Risikoen for ”Brexit” er overhængende, når briterne skal til stemmeurnerne den 23. juni og afgøre om Storbritannien fortsat skal være en del af EU. Hvis de stemmer Storbritannien ud, så vil det accelerere opløsningen af EU og uddybe krisen i det britiske borgerskab.

Hele spørgsmålet, om Storbritannien skal blive i EU eller ej, kom egentlig op til overfladen ved en tilfældighed. I det regerende konservative Tory-parti har der altid været en splittelse i forholdet til EU, samtidig med at det racistiske og EU-fjendtlige UK Independence Party (UKIP) kom frem som en trussel fra højre op til parlamentsvalget for et år siden.

Af udelukkende opportunistiske årsager lovede den da- og nuværende premierminister, David Cameron, og hans fløj af det britiske borgerskab derfor en folkeafstemning om EU i et forsøg på at genvinde regeringsmagten. De havde ikke drømt om, at ”ud-af-EU”-siden ville have nogen chance for at vinde; men jo tættere på, at afstemningen kommer, jo tættere er meningsmålingerne blevet, og jo mere har hele folkeafstemningen udviklet sig til et mareridt for det britiske borgerskab.

Splittelse i den herskende klasse

En mindre del af borgerskabet tror, at Storbritannien vil kunne klare sig bedre uden EU med dets reguleringer og bureaukrati. Denne del ønsker frie tøjler for britisk kapital. Det gælder ikke kun racisterne fra UKIP, men også en relativ stor del af Tory-partiets absolutte top. Da Boris Johnson, Londons borgmester og en af de mest populære Tory-topfolk, annoncerede, at han vil lave kampagne for et Brexit, oplevede det britiske pund sit største fald siden oktober 2009.

Det siger noget om den frygt, der er blandt størstedelen af den herskende klasse i Storbritannien, også hos de samme mennesker i Europa og USA, for, at et Brexit skal blive til virkelighed. De frygter med god grund den økonomiske katastrofe, som et Storbritannien vil blive ude for EU. Banken HSCB forklarede, at usikkerheden om Storbritanniens fremtid vil skære 1,5 % af væksten uanset resultatet af folkeafstemningen. Hvis Brexit bliver til virkelighed vil udenlandske investorer flygte fra den britiske økonomi i massivt antal.

EU er Storbritanniens største eksportmarked. Det er klart, at et Storbritannien, der netop har smækket døren i hovedet på de andre EU-lande, vil have meget sværere vilkår for at lave økonomiske aftaler end et Storbritannien, der forbliver i EU. Man kan blot se på de frihandelsaftaler mellem EU og Canada, der stadig efter flere år bliver forhandlet, og hvis fremtid stadig er usikker. Og EU vil ikke ønske at indgå en favorabel aftale for Storbritannien for at afskrække andre lande fra at følge Storbritanniens eksempel.

Samtidig vil Storbritanniens unikke forhold til verdens eneste supermagt, USA, også have en usikker fremtid. USA har kunnet bruge Storbritannien til netop at formidle landets interesser i EU; men hvis Storbritannien ikke længere er medlem, hvad skal USA så bruge Storbritannien til?

Fragmenteret kampagne

Det er dog ikke kun dele af Tory-partiet, der er bekymret for, at briterne stemmer for et Brexit. Højrefløjen i det socialdemokratiske Labour, blairisterne, der udgør et flertal i parlamentsgruppen, er også meget ivrige for at blive. De gør alt for at forsvare EU projektet igennem deres kampagne ”Labour In For Britain”, som minder utrolig meget om den borgerlige kampagne ”Britain Stronger in Europe”.

Disse kampagner handler mest om ”jobs, eksport og sikkerhed”. Det er meget sjældent, at der er nogle, der nævner noget i forhold til arbejderrettigheder eller andet i den retning.

Fagforeningerne er ikke meget bedre, idet størstedelen af dem også støtter ”stay”-kampagnen. Det er et skift siden 1970'erne, hvor langt flere støttede en udmeldelse. Men siden 1980'ernes store sociale nederlag så har fagforeningerne kigget til overnationale organisationer såsom EU for beskyttelse mod deres egen regering. Det er utopi.

Endelig er der Jeremy Corbyn, den nye leder af Labour, som sammen med resten af Labours venstrefløj, også kæmper for, at Storbritannien skal forblive i EU. Han mener, at man skal blive i EU og kæmpe for et ”socialt Europa”, altså at transformere EU indefra. Men det rejser spørgsmålet om karakteren af EU.

Klasseperspektiv

Fra et marxistisk klasseperspektiv har EU aldrig været et progressivt projekt. Den europæiske union blev oprettet efter 2. verdenskrig for på den ene side at skabe en handelsblok, der kunne hamle op med USA i Vest og senere Japan, og på den anden side beskytte Europa mod ”kommunismen” fra Øst.

