Et perspektiv er for en socialist, hvad pejleinstrumenter er for en styrmand på et skib. Uden en forståelse af periodens generelle karakter, og uden at forberede sig på de begivenheder der er i vente, risikerer man at blive taget på sengen af udviklingen i klassekampen. Den følgende tekst er et diskussionsdokument, som forsøger at analysere den nuværende situation på internationalt plan og i Danmark. Analysen peger desuden på en vej fremad og peger på, hvilke opgaver, aktive arbejdere og unge står over for. Dokumentet kan desuden læses i sin helhed i pdf-format her.
Dokumentet skal diskuteres på en konference som Socialistisk Standpunkt afholder i København 18. april fra kl. 11 og resten af dagen (kontakt os for mere info eller følg med på www.marxist.dk). Desuden vil der blive holdt en række møder i perioden op til konferencen, hvor dokumentet vil blive diskuteret. Vi opfordrer alle, der ønsker at tage del i denne diskussion, til at kontakte os og høre mere. Vi har brug for alle bidrag, vi kan få. Flere synspunkter og mere diskussion gør altid en diskussion og en analyse bedre.
Folk der ønsker at deltage i konferencen den 18. april, bedes kontakte Socialistisk Standpunkt senest 11. april. Deltagergebyret vil være 60 kr. inkl. frokost og aftensmad (20 kr. uden).
Kontaktoplysninger:
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Tlf.: 61 65 10 88
Hjemmeside: www.marxist.dk
Indledning
”Det vigtigste i videnskabelig tænkning, især i komplicerede politiske og historiske spørgsmål, er at skelne det fundamentale fra det sekundære, det essentielle fra det tilfældige, at forudse de essentielle udviklingsfaktorers bevægelse. For de folk, hvis tænkning ikke går længere end fra dagen i dag til den næste, for de der forsøger at berolige sig med alle slags episodiske hændelser uden at sammenkæde dem med det store hele, fremstår den videnskabelige tænkning, som tager udgangspunkt i de fundamentale faktorer, som dogmatisk: I politik støder man på dette paradoks i hvert øjeblik.”
Leon Trotskij, Krig og fred, 1940.
Hvis man vil ændre verden er det aldrig nok med gode intentioner. Enhver person, lige gyldigt hvor ærlig han eller hun er, vil ikke kunne kæmpe for socialisme, medmindre vedkommende sætter sig grundigt ind i situationen, dykker ned under og overfladen og ser på de grundlæggende faktorer, som skaber udviklingen.
Et perspektiv er en grundlæggende nødvendighed for ikke alene at forstå, hvilke kræfter der har skabt den nuværende situation, men også for at forstå, hvad den fremtidige situation bringer. Med mindre man har en klar forståelse af den økonomiske situation, af klassernes forhold over for hinanden og af den politiske situation, vil man være ude af stand til at forberede sig på, hvad der kommer til at ske, og vise en vej frem. Marxister er klar over, at de forskellige faktorer i samfundet indvirker på hinanden. Arbejderklassen reagerer forskelligt, alt efter om der er en økonomisk krise eller et opsving, kapitalisterne vil ikke turde angribe en arbejderklasse med en stærk ledelse, men vil gøre det, hvis de har en svag ledelse og en lav kampvilje.
Vi skriver dette dokument efter talrige diskussioner og gennemgang af de sidste par års vigtige begivenheder. Dette dokument skal dog ikke ses som en færdig og endegyldig ”plan”. Det er skrevet af en ung, marxistisk tendens, og det er muligt, at der er faktorer, vi ikke har regnet med. Vi giver derfor ingen garantier mod fejl og forkerte konklusioner, tværtimod er det af allerstørste betydning, at dokumentet bliver kritisk læst af den arbejder, student eller elev, som vil stifte bekendtskab med de marxistiske idéer. Jo flere erfaringer og synspunkter der deltager i en diskussion, des mere præcise vil konklusionerne blive.
Vi håber, i al beskedenhed, at dette dokument kan bidrage til en diskussion om Danmark og perspektiverne på kort og langt sigt. Imens nogle folk på venstrefløjen, i arbejderpartierne og fagforeningerne ser pessimistisk på situationen og deraf drager pessimistiske konklusioner, er udgiverne af dette dokument fast overbeviste om, at arbejderklassen vil bevæge sig igen og igen for at ændre samfundet.
