DF-plakat forbedretVed Europaparlamentsvalget den 22.-25. maj gik de parlamentariske højrekræfter i Europa frem på bekostning af dele af den traditionelle politiske elite. Det socialdemokratiske europæiske projekt er bankerot.

Selvom der selvfølgelige er store nationale forskelle, så er tendensen den samme, fra Dansk Folkeparti til Front Nationale i Frankrig. De store socialdemokratiske partier i Europa deltager i at afmontere selve den velfærdsstat, de byggede deres enorme autoritet på i efterkrigstiden. Imens indtager højrepopulister det vakuum, som socialdemokratierne har efterladt, som tilsyneladende forsvarere af den nationale velfærd. Højrepopulisternes popularitet bygger især på to elementer: At give en simpel forklaring og løsning på velfærdsstatens afmontering og at optræde som værende anti-establishment – imod eliten og pampervældet i den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Ifølge højrepopulisterne er det på den ene side de invaderende horder af indvandrere, der undergraver velfærden med deres ”nasseri”, og det er EU på den anden side, der tillader indvandring og vil afskaffe nationalstaten (læs: velfærdsstaten).

Højrepopulisterne taler dels til småborgerskabets frygt for at blive trængt ned i proletariatet, men også til frygten hos det lag Marx kaldte pjalteproletariatet, for at miste den sidste rest af offentligt underhold: Den lille vognmand, småborgeren, ser dagen nærme sig, hvor han bliver udkonkurreret af store speditører med billigere østchauffører. Håndværksmesteren bliver smadret af EU-udbuddene, der favoriserer firmaer, der bruger billig udenlandsk arbejdskraft. Folkepensionisten og kontanthjælpsmodtageren ser indvandrerne som fremmede, der også skal have en bid af ”hans” velerhvervede velfærdskage. Men også de mere tilbagestående lag af arbejderklassen er de seneste år blevet hevet med, ikke mindst på grund af højrepopulisternes succes med at fremstille sig selv som ”de rigtige socialdemokrater”, der forsvarer danske job osv. samtidig med socialdemokraternes nedsabling af velfærden.

Kongens tale

Forsvaret for velfærdsstaten er blevet essentielt for disse partiers opbakning. Hvad betyder det for fremtiden?

”I en TV-transmitteret tale for det hollandske parlament i tirsdags [den 17. september], sagde Kong Willem-Alexander, at det 20. århundredes velfærdsstat er forbi og bør erstattes af et samfund, i hvilket folk selv skaber deres egne sociale og finansielle sikkerhedsnet, med mindre hjælp fra staten. Fokus for talen, skrevet for kongen af Premierminister Mark Ruttes regering [Socialdemokratiet indgår i denne koalitionsregering], var, at det nuværende niveau for statens udbetalinger til arbejdsløshedsunderstøttelse og statsstøttet sundhed ikke kan fortsætte, midt i Europas fortsatte økonomiske vanskeligheder.” (Stratfor.com 2013.09.18)

Willem-Alexander er bare det første overhoved i Europa til at sige åbent, hvad der er på dagsordenen i alle de europæiske velfærdsstater.

Men hvorfra kommer socialdemokratiets ubændige trang til at smadre velfærdsstaten, ”den virkeliggjorte reformisme”, deres guldæg, og derved samtidig kaste millioner af stemmer i armene på højrepopulisterne? Det er ikke af lyst, men nødvendighed.

Sagen er, at kapitalismen er i krise. Det vil sige, at der er en kamp på liv eller død om de internationale markeder, hvor de forskellige nationers kapitalister kæmper med næb og klør. I den kamp vinder de billigste. Hver krone arbejderklassen skal betale i skat til velfærden, skal skaffes gennem lønningerne. Derfor søger alle lande at fjerne denne ”byrde” og med Karl Marx' ord: mindske arbejdskraftens værdi, altså de omkostninger der skal til for at reproducere arbejdskraften.

