Foto: Mogens Engelund, bearbejdet af marxist.dkLæs 1. og 2. del af Perspektiver for klassekampen 2014: DEL1 | DEL2

Regeringen

Koalitionsregeringen mellem de to arbejderpartier S og SF og det bund borgerlige Radikale Venstre, var fra starten enormt svag. Ganske kort efter den blev valgt, tabte den sit flertal i meningsmålingerne. Siden har den været i permanent krise og er forhadt af arbejdere og unge. SFs exit fra regeringen har svækket den yderligere. Mange Socialdemokrater gned sig uden tvivl i hænderne over SFs afgang, der kun efterlod "ansvarlige” og ”regeringsduelige” partier. Men deres glæde vil være kortlivet. SF tog hovedparten af strygene som regeringens venstrefløj. Efter SFs afgang er der ingen til at dække Socialdemokraternes venstre flanke.

Regeringen har fuldt ud valgt at administrere kapitalismens krise og fortsætter nedskæringspolitikken fra regeringsgrundlaget. I foråret 2013 vedtog den kontanthjælpsreformen og SU reformen samtidig med, at den vedtog skattelettelser til erhvervslivet, et meget tydeligt signal både til de danske kapitalister og arbejdere om, hvis interesser regeringen varetager. Kort derefter kom lærerlockouten. Det var tydeligt, at regeringen stod bag den lockout, som Kommunernes Landsforening (KL) gennemførte, med det formål at smadre lærernes arbejdsforhold og knække deres fagforening, som et første skridt i en offensiv mod offentligt ansatte generelt.

Lockouten var en fortsættelse af regeringens pres på løn- og arbejdsfold, som vi også så, da Bjarne Corydon lagde pres på de ansatte i SAS til at gå ned i løn. Og som regeringen fortsætter med den såkaldte ”Danish Crown model”, hvor en del af de ansattes løn, skal gives som lån til virksomhederne. Regeringen fører en politik med nedskæringer og angreb på arbejderklassen, som i realiteten er værre end under de borgerlige, der havde magten i en opsvingsperiode.

De Radikale må være godt tilfredse med regeringen, eftersom det er deres politik, der gennemføres. De Radikale har altid været den danske herskende klasses garanti for, at en socialdemokratisk regering ikke går imod kapitalens interesser. De Radikales klassekarakter bliver tydelig, når man ser på, hvem der støtter dem økonomisk. Mens Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten støttes af fagbevægelsen, modtager de Radikale deres økonomiske støtte fra det danske erhvervsliv, der som bekendt ikke smider om sig med penge uden de mener, de får noget får det.

Toppen i Socialdemokratiet, med Helle T, Corydon og Sass i spidsen, er dog rykket så langt til højre, at de i realiteten er enige med de Radikale. Den socialdemokratiske top er fjernet så langt fra deres klassebase, at de på ingen måde repræsenterer dem, der har skabt partiet og som nu støtter og stemmer på dem. De bruger de Radikale som undskyldning for ikke at føre arbejderpolitik. Men det må ikke få os til at miste blikket for Socialdemokratiets klassekarakter. Deres fundament er stadig arbejderklassen, det er arbejdernes penge, der gennem støtten fra fagforeningerne finansierer partiet, det er arbejdere der stemmer på dem og er medlemmer. Når arbejderklasse begynder at bevæge sig, vil det skabe et modsatrettet pres i henholdsvis de Radikale, til højre og i Socialdemokratiet, til venstre. Derfor er vores første parole i forhold til regeringen, at de Radikale må smides på porten for at gøre dette klasseskel tydeligt.

Højredrejningen i toppen af Socialdemokraterne betyder, at partiet på nuværende tidspunkt frastøder brede lag af arbejdere og unge. Selv partisoldater, der har været medlem i årtier, melder sig ud. Der har været en vis utilfredshed i partiet med højredrejningen og nogle steder har det ligefrem ført til små split f.eks. i Nordjylland efter lærerkonflikten, men det er stadig i meget lille skala. At partitoppen er fuldstændig fjern fra arbejderklassen har givet plads til en anden tendens, de såkaldte arbejderister. Det er en strømning, der især startede i SF med spydspidser som Mattias Tesfaye, Tor Möger, Kasper Bjering og Jesper Petersen, hvoraf de fleste efterfølgende gik over i Socialdemokratiet, da de i november 2012 tabte formandsvalget i SF. Som modsætning til partitoppen kan de lyde progressive, de taler om arbejderklassen og arbejdernes interesser, noget som ikke har været på dagsordenen længe. Men de bruger denne arbejdersnak til at dække over, hvad der i virkeligheden er en arbejderfjendsk politik. Skattelettelser i arbejderklassens navn! Fremmedfjendskhed i arbejderklassens navn! Og samtidig forsøger de at sætte en kile mellem arbejdere og studerende, dvs. en del af den radikaliserede ungdom! De forsøger at sætte en kile mellem de arbejdsløse og dem i arbejdere, dem der ”hver dag smører levepostejsmadder”. De tager fordomme, der eksisterer i arbejderklassen, ikke mindst på grund af højredrejningen i toppen af arbejderbevægelsen, og ophøjer det til arbejderpolitik, som et dække over en højredrejning.

SF blev som det mindste parti i regeringen fuldstændig decimeret og miskrediteret. Salget af DONG til Goldman Sachs blev dråben for SF, der to år for sent trådte ud af regeringen. Det var netop dette, som vores tendens kraftigt advarede mod ville blive konsekvensen af deltagelse i en koalitionsregering med de radikale, endda på et åbent borgerligt program.

