For 90 år siden, nærmere bestemt den 21. januar 1924, døde Vladimir Lenin, den store marxistisk og leder af den russiske revolution, af komplikationer fra kugle fra et tidligere attentatforsøg. Lige siden har der været en vedholdende kampagne for at bagvaske ham og fordreje hans ideer, fra borgerlige historikere og apologeter over diverse reformister, liberale og blandede anarkister. Deres opgave har været at miskreditere Lenin, marxismen og den russiske revolution i bankbossernes og kapitalisternes ”demokratiske” styres interesse.

En nylig historieudgivelse af professor Robert Service, “Lenin: A Political Life, The Iron Ring”, udtaler at:

”selvom denne udgivelse har som intention at give en balanceret [!], mangesidet fremstilling, kan ingen skrive upartisk om Lenin. Hans intolerance og undertrykkelse bliver ved med at forfærde mig.”

En anden ”balanceret” historier, Anthony Read, går så lang som til, uden noget bevis, at påstå, at Lenin var i mindretal på partikongressen i 1903 og simpelthen valgte navnet ”Bolsjevikkerne” (det russiske ord for flertal), fordi ”Lenin aldrig forspildte en chance for at fremme illusionen om magt. Bolsjevismen var derfor fra starten grundlagt på en løgn, hvilket dannede præcedens for, hvad der fulgte de næste 90 år.”

Hr. Read fortsætter sin dundertale: ”Lenin havde ikke tid til demokrati, ingen tillid til masserne og ingen skrupler overfor brugen af vold.” (The World on Fire, 1919 and the Battle with Bolshevism, pp.3-4, Jonathan Cape, 2008)

Der er ikke noget nyt i sådanne falske anklager, der ikke beror på Lenins tekster, men tungt på professor Orlando Figes og Robert Services’ udgydelser, to ”eksperter” i Lenins ”ondskab” og den russiske revolution. Fulde af galde spreder de alle løgnen om, at Lenin på en eller måde skabte stalinismen.

Ligeledes har stalinisterne omdannet Lenin til et harmløst ikon og har også bagvasket hans ideer for at tjene deres forbrydelser og forræderier. Lenins enke, Krupskaya, var glad for at citere hans ord:

”Der har været tilfælde i historien, hvor store revolutionæres lære er blevet fordrejet efter deres død. Mennesker har gjort dem til harmløse ikoner og mens de ærede deres navn, tog de brodden af deres ideers revolutionære skarphed.”

I 1926 sagde Krupskaya, at ”hvis Lenin var i live, ville han sidde i et af Stalins fængsler.”

Lenin var uden tvivl en af de største revolutionære i vores tid, hvis anstrengelser kulminerede i sejren i oktober 1917 og hvis arbejde ændrede verdenshistoriens gang. Den socialistiske revolution blev af Lenin omdannet fra ord til handling. Fra den ene dag til den anden blev han ”den mest forhadte og mest elskede mand på jorden.”

Lenins ungdom

Lenin, formentlig i 1887Født i Simbirsk ved Volga i 1870 kom Lenin til at opleve en tid med store omvæltninger i Rusland. Det semi-feudale land blev styret af Tsarens despotiske regime. Den revolutionære intelligentsia, der stod overfor denne despotisme, blev tiltrukket af de terroristiske metoder hos gruppen Folkets Vilje. Lenins egen ældre bror Alexander blev hængt for sin del i attentatforsøget på tsar Alexander III.

Efter denne tragedie startede Lenin på universitetet og blev hurtigt smidt ud for sine aktiviteter. Det øgede hans politiske tørst og førte endelig til hans kontakt med marxistiske cirkler. Det førte videre til et studie af Marx’ Kapitalen, der cirkulerede i et lille antal, og derefter videre til Anti-Duhring af Engels.

Han kom i kontakt med eksilgruppen Arbejdets Befrielse, ledt af George Plekhanov, grundlæggeren af russisk marxisme, som han anså for at være sin åndelige fader. I en alder af 23 flyttede han fra Samara til Skt. Petersborg for at danne en af de første marxistiske grupper.

