I 1640 gjorde både kongen og parlamentet krav på magten i England og rejste hver især deres hær. Dette resulterede i åben borgerkrig fra 1642, som til slut endte med parlamentets sejr og kong Charles d. 1’s nederlag og henrettelse i 1649. Den engelske borgerkrig 1640-49 var en klassekrig, som blev udkæmpet mellem kongen, godsejerne og kirken på den ene side og parlamentet, som blev støttet af de selvejende bønder, håndværkere og småhandlende samt et fremvoksende borgerskab i byerne, på den anden side. Det lykkedes i sidste ende det engelske parlamentet at vinde borgerkrigen, fordi det kunne appellere til de brede befolkningsmasser i England med krav om en mere ligelig fordeling af de rigdomme, som en fremvoksende kapitalisme frembragte. Den engelske revolution var en begivenhed, der senere skulle lægge fundamentet til det England, som blev den nye dominerende europæiske sø- og kolonimagt de næste århundreder frem.

En borgerlig revolution?

Den engelske revolution var en borgerlig revolution i marxistisk forstand, forstået på den måde, at den banede vejen for en kapitalistisk udvikling med borgerskabet som den nye herskende klasse. Borgerskabet, har som Karl Marx bemærkede det i det kommunistiske manifest, spillet en yderst revolutionær rolle igennem historien, og hvor det har erobret magten smadret alle idylliske og feudale forhold. Dette var også tilfældet under den engelske revolution, som blev gennemført med borgerskabets støtte. Dengang var borgerskabet, fremtidens kapitalistklasse, revolutionære og bekæmpede den feudale samfundsorden med alle midler. Det kapitalistiske samfund vi har i dag, er et produkt af store politiske omvæltninger, som borgerskabet har stået i spidsen for, selvom borgerskabet i Danmark såvel som i England helst vil benægte dets revolutionære fortid.

Dog var det ikke kun det engelske borgerskab, der ledte opstanden mod kongen – også småborgerskabet, fribønder og de proletariserede masser i byerne spillede en vigtig rolle i at knuse den feudale stat og tilintetgøre kongens hær. Kapitalismen blev født ud af feudalismen, som var den samfundsorden, der gik forud for kapitalismen. Under feudalismen baserede økonomien sig hovedsageligt på landbrugsproduktion, og den politiske magt var centraliseret i hænderne på en klasse af godsejere. Men også et fremvoksende borgerskab i England begyndte at gøre sig politisk gældende gennem 1500-tallet og op gennem 1600-tallet.

Den feudale bondestand var bundet til jorden. Under feudalismen var det derfor bønder og godsejere, der stod i et klassemæssigt modsætningsforhold til hinanden. I dag under kapitalismen, er det kapitalister og arbejdere, der står over for hinanden som to uforsonlige klassemodsætninger. Igennem udviklingen fra feudalisme til kapitalisme skete der en adskillelse af producenterne fra de midler, som de kunne opretholde livet med, hvilket førte til skabelsen af et besiddelsesløst proletariat. Denne udvikling fra feudalisme til kapitalisme i England frem til revolutionens udbrud i 1640, skal vi se nærmere på i denne artikel.

Feudalismens forfald og kapitalismes fremvækst i England

England var i 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet et landbrugsland, hvor det overvældende flertal af befolkningen boede på landet og var beskæftiget med at producere fødevarer eller uld. Det engelske samfund bestod af små isolerede og selvproducerende landbrugssamfund og økonomien var en hovedsageligt en naturaløkonomi, der var baseret på selvforsyning. Der begyndte dog at ske ændringer i den feudale økonomi efter Columbus’ opdagelse af Amerika, hvor bønder i stigende grad blev til vareproducenter for et nationalt marked, hvor fødevarer og uld sættes til salg. Amerikas opdagelse satte skub i en kapitalistisk udvikling gennem åbning af nye markeder og udnyttelse af råstoffer, som kan sælges med afkast. Engelske købmænd fulgte i Columbus’ fodspor og skabte endvidere nye handelsforbindelser til Rusland og Indien. I takt med at det oversøiske marked for engelsk klædeindustri blev udvidet, ophørte områder i England med at være økonomisk selvforsynende. I takt med at rigdommene i byerne voksede, opstod der en kapitalistklasse, som krævede forhold, der kunne sikre handlens uhindrede udvikling.