Alle de traditionelle velfærdsstater i EU ligger i top indenfor omkostninger pr arbejdstime. Danmark, kun overgået af Sverige, ligger 39% over gennemsnittet for EU-landene med 283,9 kroner pr. arbejdstime. Tidligere har denne position kunne bæres oppe ved hjælp af et avanceret og moderne produktionsapparat. Problemet er bare, at kapitalisterne ikke investerer længere. Årsagen er, at højere produktivitet i form af nye maskiner og teknologi, alt andet lige, vil resultere i endnu flere varer, der skal afsættes. Varer som markederne ikke kan absorbere. Som følge heraf har nettoinvesteringerne i dansk økonomi også været negative siden krisen. Det er ikke set siden Anden Verdenskrig. Siden 2009 er der, ifølge Danmarks Statistik, i gennemsnit blevet tæret på produktionsapparatet med 7,3 mia. kr. om året i faste priser. Det vil sige, at kapitalisterne ikke investerer i nyt maskineri, ja, de geninvesterer ikke engang nok til at fastholde de nuværende bygninger, maskinpark osv. Tilbage er der kun ét sted at hente produktivitetsstigninger: arbejderne. De skal løbe hurtigere til en lavere løn, mens de overskydende fyres.

Efterkrigsopsvinget var det økonomiske grundlag for den sociale pagt, mellem arbejdsgivere og arbejderbevægelsens bureaukrati, som er det politiske fundament for velfærdsstaten. Så længe kagen voksede, var der råd til at arbejdsgiverne kunne købe sig til en vis klassefred. Dette økonomiske grundlag eksisterer ikke længere.

Men toppen af arbejderbevægelsen lydigt fortsætter samarbejdet, som nu blot har fået omvendt fortegn: Fra at sikre klassefred mod at arbejdsgiverne tillod små forbedringer af arbejderklassens levestandard, udmøntes samarbejdet nu i forringelser af levestandarden med stigende klassespændinger til følge. Det er dette, der samtidig er forklaring på højrepopulismens succes.

Toppen af arbejderbevægelsen i Danmark ses af mange af de, der stemmer på DF, som fuldstændig sammensmeltet med statsbureaukratiet, EU-maskineriet og arbejdsgiverne. Hvordan kan det være anderledes, når LO, Dansk Metal og Socialdemokraterne går ud og snakker om behov for at skære i velfærden for at give lettelser til erhvervslivet? Når S og SF stemmer for at sælge DONG-aktier til Goldman Sachs? At DF selv, når kameraerne er slukket, stemmer for alle de vigtigste af de forringelser de offentligt taler imod, er noget andet. Socialdemokraterne kan ikke angribe dem for at gøre, hvad de selv gør.

EU er middel, ikke årsag

Trods højrepopulisternes (og Folkebevægelsen Mod EU's, for den sags skyld) demagogi, så er EU ikke årsagen til nedskæringer og afvikling af velfærdsstaten. Disse er dikteret af den økonomiske virkelighed under en kapitalisme i nedgang. Men EU er, foruden selve det indre marked, et behændigt politisk værktøj for nationale politikere, der helst ikke vil stå til ansvar for nedskæringerne. Selv hvis Danmark trak sig ud af EU i morgen, og lukkede sig inde i sin egen nationale kapitalistiske økonomi, måtte den herskende klasse stadig gennemføre de samme nedskæringer, for at klare sig i konkurrencen. Markedet hvor dansk eksport, der repræsenterer 55% af det danske BNP, skal afsættes, er stadig det samme. Handelsbarriererne vil blot blive større.

graphEuropæisk højreblok

EU har i årtier været omfavnet af de europæiske socialdemokratier, som et socialdemokratisk forsøg på at overvinde nationalstaten på kapitalistisk basis. Det var den socialdemokratiske form for ”internationalisme”. Derfor har den dybe krise i EU sat endnu mere skub i de højrepopulistiske partier. Fra bare at være nationalt orienteret har Geert Wilders fra det hollandske Frihedsparti og Marine le Pen fra det franske Front National, som gik fra 6,3% ved EP-valget 2009 til 25% i dag, startet et forsøg på et egentligt tværeuropæisk samarbejde imellem dem, omkring dannelsen af en gruppe i Europaparlamentet.

