Endnu en gang, hænger verdensøkonomien og dingler ud over afgrunden. Krisen i Grækenland har igen ramt overskrifterne og truer med at trække hele Europa med ned. De dage hvor kapitalismen kørte derudaf, uden en eneste bekymring i verden, er forsvundet for altid. Ligesom i mellemkrigstiden, forbliver kapitalismens krise dybtliggende og langtrukken.

Centralbankerne og regeringerne er travlt optaget af at bekymre sig over, hvad der skal til for at få dem ud af det her rod. Med krakket i 2008, det dybeste siden 1930'erne, oplevede det kapitalistiske system en kvalitativ ændring, et nyt vendepunkt. En epoke med kriser, stagnation og deflation har åbnet sig. Europas priser faldt for fjerde måned i træk. På trods af alle spekulationer om en fremtidig depression, så kan man argumentere for, at kapitalismen allerede er i sådan en depression. Alle tegn på fremgang bliver hver gang knust. Små opgange i økonomien efterfølges af fald eller svage nøgletal. Hvad end der gøres, så kan den her ustyrlige krise ikke slippes. Dette, for at bruge en frase, er ”the new normal”.

Den Internationale Valutafond (IMF) har i dens halvårlige publikation World Economic Outlook igen advaret mod farerne ved ”permanent stagnation”, som er blevet allestedsnærværende, eksemplificeret i de faldende olie- og råvarepriser. ”De fleste af verdens førende økonomier bør forberede sig på en længere periode med lavere vækstrater, som vil gøre det sværere for regeringer og virksomheder at nedbringe deres gældsniveauer”, står der i rapporten. Denne advarsel vil genantænde frygt for, at verdensøkonomien står over for en lang periode med lav vækst, som har massive implikationer, ikke mindst i forhold til gæld.

Ganske alarmerende viser rapporten også, at den globale krise var værre end tidligere økonomiske rystelser og måske ikke bare er en engangsforestilling, men kan have permanent sænket tempoet for, hvor hurtigt økonomier kan vokse. Især Kina kan se frem til et skarpt fald i væksten i dens produktionspotentiale, alt imens landet forsøger at re-balancere sin økonomi væk fra investeringer og mod forbrug. Afmatningen i de såkaldte udviklingslande (emerging markets) synes at være endnu mere markant. Her er væksten i produktionspotentialet, som forsatte med at stige under tilløbet til krisen, sat til et fald fra 6,5 pct. om året mellem 2008 og 2014, til 5,2 pct. i de næste fem år. For den rige verden, forudser IMF, at produktionspotentialet vil ligge omkring 1,6 pct. om året mellem 2015 og 2020.

Det desperate borgerskab lader seddelpressen trykke løs

Hver centralbank forsøger at løse dens egne problemer; men ved at gøre dette skabes der blot nye problemer andre steder. Det er enhver mand for sig selv. Det amerikanske borgerskab har sin egen dagsorden. I troen på at de langt om længe er i et opsving – omkring seks år efter investeringsbanken Lehman Brothers krakkede – tror de også de kan fjerne støtteforanstaltningerne og genoprette normaliteten. De har sat en stopper for deres kvantitative lempelser og snakker om at hæve renterne fra de bundlave niveauer. Den Europæiske Centralbank (ECB) udfører sine egne kvantitative lempelser, som har sendt dollaren til vejrs og påvirket USA's konkurrencemæssige position på verdensmarkedet. USA's seneste opbremsning har til dels været forårsaget af svagere eksport.

Krisen når udviklingslandene

Alt imens, har andre lande, såsom Korea, Canada, Sverige, Australien og selv Kina, reageret på bekymringerne om forringende konkurrencedygtighed ved at skære i renterne, mere end sædvanligt. Selvom alle lande ikke kan føre devalueringspolitik mod hinanden, så kan de alle prøve at ”devaluere” deres egen valuta mod det generelle prisniveau på varer og ydelser. Dette åbner op for mulig handelskrig.

Tidligere, sugede udviklingslandene overskydende kapital til sig. Den stimulerede dermed deres vækst, for herefter at recirkulere disse aktiver tilbage til de vestlige økonomier. Denne karrusel skubbede kapitalismen fremad, i det mindste for en periode. Dette er nu fortid. Kapitalen flyder nu ud af disse udviklingslande i en omvendt proces, som skaber ustabilitet overalt i verdensøkonomien. I stedet for at stimulere er disse effekter nu negative.

