Billede: Jonas Foldager / marxist.dk 

Ændringsforslaget, til skrivegruppens udkast til principprogram i Enhedslisten, "På sporet af socialisme", af Christian Gorm Hansen, Reinout Bosch og Per Hørning, er for størstedelen yderst positivt og bedre end alle andre fremsatte forslag til nyt principprogram. Men det indeholder også nogle uklarheder og teoretiske fejltagelser, som til dels stammer fra det gamle program, men som må adresseres.

Dette ændringsforslag er uden tvivl det bedste ændringsforslag til principprogrammet der er kommet frem indtil videre. Det er yderst positivt, at det slår fast hvordan overgangen til socialisme kun kan ske igennem et grundlæggende brud med det kapitalistiske system – igennem en revolution.

Det skal videre roses for den systemkritik det har af kapitalismen, og hvordan det fremhæver, at der ikke findes nogen særlig "dansk kapitalisme", som er bedre og mere fejlfri end andre former for kapitalisme. Derfor bliver velfærdsstaten heller ikke betragtet som helligt endemål, men nærmere som en midlertidig parentes i kapitalismens historie. Det står i stærk kontrast til den nedsatte skrivegruppes udkast til principprogram, hvor velfærdsstaten i høj grad bliver glorificeret.
Dette ændringsforslag er at foretrække frem for skrivegruppens udkast, men ændringsforslaget rejser også en række uklarheder og fejltagelser, som går imod det ellers gode indhold i forslaget.

Vækst og klimaet under kapitalismen

Først og fremmest er der spørgsmålet om vækst, som har været diskuteret særlig meget de seneste år i forbindelse med klimaforandringer, miljø og bæredygtighed. I ændringsforslaget under punkt "5.3 Klimakrisen – et fundamentalt problem" står der:

"Den evige økonomiske vækst, der er den indbyggede drivkraft i kapitalismen, har overskredet, hvad klimaet kan bære. Det massive forbrug af olie, kul og gas har allerede frembragt klimaforandringer, og alle internationale forsøg på at mindske forbruget af de fossile brændstoffer er foreløbigt fejlet.

For at frigøre os af afhængigheden af fossile brændstoffer, må vi nedsætte vort energiforbrug betragteligt. Det betyder, at vi hverken kan fremstille eller forbruge de samme mængder varer, som vi gør i dag.
Enhedslisten anerkender, at en nedsættelse af forbruget i den industrialiserede verden er nødvendig, og anser en væsentlig nedsættelse af arbejdstiden som en del af løsningen på klimaproblemet."

Ovenstående ide om behovet for nul-vækst er også en grundlæggende fejl som står i det gamle program.
Der er ingen tvivl om, at kapitalismen allerede har betydet enorme ødelæggelser af vores planet, og at den forsat gør det. Under kapitalismen må alt andet vige for kapitalisternes profithensyn, også selv om det forårsager klimaforandringer, der betyder katastrofe for millioner af mennesker over hele verden, og i sidste ende kan kaste hele menneskeheden tilbage til barbariet. Miljøproblemerne kan på ingen måde stoppes under kapitalismen, og derfor desto mere grund til at organisere sig og kæmpe for en socialistisk revolution.

Væksten under kapitalismen bliver skabt på et meget usundt grundlag, der er enormt skadeligt i forhold til klimaet. Men det er ikke vækst der er ondet.

I dag handler det for kapitalisterne om at producere med så få omkostninger som muligt for at overleve i konkurrencen med andre kapitalister, og i særdeleshed for at man kan få en så høj profit som mulig. Det kortsigtede profithensyn gør naturligvis, at kapitalisterne blæser på alt der hedder bæredygtig produktion, og det betyder derfor en smadring af miljøet.

En anden del af årsagen til at kapitalisterne smadrer naturen i dag, er på grund af de enorme selskaber der sidder tungt på de fossile brændstofkilder. De har ofte opkøbt patenter på opfindelser der kan videreudvikle bæredygtig energi, og har derfor, ifølge en kapitalistisk logik, eneret på at videreudvikle den form for energi – hvilke de ikke gør!

I sidste ende er det de store monopoler der betaler for forskningen, og de forsker kun i hvad de kan tjene profit på. Som med al ny teknologisk udvikling så vil udviklingen af bæredygtige energikilder i starten kræve langt større omkostninger end det umiddelbart vil give i overskud. Kapitalister vil på den anden side helst have så store overskud så hurtigt som muligt, og specielt i krisetider investerer kapitalisterne så lidt som muligt, og prøver at få en så hurtig profit som mulig.

Vækst efter en socialistisk revolution

Socialisme har ikke altid været realiserbart, selvom der i tidligere historiske perioder har været store sociale bevægelser der havde kommunistiske ideer. Kapitalismens historiske progressive rolle har netop været vækst og udvikling i produktionsmidlerne, der har lagt fundamentet for – i modsætning til under tidligere socioøkonomiske systemer – at producere så ingen behøver at lide eller mangle noget.