”Det er således mellem hans broders henrettelse og hans flytning til Skt. Petersborg i disse på samme tid korte og lange seks år med stædigt arbejde, at den fremtidige Lenin blev dannet”, forklarer Trotskij. ”Alle de fundamentale træk i hans personlighed, hans syn på livet og hans handlemåde blev allerede dannet i intervallet fra han var 17 til han blev 23 år gammel.”

Massive udenlandske investeringer satte skub i udviklingen af kapitalismen og fremkomsten af en lille jomfruelig arbejderklasse. Fremkomsten af studiecirkler og de marxistiske ideers virkning betød forsøg på at etablere et revolutionært Russisk Socialdemokratisk parti.

Lenin havde mødtes med Plekhanov i Svejts i 1885 og blev på tilbagevejen arresteret, fængslet og derefter sendt i eksil. Den første kongres i det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDLP) blev holdt i 1898, men kongressen blev stormet af politiet og deltagerne arresteret.

Marxisme og bolsjevisme

Ved slutningen af sit eksil koncentrerede Lenin alle sine kræfter om at etablere en marxistisk avis – Iskra, ”gnisten”. Iskra skulle bruges til at etablere marxismen som den dominerende kraft på venstrefløjen. Smuglet ind i Rusland tjente den til at forene cirklerne til et samlet nationalt parti på et solidt politisk og teoretisk grundlag.

I denne periode skrev Lenin den berømte pamflet ”Hvad må der gøres?”, der argumenterede for et parti bestående af professionelle revolutionære, dedikeret til sagen.

I 1903 blev den anden kongres i RSDLP holdt, hvilket reelt set var den stiftende kongres. Det var her, at kammeraterne i Iskra etablerede sig som den dominerende strømning i partiet. Men et åbent split mellem Lenin og Martov, som begge var redaktører af Iskra, fandt sted sent under mødet over organisatoriske spørgsmål. Flertallet omkring Lenin blev kendt som ”bolsjevikkerne” og mindretallet omkring Martov som ”mensjevikkerne”.

Der findes mange myter vedrørende denne splittelse, der kom som en overraskelse for de fleste af deltagerne, inklusiv Lenin. Der var på daværende tidspunkt ingen politiske uenigheder. De fremkom først senere. Lenin forsøgte at forsone fraktionerne, men fejlede. Han karakteriserede senere splittet som en ”foregribelse” af senere vigtige uenigheder.

Disse uenigheder opstod over perspektivet for revolutionen i Rusland. Alle tendenser så den kommende revolution som en ”borgerligt-demokratisk” revolution, hovedsageligt et middel til at feje det gamle feudale regime af scenen og bane vejen for en kapitalistisk udvikling. Mensjevikkerne mente dog, at i denne revolution måtte arbejderne underordne sig borgerskabets ledelse. Bolsjevikkerne på den anden side mente, at det liberale borgerskab ikke kunne lede revolutionen, eftersom de var bundet til godsejervældet og imperialismen, og at derfor måtte arbejderne lede revolutionen støttet af bønderne. De måtte danne ”proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur”, som ville fremprovokere en socialistisk revolution i Vesten. Vesten ville så komme den russiske revolution til undsætning. Trotskij indtog et tredje standpunkt: han var enig med Lenin i, at arbejderne ville lede revolutionen, men mente, at de ikke skulle stoppe halvvejs, men måtte fortsætte med socialistiske tiltag, som begyndelsen på den socialistiske verdensrevolution. I sidste ende bekræftede begivenhederne i 1917 Trotskijs prognose om den ”permanente revolution”.

Internationalisme

Revolutionen I 1905 viste i praksis arbejderklassens ledende rolle. Mens de liberale var kravlet i skjul, havde arbejderne opsat sovjetter, som Lenin anerkendte som kimen til arbejdernes styre. RSDLP voksede enormt under disse forhold og det tjente til at skubbe de to fraktioner i partiet tættere sammen.

