I Danmark må arbejdsgivere og borgerligere politikere kigge længselsfuldt mod Finland. Her har den borgerlige regering, der kom til magten i maj sidste år, gennemført en offensiv rettet ikke bare mod de finske arbejderes løn- og arbejdsforhold, men mod hele klassesamarbejdet mellem stat, arbejdsgivere og fagforeninger. I dette samarbejde har forhandlinger og centrale aftaler været grundpillen.
Konkurrenceevnepakke
Den finske regering fremsatte i begyndelsen af sin regeringsperiode et mål om at forøge produktiviteten med 15%. Det var et mål, som regeringen fra start gjorde det klart, at den ville opnå med eller uden fagforeningernes samtykke. I tilfælde af modstand truede regeringen med et lovindgreb. Regeringen gav fagforeningerne besked på at arbejde på aftaler med arbejdsgiverne, hvorigennem fleksibiliteten i produktionen skulle udvikles.
Forhandlingerne om den såkaldte ”konkurrenceevnepakke” begyndte i juni 2015. Fagforeningerne blev hurtigt taget som gidsel i forhandlingerne, da regeringen fremlagde de lovindgreb, som ville blive gennemført, hvis ikke fagforeningerne var samarbejdsvillige i udviklingen af den nye konkurrenceevnepakke. Disse lovindgreb indeholdt bl.a., at første sygedag skulle være uden løn, at de næste 8 sygedage skulle aflønnes med 4/5 af den normale løn, at søndagstillæg og overtidsbetaling skulle beskæres, og at feriepenge skulle formindskes med 30%.
Målet var helt klart fra regeringens side: de finske arbejdere skulle betale for øget konkurrenceevne, dvs. større profitter til de finske arbejdsgivere.
Opgør med centrale forhandlinger
Den finske model har været præget af centrale indkomstpolitiske helhedsløsninger, hvor stat, arbejdsgivere og fagforeningerne er blevet enige om mangeårige aftaler om fx at holde lønstigningerne moderate med kompensation i form af lavere skatter. Og selvom der har været sektorvise overenskomstforhandlinger, har de været mere eller dikteret af en central stigningstakst for lønningerne. Men nu ønsker arbejdsgiverne et opgør med det organiserede klassesamarbejde.
Regeringen havde med sin trussel om tvangslovgivning lagt sin fulde vægt bag arbejdsgiverne, der naturligvis ikke havde nogen interesse i at forhandle, når de kunne få alt de ville ad lovgivningens vej. Men i september 2015 gik de finske arbejdere i strejke imod tvangslovene, hvor 300.000 demonstrerede over hele Finland. Det pressede regeringen til at fjerne nogen af dens foreslåede nedskæringer og samtidig at indføre feriepenge til alle, da det viste sig den hidtidige praksis havde været ulovlig. Det var dog feriepenge, der stadig ifølge regeringen skulle beskæres med 30%.
Det fik arbejdsgiverne i offensiven, og i slutningen af 2015 ændrede arbejdsgivernes centralorganisation, EK, sine vedtægter således, at organisationen ikke længere kan indgå centrale overenskomster. Vedtægtsændringen trådte i kraft i april 2016. Den skal ifølge Matti Alahuhta, formand for EK’s bestyrelse, rekonstruere det finske arbejdsmarkedssystem, så finnerne kan ”være hurtige og smidige, forbedre produktiviteten af finsk arbejde og samtidig øge finsk beskæftigelse”. Fremover skal alle overenskomster forhandles decentralt, og der er også åbnet op for at gå under de aftalte vilkår lokalt i en såkaldt ”overlevelsesklausul”.
Arbejderklassens styrke er dens enhed, og decentrale overenskomstforhandlinger er udelukkende til gavn for arbejdsgiverne. Men de finske arbejdsgivere kan få sig en overraskelse: ved at gøre op med klassesamarbejdet svækker de også den kontrol, som toppen i den finske fagbevægelse har haft over sine medlemmer.
Aftale under trussel
Regeringens hårde linje gav pote, da parterne i begyndelsen af februar 2016 var nået til en aftale om selv de sværeste områder. Forhandlingerne foregik, mens den finske regering holdt en pistol for panden på de finske fagforeninger. Regeringen opretholdt sin trussel om angreb på velfærden, hvis ikke forhandlingerne medførte en garanti om en produktionsforøgelse på 15%.
Således udtalte regeringen, at den som udgangspunkt ville trække truslen om lovindgreb tilbage, dog kun hvis konkurrenceevnepakken leverede det ønskede resultat. Hvis ikke det skete, så ville regeringen hæve skatterne og skære i socialsikringen med yderligere 1,5 milliarder euro. Det er et indgreb, som uden tvivl vil gå ud over de svageste i samfundet.
Aftalen blev således indgået i slutningen af februar. Aftalen skulle herefter implementeres lokalt med færdiggørelse inden d. 31/5 kl.16, hvorefter centralorganisationerne og regeringen efterfølgende skal vurdere aftalens holdbarhed og omfang. Hvis regeringen finder aftalen opfyldt, altså at den kan vurderes at ville kunne føre til den ønskede stigning i produktivitet, trækker den truslen om nedskæringer i socialsikring tilbage.
Omfordeling
Aftalen er fordelingspolitik i retning fra arbejderne til arbejdsgiverne. Lønnen fastfryses i ét år, således at lønstigninger ikke er mulige at forhandle ved overenskomstforhandlingerne til efteråret. Derudover hæves den årlige arbejdstid med 24 timer uden lønkompensation, altså tre gratis arbejdsdage pr. medarbejder lige ned i arbejdsgivernes lommer. For arbejderne i den offentlige sektor skæres deres feriepenge med 30% i perioden 2017-2019.
Aftalen indebærer desuden at arbejdsgiveres udgifter til dagpenge og arbejdsmarkedspension i stedet skal betales af arbejderne. Derudover skæres arbejdsgivernes udgifter til socialsikring over de 4 år med i alt 3,56%. Dette finansieres af besparelser i den offentlige sektor.
Fremtiden for Danmark
Kapitalismen er et globalt system, som ingen lande kan stille sig udenfor. Den internationale konkurrence skaber en ond spiral mod bunden om løn- og arbejdsvilkår. Det eneste modtræk, der kan gå imod denne spiral, er klassekamp på tværs af nationale grænser.
Dele af det danske borgerskab ser uden tvivl med længsel mod udviklingen i Finland. Indtil nu ser det dog ud til, at de største arbejdsgivere holder fast i klassesamarbejdet. Det er nemmest for dem at opnå, hvad de vil, med fagtoppens samtykke. Men så snart forhandlinger med fagforeningerne ikke giver dem, hvad de vil have, så bliver forhandlingsvejen smidt på porten. For hver indrømmelse, som fagforeningerne giver i forhandlingerne – og der er blevet givet mange, svækker de i realiteten sig selv, fordi de øger medlemsflugten og deres autoritet blandt medlemmerne. Kapitalismens krise sætter igen den rå klassekamp på dagsordenen. og Finland er et billede på den retning, som Danmark går i.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 20, juni-juli 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 100kr.