Allerede i 2007 blev der gjort et lignende forsøg, men det kuldsejlede på grund af uenigheder. Det er trods alt svært at samle alle Europas nationalister i én gruppe, når de alle mener, at netop deres eget folk er alle andre overlegne. Således blev udløseren for sammenbruddet i samlingsforsøget i 2007, at italienske Alessandra Mussolini (barnebarn af Benito Mussolini, dengang leder af det nationalkonservative parti Social Aktion) kaldte alle rumænere for uforbederlige vaneforbrydere, hvilket naturligt nok ikke faldt i god jord hos hendes rumænske nationalist-kammerater, der pakkede deres tøj og gik.

Om Wilders og le Pens forsøg lykkes, er ikke til at sige. Der vil uden tvivl blive lavet en del studehandler i Bruxelles indtil deadline for konsolidering af de politiske grupper den 1. juli. 104 MEP (13,8%) er nemlig endnu ikke med i nogen af grupperne, langt størstedelen af disse er fra højrefløjen. Men det er sikkert, at de store konservative partier som CDU i Tyskland, det franske UMP og Torries i Storbritannien vil forsøge at dække højrepopulisterne af, ikke mindst overfor deres eget bagland, ved at rykke i en mere nationalistisk retning.

Tom demagogi

Alle de højrepopulistiske partier fremfører sig som beskyttere af den lille mand, som værende imod eliten. Men det er kendetegnende, at hvert af partierne repræsenterer deres eget borgerskabs geopolitiske og økonomiske interesser, omend i fordrejet form.

Således er mange af de centraleuropæiske og sydeuropæiske nationalister præget af en vis anti-amerikanisme, mens fx DF er store støtter af USA. Det svarer udmærket til Danmarks geopolitiske placering, der tvinger den danske herskende klasse til at læne sig op ad England og USA, som modvægt til den tyske kæmpe mod syd, der historisk og økonomisk altid har været på nippet til at sluge lilleputlandet.

Ukraine

Den seneste tids udviklinger i Ukraine har betydet et vigtigt skift i de internationale relationer, der er så betydelige, at det godt kan betegnes som et brud. Vi vil ikke her gå mere ind i det, end at sige, at dette brud også har effekt på Europas højrepopulister, som har måttet justere deres position.

Oprindeligt støttede de alle det hel- eller halv fascistiske parti Svoboda og de andre højrenationalister og fascister i Ukraine. At Svoboda ikke bare er et almindeligt nationalistisk parti, som vi kender det fra DF, illustreres af, at de for eksempel lavede et stævne for at fejre 70 året for etableringen af 14. Waffen SS division. Dette parti er en del af Kiev-regeringen, som de vestlige ”demokrater” (inklusiv den danske regering), medier og humanister støtter.

Efterhånden som konflikten udviklede sig til en geopolitisk stand off mellem USA/EU på den ene side og Rusland på den anden, fandt de andre europæiske nationalister sig pludselig i seng med EU, det store fjendebillede.

Det gav problemer, men ikke større end de blot skiftede side. Den udvikling så vi også i Danmark, hvor DF til at starte med mente, at danske orlogsfartøjer skulle sendes til den østlige Østersø for at ”skræmme” russerne (held og lykke med det projekt!). Men pludselig vendte partiet om, og argumenterede for, at man skulle respektere afstemningen på Krim, som var direkte rettet imod Kiev-regeringen og dermed også Svoboda.

Det er dog ikke alle Europas nationalister, der skiftede side. Det lille tyske neo-nazistiske parti NPD (får omkring 1,5% ved valg) støtter stadig Svoboda, hvilket er fuldt på linje med den tyske herskende klasses interesser.