Men nederlaget til revolutionen i 1905 blev fulgt af en periode med brutal undertrykkelse. Partiet stod overfor kolossale vanskeligheder i takt med at det blev mere og mere isoleret fra masserne. Bolsjevikkerne og mensjevikkerne voksede længere fra hinanden politisk og organisatorisk, indtil bolsjevikkerne i 1912 etablerede sig som et selvstændigt parti.

Leon Tortskij 1918I disse år var Trotskij en ”forsoner” mellem bolsjevikkerne og mensjevikkerne. Han stod uden for begge fraktioner, mens han prædikede ”enhed”. Det førte til bitre sammenstød med Lenin, der havde værnet om bolsjevikkernes politiske selvstændighed og disse sammenstød blev senere brugt af stalinisterne til at miskreditere Trotskij, på trods af Lenins ønske, udtrykt i hans testamente, om at Trotskijs ikke-bolsjevikiske fortid ikke måtte bruges imod ham.

Genoplivningen af arbejdernes bevægelse efter 1912 betød en stigende støtte til bolsjevikkerne, der havde opbakning fra det overvældende flertal af de russiske arbejdere. Men denne vækst blev afbrudt af Første Verdenskrig.

Forræderiet og kapitulationen fra lederne af Anden Internationale i august 1914 var et forfærdeligt slag mod den internationale socialisme. Det betød at denne internationale i praksis var død.

Den lille håndfuld internationalister på verdensplan omgrupperede sig på en anti-krigskonference afholdt i Zimmerwald i 1915, hvor Lenin talte for dannelsen af en ny arbejderinternationale. Det var mørke tider – marxisternes styrker var nu fuldstændig isolerede. De revolutionære udsigter så meget dunkle ud. I januar 1917 talte Lenin til et lille møde af svejtsiske ungsocialister i Zurich. Han bemærkede, at situationen på et tidspunkt ville ændre sig, men at revolutionen ikke ville komme i hans tid. Men inden for en bare en måned bragte den russiske arbejderklasse tsarismen til fald og frembragte en situation med dobbeltmagt. Indenfor ni måneder stod Lenin i spidsen for en regering af folkekommissærer.

Den russiske revolution

I Zurich gennemsøgte Lenin aviserne for de seneste nyheder fra Rusland. Han så, at sovjetterne, der nu blev domineret af lederne for de Socialrevolutionære (SR) og Mensjevikkerne, havde overgivet magten til den provisoriske regering, ledet af monarkisten Prins Lvov. Han telegraferede øjeblikkeligt Kamenev og Stalin, der vaklede: ”Ingen støtte til den provisoriske regering! Ingen tillid til Kerenskij!”

Skrivende fra eksil advarede Lenin:

“Vores revolution er borgerlig, derfor må arbejderne støtte borgerskabet, siger folk som Potresov, Gvozdyov og Chkheidzes, som Plekanov sagde i går.

Vores revolution er borgerlig, siger vi marxister, derfor må arbejderne åbne folkets øjne for de borgerlige politikeres bedrag og lære dem ikke at have nogen tiltro til ord, men kun at stole på deres egen styrke, deres egen organisation, deres egen enhed og deres egne våben… I må udføre organisatoriske mirakler, organisering af proletariatet og af hele folket, for at forberede vejen for jeres sejr i revolutionens anden stadie.”

I sit afskedsbrev til de svejtsiske arbejdere forklarer Lenin hovedopgaven: ”gør vores revolution til forspillet til den socialistiske verdensrevolution.”

Da Lenin vendte tilbage til Rusland d. 3. april 1917 fremsatte han sine aprilteser: en Anden Russiske Revolution må blive et skridt til den socialistiske verdensrevolution! Han gik imod den gamle garde, der haltede bagefter situationen og kæmpede for at genopruste bolsjevikpartiet.

