Der findes ingen værre trussel imod en styrkelse af arbejderbevægelsens kamp end smiger og besmykkelse. I alle livets forhold gælder det, at man for at forbedre tingene, må starte med en klar diagnose, hvor man siger tingene som de er. Eftersnakkere, jasigere og rygklappere er ubrugelige i denne sammenhæng – og det gælder især for klassekampen. En hovedløs og hurtig konstatering af en strejke som ”sejr” eller ”nederlag” er i sig selv ikke brugbar for aktive tillidsfolk og andre i arbejderbevægelsen. Der er brug for, at sige tingene som de er og for at forklare processen som den er, med alle dens fejl, mangler og styrker.
Når vi analyserer en strejke gør vi det ikke for at vise, hvor ”offensive” vi er, eller hvor meget vi ”støtter” en strejke. Marxisternes udgangspunkt er at højne bevidstheden og styrke arbejdernes selvtillid til egne kræfter gennem eksempler og argumenter.
Det vigtige for en arbejder, der lige er kommet ud af en strejke, er ikke at få at vide, at han er dygtig, eller at han har ”sat dagsordenen”. Det vigtige er at nå frem til en forståelse af, hvad der var styrker og svagheder i strejken, og hvorfor resultatet blev, som det gjorde.
Strejkernes forhistorie
Strejkerne kom efter, at de sidste 20 år har budt på evindelige nedskæringer i det offentlige. Pædagoger, der blev ansat i begyndelsen af 1980’erne har oplevet den ene forringelse af normeringerne efter den anden, den ene besparelse efter den anden. Det gælder hele den offentlige sektor. I samme periode er reallønnen stagneret.
Strejkerne i den offentlige sektor i perioden fra april til juni i år havde rødder i begivenhederne de foregående år. Tre gange i løbet af 2006 og 2007 var der demonstrationer, der samlede over 100.000 på landsplan i protest imod den borgerlige regerings angreb på velfærden og den offentlige sektor. 17. maj 2006, 3. oktober 2006 og 2. oktober 2007 gik på denne måde over i danmarkshistorien.
I efteråret 2006 strejkede pædagogerne flere steder i landet, men bevægelsen var størst i Århus, hvor pædagogerne strejkede uden om overenskomsten i omtrent fire uger. Det faldt sammen med kommunernes kamp imod regeringen om penge til de kommunale budgetter. I Århus betød det, at der skulle skæres næsten en halv milliard. På trods af enorm kampgejst og mobilisering blandt pædagogerne endte strejken uden resultat. I stedet for klart at stille sig på samme side som pædagogerne og protesterne til forsvar for velfærden, valgte Socialdemokratiets ledere – med Århus-borgmester Nikolaj Wammen, der tillige er næstformand i partiet, i spidsen – at acceptere den borgerlige regerings diktater om nedskæringer i kommunerne. Hvis de i stedet havde nægtet at skære ned, og i stedet sagt, at den borgerlige regering selv må lave sine egne nedskæringer (hvilket der blev snakket om i partiet), havde det trukket tæppet væk under de borgerlige.
I sommeren 2007 var der desuden en stor og imponerende strejkebevægelse blandt sosu’ere. Disse strejker for højere løn fik stor politisk bevågenhed, og de satte i virkeligheden dagsordenen op til valget i november. Under og efter strejkerne blev der sat fokus på kravene til forårets overenskomstforhandlinger på det offentlige område. En meningsmåling viste, at sosu’erne i snit krævede 6.800 kroner ekstra om måneden, og sygeplejerskerne krævede i snit 8.400 kroner ekstra.
Efter disse strejker meldte mange af de faglige ledere ud, at de kæmpede for en højere løn på mange tusinde kroner om måneden. Det fik de ”kloge hoveder” op ad stolene, og de startede straks med beskyldninger mod fagtoppen for at være ansvarlige for en kommende storkonflikt. Ifølge arbejdsmarkedsforskerne, der helt klart går arbejdsgiverne ærinde, er det de faglige lederes opgave at holde medlemmernes forventninger så langt nede som muligt. Med andre ord kræver disse ”uafhængige forskere”, at lederne skal være arbejdsgivernes mand/kvinde i fagbevægelsen. Det er absurd.
