Ved valget i 2002 vandt Manzoor Ahmed en af pladserne i Nationalforsemlingen for distriktet Kasur. Han stillede op i kredsen NA-139. Han gik imod de forventninger, som alle politiske analytikere i Pakistan havde, og han besejrede tre af de rigeste folk i Pakistan på trods af, at de havde brugt milliarder af rupees i deres valgkampagner. Den grundlæggende årsag til denne sejr var, at Manzoor udkæmpede sin kampagne på et klassegrundlag og lovede at føre en uforsonlig kamp indtil den socialistiske revolution. Siden sin sejr har Manzoor arbejdet utrætteligt for at bruge sin parlamentariske platform til at kæmpe for arbejderne, bønderne og alle andre fattiges interesser. Dette har givet ham et solidt grundlag for genvalg ved det kommende valg.

Som revolutionær socialist i et borgerligt parlament er han kommet under enormt pres fra alle sider. Først forsøgte den herskende klasse at købe Manzoor ved at tilbyde ham en ministerpost. Derefter tilbød de ham en stor sum penge. Men Manzoor stod fast. Han fortsatte kampen inde i og uden for parlamentet for de arbejdende massers rettigheder – imod fattigdom, arbejdsløshed, prisstigninger, privatiseringer og det udbyttende kapitalistiske system. Han udkæmpede hvert slag med revolutionær ærlighed og mod.

Arbejdere og fagligt aktive i Pakistan og i resten af verden kender ham som formand for forsvarskampagnen for de pakistanske fagforeninger – Pakistan Trade Union Defence Campaign, PTUDC – og på grund af hans utrættelige deltagelse i arbejdernes strejker samt hans rolle i organiseringen af konferencer for at samle den fragmenterede fagbevægelse. Han er også kendt på grund af at Hugo Chavez inviterede ham til Venezuela og på grund af sine bestræbelser på at samle de arbejdende folk i Indien og Pakistan.

Efter det forfærdelige jordskælv i Kashmir i 2005 var Manzoor Ahmed den ledende organisator bag fem revolutionære karavaner for at opsætte nødhjælpslejre med medicinsk hjælp, hvor alt var ødelagt, og for at opfordre folket i Kashmir til at tage deres liv i egne hænder. De revolutionære karavaner var i stand til at nå hvert hjørne af de ødelagte egne i den pakistanske del af Kashmir, og de udstillede militærregimets råddenskab.

Hvert år har hans finanslovstale i parlamentet sendt chokbølger gennem magtens cirkler. Intet parlamentsmedlem i det pakistanske parlaments historie har fremsat så mange lovforslag om emner, der vedrører arbejderklassen.
Denne gang stiller han op imod en kvinde, der er en af de største arbejdsgivere i Pakistan. Hendes familie er berygtet for at udbytte arbejdere i deres industri og stå bag arbejderfjendske love og reaktionære bevægelser i landet.

Endnu en gang er Manzoors valgkreds blevet en slagmark for kamp mellem en pro-arbejder og en anti-arbejder kandidat. Arbejderne og de fatige masser i området støtter stærkt Manzoor. Hans modstandere benytter sig af alle midler imod ham. Imidlertid får hver af disse reaktionære elementers handlinger et stærkt svar fra masserne, som er anført af marxisterne i Kasur.

Efter valget den 18. februar vil kampen gå ind i en ny og afgørende fase. Når det står klart at arbejdernes problemer ikke kan løses ved valg alene vil de søge efter nye veje at udtrykke deres revolutionære bestræbelser igennem. Denne nye fase i klassekampen vil fremhæve kammerat Manzoors rolle under nye omstændigheder.