Ved valget 1. november vandt den tyrkiske premierminister Erdogans APK parti absolut flertal. Valget var udskrevet efter, at Erdogan havde mistet sit absolutte flertal ved sidste valg i juli, bl.a. fordi det venstreorienterede kurdiske parti, HDP, var røget over spærregrænsen på 10 procent. Det var en kæp i hjulet for Erdogan og hans planer om at centralisere magten endnu mere omkring sig selv. Ergo udskrev han nyvalg og optrappede terrorkampagnen mod den tyrkiske og ikke mindst kurdiske befolkning. Han formåede dog ikke at få HDP ud af parlamentet, i stedet har han skærpet polariseringen.
Massebevægelser
Ovenpå en økonomisk fremgang i 00'erne kunne Erdogan ride på en bølge af stigende velstand og hans brutale og diktatoriske styre blev i et omfang accepteret af store dele af befolkningen, fordi der var fremgang. Tyrkiet blev af Vesten fremstillet som det perfekte miks mellem vestligt demokrati og islamisk kultur. Siden krisen i 2008 er Erdogans brutale højrenationalisme og den stigende korruption i stigende omfang blevet blottet. Erdogan har desuden bevæget sig i en mere islamisk retning, hvilket har fremmedgjort store dele af den traditionelt sekulære tyrkiske befolkning.
I 2013 kom de første massemobiliseringer mod Erdogan, over en tilsyneladende lidt tilfældig kamp for at beholde Taksim Gezi Park, der skulle laves om til et indkøbscenter. En kamp der i første omgang handlede om at kæmpe for grønne områder, men også til dels Tyrkiets boligpolitik der i stigende grad tvang almindelige mennesker ud af de store byer. Rydningen af Gezi park blev dråben, der fik den ophobede utilfredshed og frustrationer, blandt store dele af den tyrkiske befolkning, til at komme op til overfladen. Bevægelsen, der startede med at bestå af en lille gruppe grønne aktivister, voksede til en massebevægelse, da staten valgte at slå hårdt ned mod aktivisterne og demonstrationerne kom i stigende grad til at handle om frihed og kritik af Erdogans styre.
Demonstrationernes spontane karakter betød dog samtidig, at der aldrig var noget klart program og heller ingen klar ledelse, der kunne tage kampen videre. Det betød, at bevægelsen langsomt døde ud. Det betød dog ikke, at frustrationerne var forsvundet. Utilfredsheden, der kom til udtryk i kampen om Gezi parken, fik et andet udtryk i fremgangen til det venstreorienterede pro-kurdiske parti HDP, der ved valget i juli kom over den høje spærregrænse på 10%, og dermed var afgørende for, at APK mistede det flertal, de har siddet tungt på siden 2002. HDP stormede ind i parlamentet med 13 procent af stemmerne. Det er på denne baggrund, at man skal forstå de seneste begivenheder i Tyrkiet.
Terrorangrebet
Især siden valget i juli har vi været vidne til en voldsbølge fra statens side rettet mod kurdere og venstrefløjen med angreb og nedbrændinger af partikontorer og enkeltpersoner. Det kulminerede foreløbigt med terrorangrebet d. 10. oktober, som er det største terrorangreb i Tyrkiets historie. Her dræbte to selvmordsbombere 97 (127 ifølge HDP) og sårede mindst 200 til en demonstration for fred i hovedstaden Ankara. Demonstrationen var organiseret af de største fagforeninger; de offentlige ansattes (KESK), sammenslutningen af revolutionære tyrkiske fagforeninger (DISK) samt lægernes (TTB), ingeniørernes og arkitekternes fagforeninger (TMMOB).
Angrebet i Ankara var en fortsættelse af den terrorkampagne, som den herskende AKP klike har lanceret imod kurdiske og venstreorienterede aktivister i den seneste periode. Et lignende angreb, med klare forbindelser til den tyrkiske regering, fandt sted i Suruç i juli, der dræbte 32 unge venstreorienterede. Siden har en bølge med hundredvis af voldelige brand- og bombeangreb imod HDP kontorer og kurdere fundet sted, under tydelig beskyttelse fra staten. Trods det store antal angreb, der har fundet sted, er ingen blevet stillet til ansvar.
I stedet er hvert angreb blevet fulgt af en stigende undertrykkelse af kurdere og venstrefløjen. Ud af de op mod 2000, der er blevet arresteret, har kun et lille mindretal været knyttet til islamisterne, mens det store flertal har været venstreorienterede og kurdiske aktivister. En voldelig kampagne fra det tyrkiske militær i de kurdiske områder har ført til mere end 1000 dræbte, mens regeringen har startet juridiske tiltag for at fængsle lederne af HDP.
