Det er i denne kontekst, at alle socialister i disse dage bør kigge med stor spænding på Venezuela, hvor det nye socialistparti, PSUV (Partido Socialista Unido de Venezuela) er gået i gang med en to måneder lang kongresperiode.
Idéen om at skabe PSUV blev oprindeligt fremsat af præsident Hugo Chávez i en tale den 15. december 2006, små to uger efter den overbevisende valgsejr ved præsidentvalget den 3. december 2006, hvor hele 63 procent stemte for hans projekt. I denne tale foreslog han at PSUV blev stiftet, ikke for at forene de gamle korrupte partier og videreføre disses ledelsers magt, men derimod for at samle alle de revolutionære aktivister i ét parti og accelerere revolutionen hen imod socialisme.
Samtidig signalerede Chávez fra starten, at det han ønskede, ikke var en kopi af den gamle stalinistiske parti-model, fordi den havde ført til en ”unaturlig degenerering” af Lenins oprindelige bolsjevikparti.
Som vi har beskrevet i andre artikler (se her), så har de seneste begivenheder i Venezuela vist, at revolutionen efter 10 års kampe, ikke er blevet fuldendt. Der er alvorlige problemer med økonomisk sabotage imod revolutionen, hvilket har ført til mangel på basale fødevarer. Dette kombineres med en begyndende træthed blandt masserne, som er frustrerede over de lange taler om socialisme og revolution, uden nogen klar handling og konkrete tiltag, til at indføre socialisme i praksis.
Alt dette udgjorde hovedårsagen, til at Chávez og den bolivariske bevægelse tabte folkeafstemningen den 2. december 2007 om konstitutionsreformen. Resultatet viste ingen stor fremgang for oppositionen (de øgede kun deres stemmetal med 200.000). Til gengæld var der knap 3 millioner, som stemte på Chávez i december 2006, som undlod at stemme ved konstitutions-afstemningen. Disse 3 millioner gik ikke over til oppositionen, men til stemmeundladelse. De er tydeligvis ikke blevet kontra-revolutionære, men er derimod blevet trætte af ord og floskler om socialisme, og ønsker klar handling.
PSUV og masserne
Det er med denne baggrund i mente, at opbygningen af PSUV må ses. Efter sejren i december 2006 og igennem hele året 2007, har masserne forsøgt at radikalisere revolutionen og udføre det, som Chávez har kaldt for ”revolución dentro de la revolución” (”Revolution inde i revolutionen”).
Med dét menes der en intern oprydning i bevægelsen, dvs. et opgør med korruption og bureaukrati. Mange af de politikere, som sidder i bevægelsen, er nemlig slet ikke revolutionære, men derimod reformister, som argumenterer for, at revolutionen må ”skrue ned” i tempo eller indgå en eller anden form for pagt med oppositionen. Masserne har – ganske korrekt – anset dette for at være en kapitulation til oligarkiet og imperialismen og et forræderi mod revolutionen.
Da Chávez foreslog dannelsen af PSUV for lidt over et år siden, lavede han en appel til masserne om ikke at “tillade tyve, korrupte folk og drukkenbolte, adgang [til partiet]”. Han tilføjede: “At dette parti, vil blive det mest demokratiske parti i Venezuelas historie, der vil være diskussioner, de virkelige ledere vil blive valgt fra bunden (...) nu er det nok med aftaler oppefra”.
Som marxister forstår vi, at masserne i Venezuela altid ser på de store linjer i Chávez’ taler og forsøger at omsætte dem til handling. I dette tilfælde var det idéen om PSUV, som et redskab til at færdiggøre revolutionen og udrydde bureaukratiet, som greb massernes sind og som svarede meget godt til den virkelighed, som de oplevede og stadig oplever.
 |
Ud af dem var der 1,4 millioner ufaglærte arbejdere, 500.000 faglærte arbejdere, 750.000 servicesektor arbejdere, 180.000 administrations og kontorarbejdere, hvilket giver hele 3 millioner registrerede arbejdermedlemmer. Udover det, har 1,2 millioner hjemmegående husmødre meldt sig ind, hvilket gør PSUV til Venezuelas og højest sandsynligt verdens største kvindeorganisation. Disse tal viser meget godt, at masserne er gået aktivt ind i partiet i stort antal.