Dette dokument skal ikke ses som en ren teoretisk beskæftigelse. Et perspektiv-dokument som dette skrives ikke for diskussionsklubber og teselskabernes skyld. Det skrives med et praktisk formål; at bevæbne de mest bevidste arbejdere og unge med en forståelse for hvorhen samfundet bevæger sig, som en guide til handling. Formålet er altså at give argumenter, kendsgerninger og analyser, som kan bruges i den daglige kamp for de marxistiske idéer i arbejderbevægelsen.
Del 1: Internationalt
For at forstå situationen i Danmark og perspektiverne på længere sigt, er det afgørende, at se det i et internationalt lys. Danmark er ikke en isoleret ø – landets politiske, økonomiske og sociale udviklinger foregår i tæt samspil med de internationale begivenheder. Den danske kapitalisme er dyb afhængig af den europæiske kapitalisme, som så igen er forbundet til den amerikanske kapitalisme og de andre store aktører i verden. Som Marx og Engels forudså for længe siden, helt tilbage til udgivelsen af Det Kommunistiske Manifest i 1848, har kapitalismen udviklet sig som et verdensmarked:
”Storindustrien har skabt det verdensmarked, som Amerikas opdagelse forberedte, Verdensmarkedet har givet handelen, skibsfarten og trafikken til lands en umådelig udvikling. Denne har igen virket tilbage på industriens vækst, og i samme grad som industri, handel, skibsfart og jernbaner voksede, i samme grad udviklede bourgeoisiet sig, øgede sine kapitaler, trængte alle de klasser i baggrunden, der stammede fra middelalderen. Vi ser altså, hvordan det moderne bourgeoisi selv er produktet af en lang udviklingsproces, af en række omvæltninger i produktions- og samfærdselsforholdene.
(…)
Nødvendigheden af at skaffe stadig øget afsætning af produkterne jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Det tvinges til at skaffe sig indpas overalt, at slå sig ned overalt, at knytte forbindelser overalt.”
Marx/Engels: Det kommunistiske partis manifest. Udvalgte værker, bind 1, side 28-30
Selvom disse linjer blev skrevet for over 150 år siden, er det faktisk en meget præcis beskrivelse af verden i dag. Det er præcis det som vi ser i f.eks. Kina, Asien og det tidligere USSR, hvor kapitalismen nu for alvor gør sit indtog og hvor kapitalisterne kæmper med al magt for at komme igennem og udvide markederne. Udbredelsen af verdenskapitalismen til disse nye markeder, og adgangen til billig arbejdskraft har givet kapitalismen et midlertidigt pusterum. Men det har på ingen måde løst de grundlæggende modsætninger, indbygget i kapitalismen. Faktisk er disse modsætninger bare blevet reproduceret, på en langt større skala, og så snart boblen brister, vil det resultere i en endnu værre krise.
Verdensøkonomien: Et skrøbeligt fundament
Verdenssituationen er præget af usikkerhed om fremtiden og bekymring. Dette ses ikke bare i ydre afkroge af verden, men anerkendes selv af kapitalens ledende strateger i Europa og USA.
Denne skepsis og mistro til fremtiden, grunder i det uhyrligt skrøbelige fundament, som verdensøkonomien i øjeblikket bygger på. Kapitalisterne ved udmærket godt, at de sidste par års milde opsving (som i overhængende grad har været baseret på kredit), ikke kan fortsætte og det står klart for alle, at en økonomisk krise er under opsejling og faktisk allerede har taget sine første skridt.
Selv OECD har forudsagt tilbagegang i 2008 og særligt i 2009. Mange amerikanske banker, siger, at recessionen allerede er i gang i USA. Nogen borgerlige økonomer frygter sågar officielt, at vi står overfor for den største økonomiske krise siden den store depression i 1930’erne. Væksten i den amerikanske økonomi siden den nuværende konjunkturcyklus’ begyndelse i 2001 har i en sammenlignelig periode ikke været lavere siden 1940’erne. Billedet er det samme overalt. Snakken om ”ny økonomi” er for alvor død. Vækstrater på tre procent er nu jubelgrund blandt borgerlige økonomer. Vækstrater på seks, syv eller otte procent, som var almindeligt i ”de gyldne år” efter anden verdenskrig, er kun noget, man drømmer om.
Svagheden i verdensøkonomien ses klarest i den meget svage udvikling i produktivitetsvæksten i de mest avancerede kapitalistiske lande, som siden ”de gyldnes års” endeligt i 1974 er faldet:
Og så skal det tilmed bemærkes, at store dele af de stigninger, der trods alt har været, kan forklares med hhv. øget kapitalmængde og især øget intensivering af arbejdet.
