De strejkende i Sundhedskartellet har nu været i konflikt i over fem uger, og BUPL’s medlemmer er også i konflikt. Der er al grund til at bakke op om de strejkende. Kampen for en god offentlig sektor – for et ordentligt, offentligt sundhedsvæsen og for gode institutioner – er en kamp for at bevare velfærdsstaten. Den borgerlige regering, som står bag den miserable økonomi i regioner og kommuner, har ikke kun bragt sig i konflikt med de strejkende, men også med den solidariske velfærd.
Kampen drejer sig dels om ligeløn og faglig anerkendelse til faggrupper, der i årevis er blevet udsat for en uhyrlig mængde arbejdsopgaver og en arrogant holdning fra arbejdsgiverne om, at de ansatte ikke laver deres arbejde ordentligt. Men det er den borgerlige regering, der med sin nedskæringspolitik ikke har lavet sit arbejde ordentligt! Den må skiftes ud, og erstattes af en regering med arbejderpartierne (S, SF og Ø), for at kravene kan komme igennem.
De borgerlige i panik
Den borgerlige regering har indtil videre været panisk bange for at gribe ind til fordel for arbejdsgiverne. De har, ganske korrekt, kalkuleret med, at et indgreb med stor sandsynlighed har kunnet antænde en eksplosion ligesom i 1985, hvor strejkerne spredte sig vildt over hele landet efter Schlüters forsøg på indgreb. De strejkende står altså med initiativet og en kæmpe folkelig opbakning i øjeblikket. Det er nu, de faglige organisationer må rette et veltilrettelagt slag imod den borgerlige regering og vinde konflikten.
Det, der nu er brug for, er en landsdækkende aktionsdag, som samler hele fagbevægelsen bag de strejkendes krav. Der er brug for, at hele arbejderbevægelsen bakker op – ikke kun i ord, men i handling. De strejkendes kamp er ikke kun en kamp for dem selv, men en kamp for hele arbejderklassens forhold.
En politisk kamp
Strejkerne og mobiliseringen sætter den borgerlige regerings fortsatte eksistens på dagsordenen. Det er tydeligt, at de borgerlige ikke har noget mandat fra størstedelen af befolkningen til at føre kynisk nedskæringspolitik og kun tilbyde lønstigninger, der ikke kan følge med prisstigningerne. Det er altså også en politisk kamp. Der er brug for, at arbejderpartierne – især Socialdemokratiet – kommer klart på banen med støtte til de strejkendes krav. De må gøre det klart, at det er uacceptabelt og uansvarligt, hvis ikke de beskedne og rimelige krav fra de strejkende bliver opfyldt. Socialdemokratiet må forberede sig på at stille sig i spidsen for en protest på landets arbejdspladser, der kan vælte den borgerlige regering, så kravene om ligeløn og investeringer i velfærden kan indfris.
Arbejderbevægelsens eneste styrke er vores antal og vores enhed. Alle arbejdere ved, at man intet opnår alene. For at presse arbejdsgiverne er det nødvendigt med sammenhold og fælles front. Der er brug for at vende tilbage til en solidarisk linje med fælles handling i fagbevægelsen, så arbejdsgiverne ved, at de ikke kun står over for en enkelt fagforening eller et enkelt forbund, men over for en samlet fagbevægelse. Hvis fagbevægelsen mobiliserer sine styrker samlet, er der ingen arbejdsgivere, der kan står imod.
De privatansatte må inddrages
Hvis LO’s ledere indkalder til en fælles aktionsdag for at vinde strejkerne, så vil arbejdsgivernes svaghed blive udstillet. Intet i samfundet kan køre, hvis ikke arbejderne sørger for det. Hvis de privatansatte inddrages gennem en fælles aktionsdag vil der blive lagt direkte pres på den borgerlige regerings bagland i industrien – det er det, der er brug for.
Lige nu er der brug for tre ting for at vinde kravene igennem:
1. Det er de strejkende selv, der bedst kender forholdene på arbejdspladserne. Derfor må der vælges repræsentanter, der kan mødes og beslutte vejen frem. Der må arrangeres møde, så medlemmerne demokratisk kan diskutere og beslutte de næste skridt. De strejkende må sende repræsentanter til de private arbejdspladser for at sprede sympati og opfordre til, at de private bliver inddraget.
2. Der må indkaldes til en landsdækkende aktionsdag for at få kravene igennem. Der må organiseres en fælles demonstration uden for arbejdstiden for alle strejkende og folk der støtter strejken. LO og FTF må stille sig i spidsen for en sympatikampagne.
3. Arbejderpartierne må klart på banen og kræve, at den borgerlige regering går af. I stedet for en borgerlig regering må vi have en regering med arbejderpartierne. Fagforeningerne må opfordre til, at de strejkende melder sig ind i partierne for at kæmpe for en politik, der baserer sig på kravene fra arbejdspladserne.
Enhed i arbejderbevægelsen – ned med den borgerlige regering!
Strejkerne må udvides – for en landsdækkende aktionsdag!