I nogle områder, som f.eks. regionen Alto Apure, i det vestlige Venezuela, oversteg antallet af indmeldte i PSUV, sågar det stemmetal, som Chávez havde opnået ved præsidentvalget i 2006. Dette skyldtes hovedsageligt, at fronten for landløse bønder (FNCEZ), havde agiteret for at alle skulle gå med i det nye parti.
Som lederne af FNCEZ sagde: “I 1998 gik vi også med i MVR [Movimiento por la Quinta República, Chávez’ første parti], men vi var ikke organiserede og bureaukratiet overtog kontrollen, nu går vi med i PSUV og vi er organiseret til at forhindre det”.
PSUV-kongressen sat igang
Lørdag den 12. januar 2008 åbnedes PSUV\'s kongres. Cirka 1.600 delegerede var tilstede. Kongressen skulle egentligt have løbet af stablen fra september til december sidste år, men pga. konstitutionsafstemningen blev den udskudt til januar.
Kongressen er sat til at vare to måneder og kulminere i begyndelsen af marts. Diskussionsemnerne på dagsordenen er alle af afgørende betydning for den venezuelanske revolution; Bl.a. Er PSUV's deklaration om princippet, dets program, ideologiske grundlag, dets vedtægter og struktur og dets valgstrategi.
De cirka 1.600 delegerede er blevet valgt igennem en proces fra neden; i hver af de over 20.000 bataljoner, har man valgt en “vocero”, dvs. talsperson: Disse er så gået sammen med cirka 10 andre “voceros” og heraf, har man så valgt én delegeret pr. 10 bataljoner. Tilsammen mødte næsten 1,4 millioner mennesker op til valgene af "voceros" i de 20.000 bataljoner.
Kongressen har allerede nu haft to møder, ét i Charallave, syd for Caracas, og ét i Barquisimeto i regionen Lara. Imellem møderne er det meningen, at de delegerede skal hjem til deres hjemregion og mødes med de andre delegerede fra bataljonerne, for at viderebringe kongressens diskussioner og vende dem med deres bagland.
Kigger vi på dels Chávez åbningstale, og dels på de udtalelser, som de delegerede er kommet med i de første par dage fra kongressen, er det der går igen, et vidt udbredt krav om kamp for socialisme og imod bureaukrati.
F.eks. kunne man i avisen Ultimas Noticias den 20. januar læse følgende udtalelser fra delegerede;
“Nelson Becerra, delegeret fra Táchira, understregede at de for forsamlingen foreslog, at kampen mod korruption inkluderes I erklæringen om principper. "Det er fundamentalt, at der oprettes mekanismer for at partidet kan udøve kontrolteknikker”, sagde han.
Delegeret fra regionen Portugesa, José Ezequiel Ortega, havde lignende bekymringer.
"Vi ønsker, at partiet er ægte socialistisk og at det bidrager til at stoppe den korruption som fortsætter indenfor revolutionen".
Dette emne blev kommenteret gang på gang, af flere delegerede. Miguel Montes, fra Vargas, understregede at kampen imod korruption bør være en af partiets prioriteter, men at den interne udrensning af det nye parti også bør være det.
Han sagde, at det var nødvendigt med “en reel ændring I opbygningen af partiet, at der bliver lyttet til basen og at vi smidder de folk ud som har konspieret imod socialismen og som kostede os nederlaget I konstitutionsafstemningen.”
Robert González, fra Zulia, indikerede at de forslog at de delegeredes fortid blev revideret, fordi “højrefløjen er tilstede her”.
Planøkonomi eller markedsøkonomi?
Det udkast til “Declaración de principios” (”erklæring om principper”) og det programudkast, som er blevet fremsat af opstartskommissionen, ledt af den tidligere vicepræsident Jorge Rodríguez, er begge blevet oversat til engelsk og kan læses her.
Begge tekster afspejler meget godt de modsætninger, som hidtil har været i både Chávez’ taler og i den venezuelanske regerings politik som helhed. I programmets indledende afsnit, slås det rimelig klart fast, at målet er socialisme og at dette og folkenes enhed kun kan opnås, “når vi sammen med hele verdens folk har begravet kapitalismen og åbnet døren til en ny æra i menneskehedens historie”.
