"Menneskehedens historiske krise er reduceret til den revolutionære ledelses krise." Disse linjer, skrevet af den russiske revolutionær Leon Trotskij i Overgangsprogrammet i 1938, kunne lige så godt være skrevet i dag.
I det ene land efter det andet har vi set tusinder – ja faktisk millioner - gå på gaden for at ændre deres skæbne. Masserne har været i kamp, men alligevel er intet grundlæggende ændret. I Danmark har vi endnu ikke set de samme bevægelser, men under overfladen ophobes frustrationerne og også her vil vi se eksplosioner i klassekampen. Det, der mangler, er den revolutionære ledelse, et masseparti, der kan stå i spidsen for arbejderklassens magtovertagelse. Men i intet land eksisterer der noget, der bare nærmer sig det. Tværtimod er de organiserede revolutionære kræfter utrolig små. De partier, der burde repræsentere arbejderklassen, som Socialdemokratierne, Kommunistpartierne o.l., fører alle den samme nedskæringspolitik. Men betyder det, at de skal afskrives som borgerlige? Hvilken attitude bør revolutionære have til arbejdernes masseorganisationer?
Rød = blå?
Over hele Europa fører regeringer den samme nedskæringspolitik, også når Socialdemokratiske partier er ved magten. Pasok i Grækenland og PSOE i Spanien, begge socialdemokratiske partier, har gennemført nogen af de hårdeste spareprogrammer i EU. Herhjemme har vi set præcis samme form for nedskæringspolitik fra den socialdemokratisk ledede regering, endda med deltagelse fra SF de første år og med parlamentarisk støtte fra Enhedslisten. Og indtil for nylig har fagforeningerne forsvaret stort set alt, hvad regeringen har foretaget sig.
Det får nogen til at sætte lighedstegn mellem de borgerlige partier og arbejderpartierne. Og i den førte politik er der da heller ikke nogen forskel. Men det er nødvendigt at se ud over det umiddelbare, arbejderpartierne og de borgerlige er ikke det samme. Deres forskellige historie og sociale base betyder, at de vil blive påvirket forskelligt, når masserne begynder at bevæge sig.
Arbejderpartierne i Danmark
I Danmark er der tre arbejderpartier, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten – derudover hører fagforeningerne til arbejderklassens traditionelle masseorganisationer. Et masseparti opstår ikke fordi det udråbes, så ville hver lille venstrefløjsorganisation i dag være massepartier. Et masseparti opstår på baggrund af store begivenheder som revolutioner og krige, hvilket bliver klart, hvis man ser på de danske arbejderpartiers historie. Masseorganisationerne herhjemme har de samme historiske rødder og er blevet til på baggrund af massive begivenheder.
Op til 1870 var den politiske front herhjemme kendetegnet af to løse grupperinger: Det forenede Venstre, der især repræsenterede bønderne og Højre (senere de Konservative), der repræsenterede godsejerne og byens borgerskab. Arbejderne havde ingen selvstændig parlamentarisk politisk repræsentation.
I 1871 blev den danske afdeling af Første Internationale dannet, det der senere blev til Socialdemokratiet. Det var både en faglig og politisk organisering af arbejderklassen og voksede hurtigt; allerede i 1872 var medlemstallet nået op på omkring 5.500 i København og 2950 i provinsen. Først i 1898 blev DSF, forløberen for den faglige Landsorganisation (LO), dannet. Båndene mellem fagforeningerne og Socialdemokratiet er stadig den dag i dag stærkt, og hele LO’s forretningsudvalg forventes fx at deltage på partiets kongresser.
Socialdemokratiet gik i sin begyndelse ind for socialisme og ophævelse af den private ejendomsret, men ligesom i resten af verdens socialdemokratier betød opsvingsperioden i slutningen af 1800-tallet, at toppen blev mere og mere reformistisk, og opgav ideen om revolution, frem for forhandling og klassesamarbejde.
Allerede i 1910 organiserede syndikalisterne Fagoppositionens Sammenslutning (FS) mod Socialdemokraterne i fagforeningerne. Og da Socialdemokraterne i 1916 besluttede at godkende Staunings indtræden i den borgerlige regering som minister opstod der også indeni partiet en opposition, som ikke mindst blev skærpet af den russiske revolution i 1917. Marie Nielsen, der sad i partiets Hovedbestyrelse, tog kontakt med krigsmodstanderne i Zimmerwaldbevægelsen og splittede i 1918 ud for at danne Socialistisk Arbejderparti (SAP – ikke at forveksle med vore dages SAP). Det Socialdemokratiske Ungdomsforbund (SUF) gik ind for et opgør med borgfredspolitikken, ville have Stauning ud af regeringen og afviste enhver militærbevilling. I 1919 tilsluttede SUF sig den revolutionære 3. Internationale under Lenins ledelse og da de i 1919 led nederlag på Socialdemokratiets kongres endte det i et brud.
SUF, SAP og FS gik i november 1919 sammen om at danne, hvad der senere blev Danmarks Kommunistiske parti, DKP, som altså blev til på baggrund af Første verdenskrig og den russiske revolution – to begivenheder af verdenshistorisk betydning. Men med degenereringen af den russiske revolution under Stalin, fulgte en degenerering af Tredje Internationale, herunder det danske DKP.
Da de sovjetiske styrker slog et oprør ned i Ungarn i 1956 førte det både til voldsom modstand mod DKP bredt i befolkningen, men det blev også katalysatoren for indbyggede modsætninger i partiet, og endte med dets sprængning i 1958. Også i Danmark var spændinger i arbejderklassen kommet til udtryk i generalstrejken i 1956, som DKP havde fået lukket ned. På den baggrund blev SF dannet i 1959 bl.a. af de kommunister, der ønskede en revidering af DKP’s meget Moskvatro linje. SF blev således ligesom DKP til på baggrund af store begivenheder ud fra de allerede eksisterende masseorganisationer.
