17475079 969353606534500 107914697 oVi offentliggør hermed følgende dokument som blev vedtaget på Revolutionære Socialisters kongres i marts 2017. Vækker det din interesse? - så kontakt os! Der er brug for alle kræfter.

”En af de mest ustabile perioder i kapitalismen”. ”Hurtige og pludselige skift”. ”Kraftige sving til højre og venstre”. Sådan har vi tidligere beskrevet den internationale politiske situation. Hvis der i dag er nogen der er i tvivl om rigtigheden af denne karakteristik så har de enten levet i en hule det sidste år eller nægter simpelthen at se virkeligheden i øjnene.

Som revolutionære og marxister har vi en socialistisk omvæltning af det bestående system som vores altoverskyggende mål. Det er ikke bare en tom frase. Formålet med dette dokument er derfor at identificere Danmarks position i den internationale klassekamp. Med andre ord: hvor langt er vi i forhold til en revolution og hvilken vej bevæger tingene sig? Hvordan vil de underliggende modsætninger i den internationale kapitalisme komme til udtryk i Danmark og ikke mindst – hvad er vores opgave, som revolutionære i Danmark i dag?

Danmark en brik i et større spil

Kapitalismen er karakteriseret ved at være et verdensomspændende system. Karl Marx og Friedrich engels forklarede allerede i 1848 dette i det kommunistiske manifest:

”Bourgeoisiet har ved at udnytte verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk. [...] I stedet for som tidligere at isolere sig og være sig selv nok, træder de forskellige områder og nationer ind i et alsidigt samkvem med hinanden, nationerne kommer til at stå i en alsidig afhængighed af hinanden.”

Denne udvikling er kun taget til siden. Ingen økonomi, slet ikke en lille åben og eksportorienteret økonomi som den danske kan analyseres isoleret, men kun som en lille del af verdensøkonomien. Herom skrev IMT i verdensperspektivet vedtaget i sommeren 2016:

”Vi står overfor et perspektiv med en udstrakt periode, hvor økonomiske kriser afbrydes af perioder med træg økonomisk vækst med stadig stigende økonomiske trængsler: med andre ord permanent nedskæringspolitik. Det er en ny situation, helt anderledes end den vi så i de udviklede kapitalistiske lande efter Anden Verdenskrig, i en periode på mere end halvtreds år. De politiske konsekvenser vil derfor også være helt anderledes.

Vi har mange gange forklaret, at ethvert forsøg fra borgerskabets side på at genoprette den økonomiske stabilitet vil ødelægge den sociale og politiske stabilitet. Og det er netop, hvad der sker på verdensplan. En langvarig økonomisk krise skaber økonomiske trængsler og forstyrrer den gamle stabilitet. De gamle visheder forsvinder, og der er en universel stillen spørgsmål ved status quo, dets værdier og ideologier.”

Og videre:

”Der er en voksende vrede mod etablissementet, som rækker ud over den umiddelbare økonomiske situation. Folk tror ikke længere på, hvad politikerne siger eller lover. Der er en voksende desillusionering med det politiske etablissement og de politiske partier i almindelighed. Der er en generel og dybtliggende følelse af utilpashed i samfundet. Men den mangler et redskab, der er i stand til at give den et organiseret udtryk.”

Ovenstående er vores hovedkonklusion: Den kapitalistiske krise, som har forløbet med mindre op- og nedture siden 2008 har betydet den tidlige start på en revolutionær periode på verdensplan. Alt hvad der var fast og sikkert bliver sprængt i luften, vendt på hovedet og intet er ”som det plejer”. De eksplosive og pludselige økonomiske, politiske og militære begivenheder - kapitalismens krampetrækninger - er udtryk for et socio-økonomisk system der er havnet i historiens blindgyde. Og de er udtryk for at brede lag blandt masserne internationalt kan mærke at systemet ikke kan fortsætte som hidtil. Men endnu er vi på et tidligt stadie i klassekampens udvikling, også på internationalt niveau, og vigtigere er der ikke en organiserende kraft, et revolutionært parti som kan lede frustrationerne i en samlet retning for at ændre samfundet. 2

Som vi skal se, ligger udviklingen i Danmark i samme spor som i resten af Vesten. Ja, udviklingen er mere umoden end i mange andre lande og der er ganske vist forskelle og særegenheder, men grundlæggende set er Danmark som et blad revet med af en stærk flod – helt underlagt den generelle bevægelse i verdensmarkedet og i de internationale relationer mellem stormagterne. Lige gyldigt hvad regeringen og ”eksperter” påstår, er det det, under moderne forhold, umuligt for Danmark at afskærme sig.

Men, hvis krisen er så alvorlig også i Danmark, hvorfor har vi så endnu ikke set store venstredrejninger herhjemme, som det skete med Syrizas komet-agtige vækst i Grækenland eller Podemos i Spanien? Hvorfor er der ikke massedemonstrationer som i Frankrig? Beviser denne mangel på klassekamp ikke, at Danmark er en undtagelse fra reglen?

Dette spørgsmål kan kun besvares ved en konkret analyse af situationen i Danmark.

Dansk økonomi

Danmark er en eksportøkonomi hvor eksporten udgør over 50 procent af BNP. Dansk kapitalisme er altså helt afhængige af udviklingerne i verdenshandlen og Danmarks position i denne. Særligt i forhold til EU hvortil 70 procent af dansk eksport går.

WTO nedjusterede i september deres forventninger til væksten i verdenshandlen fra 2,8 procent til 1,7 procent. Det er første gang i 15 år at væksten i verdenshandlen ligger under væksten i det globale BNP. Pilen peger i retning af et stadig mere begrænset verdensmarked og deraf følgende hårdere international konkurrence. Et verdensmarked der ikke ekspanderer er et nulsumsspil: hvad én økonomi eksporterer skal andre importere. At forsøge at eksportere sig ud af krisen, som de herskende klasser i alle lande forsøger, vil med andre ord sige at forsøge at eksportere krisen til andre lande.

Men nedgangen i verdenshandlen står kun til at blive værre. Den såkaldte ”Globaliseringen” er på tilbagetog. Protektionistiske tendenser, en af de primære ingredienser i 30’ernes lange depression, springer frem overalt. Brexit og valget af Donal Trump som USA’s 45. præsident, er blot de mest markante indikatorer i den retning. Den transatlantiske handelsaftale mellem USA og EU TTIP er dødfødt. Ja, selve EU er i opløsning og hvert land ser stadig mere fokuseret på sin nationale egeninteresse, også på bekostning af EU som helhed. Antallet af protektionistiske tiltag eksploderer, på trods af statsoverhovedernes forsikringer om det modsatte. Global Trade Alert skrev den 30. august 2016:

”Siden 2012 har G20 [gruppe af de 20 mest betydende økonomier, som tilsammen udgør 80% af det globale BNP] accelereret sin brug af protektionisme. I de første otte måneder af 2016 alene har G20-regeringer implementeret 350 tiltag der har skadet udenlandske interesser. Stigningen i G20’s protektionisme i 2015 og 2016 falder på foruroligende vis sammen med opbremsningen i væksten i den globale handelsvolumen.”

Protektionisme
Kilde: Global Trade Alert, 30. august 2016

Ovenstående protektionistiske tiltag kom inden Brexit og Trump i USA. Der er altså enorm usikkerhed forbundet med eksportmulighederne for dansk kapitalisme.