Det er denne vækst i den menneskelige og teknologiske produktivitet, der er grundlaget for, at når man afskaffer kapitalismen, så vil arbejdstiden kunne sætte ned, for at flest mulige mennesker vil kunne deltage i demokratisk at styre samfundet, og man vil kunne producere nok til, at alle vil kunne få opfyldt deres behov. Kort sagt, er denne vækst og udvikling af produktivkræfterne so ændringsforslaget desværre afskriver, forudsætningen for socialisme.

I en demokratisk planøkonomi, efter en socialistisk revolution, ville tingene være meget anderledes end i dag – ikke mindst i forhold til vækst. Her bliver økonomien planlagt, ikke ud fra profithensyn, men ud fra menneskelige behov. Det vil naturligvis inkludere, at der bliver produceret så at kloden også i fremtidige vil være mulig at bebo. Efter en revolution vil man derfor kunne omlægge den nuværende produktion samtidig med, at udvidelse og etablering af ny produktion ville kunne blive gjort på et miljørigtigt grundlag.

Arbejderklassen vil demokratisk kunne beslutte at investere massivt i vedvarende energi og forskning, selvom det på kort sigt ikke ville give overskud, f.eks. i fusionsenergi. I en planøkonomi ville dette være et valg at gøre – det er det ikke under kapitalismen, fordi hensynet til profitter overskygger alle andre menneskelige, miljømæssige og moralske forpligtelser.

I den citerede del af ændringsforslaget står det beskrevet, at vi må nedsætte forbruget i den industrialiserede del af verden. Det er dog lidt uklart hvilken del af verden det er, da der inden for de sidste 20 år også er sket en enorm industrialisering af mange ex-koloniale lande, og de derfor også kunne tælle med.

Men selv hvis vi begrænser os til den såkaldte Vestlige del af verden, så må man spørge, om vi er nået til et udviklingspunkt, der ligger ud over socialismens grænser, siden vi skal nedsætte vores forbrug? Det mener vi absolut ikke, tværtimod.

Socialisme er det næste stadie i menneskehedens historiske udvikling, og må nødvendigvis betyde et enormt fremskridt for alle arbejdende mennesker. Selv i de allermest industrialiserede lande er der massevis af ting der bør og kan forbedres: skoler der skal renoveres, lejligheder der skal bygges, infrastruktur der skal udvides, ny teknologi på hospitalerne og man kunne blive ved. Samtidig er der stigende arbejdsløshed, sult og fattigdom, ikke kun i de økonomisk tilbagestående lande, men også i de mest udviklede lande i verden. Hele grundlaget for socialisme – og senere det klasse- og pengeløse samfund i kommunismen – er at ingen behøver at mangle noget. Det vil nødvendigvis kræve massive investeringer i alle dele af samfundet og produktionen, som vil betyde vækst.

Og her har vi helt undladt de koloniale og ex-koloniale lande, hvor man vil kunne skabe en hidtil uset vækst ved blot at importere den nyeste teknologi, og hurtigt hive dem op på samme stadie som de mest udviklede lande.

Hele forudsætningen for socialisme er vækst. Ikke vækst som i dag, hvor formålet blot er højere profitter, men vækst i produktiviteten i samfundet og produktionen, så arbejdstidens gradvist sættes ned og arbejderklassens levestandard hæves. Derfor står vækst ikke i modsætning til kampen for socialisme. Det må som en sidebemærkning også være svært at overbevise arbejdere og unge om at kæmpe for socialisme, hvis det betyder en nedgang i deres levestandard. Vækst er derimod grundlaget for at vi kan skabe socialisme – vel og mærke også på et bæredygtigt grundlag.

Borgerligt demokrati

Dernæst er der spørgsmålet om demokrati. I afsnit "6. Et andet samfund er muligt" står der beskrevet, at et brud med kapitalismen skal ske ved, at et flertal i samfundet tilkendegiver, at det vil dette, og gør det gennem frie valg ved repræsentative forsamlinger.

En socialistisk revolution er nødvendigvis de brede masser værk, og vi er derfor helt enige i at det bliver det brede flertals revolution. Men hvordan flertallet tilkendegiver dette, er sat en smule skematisk op her.

Et flertal kan manifesterer sig på mange forskellige måder. Der er f.eks. ingen tvivl om, at der var et massivt flertal i den egyptiske befolkning for først at afsætte Mubarak og senere Morsi, selvom dette ikke blev gjort igennem repræsentative forsamlinger.