”Væksten i udviklingslandenes reserver, fra 1.700 milliarder dollar i slutningen af 2004, har i et årti udgjort fundamentet for den globale økonomi”, forklarede Financial Times. ”Meget af den kapital som udviklingslandene absorberede fra handelsbalance-overskud, portefølje tilstrømninger (udenlandske opkøb af fx aktier og obligationer. Red.) og direkte investeringer blev genanvendt i de amerikanske og europæiske gældsmarkeder, for at hjælpe med at finansiere en gælds-drevet vækst i de industrialiserede økonomier”.

Artiklen forsatte:

”Denne dynamik er muligvis gået i bakgear, siger økonomerne. 'Alt dette peger på noget der er mere bekymrende. Hvis udviklingslandene ikke længere akkumulerer reserver af udenlandsk valuta, så kan verdens overopsparing være mere formodet end reel,' siger Frederic Neumann, økonom hos HSBC¹. Verden vil 'smerteligt savne' genanvendelsen af udviklingslandenes reserver, når vestens nemme pengepolitikker bliver strammere, tilføjer han”. (1. april 2015).

IMF sagde for nyligt, at den totale udenlandske valutareserve hos udviklingslandene faldt med 114,5 mia. til 7.740 mia. dollar i 2014, sammenlignet med året før – det første årlige fald siden IMF's dataserie begyndte i 1995. Da de toppede, nåede udviklingslandenes reserver 8.060 mia. dollar ved slutningen af andet kvartal sidste år.

Data indsamlet af ING² for de 15 førende udviklingslande indikerede, at nedgangen accelererede i januar og februar i år, hvor reserverne skrumpede med i alt 229,7 mia. dollar. INGs data viste også, at reserverne faldt tre måneder i træk i december, januar og februar, sammenlignet med samme periode sidste år, hvilket er uden fortilfælde.

Kapitalisterne trækker verden ind i en ny handelskrig

Japan forfølger også sin egen dagsorden i forsøget på at løsrive sig fra årtier med langsom vækst og deflation. Landets lancering af kvantitative lempelser har dog ikke hjulpet meget med at øge inflationen. Økonomien forbliver underdrejet, og deflationen er rodfæstet. Faldet i prisen på yen har dog gjort eksporten mere konkurrencedygtig i forhold til resten af verden.

Kina er ikke villig til at skulle risikere sin position af frygt for at fremprovokere et kollaps. Her forsøges at re-balancere den indenlandske efterspørgsel, for at afbøde de udefrakommende udfordringer.

Dette har alt sammen fremprovokeret konkurrerende devalueringer, hvor hvert land søger at løse sine egne problemer på bekostning af andre. Man hører allerede begrebet ”valutakrig” i omløb. Næsten alle store centralbanker svækker deres valutaer, hvis ikke over for hinanden, så helt sikkert i forhold til råvarer, varer og ydelser.

En situation, som ligner den i 1930'erne, er ved at dukke op, hvor der også var en række af konkurrerende devalueringer. Men det løser intet. Hvad Europa vinder, taber USA. Mens et land måske midlertidigt er i stand til at undslippe, betyder det ikke, at verdensøkonomien kan undslippe. Til syvende og sidst kan det ende på samme måde som det gjorde i 1930'erne, med et sammenbrud i kapitalismen som et resultat af ”bring-din-nabo-til-tiggerstaven”-politikker³.

Amerikanerne vil ikke forsætte med at have en høj valuta i en verden af deflation.

Europas position, som er grebet af en deflationskrise, gør kun ondt værre fra et globalt perspektiv. Effekten af nedskæringerne er simpelthen at efterspørgslen i økonomien sænkes yderligere, og dermed skabes en endnu værre økonomisk situation. Arbejderne har tabt til kapitalen i stor stil. I en artikel i The Economist (18. januar 2014, ”The onrushing wave”) siges:

” (…) lønningerne har været stagneret i et årti. Undersøgelser antyder, at dette skyldes, at det i stigende grad er attraktivt at erstatte arbejdskraft med kapital; som resultat heraf har kapitalejere kapret stadig mere af verdens indkomster siden 1980'erne, mens arbejdets andel er faldet”.