I alle lande gælder det, at ethvert forsøg på at skabe økonomisk stabilitet kaster det politiske system ud i krise og visa versa. Det er kendetegnende, at international politik får stadig større og større betydning for verdenssituationen og verdensøkonomien, hvilket gør økonomien og hele systemet endnu mere ustabilt og uforudsigeligt.

Der er så mange risikofaktorer at det er umuligt at komme ind på dem her. For bare at nævne nogle få:

  • Italiens premiereminister Renzi måtte trække sig efter at have tabt afstemningen om en forfatningsændring den 4. december 2016. Formentlig bliver der nyvalg i starten af 2017, hvor den populistiske 5-stjerne bevægelse kan vinde. De har lovet en afstemning om italiensk exit fra euroen og vil under alle omstændigheder være lige så uforudsigelige som Trump.
  • Italiens banksektor er i knæ med misligholdte lån for 360 mia. euro, svarende til 2.678 mia. kroner og kan vælte hvert øjeblik og tage resten af den europæiske økonomi med sig. De største ejere af statsobligationer i Europa er bankerne. Så hvis eller når de urealistisk høje obligationskurser falder betyder det også at de europæiske banker vil få problemer med deres balance.
  • Gert Wilders racistiske, højre-nationalistiske og anti-EU Frihedsparti står i meningsmålingerne til at blive det største ved det hollandske parlamentsvalg den 15. marts, hvilket vil give eurokraterne i Bruxelles endnu et ”problemland” at bokse med.
  • Mulig sejr til Le Pen i Frankrig ved præsidentvalget i april, alternativt sejr til den konservative Fillon som langt mere pro-Rusland end både Washington og Bruxelles bryder sig om. Det vil sætte yderligere kiler ind i den bærende tysk/franske akse i EU.
  • Den evige usikkerhed om Brexit. Storbritannien er mål for 7 procent af dansk eksport, men det er især fødevaresektoren der risikere at blive ramt, herunder et landbrug der er forgældet til op over begge ører. 53.000 danske arbejdspladser er, ifølge Nationalbanken, afhængig af eksporten til UK. UK er det tredje vigtigste eksportmarked i forhold til arbejdspladser.
  • Trump og hans administrations udenrigspolitik og geopolitiske ageren kan få voldsomme konsekvenser for de internationale relationer som er blevet opbygget efter Anden Verdenskrig. USA’s involvering i Europa har siden Anden Verdenskrig sikret, at ikke én stormagt har kunnet rejse sig på kontinentet. Hvis USA begynder at isolere sig mere, som Trump har indikeret, både fra Mellemøsten hvorfra USA, på grund af udviklingen af ”fracking” ikke længere er så afhængig af olie, men også fra Eurasien, vil de europæiske stormagter skulle finde et nyt internt hierarki. Samtidig kan Trumps temperament og uberegnelighed lige så vel betyde, at han pludselig kan vende sin ”isolationisme” 180 grader og kaste USA ud i nye krigseventyr. Krigseventyr som den danske herskende klasse vil følge med i, for at købe sig til fastholdelse af alliancen med USA. Trump har også ladet forstå at det skal blive ”dyrere” for USA’s allierede at købe sig til sikkerhed. NATO-lande som har kørt på frihjul ift. kravet om forsvarsbudgetter på 2 procent af BNP, skal hoste op. Alt andet lige tyder det på kraftigt stigende militær oprustning i de europæiske lande. For Danmark vil opfyldelse af kravet betyde øgede militærudgifter på omkring 20 mia., knapt en fordobling af det nuværende budget. Det er penge som skal tages fra velfærden.
  • EU’s opløsning. Land efter land melder sig under den euroskeptiske fane. Selv den handelselskende danske regering kører på med grænsekontrol. Der tales om EU i to hastigheder, hvilket allerede blev mere end antydet af den tyske finansminister for år tilbage. Det vil accelerere den allerede igangværende opløsning af EU.
  • Krak i Kina, som har oplevet faldende vækst i årevis, og en massiv boligboble som kun peger i én retning. Gå Kina ned, ryger tysk økonomi med og dermed dansk økonomi.

Ovenstående er bare et lille udsnit af de enorme risikofaktorer som lurer. Og der er givet mange flere som endnu ikke er kommet til overfladen endnu. Så det eneste vi kan sige med sikkerhed i forhold til dansk eksport er, at det nærmest vil være et mirakel hvis den bare fortsætter med at stige i den næste periode. Sandsynligheden taler for en ny nedgang i verdensøkonomien.

”Rig” med et pennestrøg

På hjemmefronten ser det ikke bedre ud. De danske husholdninger er nogle af verdens mest forgældede. De danske banker og realkreditters udlån beløber sig til hele 180 procent af det danske BNP. Og en foruroligende stor del af de danske realkreditlån er ikke bare rentetilpasningslån, men hele 39 procent af realkreditlånene er afdragsfrie rentetilpasningslån. Det betyder, at bare en lille renteforhøjelse fra de nuværende nul-, eller minusrenter til niveauet fra rentetilpasningslånenes start i 1997 ifølge Nykredit vil betyde en nedgang i disse familiers rådighedsbeløb på 10-20 procent, afhængig af hvor de bor i landet. Med andre ord er dansk økonomi afhængig af kunstigt lave renter og balancerer på en knivsæg.

Men bare rolig. I slutningen af 2016 blev dansk økonomi ved et pennestrøg pludselig meget rigere.

Danmarks statistik offentliggjorde nemlig i efteråret 2016 en stor revision af deres datagrundlag. Revisionen havde bl.a. som konsekvens at eksporten og det offentlige forbrug blev oprevideret. For 2013 blev væksten opjusteret med 1,1 procentpoint, mens 2014 og 2015 henholdsvis blev opjusteret med 0,4 og 0,6 procentpoint. Hvis revisionen holder vand, ændrer det det umiddelbare billede af dansk økonomi på den korte bane, også i forhold til hvad vi har skrevet i de seneste års politiske dokumenter. Men som grafen herunder viser, så er dansk økonomis udvikling stadig ikke imponerende.BNP

Revisionen gør at Danmarks udvikling efter krisen alligevel ikke har været markant dårligere end hos de omkringliggende nabolande, såfremt de nye tal altså holder vand. Ikke noget imponerende, men trods alt lidt over nulvækst. Men revisionen ændrer intet på vores grundlæggende syn på dansk økonomi, der som ovenstående graf viser, stadig ikke ligefrem kan betegnes som en tigerøkonomi.

Det er dog interessant, at nettoinvesteringerne, altså nyinvesteringerne ud over erstatning af nedslidt udstyr, ifølge revisionen, alligevel ikke har været underdrejede siden krisen, som det fremgik tidligere år, men tværtimod kom igen efter krisen. De lave nettoinvesteringer har ellers været et punkt vi har fulgt nøje, netop fordi investeringer er nøglen til et virkeligt opsving og fordi de var så exceptionelt lave. Når det nu viser sig at de rent faktisk er oppe i omdrejninger, så giver en anden og på sin vis mere alvorlig vinkel på krisen i dansk kapitalisme.

Investeringerne i efterkrigsopsvinget havde en kvalitativt anderledes karakter end investeringerne i dag. Enorme fabrikker blev opført og titusinder af arbejdere blev indrullet i den industrielle arbejderklasse. Efterkrigsopsvingets investeringsbølge førte til en arbejdsløshed på nærmest nul og skabelsen af mange højkvalitetsjob i industri og byggeri. Det er en helt anden situation i dag. Hvis revisionens tal holder stik denne gang, så må det betyde, at de investeringer der, ifølge revisionen, faktisk foretages i dag i industrien, ikke har den samme effekt som tidligere. De skaber, i modsætning til tidligere, stort set ingen job.