For at finde de sociale og økonomiske rødder til feudalismens opløsning og kapitalismens gennembrud i England er det nødvendigt at gå tilbage til den engelske reformation (1529-40). Den berygtede engelske konge Henrik d. 8, havde beslaglagt og nationaliseret pavekirkens godser i England under reformationen i 1534 med støtte fra det engelske borgerskab. Dette havde givet penge i en slunken statskasse og betød en styrkelse af kongens magt på bekostning af den katolske kirke. Klostrenes jorder blev omfordelt, og de katolske biskopper mistede deres økonomiske magt og de kirkelige besiddelser blev underlagt markedet. Dette satte skub i en kapitalistisk udvikling, hvor en stor mængde ejendom blev frigivet, som enten kunne forpagtes, blive optaget lån i, eller blive solgt. Kapitalismen voksede altså frem inden for den feudale samfundsformation før kapitalismen slog igennem og blev den dominerende produktionsmåde.

Karl Marx skrev, at kapitalismens fødsel var blodig – ”gennemblødt af blod og skidt fra hoved til tå”. Dette billede passer godt på den kapitalistiske udvikling i England. I løbet af den sidste halvdel af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet var korndyrkende fæstebønder mange steder blevet fordrevet fra deres jorder, som forpagteren af gården indhegnede som græsarealer. De engelske fåreavlere brugte hårdhændede metoder til at fordrive bønderne, hvilket satte gang i en omfattende social mobilitet, hvor de fordrevne fæstebønder søgte ind mod byerne for at finde arbejde. Skridt for skridt forvandledes jord til en eftertragtet handelsvare, hvilket tog til efter reformationen med Henrik d. 8’s nationalisering af pavekirkens godser og jorder.

Landområderne i England blev flere steder affolket og fæstebønderne, som var blevet fordrevet fra deres jord, blev tvunget til at søge ind mod byerne for at tilbyde deres arbejdskraft. Fæstebønder blev til lønarbejdere og et nyt fremvoksende engelsk proletariat havde set dagens lys. Den feudale produktionsform var blevet en hindring for kapitalismens udvikling og der var behov for ”fri arbejdskraft” for at nedbryde strukturerne i landbruget. Selvom kapitalismens fødsel var blodig og førte til det feudale landsbysamfunds opløsning var den i marxistisk forstand progressiv, forstået på den måde at den medførte, at der blev genereret en større rigdom og samtidig udviklede den fremspirende kapitalisme nye produktionsformer i industri og landbrug. Denne udvikling med en fremspirende kapitalisme og et feudalsamfund, der var under opløsning, leder os frem til den engelske revolution, som markerer det endelige brud med feudalismen.

Sociale og religiøse konflikter

Politiske omvæltninger i 1600-tallets feudale England fik et anderledes udtryk end det ville gøre i dag. Således blev konflikter ofte udtrykt i en religiøs sprogdragt, som dækkede over sociale og økonomiske modsætninger. Derfor fik sociale konflikter uundgåeligt også et religiøst udtryk som følge af forskellige sociale klassers inddragelse i politik. Religionen gennemsyrede alle aspekter af hverdagslivet i 1600-tallets England, hvor verdensbilledet var religiøst og kirken en vigtig medie- og propagandainstitution, der var afgørende for magthaverne at kontrollere. Den etablerede kirke i England var magthavernes vigtigste værn for at retfærdiggøre den gamle feudale orden. Kirken var en magtfuld jordbesidder og forfulgte folk med anerledes religiøse og politiske holdninger. De, der tog kampen op mod feudalismen, måtte derfor først udfordre den etablerede kirkes monopol. England var præget af store religiøse og sociale splittelser ved revolutionens udbrud i 1640, hvor kongemagtens støtter var præget af den reaktionære katolske kirke, mens parlamentets støtte hovedsageligt var protestanter. De engelske befolkningsmasser støttede parlamentet under borgerkrigen af frygt for en genindførsel af katolicismen i England.