Under programmets afsnit 4 om ejendomsformer står der, at PSUV foreslår en overgangsproces, hen imod opbygningen af en “demokratisk planlagt og kontrolleret økonomi”, som er “i stand til at stoppe fremmedgørende arbejde og tilfredsstille massernes basale nødvendigheder“. For at opnå det opremser programmet to konkrete tiltag; forbud imod monopoler og imod monopolisternes udnyttelse af produktionsmidlerne (herunder jorden) og forbud imod “latifundio”, dvs. godsejernes dominans på landet. Alt sammen rigtig gode krav, som marxister absolut støtter.
Til gengæld er der også en del formuleringer, som kan have tvetydige fortolkninger. F.eks. når der i samme afsnit tales om, at kampen står for:
“A society with property models that privileges public, indirect and direct social, communal, citizens' and collective property, as well as mixed systems, respecting private property that is of public utility or general interest and which is subjected to contributions, charges, restrictions and obligations. “
Hvilken form for privatejendom, som er “til offentlig nytte eller generel interesse” er en smule uklart. Hvad opfylder dette kriterium og hvem afgør det?
Det er klart at marxister ikke gå ind for at ekspropriere al privat ejendom. Vi vil ikke tage enkeltpersoners ejendele fra dem, som for eksempel individer der ejer to køleskabe eller to biler. Ej heller vil vi fratage småhandlende og mindre virksomheder, deres besiddelser. Dette var en del af den skræmmekampagne, som oppositionen igangsatte under valgkampen op til folkeafstemningen den 2. december.
Marxister kæmper derimod for en ekspropriering af oligarkiet, dvs. af kapitalisterne som ejer de store fabrikker, bankerne, fødevareindustrien, samt en radikal jordreform der stopper godsejernes herredømme på landet.
Programmet åbner altså op for flere forskellige fortolkninger. Dets indhold kan tolkes på to måder; enten en “blandingsøkonomi”, hvor de fleste industrier er under privateje og hvor der så ved siden af indgår elementer af fælleseje (dette var hvad der slog så grueligt fejl i Nicaragua), eller det kan fortolkes som en retfærdiggørelse for et grundlæggende brud med kapitalistiske produktionsmåde.
Det vil blive spændende at følge diskussionerne om PSUV's program i de næste par uger. Dog er det vigtigt at forstå, at den konkrete udmøntning af programmet vil blive langt vigtigere end selve dets formulering. Mange gange er Chávez kommet med denne eller hint påstand eller udtalelse, men har i praksis gjort noget andet. Pointen er, at selve klassekampen og revolutionens udvikling i Venezuela vil afgøre PSUV's skæbne.
Opgør med bureaukrati?
I den forbindelse er spørgsmålet om kampen imod bureaukrati også altafgørende. Denne kamp kan ikke afskæres fra den generelle politiske kamp imellem reformister og revolutionære inde i PSUV. Langt de fleste af de arbejdere og unge som har meldt sig ind i PSUV har gjort det, i stræben efter helt klare, konkrete målsætninger; At få løst problemerne med økonomisk sabtage, manglen på basale fødevarer, at stoppe al korruption i statsapparatet, at afskaffe arbejdsløshed, fattigdom, boligmangel, osv.
Et seriøst opgør med bureaukrati kan derfor kun ske, hvis man sætter et klart politisk alternativ frem til den nuværende politik og viser I praksis hvordan et socialistisk demokrati kan bygges nedefra.
I en erklæring af den 28. januar, har Jorge Rodriguez på vegne af opstartskomissionen i PSUV erklæret, at valgstrategien også skal diskuteres I partiets kongresperiode. Den 20. januar havde Chávez I sit ugentlige program på nationalt TV, Aló Presidente sagt, at medlemmerne af PSUV i de forskellige
 |
Dette kan blive til en af de helt centrale kamppladser imellem reformister og revolutionære, inden for de næste par måneder. Det er en offentlig hemmelighed i Venezuela, at en stor del af de borgmestre og guvernører, som i ord har hyldet revolution og socialime, i virkeligheden har ført en arbejdsgiver-venlig politik, indgået lokale aftaler med oppositionen og modsat sig alle forsøg fra arbejdere, bønder og unge på at ændre samfundet.