Efter en massiv kampagne fra arbejdsgivernes side trak de faglige ledere i land og slækkede på kravene, så de store beløb, de før havde krævet, nu blev lagt på hylden til fordel for krav om ”generelle lønstigninger”. Det er altså værd at huske på, at kravene fra starten var langt højere end de krav, der blev strejket for under konflikten i april-maj-juni i år.
OK08: bægeret flød over
Da overenskomsterne for de ansatte i den offentlige sektor skulle forhandles dette forår var det derfor tydeligt, at der på arbejdspladserne var stor vilje til at kæmpe for højere løn. Lønkravene er kommet i forgrunden efter årevis af nedskæringer i den offentlige sektor. De borgerlige politikeres arrogance er enorm. År efter år har de hævdet, at det eneste, de ansatte i det offentlige skulle gøre var at ”effektivisere” deres ”ineffektive” arbejdsmetoder. Denne ”effektivisering” har ført til lavere normeringer og mindre tid til at tage sig af de mennesker, det drejer sig om. Det hele er blevet fulgt af et stopurstyranni i områder som hjemmeplejen. Andre steder har også oplevet, at alting skal måles og sættes i skema.
Alle disse målinger, stregkoder og skemaer er ikke til for at hjælpe de ansatte eller brugerne, men alene for at presse så meget arbejdskraft ud af de ansatte på kortest mulig tid, og desuden forberede privatiseringer. For at gøre privatiseringer mulige er det nemlig nødvendigt at vise klare ”resultater”. De borgerlige kalder det for ”benchmarking” og alt muligt andet, men for alle andre betyder det kun forringelser, stress og jag.
De borgerlige har det med at lægge ansvaret for en strejke over på enkeltpersoner. Nogle særligt aktive ”agitatorer” udpeges som dem, der har opildnet en kampstemning. De borgerlige forsøger at sige det samme med revolutioner – at de skyldes særlige enkeltpersoner med stærk overtalelsesevne. Men sådan en opfattelse har intet at gøre med virkeligheden. Sandheden er, at strejker (og for den sags skyld også revolutioner) ville være umulige uden en underliggende frustration blandt arbejderne.
At hævde, at arbejderne strejker for sjov eller fordi de er forledt af ”undergravende” elementer, er en hån. Arbejderne griber kun til strejkevåbenet, fordi det er det eneste middel de har for at reagere imod dårlige arbejdsforhold, opskruet arbejdstempo og lave lønninger.
Op til overenskomstforhandlingerne havde den borgerlige regering dikteret en ramme på 12,8 procent. Det vil sige, at de samlede udgifter til løn, pension, tillæg og andre ting i overenskomsten ikke måtte overstige 12,8 procent på de tre år, overenskomsten løber i. Det vil sige godt fire procent om året i samlet ramme. Ud af den samlede ramme, som der blev dikteret af de borgerlige, var det omkring otte procent, der gik til løn. Det er under tre procent om året, og det er under inflationen. Det betyder, at den reelle løn falder. Men efter årevis med nedskæringer og øget arbejdspres var der et berettiget krav om ordentlige lønstigninger, der kan mærkes.
Prisstigninger æder lønnen op
Hertil kommer, at priserne på fødevarer og transport var begyndt at stige kraftigt – og alt tyder på at prisstigningerne vil fortsætte med endnu større styrke i den kommende tid. Den officielle inflation var i 2007 på 1,7 procent, men nu er den oppe på 3,4 procent. Det betyder, at lønstigninger på under 3,4 procent reelt er en nedgang.
Men i virkeligheden er det endnu værre. Fødevarepriserne er det seneste år steget med 8,8 procent. Samtidig er priserne på energi ifølge Sydbank med til at trække udgifterne til bolig og transport i vejret. Udgiften til boligen er steget med 4,2 procent det seneste år, mens brændstofpriserne er steget med 9,3 procent.
Siden 2001 er prisen på offentlig transport i hovedstadsområdet ifølge AE-rådet, steget med 40 procent. I løbet af de sidste syv måneder af 2007 er priserne på smør steget 55 procent, prisen på mel er steget 74 procent, havregryn er steget 28 procent.
At inflationen som helhed ikke er steget lige så voldsomt skyldes, at det især er livsfornødenheder, der er steget – altså de udgifter, som arbejderfamilier har. Priserne på elektronik er for eksempel ikke steget – men det er ikke så ofte, at man køber et nyt fjernsyn eller en ny computer. Derfor giver inflationen som helhed et forvrænget billede af, hvordan den virkelige inflation er for arbejderfamilierne.