Omkostningerne for SFs regeringsdeltagelse var enorme. Partiet tabte opbakning hver eneste dag i regering. I protest mod partiets højredrejning vandt den ukendte kommunalpolitiker Anette Vilhelmsen formandsvalget i 2012. Hun og hendes fløj, der tidligere var venstrefløjen i SF, vandt formandsvalget, men forandrede intet i den førte politik. SFs politik var usynlig i regeringens førte politik. Den såkaldte venstrefløj i SF viste sig fuldstændig ude af stand til at fremsætte et politisk alternativ. Efter SFs exit er de fortsat med at gemme hovedet i sandet og støttede Pia Olsen Dyrh som ny SF formand, selvom hun er repræsentant for højrefløjen.

SFs historie de sidste år må tjene som en advarsel til Enhedslisten: der findes ikke er en mellemvej på nuværende tidspunkt, accepterer man kapitalismens rammer, må man tage de logiske konsekvenser og føre en nedskæringspolitik, som regeringen gør. SFs fremtid er yderst usikker og afhænger ikke bare af SF, men også hvad Socialdemokraterne og ikke mindst Enhedslisten gør. Men i arbejderklassen og ungdommens øjne vil SF i lang tid fremover have miskrediteret sig selv.

Ved kommunalvalget gik SF fra 14.5 procent af stemmerne til 5.6 procent, en tilbagegang på 8.7 procentpoint. På landsplan mistede SF omkring 225 pladser i byrådene. Det er især i de større byer, at SF oplevede en tilbagegang. Alene i de fire største byer mistede partiet 59.200 stemmer. I København tabte SF 20.000 stemmer og måtte nøjes med 27.600, i Aarhus fik de 14.700 stemmer, et tab på 12.000 i forhold til 2009, i Odense mistede SF 13.000 stemmer og beholdt kun 6.600, mens SF i Aalborg mistede 11.500 stemmer og landede på omkring 4.000 (b.dk 20.11.13). At Socialdemokratiet kun tabte omkring et procentpoint viser, at de har en lokalforankring, som SF og Enhedslisten ikke har. Landspolitisk er Socialdemokratiet nok miskrediteret mindre end SF, men de har også historisk lav opbakning i meningsmålingerne, meget lavere end de 29 procent, de fik ved kommunalvalget.

Lærerlockouten viser, hvordan regeringen angriber sin egen klassebase. Ved valget i 2011 stemte 32 procent af lærerne på Socialdemokraterne, mens 27 procent stemte på SF. I en meningsmåling foretaget under lockouten ville de to partier få under 2,5 procent af lærernes stemmer. Enhedslisten er gået fra 9 procent af lærernes stemmer ved sidste valg til 34 procent. Samtidig angiver 17 procent, at de ville stemme blankt og 17 procent, at de ikke ved, hvor de ville sætte deres kryds. (dr.dk 15. april). De viser den proces, der foregår under overfladen blandt flere og flere lag af arbejderklassen og i ungdommen, der stemte denne regering til magten.

Derfor er det mest sandsynlige, at de borgerlige vinder næste valg og at Socialdemokratiet og SF har svækket sig selv så meget, at den nye borgerlige regering har langt friere hænder, end sidst de var ved magten. Derudover betyder især Socialdemokratiets højredrejning, at mange af deres tidligere vælgere skubbes i armene på DF, der trods alt lover bedre velfærd i modsætning til Socialdemokraterne. Socialdemokratiet kan ikke nemt kritisere DF for at have støttet de borgerliges politik al den tid, de var i regering, uden at lyde hykleriske, når nu Socialdemokratiet fører den præcis samme politik.

Enhedslisten

Enhedslistens store fremgang både medlemsmæssigt og stemmemæssigt viser, at selvom der på overfladen har set roligt ud de sidste 5 år, så er der under overfladen et radikaliseret lag. Arbejderklassen er ikke en homogen størrelse, forskellige lag radikaliseres og bevæger sig på forskellige tidspunkter.

Den store fremgang til Enhedslisten fik et konkret udtryk ved kommunalvalget, hvor Enhedslisten fik 6,9 procent af stemmerne på nationalt plan, en tredobling i forhold til kommunalvalget i 2009, hvor de fik 2,3 procent. Selvom Enhedslisten med sin fremgang på 4,6 procentpoint ikke formåede at opsamle alle de 8,7 procentpoint, som SF tabte, så er det stadig en imponerende fremgang. Det betyder, at Enhedslisten nu har 115 medlemmer i 76 kommunalbestyrelser, mod bare 9 før valget, og at Enhedslisten i København får en borgmesterpost og i Odense og Aalborg en rådmandspost. Partiet gik især frem i storbyerne. I København blev de det andet største parti efter Socialdemokraterne med 19,5 procent af stemmerne, en fremgang på 8,5 procentpoint. I flere valgkredse i København, bl.a. på Nørrebro og Nordvest, blev Enhedslisten det største af parti. I Århus gik de fra 3,7 til 9,4 procent (fra 5718 stemmer til 16.828), i Odense fra 5,2 procent til 10 procent (fra 6.053 stemmer til 10.743) og i Aalborg fra 2 til 8,8 procent.

Fremgangen er en kæmpe sejr for Enhedslisten, som bør bruges til at gå i offensiven og bygge partiet lokalt på uddannelsessteder, arbejdspladser og lokalområder. Men sejren udgør også en kæmpe udfordring. Rammen for kommunernes økonomi, som aftalt med regeringen, er at det offentlige forbrug kun må stige med 0,6 procent de næste år, hvilket er lavere end på noget tidspunkt under den borgerlige regering, hvor der blev gennemført massive nedskæringer i kommunerne. Ude i kommunerne vil der være et kæmpe pres på Enhedslisten på at gå med i budgetforlig og med en strategi om ”det mindste onde” og ”blidest” mulige nedskæringer risikerer Enhedslisten at blive en del af nedskæringspolitikken netop på de områder, som mærkes helt direkte som skoler, børnehaver, sygehuse og ældrepleje. Enhedslisten mangler en national strategi for en kamp imod den stramme budgetramme, der er sat på kommunerne fra regeringens side.

