Under et nyligt møde for Den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) i Italien, interviewede Alex Minoru fra den brasilianske marxistiske organisation, Esquerda Marxistisa (Marxistisk Venstre), Alessandro Giardiello, som er en af lederne af Sinistra, Classe, Rivoluzione (Venstre, Klasse, Revolution) – den italienske sektion af IMT.
Alex Minoru – Hvad var oppe til diskussion i folkeafstemningen, der blev afholdt den 4. december, og hvad er grundene til, at resultatet af afstemning blev et ’Nej’?
Alessandro Giardiello – Hvad der formelt set var på spil ved folkeafstemningen, var konstitutionelle ændringer, der fundamentalt set ville tilbagekalde senatets magtbeføjelser. Italien har et tokammersystem, og forslaget gik ud på at have et senat, der ikke var valgt af folket, men af regionale råd – sagt mere ligeud – partiapparatet selv. Dette forslag blev fremsat af regeringen, fordi bourgeoisiet gerne ville implementere dets politiske program uden for mange filtre og forhindringer. Ændringerne, der blev foreslået ved folkeafstemningen, var mere overordnet set et angreb på den konstitution, der blev vedtaget efter Anden Verdenskrig efter modtandsbevægelsens sejr over nazismen og fascismen.
Dog var den største grund til den massive støtte til ’Nej’-siden ikke de konstitutionelle ændringer, men vreden imod Matteo Renzi-administrationen og dens sparepolitik. Det var et fænomen meget lig det, der sås ved Brexit i Storbritannien. Begge fænomener er udtryk for en generel utilfredshed kanaliseret gennem valgprocessernes veje, idet masserne afviste det forslag, som de politiske ledere fremførte. Derfor er betydningen af resultatet et klart ’Nej’ til regeringen, til dens bourgeoisi-politik og til alt, hvad der har repræsenteret den økonomiske krise og de brutale angreb på arbejderne.
Det er i øvrigt værd at nævne, at ’Nej’-fløjens andel især var stor blandt unge. Ifølge undersøgelser stemte 82 % af unge under 34 ’Nej’. Deltagelsen var også massiv blandt proletariatet. I alle større byer udgjorde ’Nej’-stemmerne en større andel i arbejdsklasse-nabolag. I hele Syditalien, som er den økonomisk hårdest ramte region, er historien den samme.
A.M – Efter offentliggørelsen af resultatet er premierminister Matteo Renzi trådt tilbage. Hvad har ændret sig i den politiske situation i Italien efter folkeafstemningen?
A.G – Renzi blev nødt til at træde tilbage, fordi valgresultatet var så klart. 60 % af stemmerne gik imod regeringen. Han erklærede selv efterfølgende, at han ikke troede, at masserne hadede ham så meget. Vi (Sinistra, Classe, Rivoluzione) foreslog over for arbejderbevægelsen og venstrefløjen, at der blev arrangeret demonstrationer imod, at Det Demokratiske Parti skulle danne en ny regering. Forslaget blev afslået af det reformistiske lederskab. Det endte med, at Sergio Mattarella (præsident for republikken) med institutionel manøvrering fik genopbygget en anden regering uden Renzi på topposten. Paolo Gentiloni er den nye premierminister, men repræsenterer dybest set ’Renzisme’ uden Renzi. Det er en regering, der er præcis den samme og sammensat af ministre, som er direkte kontrollerede af det Demokratiske Parti og Renzi. Den ydre højrefløj har udnyttet tomrummet, som er efterladt af venstrefløjen, og har opfordret til mobiliseringer imod regeringen og et nyt valg.
I den nuværende situation vil bourgeoisiet gerne undgå et nyt valg og vil derfor forsøge at bruge bureaukratiske manøvrer for at sikre, at der først bliver valg i 2018, hvor valgperioden udløber.
A.M – Hvordan har den internationale økonomiske krise ramt de italienske arbejdere?
