Denne artikel er anden del af serien Dansk Imperialisme i Grønland. Gå til Del 1 | Del 3 | Del 4
”Den borgerlige civilisations dybe hykleri og det barbari, der er i den medfødt, ligger klart for dagen, så snart vi fra dens hjemland, hvor den bestræber sig for at optræde med mere respektable manerer, vender os til kolonierne, hvor den går nøgen omkring.”
Karl Marx, De fremtidige resultater af det britiske herredømme i Indien 1853
Da den dansk-norske enevældige stat overtog den grønlandske koloni i 1775 fra de norske købmænd, var kolonien en overskudsforretning, men når det kom til profit, stod Grønland i skyggen af en anden dansk koloni; de dansk vestindiske slaveøer i Caribien. Sukkerproduktionen ved slavearbejdskraft skabte store profitter for investorerne: godsejere, handelsborgerskabet og staten. Disse profitter blev geninvesteret i den danske handelsflåde, hvilket skabte det fundament som moderne danske rederier, såsom Mærsk, hviler på i dag. I en sådan situation var det klart, at den grønlandske koloni spillede andenviolin i koloniimperiet, men det skulle snart ændre sig.
Kunsten at underkaste sig
I starten af 1800-tallet var den dansk-norske enevældes indflydelse i stormagtspolitik mildest talt begrænset. Siden slutningen af 1400-tallet havde rivalisering, samt stormagternes ivrige heppekor fået den dansk-norske og den svenske kongemagt til at kaste sig ud i den ene krig efter den anden mod hinanden. Det blev til 11 krige og en verdensrekord som de to lande, der har været mest i krig med hinanden. Resultatet blev, at hverken Danmark-Norge eller Sverige kunne indtage en stormagtsposition, men i stedet måtte underlægge sig de daværende stormagter: England, Frankrig og Rusland.
Men superprofitterne fra slaveøerne i Caribien fik det danske borgerskab til at spille et farligt spil. Profitterne blev investeret i handelsflåden, som igen blev udnyttet i krigene og rivaliseringen mellem de europæiske stormagter. Under den preussiske syvårskrig (1756-1763) og de franske revolutionskrige (1792-1803) blev den dansk-norske handelsflåde brugt til sejle varer mellem krigsførende stormagter. Eliten i Danmark-Norge brugte landets neutrale status som udgangspunkt for at tjene styrtende med profit på stormagtskonflikterne. Det bragte det dansk-norske borgerskab på kollisionskurs med det engelske, og denne konflikt skulle også få konsekvenser for den grønlandske koloni.
Fra det engelske borgerskabs synspunkt skulle den dansk-norske krigs- og handelsflåde sættes ud af spillet, så den ikke i fremtiden kunne falde i hænderne på Napoleons Frankrig. Fra 1801 var Danmark-Norge i konflikt med den mægtigste magt på kloden på daværende tidspunkt: Det britiske imperium. Det faldt ikke heldigt ud for den dansk-norske miniput. Fra 1807 til 1814 dominerede den britiske flåde Nordsøen og Nordatlanten totalt. Det betød, at al kontakt med den grønlandske koloni ophørte. De luksusvarer, der var så vigtige for herredømmet over grønlænderne, nåede ikke frem, hvilket betød, at den dansk-norske kolonimagt langsomt, men sikkert, desintegrerede. Hvorfor skulle grønlænderne arbejde for kolonimagten, når den intet kunne tilbyde af materielle goder. Grønlænderne forlod kolonierne og begyndte at leve, som de havde gjort det inden, den hvide mand bosatte sig i Grønland.
I 1814 kastede den dansk-norske kongemagt håndklædet i ringen. Der var en dyr regning at betale efter handelseventyret. Sverige, der havde spillet et bedre diplomatisk spil end Danmark, sikrede sig magten over Norge ved fredsforhandlingerne, men de gamle norske besiddelser i Nordatlanten: Island, Færøerne og Grønland tilhørte stadigvæk det danske kongehus. Kolonisterne på Grønland, der indtil da primært havde været nordmænd, måtte tage hjem til svensk overherredømme og blev erstattet af danskere. Skibskontakten med Grønland kunne genetableres, hvilket betød, at de nye danske kolonibestyrere kunne genetablere kontrollen over den grønlandske befolkning.
Tabet af Norge betød, at Danmark uigenkaldeligt blev sendt ned i gruppen af ubetydelige miniputstater. Danmark eksisterede på stormagternes nåde, men havde stadig væk kontrollen over kolonierne. Englandskrigene havde vist, hvor usikkert et fundament koloniherredømmet i Nordatlanten hvilede på. Hvis en af flådestormagterne ønskede at overtage kontrollen med de nordatlantiske besiddelser, var der intet, den danske stat kunne gøre for at forhindre det. I hvert fald ikke når det kom til fysisk magt. Heldigvis for de danske magthavere var englænderne ikke interesseret i Nordatlanten i denne omgang. Deres blik var rettet mod Afrika og Asien. Men lektionerne fra Englandskrigene og tabte af Norge var noget, som det danske borgerskab skrev sig bag øret.
Kryolit, befolkningsplanlægning og forstanderkaster
I 1848 bliver enevælden i Danmark afskaffet under pres fra de borgerlige revolutioner over hele Europa, og der bliver indført et borgerligt demokrati i Danmark. Borgerskabet skal dog dele magten med arvtagerne efter feudaladelen: den jordejende godsejerklasse. På trods af gnidninger mellem de to gruppe af overklassen var de dog enige om, at udnyttelsen af Grønland skulle forsætte og intensiveres.