I første kvartal af 2008 steg lønnen for de ansatte i kommunerne med 2,8 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik. De statsansatte havde en lønstigning på 3,6 procent. Det vil altså sige, at de statsansattes løn kun lige følger med den officielle inflation, mens de kommunalt ansatte arbejdere ganske tydeligt har oplevet en nedgang i reallønnen.
For at sikre, at de ansatte i den offentlige sektor ikke skulle få reallønsnedgang var det altså nødvendigt med lønstigninger, der langt overstiger rammen på 12,8 procent over tre år. Selv en ramme på 15 procent, som Sundhedskartellet krævede, ville næppe være tilstrækkelig. Med en inflation på 3,4 procent (hvor prisstigningerne reelt er højere) var det nødvendigt med en stigning i lønnen på mindst 11-12 procent over tre år, formentlig endnu mere, for blot at fastholde det nuværende lønniveau.
Højere løn skaber ikke inflation
Det er en fast del af enhver overenskomstforhandling, at der rejser sig et hylekor af borgerlige politikere og såkaldt uvildige ”eksperter”, der forklarer at lønstigninger er ”samfundsøkonomisk uansvarligt” og at arbejderne må holde igen med kravene. Men af en eller anden grund er det altid de mest velstillede i samfundet, der prøver at forklare arbejderne, at der skam ikke er råd til forbedringer. Disse ”eksperter” fra universiteterne er skolet i borgerlig økonomi og holder altid med arbejdsgiverne.
Allerede i sin nytårstale sagde Anders Fogh Rasmussen, at det var nødvendigt med løntilbageholdenhed og ”ansvarlighed”. Et af kapitalisternes vigtigste argumenter er, at stigninger i lønnen fører til stigende priser – altså inflation. Det kunne umiddelbart lyde logisk. Når arbejdere får højere lønninger kan de købe mere, og dermed kan kapitalisterne sætte priserne op. Men så enkelt er det ikke.
Marx forklarede for mange år siden, at priserne på varer er afhængige af den tid, det har taget at producere dem. Med andre ord af den samlede mængde arbejdskraft, der er lagt i en vare. De kapitalistiske økonomer hævder derimod, at priserne bestemmes af udbud og efterspørgsel. Det er kun til dels rigtigt, da det ikke kan forklare, hvorfor at priserne altid svinger omkring et bestemt beløb. En dåse flåede tomater vil altid være billigere end en computer. Hvorfor? Fordi det har taget længere tid at producere en computer end en dåse flåede tomater. Prisen er med andre ord afhængig af den tid, det tager at producere varen.
En pris udgøres altså af udgifter til råmaterialer, maskiner og lønninger. Men hvor kommer så profitten til kapitalisten fra? Han kan ikke mindske udgifterne til råmaterialerne eller maskinerne. De er nødvendige for at producere en computer. Altså er det kun på arbejderens arbejdskraft, at kapitalisten kan tjene penge.
For at få profit må kapitalisterne holde arbejdernes lønninger længere nede end den nye værdi (merværdi) arbejderen skaber. Hvis man trækker udgifterne fra de forskellige dele og maskiner væk producerer en arbejder på 8 timer måske en enkelt computer. Udgifterne til delene og maskinen udgør for eksempel 1.600 kr. Ved at sætte det sammen har arbejderen produceret en computer på 8 timer. Værdien af hans 8 timer udgør for eksempel 200 kroner per time. Det giver 1.600 kroner på 8 timer. Computerne har altså en værdi svarende til 3.200 kroner. Men arbejderen får ikke 200 kroner i timen. Lad os sige han får 100 kroner. Altså har kapitalisten haft en udgift på 1.600 kroner til maskiner og råmaterialer samt 800 til lønninger. Altså en samlet udgift på 2.400 kroner. Dermed kan kapitalisten skrabe 800 kroner til side til sig selv. Det er det beløb Marx kalder merværdi. Altså den værdi arbejderen skaber, men som han ikke selv får i løn.