I løbet af tresserne begyndte en radikalisering i arbejderklassen og ungdommen og ved valget i 1966 var der flertal til Socialdemokraterne og SF. Socialdemokraterne afviste direkte regeringssamarbejde, og i stedet blev der etableret det såkaldte ”røde kabinet”, hvor SF fungerede som parlamentarisk grundlag for regeringen og blev presset med i angreb på arbejdernes forhold. Samarbejdet faldt allerede i 1967 og på SF’s kongres dagen efter, endte den kompromissøgende fløj med et snævert flertal, hvilket fik mindretallet til at splitte ud og danne Venstresocialisterne, VS, der afspejlede den øgede radikalisering i samfundet og var et forvarsel om den revolutionære bølge der for alvor blev sparket i gang af Maj-dagene i 1968 i Frankrig.
Men den revolutionære bølge i 70’erne endte i nederlag i midten af firserne, bl.a. da minearbejderne i England blev besejret, på grund af manglen på et revolutionært parti. Verdensrevolutionens nederlag blev afløst af reaktion med Reagan, Thatcher og Schlüter. Murens fald øgede desillusioneringen hos en hel generation. Venstrefløjen gik tilbage. Og på den baggrund samledes VS, DKP og det lille trotskistiske parti, SAP sig i Enhedslisten i slutningen af 1989. Enhedslisten har på den måde, ad flere veje, rødder helt tilbage til Socialdemokratiet gennem DKP.
Arbejderpartier er altså ikke opstået ud af det blå, men på baggrund af massive begivenheder; revolutioner, krige og kontrarevolutioner. Og det er på samme måde begivenheder, der vil ændre arbejderpartierne som vi kender dem i dag.
Begivenheder, begivenheder, begivenheder
Arbejdernes masseorganisationer har en enorm magt – potentielt set. Hvis LO knipsede med fingrene kunne de lukke Danmark: ikke en bus ville køre, elpære skinne eller maskine producere. Hvis arbejderpartierne fremlagde et socialistisk program for overtagelsen af de vigtigste dele af økonomien så den kunne planlægges demokratisk af arbejderklassen, kunne det ske i morgen. Men at Helle Thorning, Harald Børsting eller Pia Olsen Dyhr skulle kunne finde på dette, er der vist ingen, der i deres vildeste fantasi kan forestille sig.
Det der mangler er et revolutionært masseparti. Men hvordan skal det opstå? Historien viser, at det kan opstå på mange måder, det eneste vi kan sige med hundrede procent sikkerhed ud fra historien er, at det ikke bare kan udråbes, uanset hvor korrekte ideer man så end har. Store begivenheder som revolutioner og krige ændrer de eksisterende partier fra top til tå. De partier, der eksisterer, kan ændre sig dramatisk, der kan ske splittelser og på den baggrund kan nye partier opstå, som vi fx har set med Podemos i Spanien.
En massebevægelse starter som regel ikke med en klar ide om, hvad deltagerne gerne vil have, men en ide om, at ”nu er det nok”. Arbejderklassen er ikke en homogen størrelse, forskellige lag drager konklusioner på forskellige tidspunkter ud fra de objektive forhold, de befinder sig i, og de kampe de deltager i.
I historien har vi set, hvordan det oftest er sådan, at de reformistiske organisationer afprøves først; de tilbyder, hvad der virker som den nemmeste løsning. Februarrevolutionen i Rusland i 1917, der væltede Tsaren, startede med at give magten til de reformistiske Mensjevikker og Socialrevolutionære. Først da de i praksis viste sig ude af stand til at løse massernes problemer med brød, fred og jord, vandt bolsjevikkerne for alvor frem og fik i oktober flertallet til at tage magten gennem sovjetterne.
Samtidig var forudsætningen for, at bolsjevikkerne kunne vinde flertallet, at de rent faktisk eksisterede som et defineret revolutionært parti, der udsprang af en politisk kamp i det russiske Socialdemokrati. Lenin havde insisteret på at bygge en organisation på et helt klart marxistisk grundlag, også selv om det i lange perioder gjorde bolsjevikkerne til en lille isoleret gruppe. Men Lenin forstod, at det er naturligt, at de revolutionære er i mindretal i størstedelen af historien; at vi i sagens natur kun har flertal, når der er en revolutionær bevægelse.
Revolutionære kan derfor ikke ignorere eksistensen af arbejdernes masseorganisationer eller slå dem i hartkorn med de borgerlige partier. Den revolutionære bevægelse skabes af kapitalismen selv, der presser arbejderne i kamp. I den kamp vil masseorganisationerne blive fuldstændig transformeret. Det er de revolutionæres opgave i den situation at kæmpe side om side med arbejderne for at vinde flertallet af arbejderne til et revolutionært program. Samtidig må vi også indse realiteterne: på nuværende tidspunkt fører ledelsen for arbejdernes masseorganisationer ikke en politik, der adskiller sig væsentligt fra de borgerliges og partierne er tomme for aktive – de frastøder de bedste lag af arbejdere og unge. Det vil ændre sig, men det kan vi naturligvis ikke vente på. Opgaven for de revolutionære nu er at forberede sig, at opbygge en så stærk revolutionær organisation som muligt, inden begivenhederne for alvor tager fart.
Bragt i Revolution nr.3.
Støt Revolution: Tegn abonnement