Det fremvoksende borgerskabs religion var puritanismen, som udsprang af protestantismen. Som den engelske historiker R.H. Tawney bemærker i sin bog ”Religion and the Rise of Capitalism”, blev puritanismen brugt som et redskab fra borgerskabet til at angribe den feudale samfundsorden med. Derfor er den engelske revolution også blevet kaldt ”den puritanske revolution”. Puritanismen lagde vægt på arbejdets dyder – rakkede ned på de dovne – og erklærede krig mod irrationelle og festlige vaner, herunder drukgilder, som herskede i landsbysamfundene. Derudover vendte puritanerne sig mod den katolske kirkes enorme rigdom og uproduktivitet. Borgerskabets religion, puritanismen, passede godt ind i en fremvoksende kapitalistisk samfundsorden med en voksende middelklasse i by og land med vægt på disciplin, ædruelig fornuft og økonomisk individualisme. Puritanismen fik derfor hurtigt en social base blandt middelklassen ”the middling sort of people”. Samtidig tilbød puritanismen en moralsk trosbekendelse, hvor religiøse pligter og handelsselskabernes økonomiske behov kunne forenes. Under de givne forhold i 1600-tallets England kom sociale konflikter derfor uundgåeligt også til udtryk som religiøse konflikter, hvor hver samfundsklasse søgte at pålægge det religiøse livssyn, der passede bedst til dets behov og interesser. Under revolutionen og borgerkrigen i 1640-49 blev puritanismen et samlingspunkt for middelklassens økonomiske frustration og had til den besiddende overklasse.

Borgerskabet og monarkiet i England

Borgerskabet støttede oprindeligt monarkiet i England under de protestantiske regenter Henrik d. 8 og Elisabeth d. 1 fra huset Tudor. Det katolske Spanien var Englands hovedfjende og den katolske magt forsøgte i 1588 at invadere England med den spanske flåde Armada’en. Den engelske dronning Elisabeth fik mobiliseret det engelske borgerskab og folkemilitser i kampen for at forsvare England. Den engelske flåde vandt et enormt søslag ud for Calais og drev den spanske flåde på flugt. Dette betød en styrkelse af Elisabeth som regent, og magtbalancen i Europa tippede til Englands fordel. Den engelske økonomi blomstrede under Elisabeths regeringsperiode (1558-1603) og det samme gjorde en engelsk nationalisme, som var tæt forbundet til protestantismen som religion. En begyndende industrialisering tog fart i takt med, at tekstilindustrien kom i fremdrift, hvilket befæstede Englands stilling som en europæisk handelsmagt.

De engelske monarker i det 16. århundrede, Henrik d. 8 og Elisabeth d. 1 fra huset Tudor, forsøgte begge på hver deres måde at modgå en opløsning af den feudale orden, som kapitalismens fremdrift førte med sig. Men samtidig nød de gavn af den kraftigt øgede handel og eksport, som bl.a. klædeindustrien førte med sig. Udviklingen i England med feudalismens forfald og kapitalismens fremvækst var en modsætningsfyldt proces. På den ene side forsøgte Tudor-monarkerne Henrik d. 8 og Elisabeth d. 1 at profitere af den kapitalistiske udvikling, og på den anden side forsøgte de at inddæmme og regulere kapitalismen for at bevare den feudalistiske styreform. Tudor-monarkiet måtte derfor for at sikre social stabilitet balancere mellem den gamle jordbesiddende herskende klasse og kapitalisterne på vej op.

