Den nationale demonstration, indkaldt af hovedforbundet CGIL, den 25. oktober i Rom, markerer et vendepunkt i klassekampen i Italien. Det var en af de største demonstrationer i de italienske fagforeningers historie, med op imod en million deltagere. Den italienske arbejderklasse er igen på fremmarch.

Men betydningen af dagen ligger ikke kun i størrelsen af demonstrationen. Det vigtigste punkt er, at arbejderklassen har lagt tavsheden bag sig og er begyndt at gøre sin styrke gældende på alle niveauer i samfundet. Efter flere år med øredøvende tavshed, hæver de italienske arbejdere igen deres stemme, og det vil ikke blive let at tvinge dem tilbage i passivitet.

I flere år har den stemme været fraværende i den politiske kamp. Tre uvalgte regeringer (Monti, Letta, og nu Renzi), diktaterne fra Bruxelles og Frankfurt, en opposition ledet af en klovn [Pepe Grillo, leder af ”5 stjerne-bevægelsen”, var tidligere komiker], fagforeningsledere der ytrede nogle meningsløse fraser om behovet for "fælles løsninger", venstrefløjen fragmenteret, magtesløs og impotent – Al dette var, på overfladen, sceneriet i italiensk politik.

Under overfladen af dette middelmådige teater, var der imidlertid en voksende afgrund af arbejdsløshed, faldende lønninger, stigende fattigdom, super-udnyttelse, nedskæringer, en fjerdedel af industrien lukket ned, fabrikker der lukker hver eneste dag, emigration, raseri og fortvivlelse ...

Fra tid til anden, pludselig, brød isolerede eksplosioner tavsheden: en fabrik, en by, kunne på 24 timer gå fra passivitet til den mest militante mobilisering, men kun for så at gå tilbage til den tidligere situation i løbet af et par dage, tilsyneladende uden at efterlade sig spor. Vi, IMT i Italien, var bogstaveligt talt den eneste tendens på den italienske venstrefløj, som ikke bukkede under for stemningen af pessimisme og frustration, som denne situation skabte.

Ikke overraskende blev de mest bevidste arbejdere særlig berørt af denne stemning: et mindretal bestående af de mest avancerede lag måtte bære den fulde vægt af arbejdsgivernes offensiv, ved at forsøge at organisere modstand under de meget barske forhold i den økonomiske krise, hvilket blev gjort endnu værre af forræderierne fra fagforeningsbureaukratiernes side.

Og efter alle de mislykkede forsøg på at skabe en bred front af modstand mod de forskellige regeringer, blev det regeringen selv, der antændte krudttønden. Statsminister Renzi troede, at de 41 pct. som hans Demokratiske Parti vandt ved Europaparlamentsvalget i maj sidste år var det samme som grønt lys til at lancere et all out angreb på arbejderklassen og fagforeningerne.

Den fejlagtigt betegnede ”Job lov” er i realiteten et forsøg - og ikke den første – på at skrue tiden tilbage til før 1970, dvs. at afskaffe, hvad der er tilbage af Arbejdsloven (Statuto dei Lavoratori), som blev vundet efter ”Det hede efterår” i 1969. Målet er at give arbejdsgiverne frie hænder til at hyre og fyre, at give dem de mest drakoniske metoder til styring af arbejdsstyrken, gennem nye teknologier mm.

Til alt dette må vi lægge det sjette år i træk med løn- frysninger i den offentlige sektor, de fortsatte nedskæringer, der vil betyde flere fyringer af løsarbejdere i den offentlige sektor og i de lokale administrationer, den igangværende privatisering af uddannelsessystemet, den øgede beskatning på fratrædelsesgodtgørelse og pensionsmidler, forsøget på at privatisere de lokale forsyningsselskaber, og regeringens fuldstændige passivitet, mens udenlandske multinationale selskaber lukker hele fabrikker...