“Den person, der nu kun taler om ‘proletariatet og bøndernes revolutionært-demokratiske diktatur’, halter efter begivenhederne, og er derfor i realiteten gået over til småborgerskabet imod den proletariske klassekamp; den person bør overdrages til arkivet for ’bolsjevikiske’ pre-revolutionære antikviteter (det kan kaldes arkivet for ’gamle bolsjevikker’).”

Han formåede at vinde opbakning blandt medlemmerne og at overkomme ledelsens modstand, der ironisk havde beskyldt ham for “trotskisme”. I virkeligheden var Lenin gået over til Trotskij position om den permanente revolution, men ad sin egen vej.

Trotskij var vendt tilbage til Rusland i maj efter at have været interneret af englænderne i Canada. ”Den anden eller tredje dag efter at jeg nåede Sankt Petersborg læste jeg Lenins Aprilteser. Det var præcis, hvad revolutionen havde brug for”, forklarede Trotskij. Hans tankemåde var identisk med Lenins. I enighed med Lenin gik Trotskij med i Inter-distriktsorganisationen med målet om at vinde dem over til bolsjevismen. Han indgik i tæt samarbejde med bolsjevikkerne og beskrev overalt sig selv som ”vi, bolsjevik-internationalisterne.”

Magtovertagelsen

På et møde i Sankt Petersborg komiteen 1. november 1917 sagde Lenin, at efter at Trotskij var blevet overbevist om umuligheden af enhed med mensjevikkerne, ”har der ikke været nogen bedre bolsjevik”. I en evaluering af revolutionen to år senere, skrev Lenin: ”På det tidspunkt da bolsjevismen tog magten og skabte sovjetrepublikken tiltrak den alle de bedste elementer i strømmen af socialistiske tanker, der var sig nærmest.”

“Lenin kom ikke over til min position, jeg gik over til Lenin,” udtalte Trotskij beskedent. ”Jeg gik med ham senere end mange andre. Men jeg drister mig til at tænke, at jeg ikke forstod ham dårligere end andre.”

I månederne forud for revolutionen havde Lenin krævet, at sovjetterne, domineret af mensjevikkerne og SR, skulle bryde med de kapitalistiske ministre og tage magten, hvilket de stædigt nægtede at gøre. Men bolsjevikkernes paroler – Brød! Jord! Fred! Al magt til sovjetterne! – vandt hurtig opbakning blandt masserne. Massedemonstrationerne i juni afspejlede dette skift. De foranledigede også den nye premierminister Kerenskij til at begynde en undertrykkelseskampagne mod bolsjevikkerne. I Juli dagene blev bolsjevikkerne drevet under jorden. En hysterisk kampagne blev oppisket imod dem, der kaldte dem ”tyske agenter”, hvilket tvang Lenin og Zinoviev i skjul og arrestationen af Trotskij, Kamenev, Kollontai og andre bolsjevikiske ledere.

I august forsøgte general Kornilov at indføre sig eget fascistiske diktatur. Desperat efter hjælp og af frygt for Kornilov løslod regeringen Trotskij og andre bolsjevikker. De bolsjevikiske arbejdere og soldater trådte til og besejrede Kornilovs kontrarevolution inden den kom rigtig i gang.

Det øgede støtten til bolsjevikkerne enormt, der vandt flertal i sovjetten både i Moskva og Sankt Petersborg. ”Vi var sejrherrerne”, udtalte Trotskij vedrørende valgene til Sankt Petersborg sovjetten. Denne sejr viste sig afgørende og blev et essentielt springbræt til sejren i oktober.

Lenin, der nu var i skjul i Finland, mistede tålmodigheden med de bolsjevikiske ledere. Han frygtede, at de nølede. ”Begivenhederne dikterer vores opgaver så tydeligt for os, at udsættelse bliver direkte kriminelt”, forklarede Lenin i et brev til Centralkomiteen. ”At vente vil være en forbrydelse overfor revolutionen.” I oktober tog Centralkomiteen beslutningen om at tage magten, imod Zinoviev og Kamenevs stemmer. Disse udsendte en offentlig erklæring imod enhver opstand og for at partiet måtte se til indkaldelsen af en grundlovgivende forsamling!