Dette har også tjent til at begrænse efterspørgslen. Tyskerne er fikseret på at fastholde sine overskud på betalingsbalancen og ønsker at indfører den samme model i resten af Europa. Dette sætter ganske enkelt Sydeuropa på sulterationer.

Grækenland er udgangspunktet for den europæiske krise og befinder sig i allerhøjeste grad på kanten. Enhver tilfældighed kan skubbe Grækenland ud af euro'en og fremskynde en generel krise. ”Et utilsigtet exit fra eurozonen er blevet ret sandsynlig”, skriver Martin Wolf⁴. Han er pessimistisk omkring konsekvenserne. Tydeligvis er tiden ved at løbe fra enhver form for løsning, eftersom der ikke er nogen løsninger under nogen omstændigheder. Kapitalismens modsætninger er for store. Den mindste smule tid, der vindes, udskyder blot problemerne, og forbereder et endnu større krak, når dette kommer.

Ungdommen betaler prisen

Selv hvis Europa skulle opleve en delvis og flygtig fremgang, så står der stadig store spørgsmålstegn ved, om denne fremgang vil komme de til gode, som blev værst ramt af årene med nedgang og næsten-stagnation. Arbejdsløsheden i eurozonen er fortsat 11,2 pct., og kun få økonomer mener, at væksten kan generere så meget momentum, at virksomhederne kan tage mange flere arbejdere ind.

ECB's seneste prognoser viser, at eurozonens krise har været så barsk, at arbejdsløsheden vil ligge på to-cifrede tal, selv efter de kvantitative lempelser på 1.100 mia. euro er blevet fuldt ud implementeret.

ECB's økonomer mener, ifølge tidligere beregninger, at 9,9 pct. af arbejdsmarkedet stadig vil være uden arbejde i slutningen af 2017 – det tidspunkt, hvor centralbankens eksperter forventer, at regionens cykliske, økonomiske forbedring vil være komplet! De fremhæver også, at eurozonens krise har været så ødelæggende, at den permanent har skadet økonomiens evne til jobskabelse, selv hvis efterspørgslen skulle vende tilbage. Med andre ord, massearbejdsløshed er blevet et permanent træk.

Eurozonens ungdom har taget det værste af krisens stød med arbejdsløshedsrater for dem under 25 år i Spanien og Grækenland på over 50 pct., sammenlignet med omkring 25 pct. for den total arbejdsstyrke.

Før krisen var arbejdsløsheden i regionens største økonomier stort set ens. Nu er ungdomsarbejdsløsheden på 7,1 pct i regionens største økonomi, Tyskland. I Italien er det mere end 40 pct. af de unge under 25 jobsøgende.

Fr. Reichlin fra London Business School udtaler:

”Der er en ophobning af unge mennesker i Italien, som risikerer at blive tabt på gulvet for altid, og som over tid vil skabe politisk pres. Den italienske opposition er for øjeblikket fragmenteret, men det vil ikke nødvendigvis altid være tilfældet”.

De borgerlige økonomers manglende forståelse for kapitalismens logik

Tydeligvis forstår kapitalismens strateger ikke kapitalismens krise. For en sådan viden stiller automatisk et stort spørgsmålstegn over kapitalismens såkaldte evige natur, og de kan ikke tillade sig selv at tænke i så undergraverende baner. Dette er ikke noget nyt, men blev set for 150 år siden af Marx:

”Det er derfor ikke muligt for ham (David Ricardo, økonom. Red.) at indrømme, at den borgerlige produktionsmåde indeholder, inden i sig selv, en barriere mod den frie udvikling af produktivkræfterne, en barriere, som kommer til syne i kriser og i øvrigt i overproduktion – det grundlæggende fænomen i kriser.”
”Overproduktion er specifikt betinget af den generelle lov for produktionen af kapital: produktionen sker i overensstemmelse med produktivkræfterne, det vil sige med den mulighed som den givne mængde kapital besidder for at udbytte den maksimale mængde arbejde, uden hensyn til markedets faktiske grænser, dvs. behov der bakkes op af evnen til at betale” (Teorier om merværdi, Marx)

Det er i denne fundamentale modsætning i kapitalismens hjerte, at den nuværende verdenskrise ligger. Systemet har nået sin grænse. Det såkaldte opsving er en drøm. Nye stormskyer samler sig i horisonten, mens kapitalens strateger zigzagger fra den ene politik til den næste. Hvad end de gør, vil det i sidste ende være forkert.