Det ser dog ud til, at regeringen har valgt en strategi overfor Enhedslisten, hvor partiet presses i opposition nationalt. Efter mange ugers finanslovsforhandlinger med Enhedslisten foretog regeringen på et enkelt døgn en kovending og indgik finanslov med de borgerlige. En finanslov der, mest af alt adskilte sig fra udkastet med Enhedslisten ved at fremrykke skattelettelserne til erhvervslivet for cirka 700 mio. kr. i 2014 og hvor kædeansvar og genindførsel af skattefradraget for på fagforeningskontingentet var fjernet. Regeringens formål var muligvis at give Enhedslisten et parlamentarisk rap over nallerne efter Enhedslistens massive fremgang ved kommunalvalget; De skulle ikke tro, at de kunne presse regeringen.

I en planlagt smædekampagne gik tre forbundsledere fra HK, Dansk Metal og 3F allerede i den første time efter forliget ud og gav Enhedslisten skylden i en fælles pressemeddelelse. Også LO-formand Harald Børsting tordnede i timerne efter aftalen, at Enhedslisten "skulle have bidt til bolle". De socialdemokratiske fagbosser forsøgte at give Enhedslisten skylden for, at regeringen lavede en aftale med de borgerlige. - Hvordan det så ellers nogensinde kunne være Enhedslistens beslutning, hvem regeringen laver aftaler med står dog ubesvaret.

Regeringen har forregnet sig og har gjort sig selv en bjørnetjeneste. Da regeringen lavede samme manøvre ved skatteforliget i 2012 og i sidste øjeblik holdt Enhedslisten uden for aftalen, steg Enhedslisten efterfølgende massivt i meningsmålingerne til op mod 15 procent. Regeringen har i realiteten valgt at gøre Venstre til sit parlamentariske grundlag. Med finansloven har de for alvor vist, at de reelt ikke har brug for Enhedslisten til at gennemføre sin politik og det ser ud til at de kan finde på at lave alle de større reformer det kommende år som sygedagpengereform, gymnasiereform og erhvervsskolereform med de borgerlige. En sådan situation vil være en enorm gave til Enhedslisten. Men det vil være en gave, der ikke så meget er Enhedslistens tops fortjeneste, men Socialdemokraternes.

Indtil forhandlingerne om finanslov for 2014 har Enhedslistens top nemlig ført en forfejlet strategi, overfor regeringen, om ”det mindste onde”. Det var en strategi, der skulle holde de borgerlige fra døren, men som har den modsatte effekt. Enhedslistens top har haft al fokus på de parlamentariske forhandlinger om enkeltspørgsmål. De støttede regeringsgrundlaget og har indgået forlig med regeringen, der indeholdt nedskæringer, som regeringens to første finanslove og accepterede for eksempel en lavere offentlig vækst for dagpengeaftalen, der på ingen måde løste dagpengeproblemerne. Det springende punkt ved finanslovsforhandlingerne blev et retskrav om to bade om ugen til de ældre. Det er et udmærket krav, men ikke det største eller afgørende problem ved hverken finansloven eller regeringens politik generelt.

Finansloven opsummerer det sidste års angreb på arbejdsløse, studerende osv. Enhedslisten burde i debatten have gjort klarere, at så længe disse angreb blev implementeret med finansloven, så ville partiet nægte at stemme for.

I stedet gav de sig tværtimod i løbet af forhandlingerne på alle de oprindelige krav, som f.eks. kravet om 8.000 flere offentligt ansatte. Efterfølgende har Enhedslisten korrekt brugt bruddet med regeringen til at kritisere regeringens politik bredere. Det er vejen frem. Toppen må ikke give efter hvis Socialdemokratiet forsøger igen at lokke dem tilbage i kompromisets fold.

Det styrker helt sikkert Enhedslisten, at regeringen har presset dem i opposition. Det er første gang under den nuværende regering, at der er mulighed for en reel opposition til regeringens politik. Så længe Enhedslisten er lukket ude fra kompromisser med regeringen, står partiet i en position, hvor de ikke kan meget andet end at kritisere regeringens politik fra venstre. Det giver Enhedslisten et godt udgangspunkt for at gå i offensiven politisk, hvilket vil stille Enhedslisten i en langt bedre position i de kampe, der uden tvivl vil komme i den næste periode og som Enhedslisten må være en del af.

Enhedslistens udvikling er modsætningsfyldt. Mens partiet i stadig højere grad fremstår som eneste alternativ til venstre for regeringen, forsøger den ledende fløj i partiet, at trække partiet mod den politiske midte. Det er dog blevet mødt af en udpræget modstand fra medlemmerne.

I takt med at partiet er vokset og samtidig blev parlamentarisk grundlag for regeringen, har der rejst sig mange spørgsmål. Der har bl.a. internt været stor kritik af partiets deltagelse i de to første finanslove og i september 2013 havde fem afdelinger, der var kritiske overfor ledelsens politik og strategi, indkaldt til et møde for at diskutere partiets udvikling.

Som en logisk følge af partitoppens højredrejning foreslog disse en omskrivning af Enhedslistens principprogram. Ønsket om omskrivning fremkom efter at bl.a. folketingsmedlemmer i pressen blev bedt om at forholde sig til programmet revolutionære indhold, hvilket de tydeligvis ikke var veltilpasse ved. De undskyldte sig med, at programmets sprogbrug var gammeldags og støvet og derfor måtte skrives om. Men årsagen til at de vil omskrive programmet er ikke et spørgsmål om ord, men om indhold. Enhedslisten har haft et program i hvilket lange passager har afspejlet gamle revolutionære traditioner. Afstanden mellem den førte politik i Folketinget og programmet var derfor simpelthen blevet for stor.