Derudover er det uklart hvad der menes med repræsentative forsamlinger. Der står i ændringsforslaget intet om arbejderråd og om de valgte er afsættelige, og derfor lyder beskrivelsen af hvordan denne forandring skal foregå, meget som den måde det borgerlige demokrati allerede fungerer på.
Udgangspunktet for alle socialister må nødvendigvis være en enorm udvidelse af demokratiet på alle planer, hvilket er ensbetydende med et opgør med den borgerlige stat, bureukrati og parlamentarisme.

Socialisme vil være et demokratisk samfund hvor man vælger hvem der skal være ens demokratiske repræsentanter – og som også skal kunne afsættes igen - på sine uddannelser, i nabolagene, i staten og ikke mindste i virksomhederne. Socialisme vil betyde, at arbejderklassen (det vil sige det store flertal i befolkningen) tager demokratisk kontrol over økonomien, og planlægger den efter hvad der kommer flertallet til gode.

Der bliver desværre også taget udgangspunkt i det nuværende samfund i næste afsnit i forslaget, som hedder "6.1 Socialisme". Her læser vi at:

"Det samfund, der fremtræder efter et brud med kapitalismen, skal være et demokratisk retssamfund med respekt for magtens tredeling."

Det er meget uklart hvad retssamfund i denne sammenhæng betyder. For os at se er det dog tydeligt, at de instanser der skal sørge for at alle mennesker overholder de vedtagne regler og love, i det fremtidige socialistiske samfund, vil have meget lidt at gøre med det retssystem som vi har i dag. Med udvidelse og optimering af produktionen, og dermed en afskaffelse af al nød, vil man fjerne det grundlag som den meste kriminalitet bliver begået på i dag. Men det er, for os at se, farligt at man bruger et udtryk som retssamfund og "magtens tredeling" hvor det kommer til at fremstår som at vi efter revolutionen skal forsætte samme praksis som vi har i dag.

Meningen med dommerstanden, som i dag er en del af magtens tredeling, er at den skal stå over samfundet, og blindt og neutralt dømme efter lovene. Det er dog fuldstændig utopisk at tro, at dommere ikke lader sig påvirke af det samfund de lever i, samtidig med at de lever et liv i overklassen og er knyttet til dem med mange tråde. De love der derudover bliver lavet, er til for at beskytte og udvide kapitalisternes magt, og derfor giver det ingen mening at tro dommerne skulle beherske en speciel form for neutralitet.

Vi må klart og tydelige forklare, at de repræsentative demokratiske forsamlinger og retsinstanser der findes i dag, og illusionen om magtens tredeling, er borgerlige institutioner, hvis hovedopgave er at forsvare det kapitalistiske system og opretholde status quo. Efter en socialistisk revolutionen vil alle disse blive afskaffet og erstattet med demokratiske organer der er rodfæstet i arbejderklassen.

Det vil være et arbejdende socialistisk demokrati, i modsætning til den snakkeklub som parlamentet er, hvor medlemmerne i dag blot stemmer for en løs rammelovgivning, mens et ikke-valgt embedsapparat er ansvarligt for at implementere det i praksis.

Enhedslistens opgaver

De sidste afsnit omhandler Enhedslistens opgaver som et parti der skal kæmpe for socialismen. Vi er meget enige i, at Enhedslisten må stille sig i spidsen for forskellige bevægelser og kampe, og forbinde dem med kampen for socialisme. Det må nødvendigvis betyde at Enhedslisten går i offensiven.

Men en ting er at skrive det ind i et principprogram, noget andet er udføre det i praksis. Som Marx skrev: "Hvert skridt virkelig bevægelse er vigtigere end snese af programmer". Hvis Enhedslisten skal agerer som et parti, der kæmper for socialisme, må det være med en daglig politik hvis realisering vil betyde et brud med kapitalisternes økonomiske magt, og det vil først og fremmest sige et brud med den politiske linje og den praksis som flertallet i Enhedslistens ledelse hidtil har ført.

I stedet for at fokusere på spillet i Folketinget, bør man forklare hvorfor parlamentet reelt set er et skindemokrati og at dem der virkelig bestemmer i samfundet sidder rundt om på direktionsgangene i de store virksomheder.
Sidst, men bestemt ikke mindst, må man fremlægge en krystalklart politik, så ingen i det danske kongerige er i tvivl om hvad Enhedslisten står for.

Enhedslisten største svaghed lige nu er manglen på en klar socialistisk politik. Hovedkernen i denne politik bør være en nationalisering af Nordsøolien, de største virksomheder og banker, hvor man ville bruge pengene til en massiv udbygning af velfærden, investeringer i produktion og afskaffelse af arbejdsløshed ved nedsættelse af arbejdstiden for alle arbejdere. Med sådan en politik vil Enhedslisten kunne stille sig i spidsen for de mest avancerede sektioner af arbejderklassen og ungdommen, og kunne spille en afgørende rolle i kampen for socialisme.