Formålet med enhver investering i produktionsapparatet er at nedbringe den arbejdstid der er nødvendig for at producere den enkelte vare. Men i efterkrigsopsvinget blev investeringerne fulgt af en større produktionsvolumen, som kunne afsættes på et kraftigt ekspanderende marked og dermed blev indførelsen af nyt maskineri ikke nødvendigvis lig med fyringer. I dag ekspanderer markedet ikke længere i nær det samme omfang. Det betyder at nye investeringer, robotter, automatisering osv. i højere grad blot erstatter arbejdere, i stedet for at skabe nye arbejdspladser. Det er en situation Marx refererede til i det kommunistiske manifest:

”Hidtil har ethvert samfund, sådan som vi har set, hvilet på modsætningen mellem undertrykkernes og de undertryktes klasser. Men for at en klasse skal kunne undertrykkes, må der være sikret den betingelser, som i det mindste gør det muligt for den at friste livet som slave. Under livegenskabet arbejdede den livegne sig frem til at blive medlem af kommunen, ligesom småborgeren under den feudalistiske absolutisme blev til bourgeois. Den moderne arbejder synker derimod dybere og dybere ned under sin egen klasses vilkår i stedet for at stige med industriens fremskridt. Arbejderen bliver pauper, og pauperisme udvikler sig endnu hurtigere end befolkning og rigdom. Det bliver altså ganske indlysende, at bourgeoisiet ikke er i stand til fortsat at være samfundets herskende klasse og påtvinge samfundet sin klasses livsvilkår som rådende lov. Det er ikke i stand til at herske, fordi det ikke er i stand til at sikre sin slave hans eksistens som slave, fordi det er nødt til at lade ham synke ned i en tilstand, hvor det må underholde ham i stedet for at blive underholdt af ham. Samfundet kan ikke mere leve under bourgeoisi, med andre ord: dets eksistens er blevet uforeneligt med samfundet.”

Omregnet til fuldtidsstillinger er der i dag ¾ million på offentlig forsørgelse, eksklusiv de godt og vel 300.000 på SU, ifølge Danmarks Statistiks opgørelse pr 22. december 2016. Set fra et kapitalistisk synspunkt er det en katastrofe, at kapitalismen ikke er i stand til udbytte omkring 1/3 af befolkningen i den arbejdsdygtige alder, som tværtimod må forsøges af systemet og dermed i sidste ende af kapitalisterne selv.

Samlet efterlader det os med et billede af dansk økonomi, som efter de kraftige fald ved krisen i 2008 har bedret sig, men samtidig har accelereret en udvikling som har været undervejs i mange år: Nemlig den gradvise nedgang i de stabile og velorganiserede job, særligt i industrien. Spejlingen af den udvikling har været et stadig større antal job i servicesektoren, af betydelig dårligere kvalitet, større jobusikkerhed og en eksplosion i brugen af vikarer og overarbejde.

Den større usikkerhed hos arbejderne er blevet udnyttet af arbejdsgiverne til at presse lønningerne, set i forhold til Danmarks konkurrenter. Siden krisen er ”Lønkonkurrenceevnen” blevet således markant forbedret. FAOS skriver i deres optaktsnotat til OK17:

”Boom-årene i 2000’erne betød en betydelig forværring af dansk lønkonkurrenceevne, men siden krisen ramte i 2008/9 er den genoprettet. Ifølge Statistiskudvalgets beregninger er lønkonkurrenceevnen (målt ved relative enhedslønomkostninger) nu på omtrent det samme niveau som i 2003, men dog ca. 10 pct. svagere end i 2000. Ser man på den relative lønkvote, som tager højde for bytteforholdsforbedringer (altså at priserne på de varer og tjenester, som Danmark eksporterer, stiger mere end priserne på de importerede varer og tjenester), er dansk lønkonkurrenceevne 8,8 pct. bedre i 2015 end i 2000.”

Alligevel er det ikke nok for kapitalisterne. Arbejdsudbuddet skal endnu højere op, så lønnen i hvert fald relativt til de udenlandske konkurrenter, kan sænkes.

Forrykkelser siden krisen

Dansk økonomi blev ramt hårdt af krisen i 2008. I tiden efter faldt beskæftigelsen med omtrent 200.000 fuldtidsstillinger. Her var det især branchen ”Industri, Råstofudvinding og Forsyningsvirksomhed” der blødte med et fald på omkring 80.000, efterfulgt af ”Handel og Transport” med ca. 47.000 og ”bygge og anlæg” med 38.000.

Ved hjælp af historisk lave renter og forskellige tiltag til at øge privatforbruget hos de gældstyngede familier har både ”Handel og Transport” og ”Bygge og Anlæg” genvundet rundt regnet halvdelen af det tabte. Men ”Industri, Råstofudvinding og Forsyningsvirksomhed” er næsten blevet på det lave niveau fra krisens dybeste punkt. Kun 10.000 fuldtidsstillinger er det blevet til, så vi stadig er 70.000 under niveauet fra 1. kvartal 2008.

Den eneste branche der virkelig er vokset, ud over den offentlige sektor, er ”Erhversservice” (herunder rengøring, vikarbureauer osv.). Den er vokset med 35.000 siden laveste punkt efter krakket og der er nu 23.000 flere ansatte i denne sektor end i 1. kvartal 2008.

Resultatet er, at beskæftigelsen i dag, otte år efter krisen, stadig er ca. 80.000 lavere end før krisen. Et tal der, forudsat at der ikke kommer en ny nedtur (hvilket er meget sandsynligt) nok skal blive indhentet. Men der har i den korte årrække fundet en omfordelings sted væk fra industrien og over til erhvervsservice, således at denne sektor nu knapt har 11 procent af de beskæftigede mod 9½ procent før krisen, og den offentlige sektor har næsten 34 procent af de beskæftigede imod knapt 32 procent før krisen.

Her otte år efter krisen har de tre traditionelle sektorer ”Industri, Råstofudvinding og Forsyningsvirksomhed”, ”Bygge og Anlæg” og ”Handel og Transport” mistet hvad der svarer til 117.000 arbejdspladser siden første kvartal 2008.

Det er i høj grad de unge der står for skud. Titusindvis af arbejdsløse unge (indbefatter folk indtil 30 år) blev efter krisen mere eller mindre tvunget ind på uddannelser, for at få dem ud af arbejdsløshedskøen. Men mens ledigheden blandt alle andre aldersgrupper er faldet det seneste år, er ledigheden for 25-29årige steget med næsten et procent point fra september 2015 til 8,1 procent i september 2016. Regering og Socialdemokraterne går nu væk fra den tidligere politik og har indført karaktermur på de tekniske skoler, som har udelukket tusinder af unge fra at blev faglærte arbejdere og efterladt dem uden mulighed for uddannelse. Krisen i ungdommen vil kun blive værre efterhånden som flere af de post-krise studerende kommer ud på arbejdsmarkedet, og regeringen også skruer ned for tilgangen til gymnasier og videregående uddannelser, som de har bebudet. Det har eksplosive sociale implikationer.

De velorganiserede kvalitetsjob er fortid

Den danske arbejderklasse har i generationer været vant til semi-civilicerede forhold. Der var styr på tingene, man kendte sine rettigheder. Og hvis chefen blev for meget, kunne man bare finde sig et andet job. Dette er fortid.

