40 procent; så meget er prisen på offentlig transport i Københavnsområdet steget på seks år.

20 procent; så meget er prisen på brød steget det sidste års tid. Syv procent; så meget er prisen på fødevarer generelt steget det seneste år.

Det er enkelte tal. Man kunne også nævne prisstigningerne på strøm, benzin eller varme. Store stigninger i almindelige menneskers budgetter. Og så kan man nævne de offentlige overenskomstforhandlinger. Der er lagt op til, at de offentligt ansatte skal spises af med en lønstigning på under otte procent over tre år. Desuden kommer diverse tillæg, pension og den slags. Men der er ingen tvivl om, at det langt fra rækker. Det er særdeles tvivlsomt, om lønstigningerne overhovedet dækker de stigende udgifter, som arbejderklassen oplever.

For de offentligt ansatte, er det især lønnen, der har været i fokus. Det er forståeligt nok. De lønninger, som sygeplejersker, pædagoger, SOSU’er, kontoransatte og andre offentligt ansatte bliver spist af med, er ikke andet, end en hån. Det er en hån imod fagligt engagerede mennesker, som hver dag yder en kæmpe indsats. Det er en hån imod de mennesker, der tager sig af vores børn og vores gamle. Det er en hån imod arbejderbevægelsens stræben efter et velfærdssamfund.

Men lønningerne er ikke det eneste, der betyder noget – selv om de er afgørende. For de offentligt ansatte spiller faktorer som normeringer og arbejdspres også en stor rolle. I løbet af den seneste periode er normeringerne mange steder blevet smadret. Faglært personale er blevet skiftet ud med ufaglært og arbejdspresset er røget gevaldigt i vejret. Disse angreb på arbejdsforholdene er blevet gennemført uden om overenskomsten og uden, at de ansatte har haft lovlig mulighed for at lave faglige aktioner imod forringelserne. Det viser, at den ”danske model” i praksis er en arbejdsgivermodel, der har afskaffet strejkeretten og tilgodeser arbejdsgiverne på alle væsentlige områder.

De dele af overenskomsterne, der i skrivende stund ligger på bordet, sikrer ikke reallønnen. Overenskomstforslaget sikrer ikke imod yderligere forringelser i normeringerne. Overenskomstforslaget sikrer ikke imod fortsat opskruet arbejdspres og stress. Overenskomstforslaget sikrer ikke imod stopurstyranni. Overenskomstforslaget lever i det hele taget ikke op til de krav, der er blevet rejst på arbejdspladserne.

Det er en skændsel, at mange faglige ledere kan få sig selv til at anbefale et forlig, der i den grad overhører kravene fra medlemmerne. Toppen i den danske fagbevægelse ser det tilsyneladende som sin pligt at være ”ansvarlig” over for arbejdsgiverne i stedet for at holde fast i medlemmernes krav og kæmpe, når det er nødvendigt. Hvis ikke medlemmernes krav bliver taget alvorligt af ledelsen, må der vælges en ny ledelse, der vil stille sig i spidsen for medlemmerne.

Når de offentligt ansatte kæmper for at forbedre de utålelige vilkår de bliver budt, kæmper de ikke bare imod nogen tilfældige arbejdsgivere. Bag de stramme budgetrammer, står den borgerlige regering og finansminister Lars Løkke Rasmussen. Den borgerlige regering har i løbet af den sidste periode haft en bevidst strategi om at smadre den offentlige sektor for at forberede endnu flere privatiseringer. Det er ingen tilfældighed, men skyldes, at den borgerlige regering repræsenterer de danske kapitalister, der har brug for at finde nye markeder, som de kan tjene profit på.

Kampen for en ordentlig offentlig sektor og ordentlige forhold, er altså en politisk kamp. Det er en kamp for en regering, der repræsenterer arbejderne i stedet for kapitalisterne. En regering, der beskatter bankernes profitter, oliemilliarderne fra Nordsøen og de multinationale selskaber i stedet for almindelige mennesker. En regering der ruller nedskæringerne på velfærden tilbage og gennationaliserer de privatiserede virksomheder, som for eksempel Post Danmark, DONG, DSB og TDC. En regering der standser al imperialistisk indblanding i fremmede lande og i stedet støtter revolutionen i Venezuela. Kort sagt hænger kampen om overenskomsterne sammen med en kamp om klasseinteresser – om en arbejderregering på et socialistisk program.

Det er værd at bemærke, at de offentlige ansatte aldrig tidligere har været ude i storkonflikt. Uanset om der udbryder konflikt denne gang eller ej, er det klart, at en ansættelse i den offentlige sektor tidligere var ensbetydende med behagelige arbejdsforhold og roligt tempo – i dag er det den stik modsatte situation. De borgerlige hævder gang på gang, at klassekampen er død og at arbejderklassen ikke længere eksisterer. Hertil kan vi kun svare, at det stik modsatte er tilfældet: langt størstedelen af de offentlige ansatte, er blevet en integreret del af arbejderklassen og er flittigt begyndt at tage arbejderklassens traditionelle kampmidler såsom strejke i brug.

I løbet af den sidste periode har vi igen og igen set offentlige ansatte i kamp – for eksempel pædagogstrejkerne i 2006 og SOSU’erne i 2007 – men igen og igen er de blevet ladt i stikken af forbundenes ledere. Kampene har været spredte uden de faglige ledere har gjort noget for at samle kampene – men grunden til, at man overhovedet har fagforbund er jo netop, at man kun kan vinde kampene ved at stå sammen. Der er brug for, at ledelsen stiller sig i spidsen for kampene i stedet for at gemme sig på forbundskontorerne. Der er brug for, at de offentlige ansattes kampe samles og der er brug for at forbinde sig med de privatansatte arbejdere. Arbejderne i den private sektor har klar interesse i en god offentlig sektor, og de har magten til at ramme de danske kapitalister på pengepungen gennem samlede strejker.

De offentligt ansattes kamp er al hæder og ære værd. De kæmper for at bevare resterne af det danske velfærdssamfund. De kæmper for at bevare de goder, som arbejderklassen har tilkæmpet sig under det økonomiske opsving i efterkrigstiden. De kæmper for retten til en ordentlig barndom i institutionerne. De kæmper for en ordentlig skole, som tager hånd om eleverne og ikke lader nogen tilbage. De kæmper for et ordentligt arbejdsliv uden stress, nedslidning og udbrænthed. De kæmper for ordentlig behandling af sociale klienter. De kæmper for, at der bliver taget god hånd om de syge. De kæmper for en værdig behandling af de ældre på plejehjemmene. De kæmper for anstændighed og menneskeværd imod den borgerlige regerings kyniske nedskæringspolitik. Det er klassekamp i Danmark anno 2008.