Kapitalisten kan ikke bare hæve og sænke priserne, som han har lyst til. Han er i konkurrence med andre kapitalister, og hæver han prisen mere end de andre, vil han ikke sælge noget. Hæver alle kapitalisterne prisen på et marked, vil det give dem en ekstraprofit, hvilket vil tiltrække andre kapitalister og i sidste ende vil pris falde tilbage på sit oprindelige niveau igen. Hvis arbejderne i Danmark ved en overenskomstforhandling får 10 procent mere i løn (hvilket ville være absolut rimeligt) kan kapitalisterne ikke bare hæve prisen med 10 procent, da de så vil blive udkonkurreret af udenlandske kapitalister. Hvis man kigger på det overstående eksempel, vil det betyde, at arbejderne nu vil få 880 kroner for en dags arbejde, mens kapitalisten nu kun vil kunne hive 720 kroner ind til sig selv. Altså fører lønstigninger ikke til højere priser, men lavere profitter til kapitalisterne.
Inflation kommer fordi mængden af penge ikke svarer til mængden af varer. Når der bliver pumpet nye penge ud i systemet uden at de modsvares af en tilsvarende varemængde, så falder pengenes værdi. I den seneste periode er der blevet pumpet enorme summer ud i økonomien gennem store lån og en uhørt spekulation i aktier og handel med råvarer. Inflationen skyldes altså ikke højere løn til arbejderne, men bankernes gældscirkus og spekulanternes børs-casino.
Det spøjse ved det hele er, at inflationen og prisstigningerne kommer efter en lang periode med stilstand i lønningerne. Der har ikke været store lønstigninger andre steder end på direktionsgangene. Det er umuligt at forklare en inflation på 3,4 procent med lønstigninger, der ligger under tre procent. Situationen er altså, at prisstigningerne kommer før lønstigningerne. Kravet om højere løn som forsvar mod inflation er kommet efter prisstigningerne, ikke omvendt.
Kvindekamp er klassekamp
Et af de centrale krav fra de strejkende var kravet om ligeløn. Det er en kendsgerning, at de kvindelige arbejdere tjener mindre end deres mandlige kolleger. De kvindedominerede fag i den offentlige sektor ligger langt bagefter arbejderne i den private sektor (som heller ikke har forhold der er til at juble over). Denne opsplitning af arbejderklassen langs kønsmæssige skel gavner kun kapitalisterne. For eksempel kan mandlige arbejdere frygte at der kommer ”for mange” kvinder ind i deres fag, fordi det vil sænke lønniveauet til et niveau som kendes fra de kvindedominerede fag.
Strejkerne viste, at kampen for ordentlig løn og bedre forhold ikke er en kamp, der kan isoleres. Tværtimod er det en fælles kamp for de ansatte i den offentlige og den private sektor, både kvinder og mænd.
Et krav, som blev rejst af de strejkende forbund var om en ligelønskommission. Sådan en kommission skal angiveligt bruges til at sikre, at lønnen bliver forbedret. Det er imidlertid tydeligt, at de borgerlige – hvis de overhovedet skulle gå med til sådan en kommission – vil bruge den til at presse nogle grupper ned i løn for at andre kan gå op. En ligelønskommission er kun noget værd, hvis den bliver nedsat med et betragteligt beløb til at dele ud. Men alt peger på, at hvis en kommission skulle blive virkelighed, vil den blive brugt til at splitte faggrupper ud mod hinanden og skære ned. Derfor er der grund til at være meget forsigtig med kravet om en ligelønskommission.
I årevis har småborgerlige feminister forsøgt at få kvindekamp til at handle om, at der skal være flere kvindelige ledere i samfundets top. Men for kvinder fra arbejderklassen handler kvindekamp ikke om disse ting, men om løn, barsel, boligsikring, billig børnepasning og den slags. De strejkende viste, hvad kvindekamp er i praksis, og alle disse feminister må skamfuldt tie stille.
Splittelse mellem forbundene
Men tilbage til de offentlige overenskomstforhandlinger. Et stort problem ved overenskomstforhandlingerne var, at fagforbundene var splittede. FOA valgte at forlade det kommunale fællesskab i KTO fordi lederne af de andre fagforbund ikke ville gå med på FOA’s krav. I stedet for at stå sammen for at bryde den ramme, som den borgerlige regering havde dikteret, blev forbundene altså splittet.