Borgerskabets unge løver har endda kronet fænomenet med et navn: Disruption. Ideen er, at nye ”disruptive” virksomheder vælter ind på et velorganiseret og velkonsolideret område og så vender branchen på hovedet. Uber er det oplagte eksempel på dette.

Og der er ude tvivl mange brancher, særligt indenfor service, som er forstenede i regulativer og monopoler. Men prisen for borgerskabets ’disruption’ bliver altid betalt af arbejderklassen: Taxachaufføren der troede at han kunne forsørge sin familie, må pludselig vælge mellem den lavere og mere usikre løn hos Uber, finde sig et helt andet arbejde eller en plads i arbejdsløshedskøen.

Stadig flere job og brancher der har været præget af ordnede og regulerede forhold bliver undergravet. Brugen af overarbejde, både betalt, men særligt ubetalt overarbejde er eksploderet i 2015. Omkring 125.000 personer, eller 25 procent flere end før krisen, udførte således ubetalt overarbejde i andet kvartal 2016 (seneste tal, hovedparten indenfor industrien, handel og transport og information og kommunikation). Ikke just et tegn på at arbejderne føler at de blot kan vælge og vrage mellem job.

Samtidig har de sidste mange regeringer været meget opsatte på at øge arbejdsudbuddet, som de kalder det. Med andre ord, at hælde flere arbejdere ud på arbejdsmarkedet for at sikre at lønningerne holdes i ro. Prisen bliver betalt af den nederste del af arbejderklassen. Titusinder kastes ud i fattigdom, for at øge desperationen og presse arbejderne til at acceptere dårligere løn- og arbejdsforhold. Der er i dag 40.000 økonomisk fattige i Danmark[1], dobbelt så mange som for 10 år siden, og 160.000, hvis man medregner personer som er fattige i ned til et år. Kontanthjælpsloftet, som primært rammer enlige mødre (69 procent af de ramte) vil få antallet af fattige børn i Danmark til at blive næsten fordoblet og nå op på godt og vel 15.000.

I årtier har den ene reform efter den anden sendt gamle mennesker, der tidligere ville have fået efterløn eller førtidspension, ud på arbejdsmarkedet. Enhver kan betragte ændringen i det lokale supermarked. Engang var det primært unge der arbejdede i supermarkedet, som en midlertidig beskæftigelse indtil de kunne kæmpe sig op til noget bedre. I dag er en stor del af kassemedarbejderne gråhårede. Men lønnen er den samme.

Den stigende intensitet af udbytningen, og konstant stigende krav om fleksibilitet, kan også se ved at dele af industrikapitalisterne i stadig stigende omfang går over til at bruge daglejere i stedet for fastansættelse. De hedder ganske vist vikarer i dag, men konceptet er det samme og effekten er at undergrave overenskomstsystemet og sikre stabil og lydig arbejdskrav som ikke skaber problemer. De seneste tal fra Danmarks Statistik for antallet af solgte vikartimer viser en kraftigt stigende tendens. Heraf fremgår det også, at stigningen stort set kun er kommet fra ”produktion” og ”bygge/anlæg”, hvor antallet af vikartimer er steget med 74 procent fra 2012 til knapt 17 mio. timer i 2014.Vikartimer


CO-industri har desuden fået foretaget beregninger, der viser en stigning på 20 pct. i brugen af vikarer i industrien over de seneste tre år.

FAOS skrev i den forbindelse i deres optaktsnotat til OK17 følgende:

”Der er eksempler på store industrivirksomheder som vælger at lægge al rekruttering ud til et vikarbureau. Noget tyder på, at det er få, men til gengæld store industrivirksomheder, der står bag det øgede antal vikarer. Dette kommer frem i enkeltberetninger om virksomheder, der har flere hundrede vikarer, eller om virksomheder, som har de samme vikarer gående på femte eller sjette år. Sådanne eksempler peger på, at der er virksomheder, hvor en systematisk brug af vikarer tilsyneladende er blevet den ’nye normal’, hvilket foruroliger dele af forbundenes bagland. Som nævnt er problemet for fagforeningerne ikke, at overenskomster bliver brudt eller omgås, men at en mere usikker ansættelsesform vinder frem.”

Prisen for fleksibiliteten, som arbejderklassen betaler, er kraftigt stigende usikkerhed, som også kommer fra den offentlige ”konkurrenceudsættelse”. Den har meget konkrete konsekvenser. Det er ganske normalt at en buschauffør med fast arbejde (som i øvrigt ofte betyder arbejder på delevagter spredt ud over 15 timer i døgnet, for at give arbejdsgiveren maksimal fleksibilitet som sikrer laveste pris) ikke kan få et huslån, fordi realkreditinstitutionen ikke kan vide om han har et job efter næste udbudsrunde.

Den stigende usikkerhed har også fået Verdensbankens opmærksomhed. I følge deres rapport Polarization and Populism fra november 2016, tyder det bl.a. på, at usikkerhed i ansættelsen og befolkningens økonomiske situation og udsigter er en måske større kilde til mistillid til det bestående system og de gamle institutioner end den galoperende ulighed. Det er dårligt nyt for den europæiske herskende klasse, som regerer over et kontinent der er som sunket i økonomisk kviksand, og hvor arbejdsmarkedet og de tilgængelig job er under kraftig forvandling til det værre.

Gradvis undergravning af det organiserede klassesamarbejde

Den såkaldte Danske Model, som er højt besunget af arbejderbevægelsens top, smuldrer. Den blev etableret som konsekvens af to faktorer: På den ene side et efterkrigsopsving som gav de danske kapitalister mulighed for at købe klassefred tilgengæld for visse begrænsede indrømmelser. På den anden side en stærk og velorganiseret arbejderklasse under de reformistiske lederes solide kontrol.

Dette klassesamarbejde kunne kun opretholdes ved at arbejderbevægelsens ledere en gang i mellem mobiliserede arbejderklassen, omend begrænset og delvist, for dels at ”lukke damp ud” når arbejderklassens utilfredshed blev for stor, men lige så vigtigt for at vise overfor arbejdsgiverne, at de behøvede lederne af arbejderbevægelsen for at holde arbejderklassen i ro. Vi beskrev den begyndende ændring i relationerne mellem fagforeningslederne og arbejdsgiverne på følgende måde i Revolution i starten af 2016:

”Det er fagtoppens indflydelse på deres mange tusinde medlemmer, der har gjort dem til et nyttigt redskab for kapitalistklassen i Danmark. Men fordi fagtoppen ikke har kunne levere resultater for deres medlemmer, fordi de ikke er villige til at kæmpe for deres medlemmer, og fordi de samtidig har høje kontingenter, som medlemmerne føler, at de får meget lidt tilbage for, så forsvinder mere og mere af fagbevægelsens medlemsbase. Jo mere fagtoppens base forsvinder, jo mindre vigtige bliver de samtidig for kapitalisterne.

[…]

Vi ser allerede nu et opbrud i den politiske konsensus om den danske model. Det er startet i transportbranchen, som på sin vis er ”kædens svageste led” i form af en lav organiseringsgrad, få faglige klubber, tillidsfolk osv. Indtil for nylig var forholdene dog sikret ved at det var lovpligtigt for arbejdsgiverne i transportbranchen at følge de normale overenskomster (3F og for nylig også KRIFA’s). Men i februar 2015, betød Højesterets såkaldte NORTRA-dom, at alle ”kollektive” overenskomster blev lovlige. Også selvom de er lavet mellem tre mand og en hund. En bombe under transportarbejdernes løn- og arbejdsvilkår, og den traditionelle fagforening 3F.