Trotskij, der var leder af den Militære Revolutionskomite for Sankt Petersborg-sovjetten, handlede hurtigt for et sikre en glat overførsel af magten d. 25. oktober 1917. Revolutionen sejrede uden blod den følgende dag, d. 26. oktober, dens resultat blev annonceret til den anden al-russiske sovjetkongres. Denne gang havde bolsjevikkerne 390 delegerede ud af i alt 650 tilstedeværende, et klart flertal. I protest udvandrede mensjevikkerne og de socialrevolutionæres højrefløj. Lenin, der talte til kongressen, erklærede til de sejrende delegerede: ”vi vil fortsætte og danne den socialistiske orden.” Kongressen gik derefter videre til at opsætte en ny sovjetregering med Lenin i spidsen. Foragtet bare fire måneder tidligere blev bolsjevikkerne nu hyldet af de revolutionære arbejdere.

På bare nogle få dage blev dekreter udstedt af Lenins regering: om fredsforslag og afskaffelsen af hemmeligt diplomati, om jord til bønderne, om nationernes ret til selvbestemmelse, om arbejderkontrol og retten til at tilbagekalde alle repræsentanter, om fuld lighed mellem mænd og kvinder og om den fuldstændige adskillelse mellem kirke og stat.

"Dødsbattalionens" fane. Battalionen blev integreret i den Hvide Hær på den Sydlige front, i kampen mod bolsjevikkernes styre.

Da den tredje sovjetkongres i januar 1918 erklærede etableringen af Ruslands Forenede Sovjetrepublikker var store dele af Rusland stadig besat af centralmagterne, borgerlige nationalister og Hvide generaler.

Fem dage efter revolutionen blev den nye regering angrebet af kossak-tropper ledt af General Krasnov. Angrebet blev slået tilbage og generalen blev overgivet til sine egne mænd. Men han blev løsladt efter han havde lovet ikke at genoptage våben. Selvfølgelig brød han dette løfte og tog sydpå for at lede den Hvide kosakhær. Ligeledes lavede militærkadetterne i Vinterpaladset opstand efter at blev løsladt.

År Ét

Revolutionen var i sine tidlige dage alt for generøs og tillidsfuld. ”Vi beskyldes for at have grebet til terrorisme, men vi har ikke grebet til, og jeg håber ikke vi vil gribe til, de franske revolutionæres terrorisme, der guillotinerede ubevæbnede mænd”, udtalte Lenin i november. ”Jeg håber, at vi ikke skal gribe til det, fordi vi har styrken på vores side. Når vi arresterede nogen, sagde vi, at han kunne gå, hvis han gav os et skriftligt løfte på ikke at lave sabotage. Sådanne skriftlige løfter er blevet givet.”

Denne uskyld blev anerkendt af Victor Serge en tidligere anarkist, der var blevet bolsjevik, som i sin bog ’Det første år af den russiske revolution’ skrev:

“De Hvide massakrerede arbejderne i Arsenal og Kreml: de Røde løslod deres dødelige fjende, general Krasnov på prøveløsladelse… revolutionen begik den fejl at udvise storsind overfor lederen af kosakangrebet. Han skulle være blevet skudt på stedet… [i stedet] tog han af sted for at opflamme Don regionen med ild og sværd.”