De fleste forbundsledere accepterede rammen på 12,8 procent. Også i pædagogernes forbund BUPL gik lederne med på rammen. Det skete efter, at BUPL’s hovedbestyrelse først havde afvist et forhandlingsresultat inden for rammen. Da et flertal i BUPL’s hovedbestyrelse efterfølgende godkendte rammen og indgik et forlig med arbejdsgiverne udløste det så stor vrede blandt pædagogerne, at der spontant blev organiseret en demonstration i protest foran forbundets hovedkontor i København. Det var tydeligt, at der blandt pædagogerne var et ønske om at gå i strejke sammen med FOA og Sundhedskartellet. Det blev endnu mere tydeligt, da pædagogerne med stort flertal forkastede det forlig, som deres egne ledere anbefalede. Det var en mistillidserklæring til ledelsen og den linje, den har ført.
FOA’s ledelse styrede direkte mod konflikt med deres afvisning af rammen på 12,8 procent. For få år siden var FOA’s ledelse en af de mest højredrejede i den danske fagbevægelse. Den tidligere formand Poul Winckler støttede endda privatiseringer – en helt absurd position som formand for et forbund, der organiserer offentligt ansatte. Men da Dennis Kristensen blev valgt, var han den mest venstreorienterede af kandidaterne. Dette formandsvalg satte en stopper for højrefløjens kontrol med FOA. Ændringerne internt i FOA viser, at radikaliseringen i arbejderklassen ikke kan undgå at afspejle sig inde i arbejdernes traditionelle organisationer, og at ingen situation er statisk. Formandsvalget viste, at højrefløjens kontrol med bevægelsen kan brydes, og vil blive brudt i næste periode.
Samtidig stod Sundhedskartellet også stærkt på kravet om 15 procent. Ledernes konfrontation med arbejdsgiverne gav en kæmpemæssig opbakning til lederne. Dennis Kristensen og Connie Cruckow blev lynhurtigt de mest populære ledere i den danske arbejderbevægelse. FOA fik desuden 7000 ekstra medlemmer i forbindelse med konflikten. Efter en periode med medlemsflugt i fagbevægelsen er det en bemærkelsesværdig præstation. Det viser, at medlemstilbagegangen kan stoppes gennem kamp imod arbejdsgiverne.
Splittelsen mellem forbundene betød, at FOA og Sundhedskartellet blev ladt alene i kamp. De kæmpede oven i købet hver for sig. De afholdt ikke fælles strejkemøder eller demonstrationer. Det svækkede strejken betydeligt. Hvis alle forbund i den offentlige sektor havde stået sammen om konflikten havde de strejkende uden tvivl stået stærkere. Splittelsen blev grafisk illustreret den 29. maj (efter FOA’s forlig, men hvor BUPL var i strejke), hvor Sundhedskartellet og BUPL stod med hver deres adskilte demonstration på Rådhuspladsen i København.
En særlig skammelig rolle blev spillet af de forbundsledere, der direkte eller indirekte erklærede, at de ønskede, at de strejkende led nederlag. Formanden for Akademikernes Centralorganisation (AC) Sine Sunesen, gik så langt som til at sige, at ”det ikke må kunne betale sig at strejke”.
Men den vigtigste svaghed var, at konflikten blev begrænset til det offentlige område og de privatansatte (med en undtagelse, hvor havnearbejderne i Esbjerg nedlagde arbejdet i sympati) ikke blev inddraget. Det er ganske logisk, at de private skal gå aktivt i solidaritet med de offentlige. På de private arbejdspladser døjer man med de samme problemer som i det offentlige.
Når sygeplejersker eller pædagoger nedlægger arbejdet, rammer det ikke kapitalisterne direkte. Det rammer i første omgang børn og syge. Derfor er de ansatte i den offentlige sektor meget påpasselige med at gribe til strejkevåbenet. Hvis arbejdsgiverne – den borgerlige regering – skal rammes, så kræver det, at man rammer deres bagland i industrien. Det er kun arbejderne i den private sektor, der direkte kan lægge pres på regeringen gennem at lamme den danske produktion. Uden arbejderklassens venlige tilladelse er der ingen pærer, der lyser, ingen hjul der kører, ingen skibe der sejler. Hele samfundet går i stå uden arbejderklassen. Denne styrke til direkte at konfrontere kapitalisterne er en enorm styrke, som arbejderbevægelsen besidder, men som ikke blev brugt under konflikten.