I forlængelse af dommen har vognmænd i Brancheorganisationen for den danske vejgodstransport, ITD, i december 2015 startet en ny arbejdsgiverorganisation, ITD-A. Ifølge ITD, vil ITD-A først og fremmest gå væk fra normaloverenskomster (hvor den faktiske løn bliver aftalt i overenskomsten) og i stedet etablere minimallønsoverenskomst, hvor det kun er minimumsløn og de allermest basale arbejdsforhold, der skal forhandles nationalt. Alt andet, deri den faktiske løn, skal forhandles lokalt.

Transportområdet er specielt i forhold til de andre, men vi ser lignende og endda mere alvorlige fænomener andre steder i Skandinavien.

De finske arbejdsgivere i EK (den største arbejdsgiverorganisation) har tilsyneladende besluttet sig for at smadre de nationalt etablerede overenskomster for derefter yderligere at kunne angribe arbejderne lokalt. Det er nogle af de første tegn på, at den nordiske/danske model er ved at smuldre og på det generelle opbrud, der finder sted på arbejdsmarkedet lige nu.”

De faglige ledere kan se problemerne og mærke fordums magt, indflydelse og respekt fra arbejdsgivere og statsapparat sive ud mellem deres fingrer. Men de har indtil videre vist sig helt ude af stand til at gøre noget ved det. Det efterlader initiativet hos arbejdsgiverne. Den såkaldte Danske models skæbne hviler nu usikkert i deres hænder. Internt er de splittede. De store, gamle kapitalister, som tænker i årtier, kan stadig se værdien af klassefred og det institutionaliserede klassesamarbejde gennem den Danske Model. Men der er en stadig stigende modstand fra nyere kapitalister, som er mere rabiate (som politisk repræsenteres af Liberal Alliance og Nye Borgerlige) og som ikke vil blive ved at trækkes med dette omkostningstunge og fleksible system. Hvornår magtbalancen tipper i den sidstnævnte fløjs retning er ikke til at sige, men retningen er ikke til at tage fejl af.

Den offentlige sektor

Selvom antallet af ansatte i den offentlige sektor er steget siden krisen, så betyder det ikke at de har fået mindre at lave. Tværtimod strømmer historierne ind fra alle sider, om en desperat daglig kamp fra de offentlige arbejdere for at opretholde den servicestandard som den danske befolkning har vænnet sig til gennem et par generationer. Pædagoger, sygeplejersker, læger, lærere osv. forsøger at få enderne til at nå sammen. Tidligere fuldtidsstillinger laves om til deltidsansættelser, men forventningerne til det præsterede arbejde er de samme. Og gennem ekstraordinære individuelle arbejdsindsatser forsøger de offentligt ansatte at opretholde hvad de ser som et ansvarligt niveau, som svarer til den faglige uddannelse og standarder de er blevet oplært i. Men dette kvalitetsniveau er ikke foreneligt med de stadige nedskæringer og effektiviseringer. Før eller siden må de ansatte kaste håndklædet i ringen og acceptere at man ikke gennem hårdt arbejde og dedikation kan bibeholde den standard man har været vant til i velfærdssektoren. Det er fortid.

Den nye regering ved udmærket hvad den laver. Den vil, ligesom regeringerne før den, slå to fluer med et smæk: Gøre den offentlige sektor mindre, samtidig med at man presser forholdene i sektoren så meget, at standarden falder og der dermed skabes et pres fra de mere velstående lag i samfundet for ”betalingsløsninger” - brugerbetaling - et frit marked indenfor velfærdsydelser, med andre ord.

Indtil da vil regeringen ”konkurrenceudsætte flere skattefinansierede opgaver for at få højere kvalitet og lavere priser,” som det hedder i regeringsgrundlaget. Den vil med andre ord sætte fart under afviklingen af den socialdemokratiske velfærdsstat og lade kapitalisterne trænge ind på den ”fede” offentlige sektor og gøre den ”produktiv” i kapitalistisk forstand. Det vil sige klemme merværdi ud af de ansatte.

Når det utænkelige bliver virkelighed

Hvis nogen for et par år siden havde sagt, at Storbritannien ville melde sig ud af EU og Donald Trump blive præsident i USA, ville de fleste have rystet overbærende på hovedet. Det var utænkeligt. Men i dag er det virkelighed. I det ene spørgsmål efter det andet, overgår virkeligheden fantasien.

Hvad er årsagen? Er verden pludselig dykket ned i akut sindssyge? Svaret er på én gang enkelt og komplekst. Det enkle svar er, at de konstante rystelser af det politiske system er en afspejling af et socio-økonomisk system som er i en blindgyde.

Men hvad betyder det mere konkret? Den herskende klasse er splittet. Ikke over om man skal føre en progressiv politisk eller reaktionær, men grundlæggende set over hvordan den herskende minoritet skal fastholde sin magt over flertallet, arbejderklassen og særligt de mellemste lag. Alene er kapitalistklassen alt for lille til at holde magten. De har behov for at læne sig op af nogle af de numerisk mere betydende lag under dem, for at bevare magten. Deres problem er, at ligegyldigt hvilken vej de forsøger sig med, saver de den gren over de selv sidder på. Dette blev personificeret valget mellem Trump og Clinton i det amerikanske præsidentvalg: Højrepopulisterne kan nok få en vis opbakning, men prisen er at de undergraver alle de gamle stabiliserende elementer og institutioner og at deres demagogi har kun effekt så længe den ikke testes i virkeligheden. På den anden side forsøger den etablerede elite at forlænge status quo og den økonomiske stabilitet, hvilket kun øger utilfredsheden og skubber stadig bredere lag fra sig. På den måde ser vi at den eksistentielle krise i systemet – paradoksalt nok – først udtrykker sig som en krise i den herskende klasse.

I efterkrigsopsvinget kunne det kapitalistiske system og parlamentarismen levere, i et eller andet omfang. Der var fremgang. Vestens organiserede arbejderklasse og middelklassen kunne se frem til en morgendag der var bedre end i går. De kunne give leveforhold til deres børn som var bedre end dem de selv voksede op under. Fremgangen satte den herskende klasse i stand til at bevare kontrollen. Både de højere og lavere lag af middelklassen og de mere velstillede dele af arbejderklassen bakkede i høj grad op om et system som så ud til at virke. Konsensus herskede og fløjene på begge sider af det politiske spektrum var marginaliserede.

Sådan er det ikke i dag. I årtier er det kun gået én vej: nedad. Velfærden eroderes stadig hurtigere. De nye generationer kan se frem til ringere forhold end deres forældre. Det bliver op til den enkelte at klare sig i alle anliggender. Det er hver mand for sig selv og fanden tage arbejderklassen. Det er hvad kapitalismen har at tilbyde i dag.

Når det socio-økonomiske system ikke længere leverer varen, så smuldrer kapitalistklassens indflydelse og hegemoni overfor de lag der traditionelt har været den sociale base for det bestående system. Det er årsagen til de mange rystelser og fremgangen til ”ufornuftige” folk som Trump og the Brexiters i England. De er ikke udtryk for en stor masterplan fra den herskende klasses side. Tværtimod. De er tilfældigheder, som på andre tidspunkter ville blive kvalt af konsensus, af etablissementet. Men under den nuværende systemiske krise, bliver de pludselig kastet frem på scenen af dybe kræfter der er langt større end dem selv.

