Share

 

1. EN INTRODUKTION TIL DIALEKTISK MATERIALISME:

Hvad er en filosofi?

På alle trin i den menneskelige historie har der været folk, der har udarbejdet en eller anden form for billede af verden og menneskets plads i den. Det kalder man en filosofi. De dele, de bruger til at danne dette billede af verden, har de fået ved at betragte naturen omkring dem og generalisere deres erfaringer.

Visse mennesker mener, at de ikke har brug for en filosofi eller et særligt syn på verden. Men i praksis har alle en filosofi, selvom den måske ikke er bevidst udarbejdet. Folk, der lever efter "tommelfingerregler" eller "sund fonuft" og tror, de klarer sig uden teori, tænker i praksis bare på den traditionelle måde. Marx sagde engang, at de herskende idéer i et samfund er den herskende klasses idéer. For at opretholde og retfærdiggøre deres styre gør kapitalistklassen brug af alle de midler, de har, til at fordreje arbejdernes bevidsthed. Skolen, kirken, TV og pressen bruges til at fremme den herskende klasses ideologi og indoktrinere arbejderne, så de accepterer det kapitalistiske system som den mest naturlige, permanente form for samfund. Hvis man ikke har en bevidst socialistisk filosofi, accepterer man ubevidst den kapitalistiske.

På alle klassesamfundets forskellige udviklingstrin har den revolutionære klasse, der ønskede at ændre samfundet, måttet kæmpe for et nyt verdenssyn og imod den gamle filosofi, som retfærdiggjorde og forsvarede det gamle system.

Idealisme og materialisme

Gennem hele filosofiens historie har der været to lejre, den idealistiske og den materialistiske. De almindelige begreber "idealisme" (d.v.s. hengiven og oprigtig handlemåde for ens idealer) og "materialisme" (d.v.s. grådighed og pengegrisk egoisme) har intet at gøre med filosofisk idealisme og filosofisk materialisme.

Der var mange af fortidens store tænkere, der var idealister, f.eks. Platon og Hegel. Denne filosofiske retning opfatter naturen og historien som en afspejling af idéer eller ånd. Teorien om, at mennesker og alle andre materielle ting blev skabt af en guddommelig ånd, er et af idealismens basale begreber. Dette synspunkt bliver udtrykt på forskellige måder, men den grundlæggende mening er, at det er idéer, der styrer udviklingen af den materielle verden. Historien forklares som en tankens historie. Folks handlinger menes at stamme fra abstrakte tanker og ikke fra materielle behov. Hegel gik et skridt videre - han var en konsekvent idealist - og mente, at tanker var en uafhængig "Idé", der eksisterede uden for hjernen og uafhængigt af den materielle verden, som så bare var en afspejling af denne Idé. Religion er en integreret del af filosofisk idealisme.

De materialistiske tænkere derimod har ment, at den materielle verden er virkelig, og at det er naturen og det materielle, der er det primære. Sindet, idéerne og tankerne er et produkt af hjernen. Hjernen, og derfor idéerne, opstod på et vist tidspunkt i udviklingen af levende væsner. Det grundlæggende i materialismen er følgende:

(a) Den materielle verden, som vi oplever med vores sanser, og som videnskaberne udforsker, er virkelig. Udviklingen af verden finder sted p.g.a. verdens egne naturlove, ikke p.g.a. et eller andet overnaturligt.
(b) Der er kun én verden, den materielle. Tanke er et produkt af materie (hjernen), og uden materie kan der ikke være nogen idéer eller tanker. Derfor kan tanker og idéer ikke eksistere alene uden materie. Generelle idéer er kun afspejlinger af den virkelige verden. Marx skrev: "For mig er idéer ikke andet end den materielle verden, der afspejles i den menneskelige hjerne og udtrykkes i form af tanker." Og videre: "Det er den måde man lever på i samfundet, der bestemmer ens bevidsthed."

Idealisterne opfatter bevidsthed og tanker som noget ydre, der står i opposition til materien, naturen. Denne skelnen er fuldstændig forkert og kunstig. Der er en tæt forbindelse mellem tankens love og naturens love, eftersom de førstnævnte følger og afspejler sidstnævnte. Tanker kan ikke udledes af sig selv, men kun af den virkelige, ydre verden. Selv de tilsyneladende mest abstrakte tanker stammer faktisk fra en betragtning af den materielle verden.

Selv en tilsyneladende abstrakt videnskab som ren matematik er i sidste ende udledt af den materielle virkelighed, og er ikke bare hjernespind. En skoleelev tæller hemmeligt sine materielle fingre under sit materielle skolebord, når han skal løse et abstrakt regnestykke. Når han gør det, genskaber han selve matematikkens oprindelse. Vi har et decimalsystem (et titalssystem), fordi vi har ti fingre. Romertal (I, II, III, IV, V o.s.v.) var oprindeligt afbildninger af fingre ( V viser vinklen mellem tommel- og pegefinger på en hånd, hvor alle fem fingre er strakt ud).