Dette gælder ikke kun de mest abnorme eksempler, som f.eks. regionen Aragua, hvor guvernøren Didalco Bolívar fra PODEMOS-partiet, som oprindeligt var blevet valgt som tilhænger af revolutionen, satte politiet ind imod arbejdere fra Sanitarios Maracay og førte kampagne for et nej til folkeafstemningen, på et anti-kommunistisk grundlag. Nej det gælder også andre, langt mere ukendte eksempler, som f.eks. i byen Ciudad Bolívar, hvor borgmesteren Lenín Figueroa har svigtet de fattige kvarterers krav om lavere priser på offentlig transport.
Disse eksempler er kun toppen på isbjerget. De chavistiske masser i PSUV vil se PSUV-kongressen – og de kommende måneder op til kommunalvalget i august – som en oplagt anledning til at kræve kandidater, der repræsenterer massernes interesser og er loyale overfor revolutionen og socialismen.
Sekterisme og marxisme
På venstrefløjen internationalt og i Venezuela har der været meget debat af, hvad socialisters holdning til PSUV (og den revolutionære proces i det hele taget) bør være. En række grupper og organisationer har haft en sekterisk attitude og påberåbt PSUV som et "multi-klasse" eller ligefrem "autoritært" projekt, og nægtet at gå med, blot fordi Chávez har været igangsætteren og fordi partiet er linket til den bolivariske bevægelse, som han er lederen af.
Denne holdning er bl.a. blevet støttet af en gruppe inde i det revolutionære fagforbund, UNT, omkring Orlando Chirino, som er en mangeårig kendt venezuelansk fagforeningsaktivist og som kalder sig selv for trotskist. Orlando Chirino gik også så langt, som at anbefale, at man "spildte sin stemme" ved konstitutionsafstemningen, den 2. december og hjalp derved højrefløjen med at vinde en smal sejr.
Han har også udmærket sig ved, at give et stærkt regeringskritisk interview til den halv-fascistiske højrefløjs avis "Tal-Cual", som ledes af kupmageren Teodor Petkoff og ved at tale på samme platform til et møde, som Froilán Barrios fra CTV (den højreorienterede oppositionsfagforening, som aktivt støttede kuppet imod Chávez i 2002).
Dette skete i april 2007, men blot få måneder efter - i juli 2007 - talte Chirino til et møde arrangeret af Federich Ebert Fundationen. Denne organisation er navngivet efter Ebert, der som bekendt var en reformistisk socialdemokrat, der var kansler for Weimar-republikken og brugte hæren til at undertrykke den såkaldte spartakist-opstand i 1919. På den måde var han direkte ansvarlig for mordene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht og for nedslagtningen af den tyske revolution. Dette burde sige alt om denne organisations virke og formål. Men samtidig er det vigtigt at tilføje, at det er blevet bevist at denne organisation har forbindelser til CIA, den amerikanske efterretningstjeneste (se selv her og her).
Alle disse handlinger fra Chirino-tendensen inden for UNT og ikke mindst fra de sekteriske grupper på venstrefløjen i Europa, som støtter ham, er intet mindre end en skandale. Disse folk er blevet så forblændet af deres had til Chávez, at de ikke længere kan skelne imellem revolution og kontra-revolution. Deres handlinger styrker ikke socialismens og revolutionens sag, men miskrediterer på alle tænkelige måder marxismen og trotskismen. Disse folk er ikke trotskister - igennem deres handlinger har de tværtimod hjulpet kontra-revolutionen og højrefløjen.
Alt dette har også ført til, at disse sekterikere nu opfordrer til at lave ”et nyt arbejderparti”; som en direkte rival til PSUV. Den politik, vil afskære dem fuldstændigt fra de tusinder af arbejdere og unge, som forsøger at udtrykke sig igennem PSUV for at radikalisere revolutionen.
Ægte marxister er ikke bange for, at arbejde inden for en bred massebevægelse. Som Ted Grant, en marxistisk teoretiker, altid fremhævede, så ”er der intet udenfor den organiserede arbejderbevægelse”. Dette er om noget endnu mere sandt for Venezuela. Hvis ikke marxister er med i PSUV, overlader vi masserne til bureaukratiske ledere og reformisterne inde for bevægelsen.
Det er også derfor, at CMR – Corriente Marxista Revolucionaria – den venezuelanske sektion af IMT (International Marxist Tendency), fra starten besluttede at gå med i PSUV og arbejde for et marxistisk program for partiet. I kampene inde i PSUV, vil vi stå sammen, side om side med de titusinder af revolutionære arbejdere, unge, bønder og småhandlende som kæmper for et opgør med bureaukrati og for indførelse af socialisme i praksis.
