrationer den 11. februar. Her så vi for første gang et mindre tilbageskridt for bevægelsen, dog mest i Teheran.  Regimet havde fokuseret alle sine kræfter i orkanens øje, Teheran, det betød at masserne uden ordentlig organisation nemt blev isoleret i små grupper og dermed frataget deres vigtigste våben, deres antal. Samtidig betød mangelen på en ledelse og program at nogle lag var blevet desillusionerede fordi de ikke kunne se noget formål med at være på gaden konstant.

Det er helt tydeligt at en generalstrejke hurtigt ville skære igennem en sådan situation og levere et afgørende dødsstød til regimet. Men dette igen kræver en organisation og en ledelse. Opgaven er at bygge disse. Allerede nu er diskussionen om dette gang. Op til den næste aktionsdag d. 17. marts må de unge lokale ledere igangsætte opbyggelsen af lokale forsvars- og aktions komiteer der må forbindes på lokal og op til national plan. De må samtidig rette deres orientering imod arbejderklassen og hjælpe arbejderne med at opstille deres egne komiteer til udførelsen af en general strejke.

Lykkes disse handlinger er der ikke lang til sejr over den islamiske republik, samtidig er vejen også banet til endelig sejr over det kapitalistiske system der ikke tilbyder andet end uendelig elendighed.