Ifølge Lenin: "Dette er materialisme: materie, der påvirker sanserne, skaber de indtryk, vi får. Disse afhænger af hjernen, nerverne, nethinden o.s.v., d.v.s. det er materien, der er det primære. Følelser, tanker, bevidsthed o.s.v. er produkter af materien."

Mennesker er en del af naturen, og de udvikler deres idéer, idet de indgår forbindelser med resten af verden. Mentale processer er virkelige nok, men de er ikke noget absolut, der er uafhængigt af naturen. De skal studeres i de materielle og sociale omgivelser, de opstår i. Marx sagde: "Moral, religion, idéer og ideologier er altså ikke uafhængige. De har ingen selvstændig historie eller udvikling, men de mennesker, der udvikler deres materielle produktion og deres materielle forhold, udvikler og ændrer dermed samtidig deres tænkemåde og deres tanker. Livet bestemmes ikke af bevidstheden, - det er bevidstheden, der bestemmes af livet."

Materialismens oprindelse

"Al moderne materialismes oprindelsessted fra det syttende århundrede og frem er England," skrev Engels. På det tidspunkt (altså i det syttende århundrede) blev det gamle feudale aristokrati og monarki udfordret af de nysfremkomne middelklasser. Feudalismens bastion var den romersk-katolske kirke, som forsynede monarkiet og de feudale institutioner med guddommelig retfærdiggørelse. Denne kirke måtte altså undermineres, før feudalismen kunne blive styrtet. Den fremvoksende kapitalistklasse udfordrede de gamle idéer og guddommelige forestillinger, som den gamle orden var baseret på.

"Parallelt med middelklassernes vækst oplevede videnskaberne en stor genopblomstring: astronomi, mekanik, fysik, anatomi, fysiologi, o.s.v. blev nu dyrket igen. Og kapitalistklassen, som ville udvikle sin industrielle produktion, havde brug for en videnskab, der kunne finde ud af naturgenstandenes fysiske egenskaber og naturlovenes virkemåde. Ind til den tid havde videnskaben bare været kirkens tjener, og den havde ikke fået lov til at overskride de grænser, troen satte, og havde derfor slet ikke været nogen rigtig videnskab. [I det syttende århundrede efterviste Galileo Kopernikus' teori om, at Jorden og planeterne var i kredsløb om solen. Datidens professorer gjorde grin med disse idéer og brugte kirkens og inkvisitionens magt til at få Galileo til at trække sine synspunkter tilbage. RS] Videnskaben gjorde oprør mod kirken; kapitalistklassen kunne ikke undvære videnskaben, så de blev nødt til at følge med i oprøret." (F. Engels)

Det var på dette tidspunkt, at Francis Bacon (1561-1626) udviklede sine revolutionære materialistiske idéer. Ifølge ham var sanserne ufejlbarlige og kilden til al viden. Al videnskab var baseret på erfaring og bestod i at underkaste et datamateriale en rationel undersøgelse; induktion, analyse, sammenligning, observation og eksperimenter. Det var imidlertid først Thomas Hobbes (1588-1679), der fortsatte og udviklede Bacons materialisme til et system. Han indså, at idéer og opfattelser kun var afspejlinger af den materielle verden, og at "det er umuligt at skille tanken fra materie, der tænker." Senere kom den engelske tænker John Locke (1632-1704) med bevis på denne materialisme.

Den materialistiske filosofi bevægede sig fra England til Frankrig, hvor den blev taget op og udviklet yderligere af Rene Descartes (1596-1650) og hans tilhængere. Disse franske materialister begrænsede sig ikke til at kritisere religionen, men udvidede deres kritik til også at gælde alle institutioner og idéer. De udfordrede disse ting i Fornuftens navn og forsynede den fremvoksende kapitalistklasse med ammunition i dens kamp imod monarkiet. Den store borgerlige franske revolution 1789-93 bekendte sig til den materialistiske filosofi. Til forskel fra den engelske revolution i midten af det syttende århundrede ødelagde den franske revolution den gamle feudale orden fuldstændigt. Som Engels senere skrev: "Vi ved i dag, at dette fornuftens rige ikke var andet end kapitalistklassens idealiserede rige."

Det, der var i vejen med denne materialisme fra Bacon og fremover, var imidlertid dens rigide, mekaniske tolkning af naturen. Det er ikke noget tilfælde, at denne engelske retning inden for materialistisk filosofi blomstrede op netop i det attende århundrede, hvor Isaac Newtons opdagelser gjorde mekanik til den mest avancerede og vigtige videnskab. Med Engels's ord: "Denne materialismes specifikke begrænsning lå i dens manglende evne til at forstå universet som en proces, som materie, der uafbrudt undergår historisk udvikling."

Den franske revolution fik en enorm betydning for den civiliserede verden, lige som den russiske revolution i 1917. Den revolutionerede tænkningen inden for alle områder - politik, filosofi, videnskab og kunst. Den opblomstring af idéer, der udgik fra den borgerlige demokratiske revolution, indvarslede fremskridt i naturvidenskab, geologi, botanik, kemi og i politisk økonomi.