Kriser er iboende i kapitalismen
Selvom de fleste borgerlige økonomer altså er enige om, at vi nok står overfor en krise, kan ingen forklare hvorfor. Der peges på ”overophedning”, som skulle betyde, at hjulene kører for hurtigt. Men det er ikke nogen forklaring – slet ikke under et opsving, der har været så svagt som i den sidste periode. Andre lægger skylden på de for høje boligpriser eller de deregulerede finansmarkeder. Men det er alt sammen sekundære årsager og symptomer. Grundlaget for de tilbagevendende kriser skal findes i selve den kapitalistiske produktionsmåde. De borgerlige økonomer gør alt, hvad de kan for at skjule, at kriser er en indbygget del af kapitalismen.
Allerede Marx forklarede, at det grundlæggende problem for kapitalismen ligger i, at der under kapitalismen produceres for profit og ikke efter behov. Kun så længe kapitalisterne kan tjene styrtende med profit på at producere, vil de lægge deres kapital ud og igangsatte produktion og ansætte arbejdere. Arbejderne er tvunget til at arbejde for kapitalisterne, da de ingen produktionsmidler ejer, og bliver oveni betalt mindre i løn end værdien af det de producerer. Herved opstår krisernes uundgåelighed.
Kapitalismen har altid haft en cyklisk karakter med periodiske op- og nedture. Marx henførte dette til ændringer i profitraten, dvs. den mængde profit kapitalisten får, når han investerer sin kapital. Marx viste, at profitraten under kapitalismen har en overordnet tendens til at falde, fordi kapitalisterne for at underbyde hinanden indfører nyt maskineri og derved øger den konstante kapital i forhold til den variable kapital (arbejdskraften). Det vil med andre ord sige, at mængden af dødt arbejde øges i forhold til mængden af levende arbejde. Men da kun levende arbejde skaber ny værdi, har profitraten en tendens til at falde. Som vi skal se i det følgende udtrykker denne tendens sig ikke absolut, men lige præcis kun som tendens - modificeret og tilpasset gennem en række andre faktorer, hvilket Marx også forklarede.
Krisen har været på vej i flere år
Verdenskrisen i 2001-2003 blev forholdsvis mild og der har derfor ikke været en større international krise siden starten af 1990’erne. Derfor har enorme modsætninger ophobet sig i økonomien. Krisen er blevet udskudt i flere år, hovedsageligt på grund af åbningen af nye markeder samt øget kredit, der er forbundet til boligmarkedet.
Det nok vigtigste nye marked er Kinas næsten fulde indtræden i den kapitalistiske verdensøkonomi. Udvidelsen af kapitalismen til denne del af verden, har været en stor omvæltning, som dels har betydet, at millioner er flyttet fra landet ind til byerne, at Kinas produktivkræfter er blevet udviklet på massiv plan og at arbejderklassen er vokset betydeligt. Udviklingen af produktivkræfterne er noget, som marxister ser som en progressiv udvikling, ligesom vi f.eks. anså kapitalismens og den moderne industris fremkomst i Danmark i 1870'erne, som en progressiv ting. Det forbereder nemlig grundlaget for, at menneskeheden kan planlægge og udnytte disse ressourcer, til at f.eks. at sænke arbejdstiden for alle og producere god mad og gode boliger.
Udviklingen af produktivkræfterne i Kina sker dog med enorme og unødvendige menneskelige omkostninger og bliver brugt til at angribe arbejderklassen og bønderne i stedet for at forbedre massernes leveforhold. Under en demokratisk planlagt økonomi ville udvidelsen af den kinesiske produktion også foregå i høj hastighed, men uden de katastrofer for mennesker og miljø, som kapitalismens indførelse i Kina har betydet. Afskaffelsen af planøkonomien i Kina var et historisk tilbageskridt, og de enorme modsætninger, som bliver skabt i Kina, forbereder en social eksplosion.
Kapitalisterne har investeret milliarder i Kina, hvor de har fundet en umådelig kilde til billig arbejdskraft og dermed lavere produktionsomkostninger. På grund af den lavere andel af maskiner i det kinesiske produktionsapparat har det været med til at styrke profitraten på verdensplan i en kortere periode. Men der er en anden side af sagen, som langt fra er gået op for alle; Udvidelsen af verdensmarkedet betyder blot, at kapitalismens "grænser" er blevet udvidet, men ikke at en krise kan undgås for evigt.