A.G – Krisen har ramt Italien særligt hårdt. Det er estimeret, at 90 % af befolkningen har lidt økonomiske tab. I Europa er dette tal gennemsnitligt 70 %. Siden begyndelsen af krisen i 2008 har der været et fald i produktionskapaciteten på 27 %. Det vil sige en fjerdedel af industrien er ødelagt med lukning af arbejdspladser som en naturlig konsekvens.
Et af angrebene på arbejdernes rettigheder var suspenderingen af artikel 18 af Arbejdernes Vedtægt, hvilket forhindrede fri afskedigelse. Det var en sejr fra 1970’erne, som blev fremskaffet af bevægelsen, der senere blev kendt som det ”varme efterår” (autunno caldo). Der er også igangværende angreb på velfærden og stigende skatter for arbejderklassen. Det er, hvad der er blevet implementeret og denne udvikling fortsætter – en politik med permanente angreb mod de unges og arbejderklassens rettigheder og levevilkår.
A.M – Hvordan er situation kommet til udtryk hos fagforeninger og politiske partier?
A.G – Fagforeningerne fører generelt set en politik, der går imod arbejdernes interesser, som de i virkeligheden burde repræsentere. Da regeringen var i krise, indkaldte fagforeningerne ikke til mobiliseringer og strejker for at forsvare arbejdernes rettigheder. Fuldstændig modsat lavede de aftaler med regeringen, hvori de accepterede angrebene. Det samme er sket med lederne fra ingeniørarbejdernes fagforening FIOM, der engang var anset for at have de mest venstreorienterede fagforeningsledere. Men i den seneste tid er de svunget til højre til et punkt, hvor de for første gang er gået med til en overenskomst uden fast lønningsniveau. I stedet fluktuerer det efter den generelle økonomiske udvikling i Italien, hvilket i den nuværende situation betyder lavere løn. FIOM-ledelsen accepterede også tilbageslag, som de aldrig har accepteret før i historien, herunder tilbagetrækninger af arbejdernes faglige rettigheder.
Angående partierne er der fundamentalt 3 blokke. En blok udgøres af Det demokratiske Parti, som repræsenterer bourgeoisiets interesser på trods af. at den har sit udspring i det gamle Kommunistiske Parti. Så er der højrefløjsblokken, som udgøres af en semi ekstrem sektor, som er ledet af Berlusconi og Lega Nord, der har en parallel i Frankrigs Marine Le Pen. Den har en aggressiv og demagogisk attitude over for Euroen og prøver at vinde stemmer hos den del af masserne, der er fuldstændig utilfreds med den politik, der bliver ført af de partier, der præsenterer sig selv som venstreorienterede. Endelig er der Femstjernebevægelsen, der ingen rødder har i masserne, men er en ny bevægelse, har en populistisk karakter, skifter mellem progressive og reaktionære slogans. Den har givet mulighed for at udtrykke den ophobede vrede i manglen på et arbejderparti.
Udover disse 3 primære blokke er der det reformistiske venstre, som har mellem 2 % og 3 % støtte hos befolkningen. Dets politiske linje er fuldstændig underordnet Det Demokratiske Parti og er opbygget af de værste bureaukratiske tendenser med ansvar for flere angreb mod arbejderne i den tidligere Prodi regering. Dette reformistiske venstre er udgjort af Det Italienske Venstre (Sinistra italiana), der udsprang fra det gamle Venstre-parti, og partiet Økologi og Frihed (SEL), som i øjeblikket bliver opløst ind i Det Italienske Venstre, Det Demokratiske Parti samt andre små partier. Resterne af Den Kommunistiske Efterfundering (RC) knytter sig også til denne front. RC er et parti, der spillede en vigtig rolle i 90’erne, hvor det nåede 100.000 medlemmer og havde en vigtig indflydelse i arbejderbevægelsen. Men partiet blev ødelagt af dets deltagelse i Prodi-regeringen mellem 2006 og 2008 og har nu færre end 5000 medlemmer på landsplan.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 27, marts 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.