Det var i denne periode, at der fremkom kritik af materialisternes mekaniske tilgang til tingene. En tysk filosof ved navn Immanuel Kant (1724-1804) stod for de første gennembrud imod den gamle mekaniske opfattelse, da han opdagede, at Jorden og solsystemet var opstået på et tidspunkt og ikke altid havde eksisteret. Det samme gælder inden for geografi, geologi, planter og dyr - heller ikke dér er der noget, der har eksisteret evigt.

Denne revolutionerende idé blev omfattende udviklet af en anden genial tysk tænker, George Hegel (1770-1831). Hegel var filosofisk idealist og troede, at verden kunne forklares som en manifestation eller afspejling af en "universel ånd" eller "idé", d.v.s. en eller anden form for gud.

Hegel betragtede verden - ikke som aktiv deltager i samfundet og den menneskelige historie, men som filosof, der tænkte over tingene på afstand. Han målte verden og fortolkede historien efter sine egne fordomme - og mente, at det var tankens historie, at verden var idéernes verden, en idéverden. For Hegel var problemer og modsætninger altså ikke virkelige problemer, men tankeproblemer, som kun kunne løses i tankerne. Han mente ikke, at modsætningerne i samfundet kunne løses gennem menneskers aktive handlinger, gennem klassekamp, men at dette kunne ske i filosoffernes hoveder, ved hjælp af den "absolutte idé."

Ikke desto mindre var det Hegel, der erkendte den gamle mekaniske tænkemådes fejl og mangler. Han påpegede også den formelle logiks utilstrækkeligheder og begyndte at skabe et nyt verdenssyn, der kunne forklare modsætningerne ved forandring og bevægelse. (Se nedenfor)

Selvom Hegel genfandt og analyserede lovene for bevægelse og forandring, så gjorde hans idealisme, at det hele blev sat på hovedet. Det var de såkaldte Unghegelianere, under ledelse af Ludvig Feuerbach (1804-1872), der prøvede at rette denne fejl og få filosofien op at stå på benene igen. Men selv Feuerbach - "den ene halvdel af ham var materialist, den anden idealist" (Engels) - kunne ikke rense hegelianismen helt for de idealistiske synspunkter. Dette arbejde blev overladt til Marx og Engels, som var i stand til at redde den dialektiske metode fra den idealistiske skal. De blandede den hegelianske dialektik med moderne materialisme og skabte derved den dialektiske materialismes revolutionære forståelse.

Hvad er dialektik?

Vi har set, hvordan den moderne materialisme er den opfattelse, at det materielle er det primære, og at sindet og idéerne er et produkt af hjernen. Men hvad er dialektisk tænkning eller dialektik?

"Dialektik er ikke andet end videnskaben om de generelle love for naturens, det menneskelige samfunds og tænkningens bevægelse og udvikling." (Engels, "Anti-Dühring")

Den dialektiske metode havde allerede lang tid på bagen, før Marx og Engels udviklede den videnskabeligt som et middel til at forstå udviklingen af det menneskelige samfund.

Oldtidens grækere havde nogle store dialektiske tænkere, deriblandt Platon, Zenon og Aristoteles. Allerede i år 500 f.Kr. kom Heraklit frem med en idé om, at "alt er og er ikke, for alting flyder, ændrer sig konstant og opstår og forgår hele tiden." Og videre: "Alting flyder, alting forandres. Det er umuligt at træde ud i den samme flod to gange." Disse citater indeholder allerede dialektikkens grundlæggende opfattelse - at alt i naturen hele tiden forandrer sig, og at denne forandring sker gennem en række af modsætninger.

"?at verden ikke skal forstås som et kompleks af én gang færdiglavede ting, men som et kompleks af processer, hvor ting, der ellers ser stabile ud, konstant og uafbrudt udsættes for forandring og hele tiden opstår og forgår." (Engels, "Anti-Dühring")

"For den dialektiske filosofi er der ikke noget, der er endeligt, absolut, helligt. Den afslører altings midlertidige karakter: der er intet, der er evigt, bortset fra den uafbrudte proces med opståen og forgåen, med uendelig opstigen fra det lavere til det højere. Og dialektisk filosofi er ikke andet end afspejlingen af denne proces i den tænkende hjerne." (Samme sted)

Dialektik og metafysik

De græske filosoffer foregreb på brilliant vis den senere udvikling inden for dialektikken, ligesom de gjorde i andre videnskaber. Men de kunne ikke selv nå frem til den logiske konklusion af deres opdagelser p.g.a. den lave udvikling af produktionsmidlerne og manglen på tilstrækkelig information om, hvordan universet fungerer. Deres idéer gav et mere eller mindre korrekt, overordnet indtryk af tingene, men det drejede sig tit mere om inspireret gætteri end om videnskabeligt udarbejdede teorier. Hvis den menneskelige tænkning skulle gå fremad, måtte man forlade disse gamle metoder og nå frem til en generel forståelse af universet og koncentrere sig om de mindre, mere jordnære opgaver med at indsamle, sortere og kategorisere en hel række kendsgerninger, afprøve forskellige teorier v.h.a. eksperimenter o.s.v.