Hjemme i Tyskland er NPD persona non grata iblandt den politiske elite. Men den samme elite bakker kraftigt op om det nye regime i Kiev og dermed også om regeringspartiet Svoboda. Svoboda har derfor også, ifølge Der Spiegel, deltaget i flere konservative konferencer i Tyskland og er på den måde blevet lukket ind i det gode selskab. Til disse møder er de blevet fulgt og introduceret af ingen andre end... NPD, der har ageret værter. Så meget for overklassens politiske korrekthed.

Højrefløjens karakter

Er det et udtryk for en fremadstormende fascistisk fare for Europa? Nej. De åbent fascistiske partier er stadig små. De større højrepopulistiske partier i Europa kan netop kun gå frem, fordi de i stigende grad lægger afstand til deres fascistiske fortid. Fascismens primære formål er at oppiske småborgerskabet til at smadre arbejderklassens organisationer: fagforeningerne og arbejderpartierne. Det er ikke, hvad vi ser i dag. Småborgerskabet, den sociale base for fascisme, er langt mindre i dag, end nogensinde tidligere, ikke mindst på grund af industrialiseringen af landbruget. Således er bondeklassen nærmest likvideret og ifølge FN bor 86,9% af danskerne i byer i dag. Det samme gælder for 85,8% af franskmændene, 79,6% af briterne og 73,9% af tyskerne. Gennemsnittet i Europa som helhed er 72%.

Ligeledes fortsætter antallet af selvstændige erhvervsdrivende (inklusiv bønder) at falde. I 1990 var 11,7% af den danske arbejdsstyrke selvstændige, mens de i 2010 udgjorde kun 8,8% ifølge OECD. I Frankrig er tallet faldet fra 13% til 9%, i Tyskland er ca. 12% selvstændige. Gennemsnittet i EU var i 2005 på 17,3%.

Langt størstedelen af befolkningen i Europa er i dag lønarbejdere. Dermed ikke sagt at fascismen aldrig kan komme igen. Udviklingen af den desperate sociale situation i Grækenland og Gyldent Daggrys vækst er i den forbindelse en alvorlig advarsel. Men fascisme er endnu langt fra på dagsordenen.

Det kan lyde paradoksalt, men selve karakteren af højrepopulisternes fremmarch viser i virkeligheden, hvor stort potentiale der er for virkelig socialistisk politik i Europa. En meningsmåling fra YouGov i oktober sidste år viste, at 8 ud af 10 vælgere, der støttede UK Independence Party (UKIP, britisk pendant til DF), ønsker energivirksomhederne nationaliseret, 3 ud af 4 vil nationalisere jernbanerne, 84% er for at beholde det britiske sundhedssystem på offentlige hænder og at 2 ud af 3 vil have en stor stigning i mindstelønnen.

Lignende resultater ville man formentlig kunne reproducere i de fleste vesteuropæiske lande. UKIP's vælgeres ønsker går stik imod UKIP's program, ligesom DF herhjemme er med til at smadre den velfærd, de påstår at forsvare. Det viser, hvor skrøbelig deres opbakning er. Den bygger på en løgn, men frem for alt på manglen på et virkeligt alternativ.

Det tragiske er, at ingen af arbejderpartierne i Europa udnytter dette enorme potentiale. De mindre partier længst til venstre er generelt gået frem, men bortset fra Syriza, der fik 27% ved EP-valget og blev det største i Grækenland, har udviklingen været moderat. Det er et tegn på, at brede lag ønsker et reelt alternativ, men at selv de mest venstreorienterede partier ikke endnu har været i stand til at give et sådan. Enhedslistens top herhjemme har valgt at kopiere højrepopulisternes succesområder: Mod EU og til forsvar for status quo, i form af den socialdemokratiske velfærdsstat. Og det hjælper ikke ligefrem, at partiets årsmøde sidste år valgte at forsætte til opbakning til Folkebevægelsen mod EU, der ifølge selve sit idegrundlag, ikke må fremsætte et socialistisk alternativ, men udelukkende må være imod EU.