Katolsk reaktion i England – borgerskabet i opposition

Efter Elisabeth d. 1’s død overtog hendes katolske fætter fra Skotland, James d. 1 fra huset Stuart magten i landet i 1603. James d. 1 kom hurtigt i clinch med det engelske borgerskab, som krævede lempeligere handelspolitikker og en afskaffelse af de feudale handelsmonopoler og skattepålæg. James nægtede dog at tage parlamentet med på råd og ville heller ikke imødekomme dets krav. Konflikten mellem kongemagten og parlamentet kom til udtryk i en lang og bitter magtkamp, hvor parlamentet var borgerskabets talerør. Efter James d. 1’s død i 1625 overtog hans søn Charles d. 1 tronen. Herefter intensiveredes konflikten mellem kongemagt og parlamentet kraftigt.

Da Charles d. 1 indkaldte parlamentet (house of commons) igen i 1629, blev han bombarderet med spørgsmål og kritik, og Charles besluttede hurtigt at opløse parlamentet igen. I 11 år regerede Charles d. 1 diktatorisk uden om parlamentet. Elleve års monarkistisk diktatur mundede til slut ud i revolutionens udbrud i 1640. Borgerskabets protester mod de øgede skatter førte til at flere parlamentsmedlemmer blev fængslet og tortureret til døde på Charles d. 1’s befaling.

Frygt for katolsk modreformation

Det engelske borgerskab, som tidligere støttede monarkiet, frygtede, at Charles d. 1 ville genindføre katolicismen som ny statsreligion og iværksætte en modreformation med generhvervelse af den katolske kirkes godser. Denne modreformation var allerede påbegyndt i Skotland og Irland, hvilket fik rygter til at svirre om en konspiration mellem Charles d. 1 og paven i Rom. Den katolske kirke var meget forhadt i England, og kirken var en afgørende medie- og propagandainstitution at have kontrolleren med. Borgerskabets religion, puritanismen – den mest radikale afart af protestantismen – ville rense den engelske kirke for katolske elementer, bryde den hierarkiske magt, som prægede den angelsaksiske kirke, og overføre den til de lokale myndigheder. Puritanerne ville gøre op med den dekadence og pomp og pragt, som prægede den katolske kirke og ville indføre lokal medbestemmelse. Samtidig ville det engelske borgerskab gøre op med en parasitisk institution, som ikke bidrog til at udvikle økonomien. I 1640 udbrød et folkeoprør i London som følge af at Charles ville have parlamentet til at vedtage øgede skatter, således at han kunne finansiere en krig mod Skotland. Dette mens størstedelen af Londons befolkning levede i ekstrem fattigdom som følge af en massiv indvandring fra de affolkede landområder.

Kongens og kirkens statsmagt kollapsede som et korthus, som følge af befolkningens oprør i London, og Charles d. 1 måtte flygte til Oxford for at mobilisere sine hære, for at forsøge at genvinde kontrollen i England. Samtidig overtog bevæbnede folkemasser magten flere steder i London, og fronterne var trukket op til åben borgerkrig om magten i England.

Kortet viser, hvilke dele af England, der var underlagt hhv. Kongen (rødt) og Parlamentet (grønt) på forskellige tidspunkter under borgerkrigen.

Borgerkrigen bryder ud – opbyggelsen af den revolutionære hær

Da borgerkrigen udbryder i 1642, kontrollerede parlamentet den sydlige og østlige del af landet, herunder hovedstaden London og den vigtige engelske flåde samt handelsbyen Birmingham. De mest udviklede og industrialiserede dele af England er således underlagt parlamentshæren, mens de mest tilbagestående dele af England, herunder den nordlige og vestlige del er underlagt kongen og hans støtter.

Parlamentet fik hovedsagelig sin støtte blandt bybefolkningen, småborgerskabet, håndværkere, småhandlende, dele af lavadelen og de selvstændige bønder. Parlamentets tropper gik under navnet ”Roundheads” (rundhovederne), fordi de ofte, i modsætning til de højere samfundsklasser, havde håret kortklippet.