Denne empiriske, eksperimentelle, faktuelle tilgang udgjorde et kæmpe skub fremad for den menneskelige tænkning og videnskab. Undersøgelser af, hvordan naturen virker, kunne nu udføres videnskabeligt med analyser af hvert enkelt problem og efterprøvning af hver konklusion. Men samtidig med at man opnåede dette, "glemte" man den gamle evne til at behandle ting i deres sammenhæng med andre ting, ikke i isolation; i deres bevægelse, ikke statisk; i deres liv, ikke i døden. Den snævre, empiriske tænkemåde, som på denne måde opstod, kaldes den "metafysiske" tilgang til filosofien. Den dominerer stadig i dag den moderne kapitalistiske filosofi og videnskab. Inden for politik viser den sig f.eks. i Harold Wilsons berømte "pragmatisme" ("hvis det virker, så må det være rigtigt") og de konstante krav om, at man skal holde sig til "kendsgerningerne."

Men kendsgerninger vælger ikke sig selv. Det er mennesker, der vælger dem. Den måde og rækkefølge, de ordnes på, og de konklusioner, der drages af dem, afhænger af den opfattelse, dette menneske har på forhånd. Så sådanne krav om "kendsgerninger," som giver indtryk af videnskabelig upartiskhed, er gerne bare et røgslør, der skjuler talerens egne fordomme.

Dialektikken beskæftiger sig ikke bare med kendsgerninger, men med kendsgerninger i deres sammenhæng, d.v.s. med processer; ikke bare med isolerede idéer, men med lovmæssigheder; ikke bare med det enkeltstående, men med det generelle.

Dialektik står i samme forhold til metafysik, som en film gør til et fotografi. Det ene modsiger ikke det andet, men uddyber det. Men det der kommer nærmest på en realistisk fremstilling af virkeligheden er selvfølgelig filmen.

Til hverdagsbrug og simple udregninger er den metafysiske tankegang, "den sunde fornuft," nok. Men den har sine begrænsninger, og hvis man går ud over disse, så kan "den sunde fornuft" ikke følge med. Denne tænkemådes grundlæggende mangel er, at den er ude af stand til at opfatte bevægelse og udvikling, og at den afviser alle modsætninger. Men i virkeligheden forudsætter bevægelse og forandring modsætninger.

"For metafysikeren er tingene og deres mentale afspejlinger, idéerne, isolerede, og de bør anskues den ene efter den anden adskilt fra hinanden, de er undersøgelsesobjekter, faste, uforanderlige, givne én gang for alle. Metafysikeren tolererer ikke, at ting indeholder modsætninger. For ham eksisterer en ting, eller også eksisterer den ikke: en ting kan ikke samtidig være sig selv og noget andet. Positiv og negativ udelukker helt hinanden. Årsag og virkning står skarpt adskilt over for hinanden som stivnede modsætninger." (Anti-Dühring, s. 29-30)

Til dagligdags brug er det for eksempel muligt at sige med en vis sikkerhed, om et menneske, en plante eller et dyr er levende eller dødt. Men i virkligheden er det ikke helt så enkelt, som vi har set fra retssager om aborter og "fostrets rettigheder." Præcis hvornår begynder livet? Og hvornår slutter det? Døden er ikke en enkel og simpel hændelse, men en langstrakt proces, som allerede Heraklit forstod: "Det er den samme ting i os, som er levende og død, som sover og er vågen, ung og gammel; det ene skifter plads og bliver til det andet. Vi træder ud i den samme flod, og gør det dog ikke: vi er og er ikke."

Trotskij karakteriserede i sin bog "Den materialistiske dialektiks ABC" dialektik som "en videnskab om vores tænknings former, for så vidt at den ikke er begrænset til livets dagligdags problemer, men forsøger at nå til en forståelse af mere komplicerede og udstrakte processer."

Han sammenlignede dialektik og formel logik (metafysik) med højere og lavere matematik. Det var Aristoteles, der først udviklede den formelle logiks love, og hans logiske system har lige siden været accepteret af metafysikere som den eneste mulige metode til at tænke videnskabeligt.

"Aristoteles' idé om simple logiske følgeslutninger accepteres som en indlysende sandhed i forbindelse med masser af praktiske menneskelige aktiviteter og elementære generaliseringer. Den postulerer, at "A" er lig med "A." Men i virkeligheden er "A" ikke lig med "A." Det er meget let at bevise, hvis vi kigger på disse to bogstaver gennem en lup - så er de ganske forskellige fra hinanden. Men - kan man indvende - det drejer sig ikke om størrelsen eller formen på disse bogstaver. De er bare symboler for ens mængder, for eksempel et pund sukker. Men denne indvending er forfejlet - i virkeligheden er et pund sukker aldrig lig med et pund sukker. En finere vægt vil altid kunne påvise en forskel. Igen kan man indvende: et pund sukker er lig med sig selv. Men dette er heller ikke korrekt. Ting ændrer sig hele tiden m.h.t. størrelse, vægt, farve o.s.v. De er aldrig lig med sig selv. Dertil vil en sofist svare, at et pund sukker "på et givent tidspunkt" er lig med sig selv. Bortset fra denne indvendings meget tvivlsomme praktiske værdi, så holder den heller ikke til teoretisk kritik. Hvordan skal vi opfatte et "tidspunkt" - en rent matematisk abstraktion, et nulpunkt i tiden? Alt eksisterer i tid: og eksistensen selv er en uafbrudt proces af forandring - tiden er et fundamentalt element i eksistensen. D.v.s. at det reelle indhold i denne indvending er, at "A" er lig med sig selv, hvis det ikke forandrer sig, d.v.s. hvis det ikke eksisterer!

