I Italien foregår der lige nu en række intense diskussioner i arbejderbevægelsen. Især inde i PRC (Partiet for kommunistisk genopbyggelse), som er det næststørste arbejderparti i landet. PRC’s formand, Bertinotti, er på det seneste rykket mere og mere til højre. Dette kulminerede i oktober 2004 med underskrivelsen af en aftale om at PRC skulle stille op i en koalition sammen en række borgerlige partier, hvor Romano Prodi (den tidligere formand for EU-komissionen) står som spidskandidat til præsidentposten. Denne alliance vil – hvis den bliver realiseret - betyde at PRC kommer med i en borgerlig koalitionsregering, og skal stå til regnskab for de angreb som denne regering uundgåeligt vil igangsætte imod arbejderne. Dette vil uden tvivl miskreditere partiet fuldstændigt i øjnene på arbejderne i Italien.

Lige præcis derfor er en række aktive i partiet gået i gang med en kampagne mod dette klassesamarbejde, op til partiets 6. kongres, der vil finde sted i Marts 2005. Op til kongressen vil der finde diskussioner sted i alle partiets afdelinger, hvilket er omkring 2000. Her vil en række forskellige dokumenter blive præsenteret. De italienske marxister, der udgiver avisen Falce Martello – Socialistisk Standpunkts søsterorganisation, har valgt at præsentere deres eget dokument, som vil blive diskuteret og stemt om i alle afdelinger af partiet. Dette dokument hedder ”Bryd med Prodi, forbered et arbejderalternativ”. Ifølge reglerne skal ethvert dokument minimum have 500 støtter for at kunne optages som et officielt kongres-dokument. I løbet af mindre end 20 dage lykkedes det at samle 790 underskrifter i 51 forskellige afdelinger.

Den 4-5. december afholdtes der en konference i Milan, for støtterne af dette dokument. Omkring 130 personer var tilstede, hvor der bl.a. blev afholdt taler af Claudio Belotti, medlem af hovedbestyrelsen i PRC og af redaktionen af Falce Martello, som forklarede linjerne i dokumentet, som forsvarer et uafhængig arbejderklasse-standpunkt. Alan Woods, redaktør af hjemmesiden In Defence of Marxism (www.marxist.com) og forfatter til en række bøger, var også til stede og talte om den turbulente og ustabile periode som verdenskapitalismen befinder sig i.

Alt i alt ser det ud til at dokumentet vil blive fulgt opmærksomt af de mest aktive arbejdere i PRC og også uden for partiet. Dette vil give forøget autoritet til den marxistiske tendens i Italien, som forbereder sig på en ny periode med endnu hårdere klassekamp.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.