Allerede nu ser starten på en overproduktionskrise - også i Kina. Den kinesiske økonomi er vokset med 11 procent årligt, de seneste år, selvom denne vækst for nylig er gået ned til "kun" 10 procent. Kina overgik i 2004 USA som hovedproducent af hi-tech udstyr. Umådelige mængder af TV, radioer, computere, osv. fremstilles nu på moderne fabrikker i Shanghai og Guandong. Men problemet er, at denne masse af produkter skal afsættes. Selv om Kinas interne forbrugsmarked er blevet udvidet betydeligt de senere år, er det stadig afgørende at pointere, at Kina er dybt afhængig af eksport til andre lande, især til USA. Der er stadig en reduceret købekraft i Kina, da størstedelen af befolkningen lever i ekstrem fattigdom. F.eks. er minimum 150 millioner i byerne arbejdsløse og de der har fået arbejde, er på kæmpe fabrikker med minimale lønninger. Faktisk sælges kun 15 procent af kinesiskproducerede elektronik- og informationsprodukter på hjemmemarkedet. Faldet i det amerikanske forbrug vil ramme Kina hårdt. Men det ville også ramme andre asiatiske lande, som for eksempel Taiwan og Korea, der eksporterer produkter til Kina, som så samler dem og videreeksporterer til USA og Europa.
Også Sovjetunionens opløsning og Østeuropa og Ruslands indtræden på det kapitalistiske verdensmarked har haft en lignende effekt på profitraten og udsættelsen af krisen.
Chok i den internationale finansverden
Den vigtigste faktor i udskydelse af krisen har været øget kredit. Den forøgede kredit bygger på store prisstigninger på aktiemarkedet og boligmarkedet samt centralbankernes voldsomme nedsættelser af rentesatserne. Øget låntagning og en øget mængde af spekulativ kapital øger den samlede efterspørgsel og kan derfor i en tid presse profitraten højere op end den egentlig er, og derved holde økonomien ude af krisen. Men lån skal altid betales tilbage – og med renter. Ikke nok med dette, men hvis kreditten også baserer sig på kunstigt høje aktier, som ikke svarer til virksomhedernes overskud, eller overvurderede boliger, så kan denne tilbagebetaling få en meget eksplosiv karakter.
I august 2007 gik det første chok igennem aktiemarkederne verden over. Den 16. august så vi de største prisfald på det danske aktiemarked i 5 år. Samlet set faldt de danske aktier med 4,3 pct. eller hvad der svarer til ca. 70 mia. kr. Til sammenligning var faldet efter 11. september 2001 kun på 2,3 pct. Det samme så vi over alt i Europa, hvor samtlige 18 markeder var i minus. Børsen talte om ”total nedsmeltning på finansmarkedet” og ”blodrøde cifre”. Den umiddelbare årsag var, at det blev tydeligt, at en del af låntagerne til de såkaldte sub-prime lån i USA, ikke kunne betale deres lån tilbage.
Den amerikanske subprime-sektor er den del af kreditmarkedet, der er rettet mod de kunder, som ikke er i stand til at ”kvalificere sig” til normal bankrente, pga. en fortid med dårlig tilbagebetaling af lån og kreditter. Med andre ord er subprime-sektoren den del af lånemarkedet, der er rettet mod den laveste del af arbejderklassen, hvor risikoen for bankerne er højere, idet at folk under denne kategori er de mest økonomisk udsatte, og hvor bankerne derfor tager ågerrenter for at kompensere for deres højere risiko.
I de sidste par år har det været den del af bankernes marked, der har udviklet sig hurtigst, netop fordi at de stigende huspriser har bragt antallet af dårlige betalere helt i bund og dermed også bankernes risiko, mens bankerne stadig har taget høje renter. Altså har det været en rigtig god forretning at forgælde de nederste lag af arbejderklassen og dermed smadre deres fremtid.
Krisen på aktiemarkedet forsatte året ud og tog til i begyndelsen af 2008. Den 21. januar kom endnu større fald end rekorden fra august 2007. 3.408 mia. kr. forsvandt som dug for solen på enkelt dag. Det gav 2008 pladsen som det år med den værste start på aktiemarkederne i 30 år. Samtidig var verdens samlede aktiemarked faldet med over 20 procent siden den midlertidige top i november 2007.
De borgerlige aktieanalytikere er meget uenige om perspektiverne for aktiemarkedet. Mange forventer på den ene eller anden vis, at al snart vender tilbage til det gamle. Et sådan overmod er typisk i slutningen af et længere opsving. Aktiemarkederne er et udtryk for kapitalisternes egentlige forventninger til fremtiden, og de ser ikke for lyse ud.