Hvorfor får de politiske rystelser så absurde udtryk som Trump og the Brexiteers? Årsagen er, at mens systemet har været i fremskredent forfald i adskillige årtier, så har arbejderklassen endnu ikke indfundet sig på scenen som klasse og som leder af kampen mod status quo. Det er den afgørende politiske modsætning som karakteriserer situationen i dag. Det har skabt et voldsomt vakuum blandt de stadig større lag der leder efter radikale løsninger på deres meget virkelige problemer, uden at de dog ved hvad de leder efter. De mere tilbagestående lag af disse bliver trukket med af højrepopulisterne. Men det er karakteristisk, fra Trump over Brexit til DF herhjemme, at højrepopulisterne ikke har et stort flertal bag sig, men først og fremmest er gået relativt frem, fordi de etablerede partier og institutioner ikke har været i stand til at mobilisere støtte der bare tilnærmelsesvis kan sammenlignes med tidligere.

Denne tendens kan også ses herhjemme. I efterkrigstiden fik de fire traditionelle regeringspartier S, V, C og R tilsammen 85-90 procent af stemmerne, en andel der støt er faldet, især siden 80'erne, således at de ved valget i 2011 fik bare 65 procent. Ved valget i 2015 blev de reduceret til 53,8 procent.

I det arbejderbevægelsens ledelse på ingen har været i stand til at levere et alternativ til det bestående, har andre og højrepopulistiske kræfter til dels udfyldt vakuummet. Det er arbejderbevægelsens ledelses ansvar at fænomener som DF, LA og Nye borgerlige kommer frem og kan få lov at præsentere sig som værende i opposition til det bestående system. For hvordan skulle arbejderklassen kunne tage over og lede kampen mod etablissementet, når alle dens partier og fagforeninger i dag er de største forsvarere af det bestående system?

Hvor skal den amerikanske eller danske arbejder gå hen for at tage kampen op mod dette elendige system? Indtil nu har det i høj grad været den populistiske højrefløj som (misvisende) har fremstillet sig selv som værende imod etablissementet, mens ”venstrefløjen” har stillet sig solidt bag status quo.

Trotskij sagde engang, at menneskehedens krise kunne reduceres til krisen i arbejderklassens ledelse. De ord gælder i sandhed for situationen i dag.

I lande hvor der har været bare en vag opposition imod systemet fra venstrefløjen, har denne fået massiv opbakning. Vi så Podemos i Spanien, Syriza i Grækenland, Corbyn i England og senest Bernie Sanders i USA. Men indtil nu har de holdt sig langt væk fra at tage en egentlig kamp. De tror naivt at deres venstrereformistiske programmer kan implementeres indenfor kapitalismens snævre rammer. De tror det lige indtil virkeligheden med ét slag rammer dem med valget: revolution eller underkastelse under kapitalismens spare-diktater. Lederen af Syriza, Tsipras viste med sine handlinger at disse venstrereformister mere end nogen andre frygter de voldsomme klassekræfter som samlede sig bag dem.

Når det bliver alvor, bøjer de af, snor og vrider sig, i stedet for beslutsomt at sætte sig i spidsen for en kamp der kan gå ”hele vejen”. De kritiserer uretfærdighederne i meget radikal tale, men når det kommer til handling, viger de tilbage og bliver troskyldigt indenfor de i forvejen fastsatte rammer, i stedet for at sprænge dem, også selvom det betyder at de må forråde bevægelsen ligesom Tsipras gjorde i Grækenland.

I den nuværende situation kunne ærlige revolutionære let forledes til at stille spørgsmålet: Hvorfor stiller vi os ikke bare frem og bliver de nye Bernie Sanders, Corbyn eller Inglesias? Hvorfor gør vi ikke som dem og får massernes opbakning, men så leder dem til revolution i stedet for nederlag? Svaret er, at disse ”ledere” eller frontfigurer netop får masseopbakning på dette begyndende stadie af klassekampen, fordi de spejler massernes bevidsthedsniveau og erfaringer. De får opbakning fordi de har radikale tale, men ikke en klar handlingsplan, hvilket betyder at alle kan give dem sit eget indhold.

Men masserne lærer. Alle disse eksplosive fænomener er vigtige skridt i udviklingen af arbejderklassens bevidsthed. Det er en proces hvor masserne generelt og arbejderklassen i særdeleshed tester den ene politiske tendens efter den anden og går mod stadig mere radikale løsninger. Spørgsmålet over dem alle er, om der er et revolutionært alternativ af den nødvendige størrelse at finde, når masserne er klar til den endelige kamp?

Men det er endnu fremtidsmusik. I Danmark halter situationen noget bagefter.

Politisk krise

At der tilsyneladende er social ro i Danmark, dækker over en ulmende krise. Det danske politiske system er i historiske vanskeligheder. Lars Løkke vælter fra krise til krise og er i virkeligheden et godt billede på tingenes tilstand: En uduelig levebrødspolitiker uden visioner eller selvstændige ideer, hvis fremmeste egenskab er at holde sig selv i politisk live, koste hvad det koste vil.

Mistilliden til politikerne blandt befolkningen er historisk høj og den herskende klasses politiske støttepiller på både højre og venstre side i Folketinget, i form af de etablerede partier, er i vildrede. INGEN af partierne kan mobilisere nogen som helst entusiasme.

Trekløver-regeringe

Regeringens dødvande i forhandlingerne om 2025-planen fik i november 2016 Lars Løkke til at danne en ny regering med Konservative og Liberal Alliance, som et forsøg på at skabe blot et minimum af enighed i den liberale lejr.

LA’s indtræden i Løkkes regering er et nyt og vigtigt skridt i den politiske udvikling i Danmark – et land hvor kun de to yderste højrefløjspartier indtil nu på en eller anden måde har forsøgt at fremstille sig som værende imod det bestående - etablissementet. Imens står venstrefløjspartierne, i det omfang de ikke løber med DF og disses racistiske politik, som de største forsvarer af status quo: den hellige velfærdsstat (hvad der så end er tilbage). Venstrefløjen forsvarer naivt det bestående system, ikke bare imod højrefløjens angreb, men fejlagtigt som det endelige mål. De tror vi kan vende tilbage til efterkrigstidens progressive reformer, som var baseret på en historisk undtagelse i kapitalismen: Efterkrigsopsvinget. Kapitalisterne har en noget mere realistisk tilgang til hvad kapitalismen kan levere og kalder nedskæringspolitikken for ”new normal”. Med andre ord har venstrefløjspartierne i realiteten større tiltro til det kapitalistiske systems potentiale end kapitalisterne selv. Venstrefløjen forsvarer et system, som åbenlyst er i en eksistentiel krise og helt uden fremtidsudsigter.

I lang tid kunne LA bryste sig af at være noget anderledes end resten af den grå grød på Christiansborg. De påstod at ville feje det gamle, tilsandede system af vejen og skabe noget nyt. De var så sandelig ikke til at købe for ministerposter, lod de forstå. De havde principper – de var ægte, stålsatte liberale. Lige indtil den 27. november. De har nu vist over for deres bagland, at de er fuldstændigt ligesom de andre partier.