Efter terrorangrebet i Ankara har flere vidner fra fagforeningerne og HDP fortalt at sikkerheden var fraværende ved demonstrationen og ambulancer o.l. var meget længe om at komme frem til de sårede, i stedet for hjælp blev de sårede i flere tilfælde mødt med tåregas og politivold. Tegn der peger på, at staten på den ene eller anden måde var indblandet, eller som minimum kendte til angrebet.
Erdogan var på sin side hurtig til at lægge skyldes for angrebet på alle andre end sig selv. Først påstod han, at det var arrangørerne selv, kurderne og HDP, der stod bag og senere at det var HDP og Islamisk Stat. Indtil videre har ingen grupperinger officielt taget ansvar for angrebet. Erdogan har mange gange tidligere vist, at han har et yderst opportunistisk forhold til Islamisk Stat. Han har bl.a. uforhindret ladet dem krydse ind over den tyrkisk-syriske grænse for at angribe kurdere i den nordsyriske by Kobane, der har vist sig at være et af de bedste bolværker mod Islamisk Stat. Samtidig med at IS har kunnet anvende Tyrkiet som transitland mellem og en stor del af de vestlige såkaldte "hellige krigere" er rejst gennem Tyrkiet, er tyrkiske kurdere blevet stoppet og forhindret i at komme til Syrien for at forsvare Kobane og bekæmpe IS.
Selv i den danske borgerlige presse, har tanken om Erdogan og APK’s involvering i bombeangrebene været luftet. Men hvorvidt Erdogan og APK er direkte involveret i terrorangrebet eller de "blot" har ladt det ske, ændrer ikke ved det grundlæggende, at Erdagons styre er et voldsregime, der ikke har skyet nogen midler for at genvinde magten d. 1. november. Det er dette regime EU’s ledere gladelig forhandler med for at få ”løst” deres flygtningeproblem.
Terrorangrebet kom samme dag, som den militante kurdiske venstrefløjsorganisation PKK havde annonceret ensidig våbenhvile. Det er en kæmpe trussel mod Erdogan, at HDP har formået at samle opbakning på klasselinjer, på tværs af nationale skel mellem kurdere og tyrkere. Regeringens hårde kurs mod kurderne og HDP er derfor ikke bare et forsøg på at ramme partiet, men også et forsøg på at fremprovokere fx PKK til angreb, med henblik på at køre kampen over på nationalistiske og etniske linjer og dermed splitte HDP og andre dele af oppositionens stemmer. En strategi der selv i Jyllandsposten blev nævnt antydet Daniella Kuzmanovic, Tyrkiet-ekspert og lektor ved Københavns Universitet: "Efter en forfærdelig situation, som den her, kan de tegne et billede til vælgerne om, at de har brug for en stærk mand". Selvom Erdogan fik provokeret PKK til nogle angreb efter valget i juli og afbrændingen af HDP kontorer, har han ikke formået at skabe en borgerkrigslignende situation, som han sigtede efter.
Et regime i krise
På trods af sit absolutte flertal er Erdogans regime ikke et stærkt regime. Hans forsøg på at tilrane sig mere magt kan give revolutionært bagslag. Vreden og frustrationen blandt arbejdere og unge i Tyrkiet når nye højder. Terrorangrebet i Ankara galvaniserede denne følelse.
Som reaktion på angrebet gik folk på gaden i nogen af de største demonstrationer siden Gezi Park demonstrationerne i 2013. Titusinder demonstrerede med slagord, som "staten er morderen" "vi ved hvem morderne er" og ved Taksim pladsen havde demonstranter samlet sig med bannere med paroler som "Dine massakrer kan ikke bekæmpe vores krav om fred" og "du kan ikke bombe freden". I de kurdiske områder var der adskillige demonstrationer, heraf den største i Diyarbakir, som blev angrebet af urobetjente. De fire fagforeninger, der stod bag den angrebne demonstration indkaldte som svar til generelstrejke, som blev støttet af venstrefløjspartiet HDP. Også mange universiteter var lukket ned.
Klassekampen ulmer i Tyrkiet. Erdogan har vist, han ikke afgiver magt frivilligt. Det eneste forsvar mod Erdogan er de tyrkiske massers direkte involvering og resolutte afvisning af Erdogans forsøg på at splitte arbejderklassen. Kampen står ikke mellem kurdere og tyrkere, men mellem de brede masser og det korrupte tyrkiske borgerskab. Kun gennem en revolutionær bevægelse for at vælge Erdogan kan de tyrkiske masser ende blodsudgydelserne og tage deres skæbne i egne hænder.
København, 2. november
Bragt i Revolution Nr. 14, november 2015. Tegn abonnement!