En del af baggrunden for aktiefaldene i først omgang var faldende boligpriser i USA. I 2007 faldt de med cirka 5 procent. Det efter at de i perioden 1997-2007 voksede med over 70 procent (Economist Housing Price Index). Anerkendte borgerlige økonomer siger, at fald på op imod 40 procent i 2008 ikke kan afvises. Det vil betyde, at millioner af amerikanere må gå fra hus og hjem og at krisen på aktiemarkedet fortsætter. Det vil skabe en sneboldeffekt, som gennem lavere forbrug vil ramme resten af økonomien. Lignende tendenser ses i alle de andre store kapitalistiske lande. Alle de tendenser, der har drevet opsvinget fremad, bliver nu til sin modsætning. Ligesom kreditten forlængede opsvinget, vil den også forværre krisen.
På vej mod en international krise
Selv af disse korte bemærkninger, som overhovedet ikke er dækkende for en analyse af hele verdensøkonomien, er det klart, at vi med al sandsynlighed står foran en krise. Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvornår denne krise vil indtræffe og hvordan den vil sprede sig til resten af verden.
Kapitalisterne skriger nu på rentesænkelser for at sætte gang i økonomien. Det forventes på markedet, at den amerikanske nationalbank sætter renten ned til 4,25 procent til 2,5 procent i løbet af 2008 og at ECB vil følge med. Med de kraftige rentesænkninger efter aktiefaldene i både august 2007 og januar 2008 er dette ikke usandsynligt.
Det vil dog ingenting løse. Centralbankerne kan pumpe ligeså mange penge ud på verdensmarkedet de vil, det vil ingenting gøre for skabe profitable markeder på længere sigt. Derudover er det tvivlsomt om centralbankerne overhovedet har mulighed for styre økonomien selv på kort sigt. Og det er det som kapitalisterne mangler. Problemet er den faldende profitrate og det kapitalistiske system, som kun producerer for at skabe profit til de stenrige kapitalister. De mere kyniske borgerlige økonomer fra blandt andet The Economist forstår dette og har gentagende gange argumentet imod rentesænkninger, fordi de er fastbesluttet på, at krisen skal tages nu, da den alligevel ikke kan undgås.
Det har de fuldstændig ret i. Men hvor de ser en lille ligevægtstilpasning, ser vi millioner af arbejdende mennesker, som verden over bliver kastet ud i fattigdom, udelukkende på grund af at det kapitalistiske system ikke fungerer, men endnu engang går i krise. Det er rigtigt, at kriser er nødvendige, men kun på grund af kapitalismen.
Økonomi og politik
Når vi har brugt et vist stykke tid på at beskrive perspektiverne for økonomien, er det selvfølgelig fordi det er af absolut nødvendigt for at forstå perspektiverne både på kort og lang sigt. Hvis ikke vi forstår om økonomien er på vej ind i et opsving eller i en krise, og hvorfor og hvordan, vil det være umuligt at forstå, hvordan situationen vil udvikle sig i den kommende periode. Til gengæld er det nødvendigt at slå fast, at Marxister ikke er økonomiske determinister.
Mange kritikere anklager ofte marxister, for at være økonomiske determinister, som bare mener, at der så snart krisen indtræffer automatisk vil komme revolution. Dette er selvfølgelig en karikatur, som intet har med ægte marxisme at gøre. Marxister er dialektiske materialister. Vi forstår at økonomi er af afgørende betydning, men det er ikke den eneste faktor, som har en indvirkning på et historisk forløb. Engels forklarede dette for længe siden:
”Vi skaber selv vor historie, men for det første under meget bestemte forudsætninger og betingelser. Blandt disse er de økonomiske til syvende og sidst de afgørende. Men også de politiske osv., ja selv traditionen, der spøger i menneskets hjerne, spiller en rolle, om end ikke den afgørende.”
(Brev fra Engels til Bloch, 1890, Marx-Engels: Udvalgte skrifter, bind II, s. 488, Forlaget Tiden, København 1973.)
Pointen er altså, at det kapitalistiske systems indbyggede krise, ikke er noget der mekanisk bliver defineret udelukkende af økonomien. Det er et sammensurium af faktorer - bl.a. politik, militær, diplomati, økonomi – som har en vekselvirkning på hinanden - men hvor økonomien dog ligger de grundlæggende rammer.