Forslaget til nyt principprogram fra skrivegruppen, der var nedsat af partiets hovedbestyrelse, er formuleret i utrolig vage og tvetydige vendinger. Det er tydeligt, at det er skrevet for ”offentligheden”, så medierne får vanskeligere ved at stille pinsomme spørgsmål om revolution. Det betyder også, at det bliver vanskeligt med en debat, der klargør uenighederne i partiet om vejen frem. Formålet med en programdebat burde være at afklare ideerne mest muligt og øge det politiske niveau blandt medlemmer. Med det nuværende udkast vil det modsatte ske, hvor mange, der ikke har været medlemmer af Enhedslisten i årevis og ikke tidligere har tænkt nærmere over revolutionær teori vil få svært ved at finde hoved og hale i debatten.

Der blev i debatten fremsat flere alternative forslag som er bedre end ledelsens. Hvad udfaldet af debatten bliver, er i skrivende stund ikke til at sige. Højst sandsynligt kommer skrivegruppens forslag igennem i en eller anden form. Uanset udfaldet, selv hvis skrivegruppens forslag skulle blive vedtaget uden ændringer, så er det dog ikke enden på historien. Som vi har set, har partiets praksis bevæget sig langt fra programmet i den seneste periode, til et punkt hvor der måtte bringes overensstemmelse mellem program og praksis. Under pres fra en massebevægelse kan partiet presses til venstre, uagtet hvilket programudkast, der vedtages. Det betyder ikke, at debatten er ligegyldig – tværtimod. Debatten må bruges til at højne det politiske niveau blandt partiets medlemmer og dem der ser til partiet om behovet for en socialistisk revolution. Men vi bliver nødt til at sige det klart. Der er en fløj i Enhedslistens top, som ønsker at gøre Enhedslisten til det nye ”gamle Socialdemokrati”. Denne ide må bekæmpes, så Enhedslisten kan blive et redskab i kampen for socialisme.

Udfaldet af finanslovsforhandlingerne styrker en mere venstreorienteret politisk linje i Enhedslisten. Ved at være presset i opposition vokser partiet højst sandsynligt. Modstanden mod den reaktionære finanslov vil være med til at øge forventningerne både eksternt og internt i partiet om, at får de en magtposition, vil de gøre det anderledes end den nuværende regering. Der er ikke rum for et ”nyt gammelt” socialdemokrati, der er ikke plads til efterkrigstidens reformer. Der er et valg mellem kapitalisme og nedskæringer på den ene side eller kamp for en socialistisk revolution på den anden. Jo mere Enhedslisten vokser, jo mere stilles de i et krydspres mellem på den ene side borgerskabet, med hjælp fra medierne og hele toppen af arbejderbevægelsen som kræver, at partiet skal opføre sig ”ansvarligt” og ”realistisk” og på den anden side medlemmerne og alle dem, der ser til partiet for et alternativ.

Men det at partiet nu (for en tid, i hvert fald) er trængt længere væk fra magten og den herskende klasses pres betyder, at de indre modsætninger i partiet vil blive dæmpet. Det vil imidlertid kun vare indtil Socialdemokratiets top beslutter sig for at indlemme Enhedslisten top i et nyt kompromis. Men for hver dag i opposition, bliver det mere og mere omkostningsfyldt for toppen af Enhedslisten at springe tilbage til ”det mindste ondes” politik.

Den eneste vej frem for Enhedslisten er at bruge det momentum, de har, til at komme ud og intervenere i de kommende bevægelser, som lærerkonflikten og studenterprotesterne på Københavns Universitet var et forvarsel om. Gennem et sådan arbejde vil partiet kunne bygge sig stærkt ved at kæmpe side om side med arbejdere og unge, fremføre deres krav og samtidig forklare, hvorfor de hænger sammen med kampen for socialisme.

Bevidsthed og klassekamp

På overfladen ser alt rimelig roligt ud i Danmark. Det kan lede nogen til pessimistiske konklusioner om, at der aldrig kommer nogen bevægelser her, at folk ”er for tilfredse”. Men det ville være en forkert konklusion. Fremgangen først til SF og senere til Enhedslisten viser en radikalisering, som også kom til udtryk ved Folketingsvalget i 2011, hvor venstrefløjen fik et historisk godt valg. Dette samme billede tegnede sig ved kommunalvalget, hvor Altinget beskrev Enhedslistens sejr ”som så stor triumf, at man skal tilbage til kommunisternes sejre lige efter 2. verdenskrig for at finde paralleller” (Altinget.dk).

Ungdommen er det mest følsomme barometer for de processer, der sker under overfladen, det som Trotskij kaldte revolutionen molekylære proces. Det er ungdommen, der har mindst at tabe og som ikke tynges af tidligere nederlag. Derfor er stigende politisk aktivitet og bevægelser blandt unge, et forvarsel om hvad vi vil se i arbejderklassen senere. Men allerede nu er der et helt lag af unge, der ikke bare leder efter alternativer til regeringens nedskæringspolitik, men til hele ”systemet” og som er åbne overfor revolutionære socialistiske ideer.

