Lars Løkke pressefoto lilleLars Løkke har nu præsenteret sin nye regering. Der er intet overraskende at finde, hverken i listen over ministre eller regeringsprogrammet: der blæses til angreb på arbejdere, gamle, unge, syge og arbejdsløse, indvandrere og asylansøgere – kort sagt alle der ikke tilhører den øverste elite.

Man behøver bare et overfladisk blik på ministerlisten for at indse, hvad der er i vente. Inger Støjberg, hvis syn på indvandrere ingen kan være i tvivl om, som integrationsminister, Søren Pind, der fremstillede rockerne som landets forsvarere, som justitsminister, Claus Hjort, der er afsløret i at have vildledt folketinget flere gange, er blevet finansminister, Esben Lunde Larsen, der har udtalt, at han vil kalde sorte for negere, som uddannelsesminister, og ikke mindst den tidligere formand for Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, der har erklæret krig mod overførselsindkomster, som beskæftigelsesminister.

Læser man regeringsgrundlaget, bliver regeringens arbejder- og fremmedfjendske politik mere konkret. Der skal udliciteres og privatiseres endnu mere og velfærden forringes yderligere. Regeringen vil i 2016 lancere en pensionsreform, der skal reducere ”restgruppen af personer uden egen opsparing til alderdommen” markant, med andre ord: folkepensionen skal smadres.

De arbejdsløse skal rammes endnu hårdere under parolen, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Kontanthjælpsloftet genindføres, og skatten skal sænkes, ikke mindst topskatten, som regeringen vil sænke med 5 procent allerede næste år: de fattige skal betale til de rigeste, og uligheden og fattigdommen øges, mens lønningerne presses ned til glæde for arbejdsgiverne.

Selvom regeringen af hensyn til Dansk Folkeparti har opgivet betegnelsen ”nulvækst”, har de med Orwellsk nysprog bebudet et ”omprioriteringsbidrag”, der på godt gammeldags dansk betyder nedskæringer på 1 procent i kommunerne årligt de næste fire år. Det svarer til besparelser på knap 2,5 milliarder kroner årligt, altså næsten 10 mia. i valgperioden. I staten skal der spares endnu mere. Selv Venstres egen formand for Kommunernes Landsforening, Martin Damm, advarer om de ”voldsomme konsekvenser”.

Regeringen bebuder samtidig, at kun de, der kan betale til den danske statskasse, er velkomne: ”Regeringen ønsker en ny, stram og konsekvent udlændingepolitik, der skal sikre et åbent Danmark for dem, der kan og vil. Og lukke dørene for dem, som ikke vil. Regeringens første skridt er straks at fremsætte lovforslag med henblik på at gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark. Vi vil indføre en ny integrationsydelse på SU-niveau for nytilkomne flygtninge og familiesammenførte og personer, der har været i Danmark i mindre end 7 år ud af de seneste 8 år.”

På uddannelserne skal erhvervslivets involvering øges, og uddannelserne skal være endnu mere elitære - der skal indføres adgangskrav på gymnasierne og eliteniveau på universiteterne. På den anden side skal børn og unge, der ikke kan klare mosten, men ender i kriminalitet, kunne sættes i fængsel.

Og det er uden tvivl bare begyndelsen. Regeringen har på vegne af arbejdsgivere og eliten blæst til kamp mod de danske arbejdere og unge. Men de vil ikke få det nemt.

Parlamentarisk set er det en utrolig svag regering. Venstre fik under 20 procent af stemmerne ved valget, og Lars Løkke er ekstremt miskrediteret. Partiet tabte mere end en kvart million stemmer i forhold til 2011 og blev kun landets tredjestørste parti. At Dansk Folkeparti blev større end Venstre gør ikke regeringens liv nemmere. Dansk Folkeparti holdt sig klogt ude af regeringen, men der må ikke sås nogen illusioner til partiet. Præcis ligesom sidst der var en blå regering, vil DF holde hånden under den og støtte den i angreb på arbejderklassen, til gengæld for indrømmelser på indvandrerområdet. Det er venstrefløjens opgave at afsløre Dansk Folkeparti, som det arbejderfjendske parti det er. Den eneste måde at vinde de arbejdere, der har stemt på DF, tilbage til arbejderpartierne er ved at fremsætte et reelt troværdigt alternativ til nedskæringspolitikken.

Krisens indtog i 2008 markerede, at vi gik ind i en kvalitativt ny epoke på verdensplan, ikke bare økonomisk, men også socialt og politisk. Det politiske system er blevet undermineret, også herhjemme. Tilliden til politikerne og de traditionelle partier er i bund. Tidligere var det højeste mål for ethvert parti med respekt for sig selv at deltage i regering. I dag er det lige modsat: regeringsdeltagelse fører utvivlsomt til miskreditering, så regeringsdannelsen lignede mere et spil sorteper om hvem, der kan holde sig udenfor regeringsmagten og blot stille krav, og hvem der ender med sorteper og må påtage sig regeringsansvaret.

Der er ingen tvivl om, at Lars Løkke vil få det svært, når han ikke engang kunne få andre partier til at gå med i en regering. Men at spekulere i, hvor lang tid regeringen vil holde, er frugtesløst – det afhænger af en lang række faktorer, der er umulige at forudsige.

Mens regeringen blev præsenteret herhjemme, ser det ud til, at internationale begivenheder er ved at underminere enhver forudsætning for regeringsprogrammet, endnu før blækket er blevet tørt. Krisen i Grækenland har nået et nyt stadie og udvikler sig minut for minut. I skrivende stund rasler aktiemarkederne over hele verden ned, og det kan meget vel være en ny nedtur på vej i verdensøkonomien. Det vil kaste den danske økonomi lige lukt tilbage i krisen, øge arbejdsløsheden og betyde langt hårdere angreb end dem, der hidtil er bebudet.

Selv nu efter valgnederlaget fortsætter toppen i arbejderbevægelsen den katastrofale kurs, der banede vejen for de borgerliges tilbagevenden til magten. LO’s formand, Harald Børsting, roste f.eks. valget af arbejdsgivernes Jørn Neergaard som beskæftigelsesminister. Der er ikke brug for ros og illusioner – tværtimod! Der er brug for modstand mod og et alternativ til de borgerliges nedskæringspolitik.