Den borgerlige regering i panik
Den borgerlige regering sad med nøglen til konflikten. De kunne til enhver tid standse konflikten ved at imødekomme de beskedne og rimelige krav, som de strejkende havde. Alligevel valgte de kynisk at fortsætte konflikten i mange uger.
Under hele konflikten var den borgerlige regering lammet. Opbakningen til de strejkende var massiv i befolkningen. En meningsmåling viste, at 80 procent bakkede de strejkende op. Den borgerlige regering turde ikke gribe ind i konflikten og ophøje de 12,8 procent til lov. Det var tydeligt, at de frygtede en gentagelse af 1985, hvor Schlüters regeringsindgreb førte til, at strejkerne eksploderede og truede med at vælte regeringen.
I stedet satsede den borgerlige regering på at udsulte fagforeningerne gennem at lade konflikten køre i ugevis. Information skrev 3. juni om sygeplejerskernes strejkekasse:
”Da konflikten startede den 16. april, var der 700 mio. kroner i kassen. Konflikten koster omkring 14 millioner kroner om dagen i lønkompensation til sygeplejerskerne. Indtil nu har de strejket i 49 dage. Så sygeplejerskerne har altså brugt omkring 686 millioner kroner under strejken.”Ifølge sygeplejerskernes fagblad Sygeplejersken har Dansk Sygeplejeråd (DSR) brugt 756 mio. på konflikten indtil 9. juni. Det blev nødvendigt for DSR at tage lån i forbundets bygninger. Gennem en økonomisk udmattelseskrig håbede den borgerlige regering at knække de strejkende.
Den borgerlige regering kunne have været væltet, hvis arbejderbevægelsen havde samlet strejkerne, udvidet dem til den private sektor, og hvis arbejderpartierne havde nægtet at udføre den borgerlige regerings diktater. Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, er medlem af Socialdemokratiet, men kom til at stå over for de strejkende fra Sundhedskartellet og FOA’s ansatte i regionerne. På den måde kom han til at administrere den borgerlige regerings politik i stedet for at stå på arbejdernes side. I stedet burde arbejderbevægelsens repræsentanter lave et klart brud med den borgerlige regering og dens nedskæringspolitik. Hvis arbejderbevægelsen havde samlet sine styrker og konfronteret de borgerlige gennem en landsdækkende arbejdsnedlæggelse i den private sektor og et klart brud med de borgerlige på det politiske felt, ville den borgerlige regerings eksistens være på spil. Socialdemokratiet og SF ville blive båret til magten på en bølge af masseprotest.
Dansk Folkeparti – et arbejdsgiverparti
Konflikten afslørede klart Dansk Folkepartis hykleri. Under valgkampen i efteråret førte de sig frem som velfærdens beskyttere og talerør for manden på gulvet – ikke mindst de ansatte i det offentlige. Men da det kom til stykket viste Dansk Folkeparti deres sande ansigt. I Kommunernes Landsforening stemte både Dansk Folkeparti og de Radikale for lockout af FOA’s medlemmer, og Dansk Folkeparti nægtede at gøre noget for at få sprængt regeringens dikterede ramme.
I et forsøg på at dreje opmærksomheden væk fra deres fjendtlige politik over for de strejkende optrappede Dansk Folkeparti deres racistiske hetz. Deres kampagne imod muslimske tørklæder havde intet at gøre med situationen i de danske retssale og alt at gøre med situationen på sygehusene og i børnehaverne.
Blandt de strejkende var indstillingen til Dansk Folkeparti ganske klar. På FOA’s konference for 2500 tillidsfolk i Odense ved konfliktens start blev Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti buhet ud. Til gengæld blev SF’s formand Villy Søvndal mødt af stående klapsalver.
I denne situation var det meget uheldigt, at nogle i arbejderbevægelsen appellerede til Dansk Folkeparti om at stille sig på arbejdernes side. I stedet burde de klart afsløre, at Dansk Folkeparti er et borgerligt parti, der holder med arbejdsgiverne i stedet for arbejderne. Nogle i arbejderbevægelsen sidestillede arbejderpartiernes repræsentanter med repræsentanter fra Dansk Folkeparti. Det udstillede ikke Dansk Folkeparti, men hjalp dem i deres bedrageriske forsøg på at fremstå som ”arbejdernes venner”.