Arbejderklassens opgaver
Det vigtigste for PSUV, vil ikke være kongressen i sig selv, selvom denne kan danne rammen om vigtige kampe imellem revolutionære og reformister. Det vigtigste vil blive, hvordan PSUV som parti intervenerer i de kommende begivenheder og hvilken politik de vil det føre i praksis.
Hvordan vil partiet f.eks. forholde sig til den udbredte økonomiske sabotage? Vil den foreslå eksproprieringer af fødevareindustrien? Eller vil den i stedet forsøge at indgå én eller anden form for kompromis med oppositionen, for at “dæmpe vreden”? Hvordan vil PSUV svare på imperialismens og oligarkiets nye aggressioner imod revolutionen? Hvordan vil de menige medlemmer af PSUV, organiseret i de socialistiske bataljoner, reagere på opfordringen til selv at vælge deres kandidater til kommune og regionsvalget til august?
Alle disse spørgsmål er endnu ubesvarede. De er åbne for påvirkning. Dette er en unik mulighed, som må gribes med begge hænder.
Det afgørende i denne situation, er at arbejderklassen intervenerer i PSUV, med et klart socialistisk program. De venezuelanske arbejdere har igen og igen vist, at de er de eneste der har kunnet redde revolutionen fra undergang, som f.eks. under arbejdsgivernes lockout i 2002/2003, hvor de stoppede den økonomiske sabotage ved at besætte fabrikkerne og køre dem videre under arbejderkontrol. Arbejderklassen er således den eneste klasse, som kan lede revolutionen til sejr og kæmpe effektivt imod bureaukrati og korruption.
Desværre har de interne bureaukratiske slagsmål inde i UNT (Unión Nacionál de Trabajadores, den revolutionære fagforening), ledt til en fuldstændig paralysering af dette fagforbund. Her spillede begge fløje – både den grupperet omkring Marcela Máspero og den omkring Orlando Chirino – en fatal rolle. I stedet for at fokusere diskussionen omkring nødvendigheden af fabriksbesættelser og et klart socialistisk program for fagbevægelsen, udbrød der et sekterisk slagsmål om valg til fagforeningsposter, og den 2. kongres i UNT i maj 2006 gik i fuldstændig opløsning. UNT har i praksis været lammet af disse interne magtkampe siden da. Den har ikke spillet den rolle den burde, selvom fagforbundet stadig er referencepunkt for tusinder af arbejdere i hele Venezuela.
En række arbejdere fra forskellige fabrikker har i midlertidig forenet sig, i FRETECO (Frente revolucionario de trabajadores de empresas cogestionadas y ocupadas), en front for fabrikker der er under arbejderkontrol og/eller besatte. Denne front blev startet i februar 2006 af arbejdere fra Inveval (en virksomhed under arbejderkontrol) og tæller nu arbejdere fra cirka 15 virksomheder. FRETECO holdt sit største træf nogensinde, sidste lørdag, da omkring 80 arbejdere samledes og diskuterede, hvordan bevægelsen for fabriksbesættelser og arbejderkontrol kan føres videre.
Dette er præcis, hvad der er nødvendigt i PSUV; At arbejderklassen intervenerer, med et revolutionært socialistisk program og med konkrete slogans; for arbejderkontrol over industrien, for nationalisering af de vigtigste virksomheder og bankerne, for en omfattende jordreform og opgør med godsejervældet, osv.
En ny offensiv fra arbejderklassens side med fabriksbesættelser, ville for alvor sætte spørgsmålet om nationaliseringer på dagsordenen i PSUV. Det ville udfordre bureaukraterne og tvinge dem til at stå frem som det de egentligt er: forsvarere for kapitalismen og kapitalisternes private ejendomsret til produktionsmidlerne.
En ny offensiv fra arbejderklassens side med fabriksbesættelser, ville for alvor sætte spørgsmålet om nationaliseringer på dagsordenen i PSUV. En sådan bølge af fabriksbesættelser, vil I praksis kunne likvidere kapitalismen I Venezuela. Deter det den opgave, som marxisterne organiseret i Corriente Marxista Revolucionaria arbejder for at løse.