Der er flere faktorer, der er medvirkende til at skabe de sidste års ”ro”. For det første er der krisen, der skabte en chok-tilstand i arbejderklassen. Arbejderne holdt igen med at protestere over angreb på løn- og arbejdsforhold, da det højst sandsynligt var lig en fyreseddel. Det samme så vi i stort set alle vestlige lande. I Sydeuropa har krisen udviklet sig så akut, at arbejderne alligevel blev presset i kamp, de havde ikke andet valg. Alt blev taget fra dem. I Nordeuropa var der stadig noget at miste: vi kunne få det lige så skidt som i Sydeuropa. Men det er ved at ændre sig; også her begynder arbejderne og ikke mindst de unge at se, at lige meget hvor meget de dukker nakken, så forsvinder problemerne ikke, tværtimod så bliver det værre og værre.

Den anden faktor, der er afgørende for at forstå den nuværende situation, er perioden op til krisen. I årtiet op til 2008 var Danmark et af de lande med flest og relativt største strejker og demonstrationer i verden. Det startede i ungdommen mod nedskæringer på uddannelserne. Der var strejker og protester mod den borgerlige regerings angreb på bl.a. efterlønnen og der var en kæmpe demonstration mod Irak-krigen med 40.000. I 2006 var der ugelange vilde strejker blandt andet pædagoger, sosu-assistenter og andre offentligt ansatte. I 2006 og 2007 smeltede ungdommen og arbejdernes protester mod nedskæringer sammen i tre demonstrationer med 100.000 deltagere på halvandet år. Der blev afholdt et stormøde for elever og studerende med 2500 deltagere. I 2008 var sygeplejersker, sosu-assistenter og pædagoger i 9 uger lang strejke i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Intet af dette stoppede dog nedskæringerne og angrebene.

De danske arbejdere udviste i årtiet op til krisen en enorm kampvilje og afprøvede forskellige kampformer uden at vinde. Ledelsen for arbejderne var ikke opgaven voksen, tværtimod var de medvirkende til nederlagene ved at spille grupper ud mod hinanden, som fx sygeplejersker mod sosu-assistenter og pædagoger. De havde ingen plan for kampene ud over symbolske en-dags demonstrationer og i flere af strejkerne tog de direkte afstand fra kampen, fordi de var ”ulovlige”. Det er derfor naturligt, at krisens udbrud i 2008 betød et stop for kampene: ”Hvis ikke vi kunne vinde under opsvinget, hvordan skal vi så kunne vinde nu?” Man kan ikke tænde og slukke for en massebevægelse, som for en vandhane. For enhver kamp må der være en ordentlig plan og perspektiv ellers skaber det forvirring og splittelse. Det manglede i kampene efter årtusindeskiftet.

Da den faglige front tilsyneladende endte blindt, rykkede massernes fokus til den politiske: Hvis ikke strejker og demonstrationer virkede, måtte løsningen være en ny regering, var tankegangen. Der var på disse kampes højdepunkt i 2008, at SF for alvor voksede. Daværende SF-formand Villy Søvndal blev mødt med begejstrede klapsalver til et FOA tillidsmandsmøde i 2008 og i meningsmålingerne nåede de op mod 20 procent. SF og Socialdemokratiet indgik en pagt om regeringssamarbejde for første gang nogensinde. Men som bevægelserne døde ned og valget nærmere sig begyndte begge partier at tale forventningerne ned: de ville ikke til magten på en mobiliseret arbejderklasse og store løfter. Så allerede før valget var der ikke mange illusioner til en ny regering, men der var alligevel et håb om, at det da trods alt måtte være bedre end den borgerlige regering. De håb viste sig at blive skuffet.

Det har medført en udbredt politikerlede, som ikke bliver mindre af den ene skandale efter den anden fra både de borgerlige og arbejderpartierne; Lars Løkke og hans dyre flybilletter og den ene minister efter den anden, der lyver. Men grundlaget for politikerleden er den politik, som regeringen fører og som i bund og grund, er den samme som den borgerlige regerings. Den samme proces som vi har set i mange andre lande, hvor tilliden til ”systemet” langsomt undermineres, er også i gang i Danmark.

En meningsmåling bragt i Altinget i slutningen af 2013 viste, at danskernes tillid til politikerne er styrtdykket. På bare to år, dvs. siden den nye regering trådte til, er den halveret til kun 36 procent. Kun 2 procent har ”meget stor tillid”. Indtil 2011 har mellem 54 og 70 procent af vælgerne sagt, at de har stor eller ret stor tillid til politikerne – tilliden har altså ikke været mindre end den er nu.

Blandt ungdommen betød de mange isolerede endagsdemonstrationer op til krisen i 2008, der ikke stoppede nedskæringerne, en demoralisering. Dem der havde stået i spidsen for de store bevægelser, fik poster i den politiske etablissement i Folketinget, partiledelser og enkelte ministerposter, og førte an i en højredrejning i især SF. Bevægelserne havde, på skoler og lokale uddannelsessteder, været ledt af et helt lag af radikaliserede unge, men ingen af organisationerne, hverken elev- og studenterbevægelsen, eller de partipolitiske, gav bevægelserne noget organiseret udtryk eller en politisk vej frem. Ungdomshusoptøjerne i 2007 var et udtryk for den frustration, de sejrløse kampe havde ophobet blandt de mest radikaliserede lag af unge. Efter det, har ungdommen forsøgt at løse problemerne individuelt ved at skynde sig gennem uddannelserne, knokle, og dukke nakken.

De sidste fem år har der ikke været de store kampe, men klassekampen er fortsat, bare ensidigt fra arbejdsgiversiden, hjulpet af først den ene og så den anden regering. På arbejdspladserne har der været massive angreb på løn- og arbejdsforhold. Fyresedlerne har siddet løst og alle der har vovet at protestere eller bare krævet overenskomsten og loven overholdt, har fået sparket. Under den tilsyneladende rolige overflade er der opbygget et enormt pres, som er ved at nå bristepunktet.