Lederen af Parlamentshæren Oliver Cromwell indså hurtigt, at den eneste måde man kunne besejre kongen på var igennem en revolutionær krig. Cromwell var et militært og strategisk geni og indså hurtigt nødvendigheden af en stærk disciplineret hær.

Cromwell fik til opgave at opbygge en ny hær fra bunden. Parlamentshæren fik tilnavnet New Model Army, og bestod hovedsageligt af rekrutter fra selvejerbønder, husmænd, småhandlende, håndværkere og andre dele af middelklassen og småborgerskabet. I den nye hær var det ikke længere afgørende, hvilken social stand man tilhørte, men man blev udelukkende bedømt ud fra ens evner på slagmarken. Førhen var den engelske hær udelukkende blevet rekrutteret fra adelen. Parlamentshæren baserede sig på en entusiasme blandt de menige soldater og samtidig på en streng centralistisk organisering. Den russiske revolutionære og leder af den røde hær Leon Trotskij skrev i en af sine artikler om den engelske revolution, at New Model Army ikke kun var en hær, men et politisk parti, som bestod af de mest dedikerede revolutionære. Den nye hær skulle vise sig at få afgørende betydning for borgerkrigens udfald og viste sig at være suveræn på slagmarken over for den royalistiske hær, som hovedsageligt var bygget op omkring det jordbesiddende aristokrati og højadelen.

Splittelse i parlamentshæren

Allerede inden kongens hære var blevet besejret, viste der sig en stigende splittelse mellem parlamentet og hærens menige soldater. Dele af storborgerskabet, herunder flere af lederne af parlamentet ønskede at opnå et kompromis med kongen, mens de menige soldater i hæren krævede, at kongen blev stillet til ansvar for sine forbrydelser og henrettet. Parlamentets ledere begyndte at frygte parlamentshærens stigende magt og flere ledende parlamentsmedlemmer udtrykte ønske om at opløse hæren, som de argumenterede for var for dyr at opretholde. Bag ved konflikten mellem parlamentet og hæren lå en social konflikt, hvor parlamentshæren repræsenterede småborgerskabets interesser, mens parlamentet (house of commons) overvejende repræsenterede storborgerskabets interesser. De ledende parlamentsmedlemmers virkelige frygt var Cromwells radikaliserede soldater som havde oprettet soldaterråd, hvor repræsentanter fra hæren demokratisk blev indvalgt. Derudover valgte de menige soldater også deres egne præster, som prædikede om ”heaven on earth” (himmel på jord) og en afskaffelse af den private ejendomsret. Kongen tabte flere afgørende slag og flygtede til Skotland i 1646, men skotterne solgte året efter Charles d. 1 tilbage til det engelske parlamentet, hvorefter kongen fængsledes.

Parlamentshæren soldater blev også kaldet ”Rundhovederne”, fordi de i modsætning til kongens soldater og de højere samfundsklasser havde kortklippet hår

Hæren fremsatte revolutionære krav

I den nye hær blev der blandt de menige soldater ofte diskuteret politik. Der eksisterede flere politiske strømninger inden i New Model Army, hvor den vigtigste politiske tendens var the Levellers (udjævnerne). The Levellers fremsatte et revolutionært program, der krævede en udjævning af forskellene mellem rig og fattig samt krævede valg til parlamentet hvert andet år med stemmeret for alle mænd over 21 år. Derudover krævede the Levellers afskaffelse af overhuset (house of lords), og at hæren skulle bringes under demokratisk kontrol; således skulle indbyggerne i forskellige distrikter vælge hærens officerer. Endvidere udviklede the Levellers et socialt program med krav om indførelse af fattigforsorg og fuld religionsfrihed. Da deres politiske indflydelse i hæren var størst i årene 1647-49, udgav the Levellers deres egen ugeavis, og organiserede politiske møder på beværtninger og kroer rundt om i England.