Sagt kort kan en krise både intensivere klassekampen, fordi den gør kapitalismens modsætninger klare og tydelige for alle, og svække klassekampen, fordi den tvinger arbejderne til at kæmpe for deres eget liv og levned, og de derfor ikke har tid og kræfter til større politiske kampe. Tilsvarende, men bare omvendt, med kapitalistiske opsving.
Som vi vil forklare i det følgende, tager klassekampen til i disse år og bevidstheden vokser. På den baggrund er den mest sandsynlige konsekvens af en krise en intensivering af klassekampen på i hvert fald mellemlang sigt. Det vil sige, at påvirkningen af klassekampen vil være mere som efter krisen i 1974-1975 end efter krisen i 1993-94.
Imperialismens svaghed
På trods af stor voldsomhed og blodige krige, står imperialismen særdeles svagt på verdensplan. Verdenshistoriens største økonomiske og militære magt, USA, er ikke i stand til at vinde krigen i Irak. Nato, der skulle forestille at være den stærkeste militære alliance i verden, er fanget i en blodig og bekostelig krig i Afghanistan uden udsigt til sejr. USA har på trods af sine enorme ressourcer og organiserede intervention, sabotage, valgfusk og statsterrorisme ikke været i stand til at forhindre den revolutionære udvikling, der foregår overalt i Latinamerika. Over for massernes opvågnen i hele den koloniale verden er imperialisterne magtesløse og selv det stærkeste militære apparat kan ikke gøre fra eller til.
Over hele verden ser vi en genopblusning af den koloniale revolution. De undertrykte folk i den såkaldte ”tredje verden” udfordrer imperialismen og de pro-imperialistiske regimer i Asien, Afrika og Latinamerika. I den seneste periode har vi set massestrejker i flere afrikanske lande som Nigeria, Guinea og Gabon. Vi har set store strejker, opstande og masseprotest i Filippinerne, Nepal, Burma og Bangladesh. I Mellemøsten ser vi, at det pro-imperialistiske Mubarak-regime i Egypten er blevet rystet af en massiv opblusning i klassekampen og imponerende fabriksbesættelser. Desuden var imperialismen ude af stand til at vinde krigen i Libanon i sommeren 2006, som udstillede imperialisternes barbari såvel som deres magtesløshed.
Krigene i Irak og Afghanistan
Krigene i Irak og Afghanistan er nogle af de konflikter, som har udgjort et nyt element i verdenssituationen de sidste syv år. For nogle så USA-imperialismen umådeligt magtfuld, ja nærmest uovervindelig ud, men nu er virkeligheden i de flestes øjne nu en ganske anden, og den kendsgerning at USA ikke har været i stand til at vinde krigen, viser verdens befolkning, at den mægtigste militærmagt på kloden ikke er almægtig. Krigen i Irak har betydet massedestruktion og elendighed for den irakiske befolkning; Ud af en befolkning på 27 millioner, er 2,2 millioner flygtet ud af landet. Ifølge FN yderligere 2 millioner er blevet fordrevet til en anden del af landet.
Den uafhængige hjemmeside Iraqbodycount.org oplyser, at der i 2007 døde 38 civile pr. dag, som resultat af henrettelser eller skud, og 14 pr. dag som resultat af vejbomber. I alt er der omkring 87.000 dødsfald, som medierne har dokumenteret under Irak-krigen. Og dette er selvfølgelig kun de dokumenterede civile krigsofre. Tallet for døde soldater og oprørere vides ikke, men ligger uden tvivl meget, meget højere. Den amerikanske tænketank Just Foreign Policy, som ikke kan beskyldes for at være socialister, regner med, at omkring 1,2 millioner irakere har mistet livet som følge af invasionen.
I starten af januar 2007 besluttede Bush, at der skulle sendes flere soldater til Irak for at vinde kontrol med de områder, som var blevet erobret af oprørere. Samtidig med at flere af de andre lande i koalitionen (inklusiv Danmark) trak sig ud, sendte USA 21.000 ekstra soldater af sted, så det totale antal soldater ligger på 160.000, det højeste antal tropper siden 2005.
