Fogh udskrev valg i utide. Han så svaghed hos oppositionen. Velfærdsbevægelsen var endnu engang tvunget i sig selv, Socialdemokraterne havde stadig ikke fremlagt et klart sammenhængende alternativ til hans velfærdsnedskæringer og Enhedslisten lå i interne stridigheder.

Meningsmålingerne viser en tendens, der på overfladen kan se underlig ud. Mens vi ser venstredrejning i alle hjørner af samfundet, står Fogh og den borgerlige lejr til at vinde endnu et valg. På trods af de største demonstrationer i over 20 år står arbejderpartierne kun til en svag fremgang i forhold til sidste valg. Det er som om, at det hele preller af på regeringen.

Men man må aldrig blive snydt af fænomenerne på overfladen. Folk mærker, at der bliver skåret ned på velfærden i deres hverdag. De ældre får ikke deres bad, der er ikke nok pædagoger til at passe børnene og de offentlige ansatte stresser mere end aldrig før. Nye grupper, som ikke har protesteret og strejket i mange år, er den seneste tid blevet en aktiv del af klassekampen. I 2006 så vi strejkerne blandt pædagogerne, og for nylig har vi set SOSU-arbejderne strejke. Tal har vist, at Danmark har tredje flest strejkedage pr. indbygger i de udviklede kapitalistiske lande.

Alt dette er et udtryk for en enorm kampvilje og hunger efter forandring hos arbejderklassen og ungdommen. Endnu har dette dog ikke for alvor fået et partipolitisk udtryk. Om det kan ske inden valget, er i skrivende stund umuligt at sige.

Balancerer på en knivsæg
Den periode vi lever i, er præget af ustabilitet og turbulens. Ikke bare på verdensplan, hvor vi ser krige (i Irak og Afghanistan) og revolutionære bevægelser (over hele Latinamerika), men også Danmark.

Klarest ses det i økonomien, hvor modsætningerne har ophobet sig over de sidste mange år. Det kom i al sin voldsomhed til udtryk på aktiemarkedet for nogle måneder siden, da der på en enkelt dag forsvandt 70 mia. kr. ud i den blå luft. Verdens centralbanker agerede sikkerhedsnet og sendte milliarder af dollars ud på markedet, mens de samtidig sænkede renten. De havde ingen problemer med at redde finanskapitalen, mens de samtidig kræver løntilbageholdenhed mod overophedning. Det stabiliserede finansmarkedet for en tid, men faldet kom på grund af sorte udsigter for den virkelige økonomi. Og de har ikke ændret sig.

I denne avis har vi gentagende gange forklaret, at det nuværende økonomiske opsving skal ses i sammenhæng med den enorme boble på boligmarkedet. Folk har mange steder belånt deres friværdi til op over skorstenen. Det har holdt gang i forbruget, men har samtidigt skabt en enorm gæld. Tusinder og atter tusinder af boligejere vurderes i dag at være teknisk insolvente. Deres hus er faldet så meget i værdi, at de ikke kan betale deres lån tilbage, selv hvis de sælger det. De er stavnsbundet.

Boligpriserne vil falde i det kommende år, og processen kan accelerere, hvornår det skal være. Det vil ramme forbruget og den kunstigt høje profitrate vil falde med overproduktion til følge. Det er ikke et spørgsmål om der kommer en krise, men hvornår og hvor stor den bliver. De seneste års opsving er skabt på arbejderklassens bekostning. En krise vil have drastiske konsekvenser for arbejderklassen og vil kun tilbyde en fremtid med øget arbejdsløshed, nedskæringer og stress.

Velfærd og økonomi
Regeringen flyver dog rundt på en lyserød sky. I deres famøse 2015-økonomiplan, som ligger til grund for kvalitetsreformen, forudsætter de eksempelvis at arbejdsløsheden de næste otte år ikke vil komme over 4 procent. Det er, som man kan se på perspektivet ovenfor, fuldstændig urealistisk. Planen som allerede i dag fører til nedskæringer, vil uden tvivl komme til at føre til endnu flere nedskæringer i fremtiden.

Vi står over for to meget konkrete eksempler på konsekvensen af regeringens politik i den kommende tid. På den ene side stod Fogh inden valgudskrivningen overfor at tvinge kommunerne til at lave de nedskæringer, som de havde undgået ved at sætte skatten op. På den anden side stod de offentlige ansatte med det berettigede krav om flere tusind ekstra i lønningsposen til overenskomstforhandlingerne til foråret.At Fogh udskriv valg på det tidspunkt han gjorde, hang ubetvivleligt sammen med, at han ikke ville tage et valg oven på to hårde konfrontationer med landets arbejdere og unge.