Næppe havde sovjetmagten etableret sig, før imperialisterne gik i aktion for at drukne revolutionen i blod. I marts 1918 flyttede Lenin regeringen til Moskva, fordi Sankt Petersborg var blevet for sårbar overfor tyske angreb.Grafik: Hoodinski, Wikimedia Commons

Kort efter gik britiske tropper i land i Murmansk, ledsaget af amerikanske og canadiske styrker; japanerne gik i land i Vladivostok, side om side med britiske og amerikanske bataljoner. Briterne indtog også Baku havn for at sikre sig olien. Franske, græske og polske tropper gik i land i havnene Odessa og Sevastopol i Sortehavet og sluttede sig til de Hvide hære. Ukraine blev nu besat af tyskerne. I alt stod sovjetregeringens styrker overfor en intervention fra 21 udenlandske hære på adskillige fronter. Revolutionen kæmpede for sit liv. Den var omringet, sultende og hærget af konspirationer.

Hvid terror

Ledelsen for de Socialrevolutionære tilsluttede sig princippet om udenlandsk intervention for at ”genoprette demokratiet”: mensjevikkerne indtog en lignende kontrarevolutionær position, hvilket placerede dem i fjendens lejr. De samarbejdede med de Hvide og tog imod penge fra den franske regering for at udføre deres aktiviteter.

I sommeren 1918 var der forsøg på at myrde Lenin og Trotskij. D. 30. august blev Lenin skudt, men formåede at overleve. Samme dag blev Uritsky snigmyrdet, ligesom den tyske ambassadør blev det. Volodarsky blev også dræbt. Plottet om at sprænge Trotskijs tog i luften blev heldigvis forpurret. Denne Hvide terror udløste til gengæld den Røde terror til forsvar for revolutionen.

Den Hvide terror blev nedtonet af kapitalisterne, der skød skylden for alt på de Røde. De Hvides grusomheder ”var generelt enkelte hvide generaler og krigsherrers værk og var ikke systematiske eller et spørgsmål om officiel politik”, forklarer Anthony Read, i et forsøg på at undskylde dem. ”Men de var ofte på samme niveau og overgik nogen gange den Røde terror.” I realiteten overgik de altid den røde terror i brutalitet, som det er kontrarevolutionære styrkers natur.

Roman Fyodorovich von Ungern-Sternberg, i 1921, i en Mongolsk deel uniform med den russian Orden af Skt. George af 4. KlasseRead går bemærkelsesværdigt nok videre til at beskrive general Baron Roman von Ungern-Sternbergs metoder. ”Ingen bolsjevik kunne f.eks. måle sig med general Baron Roman von Ungern-Sternberg, en tysk balter, født i Estland, der blev sendt af den provisoriske regering til Fjernøsten, hvor han påstod, at han var Djengis Khans reinkarnation og gjorde sit bedste for at overgå den mongolske erobrer i brutalitet. Som fanatisk antisemit erklærede han i 1918 sin intention om at udrydde alle jøder og kommissærer i Rusland, en opgave han gik til med stor entusiasme, og fik sine mænd til at slagte alle de jøder, de kom forbi, på forskellige barbariske måder, inklusiv at flå dem levende. Han var også kendt for at lede sine mænd i natlige terrorridt, trækkende menneskelige fakler efter sig over stepperne i fuld galop, og for at love: 'at lave en allé af galger der vil strække sig fra Asien til Europa’.”

Det var den skæbne, der ventede de russiske arbejdere og bønder, hvis kontrarevolutionen sejrede. Det var samme skæbne, som Spartakus og hans slavehær mødte fra den nådesløse romerske slavestat. Alternativet til sovjetmagten var ikke ”demokrati” men det mest blodtørstige fascistiske barbari. Alle anstrengelserne fra den Røde Hær og efterretningstjenesten Tjekaen var derfor rettet mod at vinde borgerkrigen og besejre kontrarevolutionen.

Sovjetregeringen havde ikke andet alternative end at bekæmpe ild med ild, og udsende en revolutionær appel til tropperne I de udenlandske hære. Som Victor Serge forklarer:

“De arbejdende masser bruger terror imod klasser, der er i mindretal i samfundet. De gør ikke andet end at færdiggøre arbejdet med de nyligt opståede økonomiske og politiske kræfter. Når progressive tiltag har forenet millioner af arbejdere bag revolutionens sag, er modstanden fra de privilegerede mindretal ikke svær at bryde på dette stadie. Den Hvide terror derimod udføres af disse privilegerede mindretal mod de arbejdende masser, som det må slagte, decimere. Versailleerne (et navn givet til de kontrarevolutionære styrker, der slog Pariserkommunen ned) var ansvarlig for flere ofre på en enkelt uge i Paris alene end Tjekaen dræbte på tre år i hele Rusland.”