Strejkens afslutning
Strejken sluttede med nogle forlig, der lå meget tæt på den oprindelige ramme på 12,8 procent. Dagen efter, at Sundhedskartellet havde indgået forlig havde Berlingske Tidende overskriften ”Strejken er slut – lønnedgang på vej” som kommentar til forliget. Nordeas chefanalytiker Anders Matzen sagde til Politiken, at ”Det er en lang næse til lønmodtagerne”.
Forligene var forskellige, men de landede alle sammen på en ramme på mellem 12,8 og 13,4 procent over tre år. Altså 4,25 procent om året. Men lønstigningerne i udgiftsrammen er kun på omkring 9 procent over de tre år, det vil sige 2,9 procent om året, - altså 0,5 procentpoint under den officielle inflation.
Det er klart for alle, at kravene ikke blev opfyldt. Ingen af de faglige ledere har kaldt det en sejr, fordi det er klart for alle, at forligene er en særdeles tynd kop te. Afstemningsresultatet blev et ja. Det vigtige er imidlertid ikke, om medlemmerne stemmer ja eller nej – det vigtige er, hvorfor de stemmer som de gør. Det er klart for alle på gulvet, at der er stor utilfredshed med løn og arbejdsforhold, men samtidig viser forbundenes ledere ikke en vej frem. Medlemmernes ja til de tynde forlig var ikke et resultat af begejstring, men af resignation.
De strejkende har udvist en enorm kampvilje og selvopofrelse. Ingen kan forlange mere af dem. Alle myter om den danske arbejderklasses ”lave klassebevidsthed” eller ”passivitet” må nu være aflivet. Medlemmerne vil stemme ja fordi der ikke er nogen ledelse, der har en plan for, hvordan man kan opnå mere. Strejken har været udmattende, men de strejkende har ikke lidt et afgørende nederlag. Nye eksplosioner i den danske klassekamp er uundgåelige i den næste periode.
Strejkerne viste, at der er et tomrum i fagbevægelsen. Lederne havde ikke en klar plan for at vinde strejkerne gennem en alliance med resten af arbejderklassen. Resultatet blev en udmattelseskrig imod den borgerlige regering, hvor ledelsens taktik isolerede de strejkende. Resultatet var forlig, der ikke lever op til kravene. Men presset på arbejderne i den offentlige sektor er ikke forsvundet. Arbejdsgivernes ubønhørlige nedskæringscirkus fortsætter, og det samme gør prisernes himmelflugt.
I en periode med store prisstigninger er det nødvendigt for arbejderbevægelsen at rejse kravet om dyrtidsregulering. Det vil altså sige, at der hvert kvartal eller hver måned reguleret med ekstra beløb oven i lønnen, som modsvarer de stigende priser.
I den næste periode vil kravet om dyrtidsregulering af lønnen igen dukke op. Kravet er allerede blevet taget op af Metal Ungdom i København som et eksempel til efterfølgelse for resten af arbejderbevægelsen.
Den vigtigste opgave for alle ærlige og klassebevidste arbejdere er nu at opbygge en stærk tendens i den danske arbejderbevægelse, der kan vise en vej frem: en vej der bygger på enhed mellem offentligt ansatte og privatansatte arbejdere, en samlet front imod de borgerlige og for en regering med arbejderpartierne, der vil investere i velfærden i stedet for at skære ned.
Lenin forklarede en gang, at det ikke var bolsjevikkerne, der lavede den russiske revolution, men det var kapitalismen. Det var begivenhederne, der tvang de russiske arbejdere til at lave revolutionen, som kun lykkedes på grund af at man havde en velforberedt og trænet marxistisk tendens – bolsjevikkerne. På samme måde vil den næste periode tvinge de danske arbejdere til at kæmpe og drage konklusionerne af bitre kampe som den konflikt, der for nyligt er overstået. Begivenhederne vil tvinge de danske arbejdere til at blive aktive i deres fagforeninger og i arbejderpartierne. Kapitalisterne vil i den næste periode gå til endnu hårdere angreb på velfærden og arbejdernes forhold. Men dermed graver de deres egen grav. Arbejderne vil svare igen med strejker og protest, og i denne proces vil arbejdernes organisationer blive forvandlet fra top til bund.