De intelligente dele af den herskende klasse ved, at Bush' politik i Irak er vanvittig, men de ved ikke hvad de skal stille op. Imperialister fører selvfølgelig ikke krig for sjov. De gør det for udplyndring, markeder og indflydelsessfærer. Men Irak har ikke givet dem noget overskud. Faktisk koster krigen dem mindst 2 milliarder dollars ugentligt. At Irak er verdens tredjestørste eksportør af olie, er ligegyldigt, hvis infrastrukturen og redskaberne til udvinding ikke bliver udviklet og det er svært med et land i en så kaotisk tilstand, med daglige bombeattentater og skududvekslinger. Faktisk er produktionen stadig markant mindre, end det håbløse tal fra før krigen, som lå på 2,5 millioner tønder pr. dag.
Før eller siden vil amerikanerne blive nød til at trække sig ud. Ligegyldigt hvad de gør i Irak, kan deres fortsatte tilstedeværelse i landet kun slå fejl. Men hele denne misere vil få enorme konsekvenser, ikke mindst på bevidstheden hos masserne i USA, som langsomt vil begynde at drage revolutionære konklusioner. Dette vil især gøre sig gældende hos de millioner af illegale latino-emigranter, som opholder sig i USA som vi allerede har set de første bevægelser blandt og senere sprede sig til resten af den amerikanske arbejderklasse, som det følgende afsnit vil vise.
Latinamerika - revolution på dagsordenen
Alt dette sker samtidig med, at en revolutionær proces udspiller sig i Latinamerika. Det er umuligt at forstå f.eks. revolutionerne i Bolivia og Venezuela, hvis ikke man ser det som en kontinental proces. I virkeligheden findes der ikke ét stabilt regime fra Tierra del Fuego i syd til Rio Grande i nord. Da processen startede i Ecuador 2000 og i Argentina 2001, var det på grund af en krise i økonomien. Men selvom krisen er vendt nu, har det ikke haft en nedgangseffekt i klassekampen, tværtimod har det styrket massernes selvtillid. Det mislykkede kupforsøg i 2002 imod Chávez, havde en vigtig psykologisk effekt på masserne i hele kontinentet. Det viste at det er muligt at trodse imperialismens dagsorden. At handelsaftaler som ALCA, etc. er blevet afvist har givet alvorlige problemer for Bush.
Marxisterne forstod allerede fra Chávez valgsejr i 1998, at en revolutionær proces i Venezuela var igangsat. Vi forklarede dengang, at regeringen ville blive sat overfor et klart valg; Enten tjene masserne af arbejdere, fattige bønder og småhandlende, eller tjene imperialismens interesser. Dette er nøglen til at forstå alle de begivenheder, som har udspillet sig i Venezuela de sidste 10 år; når Chávez har udfordret imperialisterne og det lokale oligarki, har disse forsøgt at fjerne ham og smadre den revolutionære proces. De har forsøgt utallige metoder; Statskup (2002), lockout (2002-3), Folkeafstemning (2004), gadeoptøjer og mediepropaganda (2007), løbende økonomisk sabotage (2007-08). Men hvert eneste af disse kupforsøg er blevet smadret tilbage af masernes fantastiske bevægelse.
Det er et direkte svar til alle de reformister som tror, hævder at ”masserne i Venezuela ikke er modne til socialisme”. Intet kunne være mindre sandt. At Chávez tabte folkeafstemningen om konstitutionsændringerne i december 2007 med få procentpoint, skyldes ikke at masserne pludselig er imod revolutionen, men derimod at de er trætte af bureaukrati, korruption og floskler. Ved folkeafstemningen fik oppositionen ganske få ekstra stemmer over på sin side, men det der gjorde udfaldet var, at næsten 3 millioner, som tidligere har stemt på Chávez, ikke satte et kryds og blev hjemme. Det viser, at man ikke bare kan tale om socialisme, men at socialismen må virkeliggøres.
Efter næsten 9 år med revolution, er masserne trætte af ord og taler. Som Lenin forklarede om de russiske masser lige inden oktoberrevolutionen i 1917, så var masserne trætte - ikke af revolution - men af manglen på handling. I Venezuela er dette om noget endnu mere rigtigt. En anden faktor er, at regeringen ikke formår at gøre noget ved den omfattende økonomiske sabotage, som arbejdsgiverne i mange industrier har sat ind og som f.eks. betyder stor mangel på basale fødevarer som mælk, æg, brød, osv. Det viser, at man ikke kan overlade produktionsmidlerne i hænderne på kapitalisterne, som er konsekvente modstandere af revolutionen. Kun igennem en socialistisk planøkonomi kan den venezuelanske revolution gennemføres. En succesfuld socialistisk revolution i bare ét land, vil have en jordskælvsagtig effekt, ikke kun i resten af kontinentet, men også i Europa og Danmark.