I 1779 blev der fundet nogle sten på Grønland, som i København fik navnet kryolit, der betyder is-sten på latinsk. Det blev snart opdaget, at kryolit kan bruges til at lave aluminium. Det eneste sted i verden, man på daværende tidspunkt havde fundet kryolit, var i Grønland, hvilket gjorte kryolit og aluminium til verdens mest sjældne metal. Aluminium blev mere værd end guld og samtlige rigmænd og kongehuse i Europa efterstræbte metallet. Den grønlandske koloni fik nu en helt anden værdi end tidligere.
I 1854 åbnede verdens første, og i lang tid eneste, kryolitmine i Ivigtut i det allersydligste Grønland. De helt tunge drenge i dansk kapitalisme kastede sig ind i foretagendet, mens den danske stat krævede 12% af overskuddet som betaling. Efter 1940 var det 50 %. Kryolitminen og den derfra følgende udvinding af aluminium blev en profitmaskine uden sidestykke for dansk kapitalisme. Selvom det lykkedes at frembringe aluminium kunstigt gennem en kemisk proces i 1880erne havde det ikke den store effekt på den økonomiske bundlinje, da det stadig er nemmere og billigere at få den ægte vare fra Ivigtut. Som tiden går blev aluminium vigtigere og vigtigere i den industrielle produktion, og stormagterne begyndte at interessere sig voldsomt for kryolitten i Grønland, især under de to verdenskrige.
Den danske stat og dansk kapitalisme tjener store summer på kryolitten, uden at grønlænderne har set skyggen af økonomisk kompensation for minedriften i deres eget land. Minen blev tømt i 1962, men udskibningen af kryolit lagrene fra Ivigtut forsatte indtil år 2000.
Kryolittens opdagelse fik åbnet det danske borgerskabs øjne for, det store potentiale i den grønlandske koloni. I løbet af 1850 og 60’erne blev det i København besluttet at gribe mere aktivt ind i den grønlandske koloni. For det første ønskede man i København at forhøje profitten fra den grønlandske sæljagt og desuden at effektivisere koloniadministrationen.
Dansk kapitalisme ønskede mere sælspæk og skind fra Grønland, men det kunne kun ske, hvis antallet af grønlandske fangere steg. Derfor blev det i København besluttet, at den grønlandske befolkning skulle vokse. Der blev sendt grønlandske kvinder til Danmark, hvor de blev uddannet til jordmødre, hvorefter de blev sendt tilbage til Grønland. Det fik hurtigt en mærkbar effekt på den høje dødelighed blandt fødende kvinder og nyfødte. Den grønlandske befolkning voksede fra 9352 indbyggere i 1850 til 11.190 i 1901. Det var enormt progressivt, at grønlandske kvinder ikke døde i barselsengen så ofte som før, men uddannelsen af jordmødre skete ikke ud fra humane hensyn fra den danske stat men ud fra det voksende behov for billig arbejdskraft.
Den anden del af ændringerne i 1850erne og 1860erne var, at administrationen skulle effektiviseres. Det var dyrt, at have udsendt danskere på statens regning flere år ad gangen i Grønland. I stedet kunne den ledende kaste blandt grønlænderne få en ny rolle at spille. De skulle inddrages mere i udnyttelsen af kolonien, da de var meget billigere i drift end danske præster, købmænd og embedsmænd. Dette krævede dog visse kundskaber, og derfor blev der sendt danske lærere og oprettet de første skoler i Grønland for den ledende kastes børn. De skulle lære dansk og regning, så de kunne blive gode redskaber for kolonimagten.
I alle de grønlandske bygder blev der oprettet forstanderskaber, hvor grønlændere fra de ledende familier blev valgt til forstandere og fik en flot kasket af kolonimagten som symbol på deres nye position. Disse forstandere kom til at fungere som en stødpude mellem grønlænderne og den danske koloniadministrationen og stod i frontlinjen i udbytningen af kolonien.
Dette blev især sat på spidsen, da der skulle indføres privat ejendomsret i Grønland. En af de største problemer for de danske købmænd fra handelsmonopolet i forholdet til den grønlandske befolkning var, at grønlænderne blev ved med at tage deres ting. I den grønlandske kultur havde man ikke det samme koncept om privat ejendomsret, som danskerne. Den private ejendomsret er den absolutte hovedforudsætningen for kapitalisme. Grønlænderne delte deres byttedyr og redskab mellem medlemmerne på den enkelte boplads, da det var det mest fornuftige på dette udviklingstrin og en forudsætning for at have det godt socialt på bopladsen. Det var et sammenstød mellem to historiske udviklingstrin.
Der blev konstant ”stjålet” fra de danske købmænds lagre, da grønlændernes behov ikke blev dækket af, hvad de havde råd til at købe fra statsmonopolet. De grønlandske forstandere blev sat på sagen. De skulle banke glæden ved den private ejendomsret, især den danske, ind i hovederne på grønlænderne. Det tog cirka 60 år. Ejendomsretten er ikke noget naturligt indbygget i mennesket, men et socialt produkt af bestemte samfundsmæssige produktionsforhold.
Denne artikel er anden del af serien Dansk Imperialisme i Grønland. Gå til Del 1 | Del 3 | Del 4
Har du kommentarer, ris eller ros, så kontakt os på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
