Den 13. oktober afholdt Uddannelsesalliancen deres årlige demonstration mod nedskæringer med 30.000 deltagere i København og ca. 13.000 i resten af landet. Hvad der adskilte denne demonstration fra de andre i løbet af de sidste 15 år var, at den, trods de demonstrerendes entusiasme, var dårligere organiseret og opreklameret. Men værre var, at studenterbevægelsens ledelses eneste plan fremadrettet var at appellere til DF. Der er behov for en ny strategi i uddannelseskampen.

Der har været besparelser på uddannelserne i de sidste 15 år under skiftende regeringer. Sidste år vedtog regeringen at spare 8,7 mia. på uddannelsesområdet. I år fremlagde regeringen forslag om at skære SU’en med 1.200 kr. før skat, hvilket er et angreb af historisk betydning. Det er midlertidigt udskudt, men så absolut ikke taget af bordet. Og hvis disse nedskæringer bliver kørt igennem, vil det være et startskud for langt flere og hårdere angreb i fremtiden.

Sidste år blev Uddannelsesalliancen dannet, som består af mere end 30 elev- og studenterorganisationer, samt (ungdoms) fagforeninger – et positivt skridt der kan forene landets unge. I 2015 deltog over 40.000 mennesker i Uddannelsesalliancens demonstration i København, men i år var der 10.000 færre. Dette er højst sandsynligt et udtryk for, at strategien fra studenterbevægelsens ledelse med endagsdemonstrationer lige før skolernes efterårsferie har skabt en vis demoralisering. Endagsdemonstrationen i oktober har de sidste 15 år aldrig stoppet nogle nedskæringer. Tværtimod er angrebene kun taget til i de sidste par år. Studenterbevægelsens ledere i Uddannelsesalliancen mener tilsyneladende, at forhandlingerne om nedskæringerne trygt kan overlades i politikkernes hænder, hvor studenterorganisationernes folk så kan forsøge at lave lobby-arbejde.

Useriøs tilgang

Forløbet optil demonstrationen i år har været dybt kritisabelt. Da nyheden om de kommende SU nedskæringer kom frem i løbet af august, var folk rasende og ønskede handling. Men der skete INTET fra studenterbevægelsens side. I stedet blev elever og studerende nødt til at vente på en demonstration HALVANDEN MÅNED efter, for her havde studenterorganisationerne planlagt det i forvejen. Denne ufleksible tilgang betød, at momentum blev tabt. En bevægelse er ikke som en vandhane, man kan åbne for, hvornår man lyster. Nå stemningen er der, skal man reagere omgående, og smede mens jernet er varmt.

Da tiden endelig oprandt, valgte universitetsorganisationerne næsten udelukkende at lave mobilisering og opreklamering på facebook. En mobilisering hvor Uddannelsesalliancens repræsentanter kommer ud på samtlige hold og uddannelser og faktisk taler med elever og studerende er åbenbart ikke noget, der har prioritet. Igen, igen har organisationerne håbet, at gymnasierne ville nedlægge undervisningen og deltage i demonstrationen. Og igen, igen blev studenterbevægelsen ledelse reddet af de selv samme gymnasieelever, der som den eneste uddannelsesgruppe faktisk mobiliserede i et eller andet omfang.

Studenterbevægelsens ledelse har ikke tage skridtet videre end endagsdemonstrationer, i stedet prøver de at appellere til Christiansborg om at holde igen med nedskæringerne. Denne appel var især skammelige i år, hvor man fra demonstrationsplatformen krævede, at deltagerne skulle lave fælles råb, hvor man tiggede Kristian Thulesen Dahl og resten af Dansk Folkeparti om at redde uddannelsessektoren. DF, som i ord har forsvaret den lille mand, men af gavn altid har været med til samtlige af de ødelæggende nedskæringer på uddannelserne igennem de sidste mange år. Appeller som dem der kom fra platformen er med til at legitimere DF’s højrepopulistiske politik. DF toppen kommer aldrig til at være på de studerendes side. De er bare den højre-populistiske flanke af de andre nedskæringspartier.

En ny strategi

Da Lars Løkke annoncerede at hans storstilede 2025-plan, og dermed SU-angrebene, var udskudt, udråbte studenterbevægelsens ledere det som en stor sejr. Men at regeringen måtte udskyde 2025-planen, skyldes ikke demonstrationen. Det skyldes den ekstremt svage borgerlige lejr. Det er at stikke de studerende blår i øjnene, at sige at der er vundet en sejr. SU-nedskæringerne er ikke taget af bordet, de er bare udskudt.

Studenterbevægelsens nuværende strategi har spillet fallit. Der skal nye ideer på bordet. For det første må studenterorganisationernes ledere til at tage de studerende og deres forhold alvorligt. Vi står overfor voldsomme angreb, som har store negative konsekvenser for titusinder af unges liv. Derfor skal der kæmpes for at vinde. Her er bevægelsens moment vigtigt. Elev- og studenterorganisationernes må reagere i tide og gå forrest i at skabe en stærk bevægelse, der kan tvinge nedskæringerne tilbage. Det må være slut med, at elever og studerende bruges som statister til ledernes lobbyarbejde. Det er den sikre vej til at desillusionere de studerende og svække bevægelsen.