I mellemtiden er de amerikanske imperialister bekymret over deres egen økonomiske opbremsning (igen) og prøver på at vride armen om på Europa, for at få presset mere efterspørgsel ud i en verdensøkonomi, som lider af en kronisk mangel på efterspørgsel. ”Efter dig”, er normalt en høflig frase. Hvorfor skulle eksempelvis lande som Tyskland risikere sin position for at redde verdensøkonomien, selv hvis det kunne?

Alle kapitalistklasser verden over forsøger at beskytte deres egne interesser. De ville elske, hvis andre lande udvidede deres markeder, men ikke sine egne. Dette er den kapitalistiske konkurrences logik. Stående over for denne modsætning forsvinder rationel adfærd ud af vinduet, og de står som forvirrede rådyr, lammede af forlygterne fra en fremadstormende dyb depression. Der er ingen vej ud på disse præmisser. De anerkender selv, at det er tilfældet.

Krisen har langtrækkende politiske konsekvenser. Som Gideon Rachman, korrespondent hos Financial Times, forklarede:

”En depression, eller en meget lang recession, gør mere end at skabe økonomiske vanskeligheder. Den tjener også til at miskreditere mainstream ideologier, og piske vrede op mod de politiske eliter – og disse effekter kan vare lang tid efter, at de økonomiske tal begynder at vise forbedringer”.

”En tilbagevenden til vækst vil sandsynligvis også være ude af stand til helt og holdent at adressere følelsen af økonomiske håbløshed i EU. Overalt i Europa er der en frygt for, at hele nationer har levet over evne og må acceptere en permanent nedjustering i levestandarderne. I lande som eksempelvis Grækenland, Portugal og Irland skete tilpasningen på ret hurtig og brutal vis som resultat af den finansielle krise – og har resulteret i nedskæringer i nominelle lønninger og pensioner”.
”Men selv lande, som er undsluppet det værste af krisen, undgår ikke justeringer i levestandarderne, som især rammer de unge hårdt. Ungdomsarbejdsløsheden er frygtindgydende høj i nogle lande: over 50 pct. i Spanien, næsten 40 pct. i Italien, 23 pct. i Frankrig og 17 pct. i Storbritannien. I alle disse lande, er der en frygt for, at den kommende generation vil leve mindre sikre liv end deres forældre”.
”Dette betyder, at selv når regeringer kan prale med relativ stærk vækst, er der en desillusionering i det politiske etablissement. Ved Storbritanniens parlamentsvalg til maj er det sandsynligt, at der vil være et rekordlavt antal stemmer til de partier, som har domineret efterkrigstidens politiske landskab, De Konservative og Labour, og stor tilvækst til de nationalistiske partier i Skotland og England” (Financial Times, 23. marts 2015).

Tilstrømningen til de partier som ses som værende imod det politiske etablissement er en refleksion af krisen. Det markeret et mærkbart skifte i bevidstheden og en grundlæggende stillen spørgsmålstegn ved det kapitalistiske system. Det, som er tydeligt klart, er, at der ikke er nogen udvej på kapitalismens præmisser. Europa og verden er på vej mod en ny epoke med revolutionære omvæltninger, i hvilke marxismens ideer vil have en tiltrækkende effekt.

Bragt på marxist.com den 22. april 2015

[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister]

^{1. HSBC: Verdens største bankvirksomhed. Den er britisk og har hovedsæde i London. ↩}

^{2. ING: Hollandsk bank med speciale i konsulentvirksomhed for udviklingslande. ↩}

^{3. ”Bring-din-nabo-til-tiggerstaven”-politikker (eng.: ”beggar-thy-neighbour) er et faktisk udtryk for den økonomiske politik, som tager sigte på at afhjælpe økonomiske problemer i et land ved hjælp af devalueringer og handelsbarrierer som sender problemerne videre til handelspartnerne.↩}

^{4. Martin Wolf: Anset og indflydelsesrig britisk erhvervsjournalist. ↩}