Normalt kunne vi ikke være mere ligeglade med, hvad baglandet til et ultra-borgerligt parti måtte mene om deres parlamentsgruppe. Men i tilfældet LA er det anderledes. For blandt politiske unge på landets gymnasier og universiteter har den lille, men højlydte og reaktionære minoritet af LA-ungdom-medlemmer de senere år, trods deres brutale uvidenhed og dybt manipulerende adfærd, været nogle af de mest selvsikre. Intet skulle stå i vejen for dem. Deres fandenivoldskhed ramte ned i en situation, hvor de venstreorienterede ungdomsorganisationer stod lidt fårede tilbage, efter at de ”røde” moderpartier havde solgt ud under Helle Thornings regering. Men nu er tiden kommet til LA. Nu er det deres tur til at sælge ud. LA’s regeringsdeltagelse kan give rum til en ny venstredrejning på gymnasier og universiteter.

Vi skal ikke forsøge at spå om denne regerings overlevelsesmuligheder. Indtil nu har oppositionspartierne med Socialdemokratiet i spidsen vist sig helt ude af stand til at udfylde deres rolle. Og det vil næppe være dem, som vil stille sig i spidsen for en massebevægelse, som kan trække tæppet væk under VLAK-regeringen. Dertil frygter de arbejderklassen alt for meget. Deres tilgangen er, at politik er noget, ”eksperterne” tager sig af, ikke arbejderklassen eller unge.

Dermed ikke sagt, at regeringen er stabil. De tre partier har i overmål demonstreret, at de, deres grundlæggende enigheder til trods, er i stand til at stikke ikke én men flere kæppe i deres egne hjul. Og derudover er der spørgsmålet om DF, som er afgørende for regeringens flertal, men som skal balancere mellem hele tiden at redde den borgerlige regering og dens reaktionære politik, og samtidig forsøge at fastholde sin popularitet ved at forgive at forsvare ”den lille mand”.

Den nye trekløver-regering har en dobbelt karakter: På den ene side er den en (stadig relativt moderat) dansk afspejling af fænomener som Brexit og Donald Trump - Et politisk symptom på et socio-økonomisk system i eksistentiel krise. Den herskende klasse aner ikke, hvordan den skal komme ud af denne situation. Den er splittet. Den ene side er en mere traditionel og moderat fløj, der bruger toppen af arbejderbevægelsen til at sikre en ”ansvarlig” politik. Den anden side er en mere radikal og direkte anti-socialistisk, men samtidig dilettantisk, reaktionær fløj, repræsenteret primært ved LA, der mener, at alle den herskende klasses problemer kan klares med stålsat viljestyrke og en hård hånd imod arbejderklassen og dens organisationer.

Men den nye regering er ikke kun et symptom. Den er også et forsøg på en alliance mellem de to fløje for at føre social krig imod arbejderklassen og unge. Indenfor alle områder er der udsigt til nye angreb. Hovedlinjerne handler om at øge det såkaldte arbejdsudbud, udlicitere de offentlige opgaver, stoppe ”tilstrømningen” af asylansøgere og gøre livet endnu værre for de udlændinge der er i Danmark. Sidst men ikke mindst, vil de have tilbagerullet store dele af de progressive rettigheder i uddannelsessektoren. Klassedelingen skal afspejles klart i uddannelsesverdenen.

I sådan en situation hjælper det ikke arbejderklassen og unge at vende den anden kind til. Den nye regering er dybt reaktionær men også ynkelig og svag, og de interne modsætninger kan springe frem, hvornår det skal være. Med beslutsom handling fra arbejderbevægelsens side kunne den væltes på et øjeblik.

Klassekampens nuværende stadie

Hvis man accepterer, at de grundlæggende samme modsætninger eksisterer i Danmark som i andre lande, hvor klassekampen er mere fremskreden, så er næste spørgsmål: hvordan vil klassekampen udtrykke sig i Danmark, når den bryder ud?

Svaret er muligvis frustrerende: Er der én ting som den allerseneste periode har vist os, så er det at det er umuligt at forudsige hvordan de massive økonomiske, sociale, politiske og militære modsætninger vil komme til udtryk i dag. Svaret kan reduceres til: Forvent det utænkelige.

I Danmark er det også tilfældet. Her er toppen af arbejderbevægelsen muligvis mere sammensvejset med den herskende klasse og statsapparatet end nogen andre steder i den vestlige verden. Hele deres verdenssyn handler om at forsvare status quo. Med sådan en politik og mentalitet er det umuligt for den etablerede arbejderbevægelse at samle den brede utilfredshed op og den vil finde alle mulige andre veje udenom en forstenet arbejderbevægelse.

Men det gælder ikke kun for arbejderbevægelsen. Studenterorganisationerne, helt ned til folkeskole niveauet, er gennemsyret af ”konsensus”. Studenterorganisationerne er for deres ledere og apparat først og fremmest karriereinstrumenter og de er helt ude af takt med de massive frustrationer blandt unge.

I august annoncerede Venstre-regeringen dens planer om at forringe SU’en kraftigt. Men Studenterorganisationernes svar var mildest talt mangelfuldt. I Revolution skrev vi følgende evaluering:

”Forløbet optil demonstrationen i år har været dybt kritisabelt. Da nyheden om de kommende SU nedskæringer kom frem i løbet af august, var folk rasende og ønskede handling. Men der skete INTET fra studenterbevægelsens side. I stedet blev elever og studerende nødt til at vente på en demonstration HALVANDEN MÅNED efter, for her havde studenterorganisationerne planlagt det i forvejen. Denne ufleksible tilgang betød, at momentum blev tabt. En bevægelse er ikke som en vandhane, man kan åbne for, hvornår man lyster. Nå stemningen er der, skal man reagere omgående, og smede mens jernet er varmt.

Da tiden endelig oprandt, valgte universitetsorganisationerne næsten udelukkende at lave mobilisering og opreklamering på facebook. En mobilisering hvor Uddannelsesalliancens repræsentanter kommer ud på samtlige hold og uddannelser og faktisk taler med elever og studerende er åbenbart ikke noget, der har prioritet. Igen, igen har organisationerne håbet, at gymnasierne ville nedlægge undervisningen og deltage i demonstrationen. Og igen, igen blev studenterbevægelsen ledelse reddet af de selv samme gymnasieelever, der som den eneste uddannelsesgruppe faktisk mobiliserede i et eller andet omfang.

Studenterbevægelsens ledelse har ikke tage skridtet videre end endagsdemonstrationer, i stedet prøver de at appellere til Christiansborg om at holde igen med nedskæringerne. Denne appel var især skammelige i år, hvor man fra demonstrationsplatformen krævede, at deltagerne skulle lave fælles råb, hvor man tiggede Kristian Thulesen Dahl og resten af Dansk Folkeparti om at redde uddannelsessektoren. DF, som i ord har forsvaret den lille mand, men af gavn altid har været med til samtlige af de ødelæggende nedskæringer på uddannelserne igennem de sidste mange år. Appeller som dem der kom fra platformen er med til at legitimere DF’s højrepopulistiske politik. DF toppen kommer aldrig til at være på de studerendes side. De er bare den højre-populistiske flanke af de andre nedskæringspartier.”

De konkrete SU-forringelser blev udsat på grund af sammenbruddet i 2015-forhandlingerne, men planerne er siden blevet indføjet i Trekløver-regeringens regeringsgrundlag. De studerende kan se frem til nye angreb. Den tidligere Venstre-regering bebudede, at dens målsætning var at sænke unges uddannelsesniveau: færre skal lukkes ind på gymnasier og universiteter. Det er en opskrift på klassekamp.