Selv Syriza, den europæiske venstrefløjs store håb, har bevæget sig kraftigt mod midten, jo tættere de er kommet på magten, og har udskudt alle tanker om nationaliseringer og frasigelse af gæld. Lederen Tzipras har travlt med at forsikre samfundets top rundt om i Europa (særligt den tyske) om, at det skam ikke er farligt at lade ham komme til magten. Men trods alle hans forsikringer er de nervøse ved den udsigt.

Store begivenheder forberedes

Netop afstanden mellem toppen af arbejderbevægelsen og de brede massers ønsker om en radikalt anderledes politik, omend uartikuleret, er grundlag for store skift i fremtiden.

De højrepopulistiske partier bliver først og fremmest båret frem af en bølge af utilfredshed med status qou. En protest imod de store traditionelle arbejderpartiers kujonagtige adfærd og kravlen på maven overfor storkapitalen. Det er en utilfredshed, højrepopulisterne ikke kan imødekomme, når det kommer til stykket, og deres opbakning kan forsvinde som dug for solen, det øjeblik der fremsættes et socialistisk alternativ fra arbejderbevægelsen.

Hertil vil den desillusionerede 68'er indvende: Ja ja, men hvor bliver det alternativ af? Hvis I virkelig har ret i, at der er så stort potentiale, hvorfor har vi så ikke set udvikling af mere radikale massevenstrefløje i store arbejderpartier, som det var tilfældet i 70'erne?

Sagen er, at tiden er en anden. Ikke fordi 68'erne var mere revolutionære, end folk er i dag, selvom selvtilfredse gamle hippier plejer den slags fordomme. Men kapitalismens position er uendelig svagere i dag end dengang. Derfor frygter den herskende klasse og hele arbejderbevægelsens bureaukrati, at et alternativ skal vokse frem. De frygter for systemets overlevelse og tør ikke lade bare de mindste spirer udvikle sig.

I 70'erne kunne borgerskabet ride stormen af, med hjælp fra Socialdemokratiet og stalinisternes autoritet. Den autoritet besidder arbejderbevægelsens bureaukrati ikke i dag, og situationen kunne hurtigt komme ud af kontrol.

Enhver leder fra arbejderklassen med en smule autoritet, som bare træder et lille skridt til venstre, bliver derfor omgående udsat for en kombination af massivt pres fra alle sider og løfter om guld og grønne skove ved at tilpasse sig og lade sig omfavne af bureaukratiets tunge arme.

Skal en arbejderleder modstå et sådan pres i den nuværende situation, uden en massebevægelse i ryggen, kræver det et solidt teoretisk fundament, noget som ingen af venstrefløjens nuværende ledere besidder.

Derfor har vi en speciel situation, som kan sammenlignes med et naturvidenskabeligt forsøg: Sæt et helt rent glas med demineraliseret vand i mikroovnen. Hvis det er rent nok, kan vandet overophedes til over 100 grader, uden at der dannes bobler, fordi der mangler såkaldte kondensationskerner. Men i det øjeblik fx et saltkorn, en teske eller lignende dumpes i, nærmest eksploderer det i en øjeblikkelig dampudvikling.

Højrepopulisternes fremgang ved EP-valget er derfor ikke kun en falliterklæring for de etablerede venstrefløjspartier. Det er også et tegn på, at systemet ikke kan levere et ordentlig liv og fremtid. At større lag blandt masserne i højere grad er parat til at gå udenom den traditionelle politiske elite for at finde svar på problemer som arbejdsløshed, nedskæringer i velfærden og udflytning af arbejdspladser. Hvis partier som Enhedslisten i Danmark fremsatte et reelt og modigt socialistisk alternativ, i modsætning til det nationalistiske, ville vejen være banet for et massivt skift til venstre.

 

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.