The Levellers var ikke et politisk parti i moderne forstand, men kan mere betegnes som en social bevægelse med base i småborgerskabet, herunder de små forretningsdrivende. Deres økonomiske krav bundede i frihandel for de små producenter og en afskaffelse af de feudale handelsmonopoler. Småborgerskabet har altid været en ustabil klasse at organisere pga. dens økonomiske afhængighed af storborgerskabet. Allerede i 1600-tallet var der begyndt at ske en opsplitning af småborgerskabet, hvor rige selvejerbønder og mellemstore producenter i stigende grad blev en del af storborgerskabet, mens andre dele af småborgerskabet blev klemt ned til status af besiddelsesløse landarbejdere. Revolutionen var med til at fremskynde denne udvikling.

Den mest radikale tendens, der eksisterede i hæren var ”the Diggers” (graverne) som repræsenterede de fæstebønder, som var blevet fordrevet fra deres herregårde og som nu udgjorde et besiddelsesløst proletariat, der var tvunget ind mod byerne for at finde arbejde. The Diggers var præget af kommunistiske ideer og krævede en afskaffelse af al handel og privat ejendomsret. Derudover oprettede the Diggers små landsbysamfund med fælleseje af jorden. Deres ideer var på en måde fremadskuende, da de var modstandere af den feudale stat, men samtidig også tilbageskuende, da de ønskede en tilbagevenden til landsbysamfundet som var under opløsning af den fremspirende kapitalisme. The Diggers blev, efter at revolutionen havde toppet i 1649, undertrykt og fik flere steder deres jorder ødelagt. Problemet med grupper som the Diggers var grundlæggende, at de var for langt forud for deres tid, og at der i 1600-tallets England ikke eksisterede et materielt grundlag for at skabe et lige samfund, for slet ikke at tale et kommunistisk, som først er blevet mulig med udviklingen af storindustrien under kapitalismen.

Radikalisering af revolutionen – kongen henrettes

I foråret 1947 udsendte parlamentet, som var storborgerskabets faste støtter, et dekret om at opløse den revolutionære hær og i stedet oprette en ny hær, som skulle sendes i krig mod det katolske Irland. Dette dekret nægtede de menige soldater at følge og de krævede, at deres krav om politisk medbestemmelse blev imødekommet. De menige soldater valgte demokratisk deres repræsentanter, som sad side om side med officerer og generalerne for at tage de politiske beslutninger. England har aldrig siden oplevet en så demokratisk kontrol over hæren, som tilfældet var under revolutionen i 1647. Efter parlamentshæren havde tilintetgjort de resterende dele af kongens hær, opstod der en situation med dobbeltmagt, hvor både parlamentet og hæren gjorde krav på statsmagten i England. Det var parlamentshæren, der havde knust kongens hære – ikke parlamentet som havde siddet i trygge rammer og lovgivet i London, mens borgerkrigen var på sit højeste. Derfor krævede de menige soldater gennem soldaterrådene også at få del i den politiske magt i det nye England, som de havde kæmpet for på slagmarken.

Af frygt soldaterrådenes stigende magt, gav parlamentet i 1648 ordre til at opløse hæren, hvilket fremprovokerede den revolutionære hær til at marchere mod London for at opløse parlamentet. Nu var det hæren, der besad magten i England, med Oliver Cromwell som den ubestridte leder. Cromwell var dog stadig af den overbevisning i slutningen af 1648, at et kompromis med kongen var muligt, således at indførelsen af et konstitutionelt monarki kunne iværksættes. Dog kom Cromwell hurtigt under massivt pres fra de menige soldater i hæren, som krævede at kongen blev stillet ansvarlig for sine forbrydelser. Dette resulterede i en hurtig retssag, hvor Charles d. 30. januar 1649 blev stillet for en domstol og henrettet ved halshugning. En konge var død og med kongens hoved blev monarkiet og den gamle orden lagt i graven og den nye Commonwealth-republik proklameret med Oliver Cromwell som leder – Lord Protector of England.