Det sidste år har vi set, at stemningen er ved at skifte. I februar 2013 demonstrerede mere end 20.000 af studerende imod regeringens SU-reform. Efterfølgende lockoutede KL lærerne, hvilket førte til store demonstrationer med titusindvis af lærere i fygende snestorm, stormøder osv. Der var en kæmpe vrede blandt lærerne og bevidstheden udviklede sig hurtigt. Lærerne havde ikke selv valgt at gå i kamp, men var påtvunget den fra arbejdsgiverne og Danmarks Lærerforening gjorde aldrig kampen offensiv. Begge disse bevægelser var topstyrede og fik aldrig et egentlig momentum, men de viste de første spæde tegn på et stemningsskifte.

I november 2013 begyndte dette stemningsskifte for alvor at vise sig, da alvoren af SU reformen og den dertil knyttede ”fremdriftsreform” blev klart for de studerende på Københavns Universitet. På mange fakulteter blev der indkaldt til stormøder, der blev afholdt en demonstration med 9000 deltagere (for Københavns Universitet alene), der blev afholdt ”De studerendes universitet” på Panum (medicin) i København, studier blev blokeret og protesterne spredte sig også til de andre af landets universiteter. Det var helt klart, at der var en vred stemning blandt de studerende selv og det var denne vrede, der pressede, fakultetsråd og Studenterrådet, til at gå ind i kampen.

Stemningen var så radikal, at der blandt de studerende blev diskuteret framelding af eksamen, som et muligt skridt. På trods af, at først administrationen på Københavns Universitet og derefter regeringen blev presset til at udskyde reformen, dæmmede det ikke op for de studerendes vrede. Tværtimod har det snarere fået den effekt at vise de studerende, at de faktisk kunne presse politikerne gennem massemobiliseringer. Eksaminerne stoppede midlertidigt bevægelsen, men der er ingen tvivl om, at der er sket et stemningsskifte blandt de studerende. Dagens studerende er en generation, der har gjort, som politikerne har krævet; de har skyndt sig gennem studierne, de har gjort hvad de kunne for at forbedre CV’et. De er presset til bristepunktet og så får de gang på gang smidt i hovedet fra politikerne, at det ikke er godt nok. De begynder at se politikernes hykleri; de skal skynde sig igennem, mens arbejdsløsheden blandt nyuddannede er skyhøj.

Studenterrådet på Københavns universitet ”bakkede op” om kampen og talte til stormøder osv. Men imod enhver logik mente de ikke, at de skulle stå i spidsen for protesterne, og de var medvirkende til at lukke bevægelsen ned, da det blev klart, at forligspartierne ikke ville ændre reformen, men bare udskyde den. Danske Studerendes Fællesråd, den nationale forening af studenterrådene, gjorde intet for at samle kampen nationalt. Disse organisationer har ikke stået i spidsen for nogen reelle kampe i årevis, måske i realiteten siden slut tresserne. Det vil de blive presset til i den næste periode. De studerende presses i kamp og det vil få et udtryk af protest og opposition indeni deres organisationer, hvilket vi bl.a. så de første tegn på til generalforsamlingen for SR på RUC, den største i mange år og med et skift til venstre. I den proces må alle aktive studerende tage kampen op om den politiske linje i deres organisatione. Marxisterne har i den forbindelse en vigtig opgave, i det at vi gennem en teoretisk forståelse af samfundet og klassekampen, også kan vise en vej frem for de konkrete kampe, hvis enorme potentiale i dag ikke bliver udnyttet.

Også blandt lærlingene er der de første begyndende tegn på uro. 20. november gik mere ed 100 skolepraktik (SKP) elever i strejke i Aalborg i protest mod de utroligt lave lønninger. For en SKP elev over 18 år er lønnen 6.721 kr. om måneden og er man under 18 sølle 2.808 kr.. Det er for et fuldtids”job” uden mulighed for SU-lån eller meget tid til arbejde ved siden af. Grundforløbene i Aalborg og SKP'en blev blokeret og flere hundrede lærlinge deltog i en manifestation. På Nørrebros tekniske skole var der sympatistrejke. Der er mere på spil for tekniskskoleelever ved en nedlæggelse af undervisningen; har de en læreplads, risikerer de, at deres mester får besked og har de ikke en læreplads, risikerer de, at blive sortlistet som ballademager og at deres mulighed for en læreplads mindskes yderligere. Det er endnu et tegn på et skift i ungdommen; det er længe siden der er sket noget blandt lærlinge og elever. Kravet var 40 kr. mere i timen til SKP eleverne, men der var mere i det end økonomiske krav. Det var den samme følelse, som blandt de studerende: at nu er det nok! At det her er en generation, der har været mål for hetz i medierne, angreb fra politikerne og mestrene, finansfyrsternes og entreprenørernes spekulation! Til foråret har regeringen bebudet en erhvervsskolereform, der vil opstille adgangskrav, som uden tvivl vil skabe yderligere vrede blandt lærlingene. Allerede nu kan den ændrede stemning spores i lærlingene og ungarbejdernes organisationer, bl.a. på 3F-ungdoms kongres, hvor der blev udtalt kritik af den afgående ledelse.

I 00'erne var det gymnasieeleverne, der var forrest i bevægelserne. Der er ingen tvivl om, at det samme pres som på universiteter og tekniske skoler er opbygget på landets gymnasier. Det må nå et bristepunkt, og det kan meget vel ske, når regeringen fremlægger sin reform af de gymnasiale uddannelser, der højst sandsynligt vil indeholde adgangskrav. Hele ungdommen er presset og regeringen har gennem bl.a. kontanthjælpsreformen presset endnu flere og nye lag ind i uddannelsessystemet, samtidig med at de forringer uddannelserne.