En periode med “krigskommunisme” blev påtvunget bolsjevikkerne, hvor korn blev tvangsrekvireret fra bønderne for at brødføde arbejderne og soldaterne. Industrien, hærget af sabotage, krig og nu borgerkrig var i en tilstand af totalt kollaps.

Den imperialistiske blokade forkrøblede landet. Sankt Petersborgs befolkning faldt fra 2.4 mio. i 1917 til 574.000 i august 1920. Tyfus og kolera dræbte millioner. Lenin beskrev situationen som ”kommunisme i et belejret fort”.

D. 24. August 1919 skrev Lenin: “industrien står stille. Der er ikke noget mad, intet brændstof, ingen industri.” Stående overfor denne katastrofe afhang sovjetterne af arbejderklassens ofre, mod og viljestyrke for at redde revolutionen. I marts 1920 erklærede Lenin ”arbejderklassens beslutsomhed, dets ubøjelige tilslutning til feltråbet ’hellere døden end overgivelse!’ er ikke bare en historisk faktor, men er den afgørende, sejrende faktor.”

Borgerkrigens følger

Under ledelse af Lenin og Trotskij, der havde organiseret den Røde Hær fra bunden, sejrede sovjetterne, men for en grusom pris. Døde ved fronterne, sult, sygdomme, alt sammen kombineret med et økonomisk kollaps.

Ved borgerkrigens slutning var den bolsjevikiske regering tvunget til et tilbageskridt og introducerede den Nye Økonomiske Politik (New Economic Policy, NEP). Den tillod bønderne et frit marked indenfor korn og medvirkede til fremvæksten af stærke kapitalistiske tendenser, der resulterede i fremkomsten af NEP-mændene og kulakkerne (rige bønder). Det var blot et pusterum.

På grund af det lave kulturelle niveau, 70 procent af befolkningen var analfabeter, var det sovjetiske regime afhængig af støtte fra de gamle tsaristiske officerer, embedsmænd og administratorer, der var imod revolutionen. ”Krads i den sovjetiske stats overflade et hvilket som helst sted og under overflade vil du finde det samme gamle tsaristiske statsapparat,” erklærede Lenin uden omsvøb. Med revolutionens forsatte isolation udgjorde det en alvorlig fare gennem en bureaukratisk degenerering af revolutionen. Arbejderklassen blev systematisk svækket af krisen. Sovjetterne ophørte simpelthen med at fungere i denne situation i takt med, at bureaukraterne udfyldte tomrummet.

Trods de tiltag der blev indført for at bekæmpe denne bureaukratiske trussel, var den eneste virkelige redning for revolutionen verdensrevolutionens succes og dermed materiel assistance fra Vesten.

I starten af 1919 havde Lenin etableret Tredje Internationale som et våben til at sprede revolutionen internationalt. Det var en skole i bolsjevisme. Kommunistiske massepartier blev hurtigt etableret i Tyskland, Frankrig, Italien, Tjekkoslovakiet og andre lande.

Desværre blev den revolutionære bølge, der fulgte i kølvandet på Første Verdenskrig, besejret. Revolutionen i Tyskland i 1918 var blevet forrådt af Socialdemokraterne. De unge sovjetrepublikker i Bayern og Ungarn var blevet druknet i blod af kontrarevolutionen. De revolutionære fabriksbesættelser i Italien i 1920 var også blevet besejret. Endnu engang i 1923 var alles øjne rettet mod Tyskland, der var grebet af en revolutionær krise. Men fejlagtige råd fra Zinoviev og Stalin resulterede i et tragisk nederlag.

