Vi lever i en forunderlig verden. Ting der ikke burde kunne lade sig gøre, sker alligevel. I årevis har borgerlige økonomer, politikere og bankfolk lovet os, at det økonomiske opsving ville vare til evig tid, at festen på boligmarkedet aldrig ville slutte, og at kapitalismen ville give os alle en lys fremtid med lykke og fremgang. Den bedste af alle verdener!

Alligevel opfører økonomien sig anderledes. Alligevel ser vi den værste periode i årtier på verdens aktiemarkeder. Alligevel er de borgerlige økonomer vågnet op af deres jubelrus og har opdaget, at økonomien formentlig er på vej ind i en alvorlig nedtur. Alligevel oplever vi, at prisen på transport og fødevarer er eksploderet. Alligevel ser det ud til, at den borgerlige økonomiske teori er bankerot, og marxisternes prognose holder stik.

De drastiske fald på aktiemarkederne har mellem august 2007 og januar i år allerede kostet staten mellem 15 og 20 milliarder, hovedsageligt på grund af tabte skatteindtægter på pensioner. Det er næsten det samme, som alle ungdomsuddannelserne tilsammen koster. Der vil komme flere af sådanne fald i fremtiden, i takt med at økonomien forværres. De grundlæggende årsager til aktiemarkedernes fald er nemlig, at kapitalisternes tillid til mulighederne for fremtidig profit i den virkelige produktion er meget lav. Når kapitalisterne ikke øjner tilstrækkelig profit, så hiver de pengene hjem i en fart, og alle investeringer stopper.

Profitterne i USA ser ud til at være faldet med op til 10 procent i sidste kvartal af 2007. Der er ingen tvivl, om at faldet vil fortsætte – og vokse – i år. Det vil sætte en stopper for investeringer. Det vil sætte en stopper for produktion. Det vil sætte en stopper for ”fuld beskæftigelse”. Det vil sætte en stopper for andre økonomier i verden, der er afhængige af at handle med USA – herunder Kina og Europa. Og Danmark. Det vil sætte en stopper for illusionerne om, at kapitalismen i det 21. århundrede er den bedste af alle verdener.

I England har vi allerede set, hvordan fallerede finanskapitalister reagerer på, at deres eget system er i krise: højlydt kræver de kompensation fra det offentlige – og den britiske regering er ilet til hjælp med en blankocheck til banken Northern Rock. De samme politikere, der til daglig er travlt beskæftiget med at være åh-så ”ansvarlige” og privatisere og skære ned på de offentlige udgifter til uddannelse, sundhed, transport og velfærd, tilbyder omgående økonomisk bistandshjælp i milliardklassen så snart, det begynder at gøre ondt på finansfyrsterne. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se samme udvikling i Danmark i den næste periode. Regningen for det økonomiske rod, som det kapitalistiske system har skabt, vil blive betalt af skattepengene, som igen kommer fra de danske arbejderfamilier.

Den økonomiske nedtur har været undervejs i mange år. Egentlig har forholdene for en økonomisk krise været til stede i en årrække, men opsvinget er blevet kunstigt forlænget gennem øget låntagning, som kunstigt har pumpet penge ud i økonomien. Problemet er, at gælden er tæt bundet til boligmarkedet, som nu er på vej nedad. Dertil kommer, at kapitalisterne i høj grad har spekuleret i aktier og værdipapirer i stedet for at investere i udvikling af produktion. Ud fra den enkelte kapitalists synspunkt er det ganske forståeligt at forsøge at ”tjene penge på penge” som Marx formulerede det, men for samfundet som helhed er det vanvid.

Sandheden er, at kriser, hvor velfungerende fabrikker, transportmidler og maskiner får lov at ligge urørte samtidig med, at arbejdere går ledige, er en fast del af kapitalismen. Det skyldes, at der under kapitalismen produceres efter profit og ikke efter en rationel plan. Alle kapitalister planlægger produktionen i deres egen virksomhed, ofte flere år ud i fremtiden. Alligevel hævder de borgerlige, at planlægning af økonomiens vigtigste dele er af det onde. Det er det måske også for et lille mindretal, der lever af spekulation, profit og renter. Men for det store flertal i Danmark og på verdensplan, der kommer til at betale dyrt for den krise, der nu er begyndt, betyder ”det frie marked” alene frihed til at gå ned i levestandard for at bevare et ubrugeligt og forældet økonomisk system.

I denne sammenhæng skal det nævnes, at forhandlingerne om de offentlige overenskomster vil afspejle den stigende polarisering i økonomien og samfundet som helhed. Kapitalisternes politiske repræsentanter i de borgerlige partier vil kæmpe med næb og klør for, at det er arbejderklassen, der kommer til at bære byrden for en økonomisk nedgang. Men det er fuldstændig uacceptabelt. De offentligt ansattes krav er yderst beskedne og helt igennem rimelige. Der er brug for at kæmpe en overenskomst igennem, som sikrer de offentligt ansattes forhold og sætter en stopper for alle angreb på velfærden.

I den kommende periode vil den klassiske reformistiske parole om at ”der er penge nok” til at betale for forbedringer inden for kapitalismen blive til støv og aske. I en periode hvor økonomien går nedad og der vil komme underskud på statens finanser, bliver alle politiske retninger, der accepterer kapitalisternes private ejendomsret til banker, forsikringsselskaber og de store virksomheder, nødt til at følge den kapitalistiske økonomiske ”logik” og acceptere angreb på velfærd og arbejdspladser. Der er brug for, at arbejderbevægelsen sætter hårdt mod hårdt i denne situation. Arbejderklassen er ikke forpligtet til at betale for, at kapitalisternes system ikke dur. Hvis kapitalisterne ikke kan drive økonomien fremad, så må de 200 største virksomheder overtages af staten og drives under arbejdernes egen ledelse og kontrol. Det er den linje, vi fremfører i arbejderbevægelsen. Vi opfordrer alle læsere, der er enige med os i dette, om at kontakte os for at opbygge den marxistiske tendens i arbejderbevægelsen.