Turbulens på verdensplan
Udviklingerne i især Latinamerika, viser helt klart, at denne periode er en ekstremt turbulent periode, hvor revolution og kontra-revolution bliver sat på dagsordenen. Og ikke kun i Latinamerika vil det gøre sig gældende. 2007 sluttede med mordet på den pakistanske oppositionsleder Benazir Bhutto. Det udløste en massebevægelse, med kampe i gaderne, bombeattentater og arrestationer. Sammen med situationen i nabolandet Afghanistan, kan den ekstreme ustabilitet i Pakistan få de underliggende modsætninger i hele det indiske subkontinent op over overfladen. Dette kan resultere i revolutionære bevægelser, i hvad borgerlige teoretikere har forsøgt at fremstille som den direkte modsætning til Vesten - men sandheden er, at arbejderne i den såkaldt muslimske verden og Vesten har de samme interesser, og en socialistisk bevægelse i den del af verden vil sprede sig også til vores del.
2007 sluttede også med udbrud af masseødelæggelse og etniske konflikter i Kenya efter præsidentvalget. Kenya var ellers et af de lande, som blev regnet for at være ”stabile” i Afrika. Afrika er som kontinent præget af den største og mest grusomme ødelæggelse, de mest blodige krige og den mest ekstreme fattigdom. Bag ved hver eneste krig i Afrika, har den ene eller den anden imperialistiske magt stået bag, som kæmper for kontrol med kontinentets rige undergrund (der bl.a. indeholder meget olie, kobolt, uran, guld og sølv).
Der er desværre ikke plads til at gå i detaljer med det i dette dokument, men det er tilstrækkeligt at give nogle få tal, som illustrerer situationen i Afrika: i de sidste 12 krige har USA ydet våben og militær træning til 11 deltagere. Mellem 1991 og 1995 gav USA militærhjælp til 50 af Afrikas lande, og fra 1991-98 oversteg salg af våben og militærtræningsprogrammer 227.000 millioner dollars. Samtidig med en ødelæggende konflikt i Darfur, hvor over 200.000 civile er døde siden 2003, er der i 21 år foregået en borgerkrig imellem nord og syd i Sudan, hvor ca. 1,5 millioner mennesker er blevet dræbt. Oven i det skal selvfølgelig ligges konflikter som dem i Congo, Tchad, Rwanda eller i Somalia, hvor Etiopien, der er en af USA’s allierede i regionen, i december 2006 invaderede landet, hvor omkring 1,5 mio. der lever i hungersnød ifølge FN. Disse tal understreger rigtigheden af Lenins udtalelse om, at spørgsmålet foran menneskeheden er socialisme eller barbari.
Europa er ikke en øde ø upåvirket af klassekampen. Tværtimod har vi i løbet af sidste periode oplevet, at klassekampen er taget til i Europa. Der har været generalstrejker i Frankrig, Spanien, Grækenland, Italien, Østrig og Belgien. Desuden har vi set vigtige strejkebevægelser og masseprotester i Sverige, Holland, Tyskland, Slovenien, Portugal, England og Danmark. Den europæiske kapitalisme befinder sig i en blindgyde, og de europæiske kapitalister vil i næste periode være tvunget til at angribe arbejderklassen hårdt for at klare sig på verdensmarkedet. Der er blot ét lille problem: arbejderne i de europæiske lande har ikke i sinde at sidde med hænderne i skødet, mens kapitalisterne ruller alle fremskridt tilbage, som er opnået siden anden verdenskrig. I forsøg på at opnå økonomisk stabilitet.
Det er vigtigt at slå fast, at verdenshistorien har forskellige perioder, med bestemte karakteristika. Nogle perioder kan der være et længere opsving i økonomien, hvor der ikke er behov fra kapitalisternes side for at angribe arbejderklassen benhårdt og hvor man igennem forhandlinger og klassesamarbejde med ledelsen af fagforeningerne kan manøvrere sig ud af situationen. Det ledsages ofte med en relativ (midlertidig) stilstand i klassekampen. Men den periode vi befinder os i nu, er kvalitativ anderledes. Denne periode er en periode med ekstrem turbulens på alle niveauer; politisk, social og økonomisk.
Hvis perspektivet for verdenssituationen var en med fremgang, stabilitet og fred imellem klasserne, ville dette ikke kunne undgå at smitte af på Danmark. Men nu er perspektivet det modsatte og som vi nu vil se nærmere på, vil Danmark ikke kunne undslippe sig dette virvar.