Det kom som et kæmpe slag mod de russiske arbejderes kampmoral, der hang i en tynd tråd. Samtidig styrkede nederlaget væksten i den bureaukratiske reaktion i staten og partiet. Med Lenin uarbejdsdygtig efter en række slagtilfælde, begyndte Stalin at træde frem som bureaukratiets frontfigur. Lenins sidste kamp var rent faktisk i en blok med Trotskij imod bureaukratiet og Stalin. Stalin trak sig lidt tilbage, men et sidste slagtilfælde paralyserede Lenin og fratog ham evnen til at tale.

Før dette havde Lenin udarbejdet et Testamente. I det skriver han, at Stalin ”efter at være blevet generalsekretær [hvilket Lenin gik imod – RS] har ubegrænset autoritet samlet i sine hænder, og jeg er ikke sikker på, at han altid vil være i stand til at bruge den autoritet med tilstrækkelig forsigtighed.” ”Kammerat Trotskij på den anden side… udmærker sig ved ikke bare enestående evner. Han er personligt måske den mest kompetente mand i det nuværende CK…” Han advarede om, at der var en fare for splittelse af partiet.

Stalinisme

To uger senere lavede Lenin en tilføjelse til sit Testamente, efter at Stalin havde overfuset Krupskaya, fordi hun havde hjulpet Trotskij og andre med at kommunikere med Lenin. Lenin afbrød alle personlige relationer med Stalin. ”Stalin er for ubehøvlet og denne brist, der nok kan tolereres i vores egen midte og blandt os kommunister selv, bliver uacceptabel hos en generalsekretær,” udtalte Lenin. Han henstillede til, at Stalin blev fjernet fra sin position pga. hans illoyalitet og hans tendens til at misbruge magten.

Men d. 7. marts 1923 fik Lenin et slagtilfælde, der efterlod ham fuldstændig uarbejdsdygtig. Han forblev i denne tilstand indtil sin død d. 21. januar 1924. At Lenin ikke kunne deltage i det politiske liv, gav Stalin øget magt, som han til fulde benyttede sig af, ikke mindst til at undertrykke Lenins testamente.

Det var op til Trotskij at forsvare Lenins arv, der blev forrådt af Stalin. Stalinismens sejr skyldtes grundlæggende objektive omstændigheder, frem for alt Ruslands uhyrlige økonomiske og sociale tilbageståenhed og dets isolation.

Det efterfølgende nederlag til den international revolution i England og især i Kina, betød en yderligere demoralisering af de russiske arbejdere, udmattede efter årevis med kamp. På baggrund af denne frygtelige træthed, konsoliderede bureaukratiet, med Stalin i spidsen, sit jerngreb. Lenins lig blev imod enkens protester, derefter placeret i et mausoleum.

Det er en uhyrlig løgn at antyde, at stalinismen er fortsættelsen af Lenins demokratiske regime, som kapitalismens forsvarere påstår. I realiteten adskiller en strøm af blod de to. Lenin var Oktoberrevolutionens initiativtager; Stalin var dens graver. De havde intet til fælles.

Vi ender denne hyldest med Rosa Luxemburgs passende ord:

“Hvad et parti kunne tilbyde af mod, revolutionær fremsynethed og konsekvens i et historisk øjeblik, har Lenin, Trotskij og de andre kammerater givet i overflod. Al revolutionær ære og evner, som de vestlige socialdemokratier manglede, var repræsenteret af bolsjevikkerne. Deres oktoberopstand var ikke bare den russiske revolutions redning; det var også den internationale socialismes ære, der blev reddet.”

Halvfems år efter hans død hylder vi denne store mand, hans ideer og hans mod. Lenin kombinerede teori med handling og personificerede oktoberrevolutionen. Lenin og Bolsjevikkerne ændrede verden; vores opgave på dette tidspunkt med kapitalistisk krise er at færdiggøre arbejdet.