"Ved første blik ser det ud til, at sådanne "finesser" er ganske ubrugelige, men faktisk er de af stor betydning. Grundsætningen "A" er lig med "A" er på den ene side udgangspunkt for al viden, på den anden side er den også udgangspunkt for alle de fejl, der er i vores viden. At bruge denne grundsætning uden risiko er kun muligt inden for visse rammer. Når kvantitative forandringer i "A" er ubetydelige for den forhåndenværende opgave, så kan vi gå ud fra, at "A" er lig "A." Det er f.eks. sådan en køber og en sælger ser på et pund sukker. Vi opfatter solens temperatur på samme måde, og indtil for nylig gjorde vi det samme med dollarens købekraft. Men kvantitative forandringer ud over en vis grænse bliver til kvalitative forandringer. Et pund sukker, der udsættes for vand, er ikke længere et pund sukker. At bestemme det rigtige øjeblik, det kritiske punkt hvor kvantitet ændres til kvalitet, er en af de vigtigste og sværeste opgaver inden for alle områder af vores viden, inklusiv sociologi." (Trotskij, "Den materialistiske dialektiks ABC")

Hegel

Den gamle dialektiske tænkemåde, som var gået af brug fra middelalderen og frem, blev genoplivet i begyndelsen af det nittende århundrede af den store tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831). Hegel underkastede den formelle logik en detaljeret kritik og påviste dens begrænsninger og énsidethed. Det var Hegel, der lavede den første virkelig omfattende analyse af dialektikkens love, som tjente som grundlag for Marx og Engels, da de senere udviklede deres dialektiske materialisme. Lenin beskrev Hegels dialektik som "den mest omfattende og i indholdet korrekte teori om udvikling." Sammenlignet med den var alle andre teorier "énsidede og indholdsfattige, og de forvansker og ødelægger den virkelige udviklingsgang i naturen og samfundet (som ofte sker i spring, ved katastrofer og revolutioner)." (Lenin, "Karl Marx")

Hegel mente, at "en udvikling godt tilsyneladende kan gentage tidligere stadier, men den gør det på en ny måde, på et højere niveau (negationens negation); det er så at sige en spiralformet udvikling, ikke en lige linje; en udvikling, der finder sted i spring, katastrofer, revolutioner; brud i kontinuiteten; ændring af kvantitet til kvalitet; udviklingens indre impulser kommer fra de modsætninger og konflikter, der udspiller sig mellem de forskellige krafter og tendenser i en ting, et fænomen eller et samfund; den gensidige afhængighed og uopløselige forbindelse mellem alle sider af et fænomen, en forbindelse, der sikrer en ensartet, lovmæssig, universel bevægelsesproces - dette er nogle af de ting, der gør dialektikken til en rigere udviklingsteori end andre." (Lenin, "Karl Marx")

"Denne nye tyske filosofi kulminerede i Hegels system. I dette system - og det er det, der er dets store fortjeneste - bliver hele verden, naturen, historien, tænkningen, for første gang præsenteret som en proces, d.v.s. som noget, der er i konstant bevægelse, i forandring og udvikling. Og der gøres forsøg på at spore den indre forbindelse, der laver et kontinuerligt hele ud af al denne bevægelse og udvikling. Fra dette synspunkt var menneskehedens historie ikke længere bare en lang række af meningsløse voldshandlinger, der kunne fordømmes ud fra en moden filosofisk fornuft og helst skulle glemmes hurtigst muligt, men selve menneskets udviklingsproces. Nu var det forstandens opgave at følge denne gradvise proces ad alle dens omveje og finde frem til de indre love, der løber gennem alle de tilsyneladende tilfældige fænomener." (Engels, "Anti-Dühring")

Hegel stillede på strålende vis spørgsmålet, men hans idealistiske overbevisning forhindrede ham i at besvare det ordentligt. Men på trods af denne Hegels mystiske side kunne han altså forklare dialektikkens vigtigste love: kvantitet og kvalitet, modsætningerne der gennemtrænger hinanden, og negationens negation.

Kvantitet og kvalitet

"På trods af al tilsyneladende gradvished, så er overgangen fra en bevægelsesform til en anden altid et spring, en afgørende forandring." (Engels, "Anti-Dühring")

Idéen om forandring og udvikling bliver nu generelt accepteret, men de former, hvorunder forandringer finder sted i naturen og i samfundet, er kun blevet forklaret af den marxistiske dialektik. Den almindelige opfattelse af udvikling som en fredelig, jævn og uafbrudt proces er både énsidet og forkert. Inden for politik er det teorien om "gradvise" sociale forandringer - grundstenen i reformismen.