EU har aldrig været et ”forenet” Europa. EU er en alliance af kapitalistiske nationer i Europa. De er gået sammen, fordi deres egne nationale økonomier er for små til, at de enkelte nationale kapitalistklasser har kunnet få deres interesser beskyttet.

Ideen om at kunne reformere EU er lige så utopisk som ideen om at kunne reformere den enkelte kapitalistiske nation. I opgangstider er der råd til små forbedringer for arbejderklassen, som kapitalistklassen ikke nødvendigvis er imod at give, da det giver ro på bagsmækken.

Men kapitalismen går ikke bare frem. Under kriserne bliver de indrømmelser, som er givet til arbejderne, fjernet igen, som vi ser i øjeblikket med afmonteringen af velfærdsstaten. Økonomisk vækst og kriser ser aldrig ens ud, men skifter, alt efter hvilken periode vi befinder os i, i kapitalismens historie. Som det kan observeres i de seneste årtier, så bliver væksten mindre og kriserne meget dybere, som vi så i 2008. Det vidner om et socio-økonomisk system, der har udspillet sit potentiale.

Det er derfor fuldstændig naivt at tro, at EU kan reformeres i en positiv retning inden for disse økonomiske rammer. Tværtimod bliver EU brugt til at hamre kapitalistklassernes interesser igennem og smadre arbejderklassen.

Det kan eksemplificeres med Grækenland. Da det venstreorienterede Syriza kom til magten i starten af 2015, talte lederne af Syriza også om et socialt og solidarisk Europa, der kunne hjælpe Grækenland med den alvorlige økonomiske situation, som det stod i. Men pengekassen blev smækket i med det samme, og Grækenland fik blot at vide ”Betal jeres gæld!”.

Grækenland blev tvunget til at indføre brutale nedskæringer, og arbejdernes rettigheder har været under hårde angreb. EU kunne ikke tillade indrømmelser for Grækenland af frygt for, at andre gældstyngede lande ville følge efter. I stedet er grækerne blevet tvunget til at skære ned og betale deres gæld af, som er penge, der primært er gået til franske og tyske banker.

Et socialistisk alternativ

Som marxister kan vi aldrig støtte EU-projektet, som fra starten har været et kapitalistklassens projekt. Det betyder dog ikke, at vi mener, at noget som helst bliver løst, hvis enkelte kapitalistiske nationer melder sig ud af EU.

Mange EU modstandere, også i Danmark, mener at kampen først og fremmest handler om en kamp mod EU. For os at se så stiller det ikke arbejderklassen bedre, om den blot undertrykkes af den nationale kapitalistklasse eller, om den bliver undertrykt af et samarbejde af europæiske kapitalistklasser. Derfor må kampen først og fremmest rettes mod roden til problemerne, hvilket er kapitalismen som system.

Det er også klart, at ingen europæisk nation vil kunne klare sig alene på et socialistisk grundlag, da alle økonomier er en fuldstændig integreret del af verdensøkonomien. Derfor må vores parole være imod kapitalismen, både på nationalt og europæisk plan, og kamp for et Europas Forenede Socialistiske Stater, som er den eneste løsning for den europæiske arbejderklasse.

Farvel EU

Det er umuligt at forudse, hvordan folkeafstemningen falder ud. Som det ser ud nu, er mange mennesker i Storbritannien skeptiske over for begge kampagner. Det er klart, når der er så reaktionære kræfter på hver side. En meningsmåling viste, at 70% af unge mellem 18 og 30 år rent faktisk mente, at Storbritannien skal blive i EU. Men fordi de har ingen eller meget lille tillid til politikerne, så er det meget muligt, at en stor del af dem bliver hjemme den dag, der skal stemmes.

Om det bliver et Brexit eller ej, så er det åbenlyst, at EU er på vej mod et opbrud på nationale linjer. En sammenslutning af nationale kapitalistiske stater kan kun være midlertidig. Som vi har set efter krisen begyndte i 2008, så bliver modsætningerne mellem de forskellige nationale kapitalistklasser mere tydelig, og de forskellige økonomier hiver i hver deres retning. Den såkaldte flygtningekrise blev på sin vis dråben, der fik bægeret til at flyde over, og accelererede de centrifugale kræfter i EU.

Grundpillerne for det indre marked i EU, arbejdskraftens og varernes frie bevægelighed, er ved at smuldre. Mure, hegn og grænser bliver rejst ved de nationale grænser. Hvad vi ser nu, er en optrevling af hele EU, hvor de nationale kapitalistiske modsætninger øges. Et Brexit vil blot forøge og accelerere denne proces yderligere. Med eller uden EU vil de angreb, som har ramt den europæiske arbejderklasse de sidste 8 år, fortsætte, så længe systemet består. Den eneste måde arbejdere og unge over hele Europa kan sikre sig en reel fremtid, er ved at omvælte kapitalismen og erstatte det med et socialistisk system, hvor der ikke bliver produceret efter profit, men efter behov.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 19, maj 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 100 kroner. 

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]