For det andet må kampen føres seriøst og i bund. Helt friske erfaringer viser, at en sådan tilgang kan give fantastiske resultater. Fornyeligt gik en gruppe tømrere på byggepladsen Axel Towers i hjertet af København i strejke for at tilkæmpe sig ordentlige lønforhold. De blev idømt bod for ulovlig strejke, og de blev fyret. Og alligevel fortsatte de beslutsomt deres kamp. I næsten to uger forhindrede tømrerne, at der kom skruebrækkere ind på arbejdspladsen. De ville ikke bare vise deres utilfredshed, men vinde. De blev ved, selvom det var hårdt. Og de vandt, blev genansat og fik alle deres krav igennem!

Det er sådan en målrettethed, der skal til, hvis nedskæringer skal trækkes tilbage, og der skal generobres noget af det tabte. En stor demonstration er fint, men slet ikke nok i sig selv. En beslutsom kamp, hvor de studerende viser politikerne, at de ikke har tænkt sig give op, er den eneste måde, hvorpå studenterbevægelsen kan få noget som helst igennem.

For det tredje fremlægger studenterbevægelsens ledelse politikkernes nedskæringer som om, det er spørgsmål om ideologi. Med ”det gode argument” og mediedækning vil studenterbevægelsen få politikkerne til at skifte mening. Men i de sidste 15 år har der været nedskæringer, uanset farve på regeringen, så den ideologiske forklaring kan vi hermed skyde ned. Den virkelige årsag bag nedskæringerne skal findes i systemet: Det er kollisionen mellem det kapitalistiske marked og sociale behov.

Den økonomiske krise, der ramte verden i 2008, betød en endnu mere intens kamp om markedsandele for de enkelte kapitalistiske nationer, Danmark inkluderet. Enhver regering er underlagt den økonomiske situation, nationalt og internationalt, og udsigterne for økonomien ser sorte ud. Uagtet intentionerne giver kapitalismens krise et ringe rum for positive reformer. I alle lande ser vi regeringer, uanset partifarve, skære ned, som markedet ”kræver”. Det betyder, at vi skal kæmpe endnu hårdere og mere beslutsomt for at vinde, og at vi intet opnår med den nuværende strategi, hvor bevægelsens ledelse de facto kapitulerer, inden kampen er startet.

Regeringen fører benhård klassekamp med besparelser ikke bare på uddannelserne, men mod arbejdsløse, børnehaver, sygehuse, flygtninge osv. Samtidig planlægger de skattelettelser til erhvervslivet og de rigeste. Kampen mod besparelser på uddannelserne kan ikke adskilles fra den generelle klassekamp og spørgsmålet: hvem skal betale for krisen?

Marxisternes tilgang

Det er absolut muligt at tvinge angrebene tilbage. I Marxistiske Studerende står vi i forreste linje i kampen. Men som marxister ved vi også, at selvom vi skulle vinde denne kamp, så vil det i realiteten bare betyde en udskydelse af nedskæringerne, der vil blive forsøgt implementeret i fremtiden, eller pengene bare vil blive hentet et andet sted i velfærden. Problemet er selve det kapitalistiske system. Derfor argumenterer vi for, at kampen mod nedskæringerne i uddannelserne skal forbindes med en kamp mod selve kapitalismen – for en revolutionær omvæltning.

Det kan måske lyde fjernt. Men under overfladen har utilfredsheden og frustrationerne opbygget sig blandt brede lag af befolkningen. Tilliden til politikerne er den laveste i 25 år. Vi står derfor også i en situation, hvor der er et enormt potentiale for massive sociale bevægelser. Der er store frustrationer blandt arbejdere og unge, og kampen mod uddannelsesnedskæringer kunne sagtens udløse endnu bredere bevægelser. Men for at det skal lade sig gøre, skal vi også turde gøre det, ved at vise at vi kan gå forrest, er seriøse og har en langsigtet plan for, hvordan kampen kan vindes.

Det bliver tydeligt for flere og flere, at politikerne ikke har en løsning på problemerne, og at det er selve systemet, der er problemet. Kapitalismen betyder nedskæringer, men nedskæringer er ikke en naturlov. Der er masser af ressourcer i verden, både økonomiske og menneskelige, til at vi kunne skabe et samfund på globalt plan med god velfærd, boliger, arbejde og mad til alle, osv. Men det kræver et opgør med det kapitalistiske system, hvor der kun bliver produceret, hvad der kan tjenes profit på, og hvor al ”overflødig” velfærd som uddannelser skæres væk. Vi kæmper for et socialistisk samfund, hvor det er flertallet, arbejderklassen, der overtager de vigtigste dele af økonomien og demokratisk planlægger og beslutter hvad og hvordan, der skal produceres.

Er du enig med ovenstående? -kontakt Marxistiske Studerende på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 24, november 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.