Bevidsthed bevæger sig ikke i en lige linje men i spring. I normale tider halter bevidstheden langt bagefter den objektive situation. Mennesket undgår helst forandringer, de forsøger at klare sig igennem. Men kapitalismens krise ryster alle lag af samfundet i sin grundvold og presser arbejderklassen i kamp og til at revidere alle tidligere opfattelser og lede efter nye ideer, der kan forklare samfundet og hvordan det kan forandres. I England har vi set, hvordan der de sidste år især efter studenterbevægelsen i 2010 er sket en kæmpe vækst i interessen for marxistiske ideer blandt de studerende. En lignende proces vil ske i Danmark. Startende blandt ungdommen vil vi i den kommende periode se en politisering og radikalisering og en søgen efter revolutionære ideer. Et voksende lag vil være åbne overfor og kunne vindes til den marxistiske tendens.

Udviklingen i fagforeningerne

Som tidligere beskrevet øges presset på arbejderklassen. Spørger man en hvilken som helst arbejder i en hvilken som helst sektor, vil det overvældende flertal svare, at de ikke er tilfredse, at de ikke er glade. Utilfredsheden ulmer, men har endnu ikke fundet et udtryk. En vigtig årsag skal findes i ledelsen for fagforeningerne, der er milevidt fra deres medlemmer.

De sidste mange år er toppen i fagforeningerne rykket længere og længere væk fra deres medlemmer og har intet perspektiv om kamp, de kan ikke se andet end forhandlingsvejen. Fagtoppen og generelt toppen i arbejderbevægelsen har en levestandard, der er lysår fra dem, de repræsenterer og de har ingen ide om arbejderklassens liv og problemer.

Det kan ikke blive mere tydeligt end da Metals formand Claus Jensen talte til Venstres landsmøde. Og det bliver tydeligt, når toppen af flere af de store fagforeninger støtter regeringen, selv når den fører borgerlig politik, som da LO’s formand Harald Børsting støttede angrebene på SU’en til fordel for selskabsskattelettelser, og da flere af formændene for de største fagforeninger blot en time efter offentliggørelsen af finansloven med de borgerlige er ude i en koordineret kampagne rettet mod Enhedslisten. Ideerne i toppen af arbejderbevægelsen er borgerlige ideer af den keynesianistiske variant, fremført af diverse tænketanke som Cevea og Kraka, der specialiserer i løsningsforslag indenfor kapitalismens rammer. Fagtoppen har ingen tiltro til deres medlemmer og de har ingen fornemmelse for den vrede, der er ved at opbygges på landets arbejdspladser. Det kan ikke undre, at fagforeningerne mister medlemmer, når de fremstiller sig selv som serviceorganisationer i stedet for kamporganisationer.

Fagforeningerne kan dog på ingen måde afskrives – tværtimod. I 1995 var 73 procent af de danske arbejdere organiserede. I dag er det tal faldet til 67 procent, men stadig er den danske arbejderklasse en af de bedst organiserede i verden. Arbejderklassen er det overvældende flertal af den danske befolkning og er den stærkeste magtfaktor i det danske samfund, hvis blot den var bevidst om og brugte denne magt. Derfor har kapitalisterne så meget desto mere brug for fagtoppen for at gennemføre deres politik og holde arbejderklassen tilbage. Det kan de i en periode og til en vis grad – men det har en grænse. Det er ligesom en vulkan, hvor der på toppen er en stivnet lavaskorpe; der skal større kraft til nedefra for at bryde igennem, til gengæld kan det blive så meget desto mere eksplosivt, når først det bryder igennem.

Allerede ved krisens udbrud forklarede vi, at arbejderklassen ville starte med at udtrykke sig gennem fagforeningerne, formentlig startende med de offentlige ansattes fagforeninger, fordi de bliver ramt direkte af regeringens angreb. Derfor er FOA's udvikling også interessant, omend vi stadig taler om små tegn. FOAs formand Dennis Kristensen er gået i opposition til resten af fagtoppen på en lang række områder. Han ville fx ikke give Enhedslisten skylden for den borgerlige finanslovsaftale. FOA har også trukket sig fra forhandlingsfællesskabet OAO, fordi man lavede en aftale med regeringen, hvorigennem man indirekte accepterer, at der skal gennemføres ”effektiviseringer” for 12 mia. i den offentlige sektor. Vigtigere endnu, vedtog FOA's kongres med overvældende flertal allerede i 2013 at starte indbetaling af strejkekontingent op til overenskomstforhandlingerne i det offentlige i 2015. Det er et hidtil uset offensivt træk, der er vidnesbyrd om, at også arbejderklassen vil komme ind på klassekampens scene.

FOA's ryk til venstre kan ikke undgå at have en inspirerende effekt på arbejderne og medlemmerne af fagforeningerne i den private sektor. Det kan allerede nu ses afspejlet i forberedende samarbejde mellem de offentlige og private fagforeninger i Århus. Dette sker på baggrund af den negative erfaring fra lærerkonflikten, hvor en enkelt faggruppe blev isoleret og smadret. Der er behov for, at resten af landets fagforeninger følger dette eksempel.

Fagforeningerne er de organisationer, der er tættest på arbejderklassen og derfor også her presset fra neden først kommer til udtryk. Vi så det allerede, da regeringen i juni 2012 måtte opgive trepartsaftalen der bl.a. indeholdt længere arbejdstid, fordi fagtoppen sprang fra pga. presset fra deres medlemmer. Til HKs kongres var der skarp kritik af formanden og hans beretning, selvom HK ellers ikke er kendt for at være et af de mest venstreorienterede forbund.