Hegel mente, at ved bestemte knudepunkter i udviklingen fører rent kvantitative ændringer til et kvalitativt spring: f.eks. hvis man opvarmer eller nedkøler vand, så er kogepunktet eller frysepunktet de punkter, hvor der under normale omstændigheder sker et spring til en tilstand, hvor kvantiteten skifter til kvalitet.

Vands forvandling til damp eller is sker ikke gradvist, men ganske pludseligt ved en bestemt temperatur (hhv. 100º C og 0º C). Den ophobede virkning af utallige små ændringer i molekylernes hastighed omdanner til sidst vandet til damp eller is - kvantitet bliver til kvalitet.

Man kan komme med utallige andre eksempler fra alle grene af videnskaben, fra samfundslivet og hverdagen (f.eks. det punkt, hvor tilførslen af salt ændrer suppen fra noget, der smager godt, til noget, der er uspiseligt).

Loven om kvantitetens omslag til kvalitet er af yderste vigtighed, ikke bare for videnskaben (hvor selv forskere, der ikke er dialektikere, alligevel bruger den og andre af dialektikkens love uden at vide af det), men først og fremmest for analysen af historien, samfundet og arbejderklassens bevægelse.

Modsætningernes indbyrdes gennemtrængen

Lige som "den sunde fornufts" metafysik ikke vil have modsætninger i tænkningen og revolution i udviklingen, så prøver den også at bevise, at modstridende idéer og krafter udelukker hinanden. Men "ved nøjere betragtning finder vi også, at en modsætnings to poler, den positive og den negative, er uadskillelige, samtidig med at de er modsatte, og at de trods deres modsatte position indbyrdes gennemtrænger hinanden. På samme måde er årsag og virkning forestillinger, der kun har gyldighed, når de anvendes på et enkelt givet tilfælde; men så snart det enkelte tilfælde betragtes i sin almene sammenhæng med hele den omgivende verden, opløser det sig i betragtningen af den universelle vekselvirkning, hvor årsag og virkning uafbrudt skifter plads, således at det, der i den ene sammenhæng var virkning, i en anden sammenhæng bliver årsag, og omvendt." (Engels, "Anti-Dühring",s.30)

Dialektik er videnskaben om forbindelserne mellem ting, i modsætning til metafysikken, der behandler fænomenerne som seperate og isolerede ting. Dialektikken søger at afdække de utallige tråde, overgange, årsager og virkninger, der binder universet sammen. En dialektisk analyses første opgave er altså at spore "den nødvendige forbindelse, den objektive forbindelse mellem alle det givne fænomenområdes aspekter, krafter, tendenser o.s.v." (Lenin, "Filosofisk notesbog")

Dialektikken ser på et givet fænomen udfra et udviklingssynspunkt, den ser på fænomenets udvikling, bevægelse og liv; hvordan det opstår og går bort; den ser også på tingens indre modstridende tendenser og de forskellige sider, der er i den.

Bevægelse er hele det materielle univers' eksistensform. Energi og materie er uadskillelige. Desuden tilføres bevægelse ikke "udefra," men er en manifestation af de indre spændinger, der ikke kan adskilles fra liv og alle andre former for materie. Udvikling og forandring finder sted gennem indre modsætninger. Så den dialektiske analyse må begynde med v.h.a. empirisk undersøgelse at blotlægge de indre modsætninger, der fører til udvikling og forandring.

Fra et dialektisk synspunkt er alle "polære modsætninger" énsidede og utilstrækkelige, inklusiv modsætningen mellem "sandt og falsk." Marxismen accepterer ikke, at der skulle eksistere nogen "absolut sandhed." Alt hvad der er "sandt" og "falsk" er relativt. Det der er sandt på ét tidspunkt i en bestemt kontekst, kan blive forkert i en anden. Sandt og falsk glider over i hinanden.

Fremskridt inden for viden og videnskab sker ikke bare ved afkræftelse af "ukorrekte teorier." Alle teorier er relative og har fat på én side af virkeligheden. Til at begynde med tror man, at de gælder universelt. De er "sande." Men på et vist tidspunkt bemærker man mangler ved teorien; den kan ikke bruges i alle tilfælde, man finder undtagelser til reglerne. Disse må forklares, og på et tidspunkt udvikles der nye teorier, der kan gøre rede for undtagelserne. Men de nye teorier "negerer" ikke bare de gamle, men optager dem i sig i en ny form.

Man kan kun udelukke modsætninger fra betragtningen, hvis man betragter ting som livløse, i hvile og stillet isoleret op ved siden af hinanden, d.v.s. metafysisk. Men så snart vi ser på ting i bevægelse og forandring, i levende live, i deres indbyrdes afhængighed og samspil, får vi øje på en hel række af modsætninger.

Selve bevægelsen er en modsætning mellem at være på ét sted og et andet på samme tid.