Oliver Cromwell og den engelske revolution

I dag beskriver støtter af det britiske kongehus ofte Cromwell som en blodtørstig diktator og kongemorder, og den herskende klasse i Storbritannien har aldrig glemt og tilgivet, at Cromwell mobiliserede de lavere masser i kampen for et nyt samfund. Cromwell var en historisk skikkelse, der kom fra lavadelen og som kastede sig ind i kampen mod en feudal samfundsorden, som var i forfald. Det er intet tilfælde, at Oliver Cromwell er blevet beskrevet som den borgerlige revolutions svar på Lenin.

Cromwell forsøgte i sit virke som leder af revolutionen at balancere mellem borgerskabet (repræsenteret ved parlamentet) på den ene side og småborgerskabet (repræsenteret ved hæren) på den anden. Cromwell tilhørte midterpartiet blandt republikanerne. Han dannede først alliance med the Levellers, som udgjorde venstrefløjen i hæren – til at tøjle og holde højrefløjen og storborgerskabet i skak. Efterfølgende satte Cromwell ind mod the Levellers, da disse havde vokset sig for stærke og direkte truede Cromwells magtposition. Cromwell gik imod the Levellers krav om almindelig valgret, da dette udgjorde en direkte trussel mod den private ejendomsret. Fra 1649 blev the Levellers undertrykt – flere af deres ledere blev enten skudt, fængslet eller sendt i eksil – og efter 1651 udgjorde Levellers ikke længere nogen reel trussel mod Cromwells magtposition. Cromwells militærstyre etableredes i 1653 med indsættelsen af et nyt parlament, som var loyale over for ham. På trods af Cromwells repression mod de venstreorienterede demokratiske elementer som the Levellers og the Diggers, blev de gamle feudale strukturer ophævet, og et kapitalistisk regime indsat. Overhuset (house of lords), som var et magtorgan for den gamle jordbesiddende adel, blev opløst. Med Cromwells militærstyre (1653-58) var den gamle herskende klasse blevet besejret og de lavere klasser blevet holdt på deres plads. Cromwell var en stor revolutionær af sin tid, som vidste hvordan man skulle håndhæve det nye borgerlige samfund imod det gamle feudale aristokratiske styre uden at vakle.

I 1657 – et år før hans død – opfordredes Cromwell til at udråbe sig til konge af flere af de ledende parlamentsmedlemmer. Men samtidig kom Cromwell under et massivt pres fra de revolutionære soldater i hæren til at afvise kronen. Cromwell var i et dilemma og i seks uger overvejede han nøje situationen. Dog valgte Cromwell at forblive tro mod hæren og sine republikanske idealer ved at afvise at udråbe sig selv som konge.

Olivier Cromwell (1599-1658) ledte parlamentshæren til sejr over royalisterne i borgerkrigen.
Til højre: Statue af Oliver Cromwell ude foran det britiske underhus. Statuen blev rejst i 1899

Republikken kollapser – Monarkiet genoprettes

Cromwells regime hvilede på et svagt socialt fundament og de sidste år af republikkens levetid, udviklede det kapitalistiske regime på bonapartistisk vis sig til et én mands styre. Efter Oliver Cromwells død i 1658 overtog hans søn Richard Cromwell kortvarigt magten, men han besad ikke den samme autoritet i hæren som sin far, og to år efter i 1660 kollapsede republikken indefra. Storborgerskabet ønskede ikke et militærstyre, der var dyrt at opretholde og håbede så vidt muligt at begrænse hærens magt. Efter Oliver Cromwells død forrådte storborgerskabet alle revolutionens idealer og genetablerede kongemagten i England. Parlamentet indgik et kompromis med de borgerlige dele af aristokratiet gennem en aftale om at bringe Charles d. 2, som var søn af den henrettede konge Charles d. 1, tilbage på tronen.