I foråret 2014 skal overenskomsterne fornys for de privat ansatte. De historisk lave lønstigninger fra de sidste to overenskomster ser ud til at fortsætte. De fleste arbejdere vil være klar over, at med den nuværende ledelse for fagforeningerne vil en sådan kamp ikke være nem at vinde, ikke mindst med krisen. Et elendigt resultat vil være med til at opbygge utilfredsheden yderligere, men det bliver nok på andre spørgsmål end overenskomstforhandlingerne, at utilfredsheden kommer op til overfladen, selvom det absolut ikke kan udelukkes. Vi må kunne se bag facaden og forstå, at blot fordi utilfredsheden ikke får et udtryk i åbne kampe her og nu, så er alt ikke fryd og gammen. Under overfladen foregår dybe processer, hvor arbejderne tester deres nuværende ledere og drager konklusioner om regeringen, krisen, de internationale erfaringer, kampene i 00’erne osv. Arbejderklassen lærer gennem erfaring og ved et spring kan bevidstheden indhente den objektive situation. Proces foregår ikke nødvendigvis bevidst – det er marxisternes opgave at gøre det ubevidste bevidst.

En opposition i fagforeningerne skal starte helt fra bunden. Socialdemokratiet, og ind til for nylig SF, er i regering og den etablerede såkaldte ”venstrefløj” i fagforeningerne Fagligt Ansvar er siden krisens start gået mere eller mindre i sig selv. Efter valget i 2011 er den noget nær forduftet. Nogen af de tidligere drivkræfter i Fagligt Ansvar er kommet ind i toppen af Enhedslisten. Tidligere formand for Byggefagenes Samvirke i København, Anders Olesen, er ansat som faglig sekretær i Enhedslisten og Finn Sørensen, tidligere næstformand i 3F industri og service, er nu folketingsmedlem. Enhedslisten må begynde at intervenere koordineret i fagbevægelsen for at øge arbejderklassens organisering og tro på egen styrke. Partiet har en fremragende mulighed for at vise i praksis, at socialister er de bedste klassekæmpere og samtidig kæde de daglige kampe sammen med behovet for socialisme.

Desværre er det tydeligt, at Enhedslisten ikke i praksis har brugt sin øgede styrke til at styrke partiet fagligt. Problemet kom helt tydeligt frem under lærerlockouten. Enhedslistens folketingsmedlemmer kritiserede helt korrekt lockouten, men intet koordineret blev gjort for at samle de hundredvis af Enhedslistemedlemmer, der er lærere. Der burde have været en samlet strategi fra Enhedslistens side, med konkrete forslag til at eskalere kampen, som deres lærer-medlemmer kunne rejse på stormøderne. For de medlemmer der ikke var lærere, kunne der have været gennemført en kampagne på landets andre arbejdspladser og uddannelsessteder, om sympati med lærerne. Hvis en sådan kamp blev ført ind på Folketingets talerstol, og folketingsmedlemmerne havde turneret landets arbejdspladser og uddannelsessteder for at rejse sympati, ville have givet et enormt ekko i arbejderklassen og blandt unge. Enhedslisten kan og bør starte opbygningen af en venstrefløj i fagbevægelsen.

Konklusion

Med krisens ankomst i 2008 er der sket et fundamentalt skift i situationen i Danmark og på verdensplan. Et skifte der nu så småt begynder at slå igennem politisk herhjemme. Kapitalismen befinder sig i en blindgyde. Nedskæringer og angreb på arbejderklassen er ikke et spørgsmål om ”ond vilje” eller nyliberal ideologi, de udspringer af kapitalismens organiske krise. Krisen betyder, at kapitalisterne er villige til at gennemgå stor social uro og utilfredshed for at gennemføre deres vilje. Det er ikke længere nok at holde et par demonstrationer for at få politikerne til at standse forringelser og angreb. En kraftfuld massebevægelse, der truer med at eskalere, kan måske tvinge nogle indrømmelser igennem, men de vil med blive taget tilbage med den anden hånd. Der er ikke nogen politisk løsning på krisen indenfor kapitalismen. Vi løser ikke problemerne ved at fængsle finansspekulanterne og skattesnyderne, selvom de naturligvis bør stilles til ansvar for deres snyd og spekulation på bekostning af almindelige mennesker. Kapitalismens krise kan kun løses og overkommes ved en nationalisering af banksektoren og de vigtigste dele af økonomien, så produktionen kan planlægges demokratisk af arbejderklassen.

Kapitalismen kan ikke tilbyde andet end årtier med nedskæringer og angreb, og allerede nu har det skabt politisk og social ustabilitet i hele verden og revolutionære bevægelser i en række lande. Masserne begynder at træde ind på den historiske scene. Deres illusioner til systemet undermineres. Deres tillid til politikerne nedbrydes. Den historiske epoke vi er gået ind i, er en epoke med revolution og kontrarevolution på verdensplan. Danmark er ikke det land, hvor krisen er dybest og vi kan ikke opsætte en skabelon for begivenhedernes gang eller tempo.

Begivenhederne i Danmark vil have en tilbøjelighed til at få en mere langstrakt karakter pga. de illusioner, der er opbygget til reformismen over de sidste 60 år og det relativt større økonomiske fedtlag, der er at tære på. Men bevægelser kan komme som lyn fra en klar himmel, som vi så det i Brasilien og Tyrkiet. Også i Danmark er scenen sat til klassekamp. På længere sigt vil også den danske arbejderklasse drage revolutionære konklusioner. Vi må forberede vores kræfter på dette og udnytte de enorme muligheder for at forbinde os med de utilfredse unge.

Det er marxisternes fornemmeste pligt at vinde de mest bevidste unge og arbejdere til vores ideer, så marxismen i morgen kan blive en materiel kraft i arbejderbevægelsen og føre arbejderklassen til sejr.