"Job loven" bliver fremsat som en bemyndigelseslov, som sætter regeringen i stand til at udstede de relaterede dekreter, uden yderligere parlamentarisk debat; og som om alt dette ikke var nok, har Renzi også lanceret et frontalangreb mod fagforeningsapparat, og CGIL i særdeleshed, som rammer det der hvor det gør mest ondt, dvs. på deres økonomi, ved at skære i de midler, de indtil nu har fået for forskellige services de udfører i samarbejde med det statslige bureaukrati.

Dette er baggrunden for den dramatiske vending i situationen, som vi er vidne til i disse dage. I løbet af blot et par uger er vi gået fra at høre taler fra fagforeningslederne som sagde, "strejker er ikke længere en brugbar måde at kæmpe på". Dernæst indkaldelse af lokale, regionale og branchedækkende strejker, til demonstrationen i Rom og, uundgåeligt, til en generalstrejke i løbet af de næste par uger.

Demonstration i Rom var som et enormt lettelsens suk: "Vi er her endelig, vi taler for os selv, vi kæmper tilbage, vi bevæger os!". Stemningen var både munter og alvorlig på samme tid, i det at den glæde og stolthed der kom af arbejdernes magtdemonstration, på intet tidspunkt fik dem til at ignorere omfanget af den kamp de står overfor og de kommende opgaver. Alle var godt klar over, at ingen demonstration, uanset hvor stor, er nok til at få regeringen til at ændre kurs. Ikke overraskende eksploderede den overfyldte plads bogstaveligt talt, da generalsekretær Susanna Camusso, i den sidste tale, nævnte generalstrejken.

Vores organisation var beredt til lejligheden. Med omkring 200 kammerater og sympatisører formåede vi at køre tre boder (to på mødestederne og en i S. Giovanni Square), og at organisere en virkelig livlig og militant ungdomsblok i demoen unde sloganet "Ingen job, ingen rettigheder, ingen fremtid – INGEN FRYGT!", hvor studenterkammeraterne uafbrudt råbte kampråb og sang under hele demonstrationen. Andre gik rundt og samlede penge ind, solgte vores ungdomsblad Sempre in lotta [Altid i kamp] og fik kontaktinformationer fra interesserede. International solidaritet var i forreste række af vores kolonne med et stort banner, der udtrykte støtte til studenterbevægelsen i Mexico.

Andre kammerater var involveret i blokkene som var organiseret af deres fagforening, forbund eller arbejdspladsklubber, mens resten af os dækkede demonstrationen og torvet. Vi producerede også en særlig T-shirt, som blev godt modtaget, samt klistermærker og foldere. Mere end 600 eksemplarer af FalceMartello blev solgt, og flere tusinde euro blev indsamlet til kampfonden (også ved at sælge sandwich og øl til de sultne demonstranter og kammerater). Der blev indsamlet snesevis af kontaktinformationer i hvad der viste sig at blive en mønster-intervention.

Se flere billeder fra vores itervention (facebook)

På den selvsamme dag som demonstrationen, indkaldte Renzi til en stor konvention for hans tilhængere i Firenze, en veritabel festival af borgerlige reaktion, som fremstillede sig som "det sidste nye", der kan redde Italien fra sin nedgang, gennem privatiseringer, liberaliseringer, begrænsninger i strejkeretten - en chefernes festival, som emmede af trods og had overfor alt hvad der bare var minimalt tilknyttet arbejderklassen og dens organisationer.

De to sammenkomster, i Firenze og Rom, fremhævede på den mest grafiske måde klasseskellet, en veritabel kløft som udvider sig dag for dag.

Scene er derfor sat til en større konfrontation og hvad end resultatet bliver, vil tingene ikke vende tilbage til sådan som de var før. Den 6.-8. december vil vores organisation afholde sin nationale kongres. Vores hovedparoler vil være - "For et arbejderklasseparti! For det revolutionære alternativ!" På disse to grundpiller vil vi bygge vores tendens i den nye og stormfulde situation, der er nu åbner sig for vores øjne.