Men som situationen er nu, både i arbejderpartierne, fagbevægelsen og studenterorganisationerne har de ingen tiltrækning på de mest bevidste lag i arbejderklassen og ungdommen. Derfor peger alt på at bevægelser og sociale udbrud vil bevæge sig udenom de etablerede organisationer i mere eller mindre spontane udbrud i den næste periode.

I den kontekst var konflikten på Axel Towers i efteråret 2016 yderst interessant. Her var omkring 40 bygningsarbejdere som sagde fra overfor rbejdsgiverens løndiktater. Og de stod fast, selvom de først blev idømt bod og siden blev fyret. De fortsatte selvsikkert. De gjorde alt for at sprede ordet om deres kamp, som de førte ikke kun for sig selv, men for alle arbejdere, som de selv beskrev det… og de vandt, fik deres krav igennem og blev genansat. Uden hjælp fra fagforeningen. Det meget længe siden man har set noget lignede i Danmark, og er så meget desto vigtigere et tegn på at noget rykker på sig under overfladen.

Det er vores opfattelse at både arbejdere og unge er ved at nå et mætningspunkt. I otte år har der været konstante angreb, nedskæringer og provokationer, men uden at det har affødt et massivt modsvar, men kun enkeltstående gnister som flygtningesolidaritetsbevægelsen i sensommeren 2015, som forsvandt lige så pludseligt som den brød frem, og spredte studenterprotester, især trukket af gymnasieeleverne. Alternativets fremkomst var også udtryk for samme søgen efter netop et alternativ blandt de mest bevidste lag. Men ligesom Enhedslisten en overgang voksede, for så at flade ud, har heller ikke dette parti været i stand til at give fyldestgørende udtryk for den underliggende radikalisering.

Den rolige overflade kan give den herskende klasse illusioner om, at de aldrig vil møde modstand – de kan blive overmodige. Men det kan blive farligt for dem selv. Et hårdt angreb fra arbejdsgivernes side på overenskomsterne eller et nyt angreb fra den reaktionære regering på fx uddannelsesområdet, kan få uforudsete konsekvenser og så at sige springe i luften i hovedet på dem selv.

Om en sådan eksplosion vil betyde et ryk ind i en af de etablerede organisationer i arbejderbevægelsen og ungdommen, tvunget af behovet for masseorganisering, er for tidligt at sige. Politikken fra lederne af fag-, elev- og studenterbevægelsen er så sandelig ikke befordrende for en sådan udvikling. Men det kan ikke udelukkes – der er store kræfter på spil.

Men indtil nu er det åbenlyst for enhver med øjne i hovedet, at de etablerede partier og fagforeninger er reduceret til tomme skaller. Alt hvad der er levende og frisk bliver frastødt af disse organisationers opportunisme. Det er udgangspunktet for at besvare spørgsmålet: hvad er de revolutionæres rolle, ikke i morgen eller om fem år, men her og nu?

Revolutionæres rolle

Vi har altså set, at verdensøkonomien balancerer på en knivsæg og hvordan de centrifugale kræfter i er i gang med at hive de internationale institutioner fra hinanden. EU overlever ikke, i hvert fald som vi kender det i dag. Efter årtier med såkaldt globalisering er processen nu ved at gå i stå og vende sig til sin modsætning. Kapitalister i alle lande søger opbakning og støtte hos deres respektive statsapparater i den internationale konkurrence. Efter at politikere og økonomer i årtier havde dømt den ”forældet” (hvilken den objektivt set er, også fra et marxistisk synspunkt) er nationalstaten tilbage - en af de to vigtigste barrierer i kapitalismen som Marx identificerede for den videre udvikling af produktivkræfterne.

Dansk kapitalisme er fuldstændig afhængig af eksport. Så enhver tilbagegang i den internationale handel og særligt til EU-lande, kan mærkes direkte.

Dansk økonomi snegler sig frem, kun holdt oppe af centralbankernes kunstige lave renter. Titusindvis af arbejdspladser af relativt høj kvalitet er ikke kommet tilbage efter krisen. I stedet er trådt service-job, vikararbejde og andre lavt betalte stillinger.

Unge er den gruppe der rammes hårdest. Arbejdsløsheden iblandt dem er stigende og hele tiden bliver fremtidsmulighederne forringede. SU’en beskæres. Der indføres højere karakterkrav på den ene uddannelse efter den anden og der er stigende pres fra politikerne for at indføre brugerbetaling. Ulønnet praktik og i det hele taget usikre ansættelsesforhold er den virkelighed der venter de unge.

Samtidig er niveauet hos den politiske elite på Christiansborg til at kaste op over. Ulækker racisme, som for et årti tilbage kun kunnet findes blandt rablende idioter på den yderste højrefløj, er blevet den politiske konsensus. At oppiske racisme og national splittelse er det eneste middel nedskæringspartierne kan finde på, for at aflede opmærksomheden fra deres dybt upopulære nedskæringspolitik. Og ingen af folketingets partier opstiller et reelt alternativt, for det vil kræve at de er klart til at bryde med rammerne for den kriseramte kapitalisme.

Det betyder, at der er et ganske betydeligt lag af især unge som er dybt radikaliserede, som vil ændre denne verden, men som er politisk hjemløse. Det er et lag som bevidst eller ubevidst har konkluderet at en radikal forandring er nødvendig, at dette system ikke kan tilbyde arbejdere og unge, ja hele menneskeheden, hvis vi tager miljøspørgsmålet med i betragtningen, en fremtid.

Objektivt set har grundlaget for en international socialistisk revolution da heller aldrig været bedre. Moderne teknik og automatisering vil kunne udrette mirakler hvis det blev udnyttet efter samfundets kollektive behov i stedet for profithensyn. Men der er en akut mangel på et massealternativ som kan kanalisere de voldsomme frustrationer fra arbejderklassen og unge i en revolutionær retning, til en socialistisk omvæltning.

Vores opgave, her og nu, er at vokse. Vi er alt for små til at udfylde det enorme vakuum der eksisterer på venstrefløjen og har på nuværende tidspunkt ingen chance for at nå de brede masser. Derfor er marxisternes vigtigste opgave, at forbinde os med de mest bevidste lag særligt blandt unge.

Det er det lag som, hvis de bliver organiserede i dag, trænet i marxistisk teori og den internationale arbejderklasses revolutionære erfaringer, kan udgøre grundstenene til en fremtidig revolutionær marxistisk massetendens.

Vi skal huske på, at Danmark er et lille land, og venstrefløjen er endnu mindre. Selvom Revolutionære Socialister stadig er alt, alt for lille, så er det samtidig sandt at sige, at vi er de eneste på den yderste venstrefløj som går frem, alle andre organisationer er i krise. Årsagen er simpel: Højt teoretisk niveau, en organisation bygget på en frivillig disciplin og ikke mindst indsigten i, at verdenshistoriens kraftige strømme endelig begynder at bevæge sig i vores retning, imod revolution.

Med det grundlag har vi alle muligheder for at tage store skridt frem i den næste periode, forudsat at vi ikke bare fortsætter som ”vi plejer”. Vi har brug for flere til at uddanne sig i marxisme og trække bevægelsen frem. Hvert enkel persons indsats er afgørende. Det er tid til at gå dristigt frem.

Det er en fantastisk tid at være revolutionær. Vi må udnytte den til fulde.


[1]              Økonomisk fattige er ifølge fattigdomsgrænsen personer, som gennem tre år har en indkomst, der er mindre end halvdelen af

                medianindkomsten, ikke er studerende og ikke har en formue på over 100.000 kr. (AE-rådet)

Yderligere information