Fogh kunne have været væltet
Det Fogh frygtede ved velfærdsdemonstrationerne, og især de mange strejker, var hovedsagligt, hvad de kunne udvikle sig til.

Der har været flere muligheder for at arbejderbevægelsen kunne have væltet Fogh i den seneste periode. Især sidste efterårs protester mod nedskæringerne i kommunerne, hvor de århusianske pædagoger gik i front med en fire ugers strejke, var en oplagt mulighed. Det var tydeligt, at regeringen dikterede nedskæringerne gennem stramme kommunale budgetter. Var arbejderbevægelsens ledelse gået forrest i kampen mod nedskæringerne, kunne det have væltet den borgerlige regering. I mange kommunerne havde Socialdemokraterne flertal og havde de nægtet at gennemføre regeringens diktat, havde det været en uholdbar situation for regeringen. Men ledelsen viste ingen vej frem og lod strejker og protester forblive spredte og problemerne uløste. Det viste sig igen i dette efterår, hvor bevægelsen dog blev stoppet før den næsten var gået i gang. D. 2. oktober i år samledes op mod 100.000 i demonstration, men nedskæringerne blev ikke trukket tilbage, herefter har ledelsen for arbejderbevægelsen været tavse.

Arbejderklassen og ungdommen ønsker at kæmpe
Det blev slået helt fast på et stormøde for alle elever og studerende d. 25. september, hvor repræsentanter gennem ændringsforslag fik slået fast i den samlede udtalelse, at kampen ikke kunne stoppe med en enkelt demonstration og man måtte ”fortsætte kampen til nedskæringerne er taget af bordet, og samtidig opfordre de offentligt ansatte i uddannelsessektoren til at støtte op om vores krav, da det også er deres arbejdspladser, der bliver forringet af nedskæringerne.”

Heller ikke konkrete forslag til, hvorledes den videre kamp skulle føres, manglede og udtalelsen krævede ”at der arrangeres regionale møder og et nationalt møde efter demonstrationen, hvor vi kan videreudvikle fælles fremadrettede krav til vores uddannelser, og diskutere fremtidige initiativer.”

Det er et skridt i den rigtige retning. Repræsentanter for alle arbejdspladser og uddannelsessteder må mødes og diskutere hvordan de borgerlige væltes og kravene gennemføres. Men lederne af elevbevægelsen har INTET gjort for at føre den plan, som eleverne vedtog, ud i livet. De eneste steder udtalelsen er blevet offentlig gjort er i Arbejderen og på marxist.dk.

At kravene om bedre velfærd og modstand mod velfærdsnedskæringer ikke i skrivende stund har ført grundlæggende ændringer i Folketingets sammensætningen, skyldes udelukkende manglen på alternativ. Ingen af arbejderpartierne har givet noget perspektiv for velfærdsbevægelsen. Uden konkrete bud og perspektiver, har nok så mange ord og fine velfærdsrettigheder ingen betydning – hvor de end kommer fra.

Klassekampen lever
De økonomiske og sociale modsætninger, som kendetegner vores periode og har givet sig udslag i protester, demonstrationer og strejker, er endnu ikke kommet fuldt ud til udtryk. Udløseren kan være en stigning i arbejdsløsheden, endnu en vilkårlig velfærdsnedskæring eller noget tredje. Sikkert er det, at klassekampen vil fortsætte med at komme op til overfladen.

Folk arbejder og stresser som aldrig før, kapitalisterne scorer kassen som aldrig før og velfærden nedskæres som aldrig før. Den generation der vokser op nu, kan være den første af mange, som materielt set får et dårligere liv end deres forældre. Det samtidig med, at der i samfundet er et kæmpe produktivkræfter for skabelse af rigdom.

Dag for dag indser flere og flere, at en anden verden ikke bare er mulig, men også nødvendig. Udviklingen vil ikke være jævn og modsætningsløs. Valg er kun et still-billede af situationen nu og her. Men vores periode er revolutionernes periode. Modsætningerne er ufravigelige. Velfærden bliver forringet. Arbejdspresset stiger. Kampen vil før eller senere ende i en kamp for en socialistisk politik inden i i arbejderpartierne. Klassekampen er ikke død, men sprællevende.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.