Kompromiset kom i stand i 1660, hvorefter Charles d. 2 overtog magten mod, at han respekterede parlamentet som øverste lovgivende magt. Efter monarkiet blev genindført, var England præget af en dyb reaktion over hele samfundet. De revolutionære blev dræbt, tortureret og forfulgt. Flere af republikkens støtter måtte flygte i eksil til New England i nutidens USA. Ligene af revolutionens ledere Oliver Cromwell og Irenton blev gravet op af deres grave i Westminister Abbey og deres lig blev hængt op og halshugget til skræk og advarsel for Londons befolkning.

Kapitalismens gennembrud – frem mod nye revolutioner

På trods af genindførslen af monarkiet kunne tiden dog ikke skrues tilbage til før revolutionens udbrud i 1640. ”Hvad der står skrevet med revolutionens sværd, kan ikke slettes med et enkelt pennestrøg” – skrev Leon Trotskij om det engelske monarkis genindførelse efter revolutionen. Således bemærkede Trotskij, at revolutioner i historien altid var blevet fulgt af kontrarevolutioner, som kastede samfundet tilbage, men dog aldrig længere tilbage end startpunktet for revolutionen. Det samme var tilfældet i England i 1660 med genetableringen af monarkiet. Det vigtigste resultat af revolutionen var, at magten nu endegyldigt var flyttet fra kongen til parlamentet, og at biskopperne og kirken ikke besad den samme magt som tidligere. Selvom overhuset og monarkiet var blevet genindført kom de ikke til at spille den samme rolle som deres forgængere. Kapitalismen havde vundet en ubestridt sejr, og den feudale samfundsorden var lagt i graven med Charles d. 1’s hoved. Det var til de brede engelske massers fordel, at kapitalismen fik lov til at udvikle sig frit. Reallønnen for en arbejder i landbrug og industri steg således efter revolutionen i 1640 til over det dobbelte af hvad den havde været tidligere.

England skulle opleve endnu en revolution i 1600-tallet, nemlig ”the glorious revolution”, som betød, at parlamentarismen blev indført som styreform, og kongen James d. 2 – som var barnebarn af den forhadte Charles d. 1 – måtte flygte i eksil. I stedet blev de to protestantiske monarker Mary d. 2 og William d. 3 indsat på tronen. Men reelt var det nu det engelske borgerskab, der trak i trådene og havde den afgørende stemme. De to revolutioner i 1600-tallets England (1640-1660 og 1688-89) er begivenheder, der peger frem mod den franske revolution hundrede år senere. Den engelske revolution var en kamp for politisk, økonomisk og religiøs magt anført af middelklassen og borgerskabet som voksede i rigdom og styrke i takt med kapitalismens fremvækst.

Kilder:

Brailsford, H. N. (1983) The Levellers and the English Revolution, The Russell Press

Hill, Chrisopher (1940), The English Revolution, The Camelot Press Ltd, London

Hill, Christopher (1975), The World Turned Upside Down, Penguin Books, Middlesex

Manning, Brian (1976), The English People and the English Revolution, Bookmarks Publishing Cooperative, London

Marx, Karl & Engles, Friederich (1976), Det kommunistiske manifest i Marx & Engels udvalgte skrifter, Forlaget Tiden

Scocozza, Benito (1977), Feudalismen, Carit Andersens Forlag

Sewell, Rob (2008), Cromwell and the English Revolutionhttp://socialist.net/oliver-cromwell-english-revolution.htm

Socialistisk Standpunkt (2008), Hvad er marxisme?, Socialistisk Standpunkt/København

Tawney, R.H., (1926), Religion and the Rise of Capitalism, Penguin Books, West Drayton, Middlesex

Trotsky, Leon (1932), The Russian Revolution, Doubleday Anchor Books, New York

Trotsky, Leon (1926), Two traditions: the seventeenth-century revolution and Chartism, http://marxists.anu.edu.au/archive/trotsky/works/britain/ch06.htm