Livet er også en modsætning - "et levende væsen er i hvert øjeblik sig selv og dog noget andet." (Engels, Anti-Dühring)

Levende organismer optager hele tiden elementer fra omgivelserne i sig og assimilerer dem, og samtidig er der andre dele af kroppen, der forfalder og udstødes. Også i den organiske natur finder der konstante forandringer sted; f.eks. en sten der nedslides af vand, vind og vejr. Alt er altså hele tiden sig selv og noget andet på én og samme tid. Så ønsket om at eliminere modsætningerne fra ens beskrivelse af virkeligheden er altså det samme som at ville eliminere virkeligheden.

Negationens negation

Engels karakteriserer loven om negationens negation som "en ekstremt generel og derfor ekstremt vidtrækkende og vigtig lov om naturens, historiens og tankens udvikling; en lov som gælder i dyre- og planteriget, i geologien, matematikken, i historie og filosofi." (Engels, "Anti-Dühring," s. 158)

Denne lov, hvis virkninger blev observeret i naturen længe før den blev formuleret, blev først klart udarbejdet af Hegel, som kommer med en lang række konkrete eksempler, som gentages af Engels i "Anti-Dühring." (s. 152 og frem)

Loven om negationens negation beskæftiger sig med udviklingens natur gennem en række modsætninger, som ser ud til at annullere eller negere en tidligere kendsgerning, teori eller eksistensform, blot for senere selv at blive negeret. Bevægelse, forandring og udvikling bevæger sig altså gennem en uafbrudt række af modsætninger.

Negation er i den dialektiske betydning imidlertid ikke bare en annullering eller udslettelse, men den overvinder og bevarer det tidligere stadie på samme tid. Negation er både en positiv og negativ hændelse.

Hegel giver et simpelt eksempel i bogen "Åndens fænomenologi": "Knoppen forsvinder, når blomsten bryder frem, og vi kan sige, at den førstnævnte bliver modbevist af den anden; ligeledes kan blomsten, når frugten kommer, forklares som en falsk form af plantens eksistens, for frugten fremstår som dens sande natur i stedet for blomsten. Disse stadier er ikke bare differentierede, de supplerer hinanden og kan ikke sammenlignes med hinanden. Men deres egne indbyggede naturs uafbrudte aktivitet gør dem på samme tid til dele af et organisk hele, hvor de ikke bare modsiger hinanden, men hvor den ene er lige så nødvendig som den anden; og denne lige nødvendighed af alle stadierne udgør alene og derved helets liv."

I denne proces med uendelig selv-annullering, hvor visse former forsvinder og andre opstår, fremkommer der jævnligt et mønster, der ser ud til at være en gentagelse af former, hændelser og teorier, der allerede har været der før. "Historien gentager sig selv," som man siger. Reaktionære borgerlige historikere har prøvet at påvise, at historien bare er en meningsløs gentagelse, der kører rundt i ring for evigt.

Dialektikken, derimod, ser i disse tilsyneladende gentagelser en faktisk udvikling fra det lavere til det højere, en udvikling, hvor de samme former godt kan gentages, men på et højere niveau - beriget af tidligere udviklinger.

Dette kan tydeligst ses i idéernes udviklingsproces. Hegel viste, hvordan filosofien udviklede sig gennem en række af modsætninger; én retning negerede en anden, men optog samtidig de ældre teorier i sit eget system.

Lige sådan med videnskabens udvikling. Alkymisterne i middelalderen var på jagt efter "de Vises Sten," som kunne forvandle almindeligt metal til guld. På grund af produktivkræfternes lave niveau og manglen på videnskabelig teknik var disse tidlige forsøg på at ændre på grundstofferne en utopisk fantasi. Men under deres forgæves forsøg lykkedes det faktisk alkymisterne at opdage en hel mængde af værdifuld viden om kemikalier og eksperimentelt udstyr, som senere kunne danne grundlag for den moderne kemi.

Da kapitalismen udviklede sig med industri og teknik, blev kemi en videnskab, der afviste/negerede de tidligere "skøre" idéer om forvandling af grundstofferne. Men alt, hvad der var værdifuldt og videnskabeligt i alkymiens opdagelser, blev bevaret i den nye kemi, som holdt på, at grundstofferne var "uforanderlige," og at det ene ikke kunne laves om til et andet.

I det tyvende århundrede er videnskab og teknik blevet revolutioneret gennem opdagelsen af kernefysik, ved hjælp af hvilket et grundstof rent faktisk kan ændres til et andet. Faktisk er det teoretisk muligt at forvandle bly til guld nu, men processen ville være alt for dyr til at kunne betale sig økonomisk. Det ser altså ud som om, vi er tilbage, hvor vi startede: 1. Ændring af grundstofferne, 2. Ingen ændring af grundstofferne, 3. Ændring af grundstofferne.

Men gentagelsen er kun tilsyneladende. I virkeligheden har den moderne videnskab, som på sin vis er vendt tilbage til de gamle alkymisters idéer, optaget alle de enorme opdagelser fra det 18. og 19. århundredes videnskab i sig. På den måde står en generation på skuldrene af de tidligere generationer. Idéer, som tilsyneladende er blevet "modbevist" eller "negeret," kommer frem igen, men på et højere niveau - beriget med de tidligere erfaringer og opdagelser.

Dialektikken baserer sig på den antagelse, at intet i naturen, samfundet eller tankens verden sker tilfældigt. Tilsyneladende tilfældigheder opstår som følge af en dybereliggende nødvendighed.

Overfladiske historikere har skrevet, at første verdenskrigs "årsag" var snigmordet på kronprinsen i Sarajevo. For marxister er denne hændelse bare en historisk tilfældighed, i den forstand at det bare tjente som påskud eller katalysator for den verdensomspændende konflikt, som allerede var blevet gjort uundgåelig af de økonomiske, politiske og militære modsætninger i imperialismen. Hvis snigmorderen havde ramt ved siden af, eller hvis kronprinsen aldrig var blevet født, ville krigen alligevel være brudt ud - med et eller andet andet diplomatisk påskud. Nødvendigheden ville være kommet til udtryk gennem en anden "tilfældighed."

Alt, hvad der eksisterer, eksisterer af nødvendighed. Og alt, hvad der eksisterer, er dømt til at forgå, til at blive omdannet til noget andet. Så det, der er "nødvendigt" på ét tidspunkt og sted, bliver "unødvendigt" andetsteds. Alt avler sin egen modsætning, som vil overvinde det og negere det. Det gælder for levende væsner såvel som for samfund.

Alle typer menneskeligt samfund eksisterer, fordi det er nødvendigt på det tidspunkt, hvor det opstår: "Der er ikke noget samfundssystem, der forsvinder, før alle de produktivkræfter, der er plads til i det, er blevet udviklet: og nye højere produktionsforhold opstår aldrig, før de materielle betingelser for deres eksistens er blevet udviklet i det gamle samfund. Derfor tager menneskeheden altid kun de problemer op, som den kan løse, eftersom vi vil se, at problemet selv først opstår, når de materielle betingelser for dets løsning allerede er til stede eller i det mindste er ved at opstå." (Marx, "Kritik af den politiske økonomi")

Slaveriet var i sin tid et enormt spring fremad fra barbariet. Det var et nødvendigt trin i udviklingen af produktivkræfterne, kulturen og det menneskelige samfund. Hegel skrev: "Mennesket bliver ikke frigjort fra slaveriet, men snarere gennem slaveriet."

På samme måde var kapitalismen oprindeligt et nødvendigt og progressivt trin i udviklingen af det menneskelige samfund. Men ligesom slaveriet, den primitive kommunisme og feudalismen (se andet afsnit) er kapitalismen også for længst holdt op med at være et nødvendigt og progressivt samfundssystem. Den er gået mere eller mindre i stå p.g.a. de dybe modsætninger, der er i den, og den er dømt til at blive overvundet af socialismens voksende kræfter, repræsenteret af den moderne arbejderklasse. Privat ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten, som er de to grundtræk ved kapitalismen, og som oprindeligt var et stort skridt fremad, er nu ikke andet end lænker om fødderne på fremskridtet og det underminerer produktivkræfterne og truer alt det, er er opnået gennem århundreder af menneskelig udvikling.

Kapitalismen er nu et fuldstændig affældigt og degenereret samfundssystem, som må væltes og erstattes af sin modsætning, socialismen, hvis den menneskelige kultur skal overleve. Marxister tror på altings dybere nødvendighed, men vi er ikke fatalister (folk, der tror på skæbnen og viljeløst lader den råde), for løsningen af konflikter i samfundet kan kun opnås af mænd og kvinder, der bevidst stræber efter at ændre samfundet. Klassekampen er ikke forudbestemt - hvem der vinder, afhænger af mange faktorer. En ny, voksende, progressiv klasse har mange fordele over for den gamle, affældige reaktionære kraft. Men i sidste ende må resultatet afhænge af, hvilken side der har den stærkeste vilje, den bedste organisering og den dygtigste og mest stålsatte ledelse.

Den marxistiske filosofi er derfor dybest set en håndbog i handling: "Hidtil har filosofferne kun fortolket verden på forskellige måder; men det, det gælder om, er at forandre den." (Marx, "Teser om Feuerbach")

Socialismens sejr vil betyde et nyt og kvalitativt anderledes trin i den menneskelige historie. For at være mere præcis, vil det betyde enden på den menneskelige races forhistorie og starten på den rigtige historie.

Men samtidig vil socialismen også være en form for tilbagevenden til samfundets tidligste form - stammekommunismen - men på et meget, meget højere niveau, som bygger på alle de enorme fremskridt, som tusinder af år med klassesamfund har skabt. En overflodsøkonomi vil blive gjort mulig ved på verdensplan at tilføre socialistisk planlægning til den industri, videnskab og teknik, som kapitalismen har skabt. Dette vil på sigt én gang for alle overflødiggøre arbejdsdelingen, opsplitningen mellem "hjernearbejde" og fysisk arbejde, mellem by og land, og sætte en stopper for den nytteløse og barbariske klassekamp og sætte den menneskelige race i stand til at bruge alle sine kræfter på at beherske naturen: med Engels' berømte ord vil det være "menneskehedens spring fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige."

Yderligere information