I modsætning til tiden, hvor korrupte Fatah ledere, der har forrådt både Fatah og det Palæstinensiske folk med deres samarbejde med besættelsesmagten, mere eller mindre frit lod israelske styrker passere, står Hamas klar med 20.000 mand til at bekæmpe invasionen. For øjeblikket er over 600 palæstinensere dræbt, hovedsageligt civile, inklusiv kvinder og små børn, og tusinder sårede og lemlæstede. Derimod er kun 3 israelere blevet dræbt af Hamas missilangreb mod Sderot. For hver dag, Israel fortsætter denne krig vil mange flere palæstinensere dø. Dette er fuldstændigt uacceptabelt.
Men også Israel vil lide tab. Indtil videre er kun én israelsk soldat dræbt og 30 sårede, men efterhånden som de israelske styrker trænger længere ind i Gaza vil dette ændre sig, og mange flere soldater vil dø. Selv om Israel er langt overlegen i denne krig, og deres soldater kun lider minimale tab sammenlignet med de palæstinensiske tab, vil de døde soldater uundgåeligt få israelerne til at stille spørgsmålet, hvorfor? Hvorfor kæmpede vi i denne krig? Hvorfor skal vores børn, brødre, søstre og forældre sendes ud og slås, ud og dræbe og selv blive dræbt?
Fra zionisterne er svaret klart: ”For at forsvarede det jødiske folk imod de palæstinensiske terrorister.”
Men er dette nu sandheden? Er palæstinenserne virkelig den største trussel for den almindelige israelske befolkning? Lad os se på kendsgerningerne: Hvis man ser på listerne over missilangreb på Israel i 2008 og de foreløbige tal for 2009 viser det sig, at ni israelere, både civile og soldater, er blevet dræbt af palæstinensiske angreb på Israel i HELE 2008 og 2009. Herudover er en soldat død indtil videre i den igangværende invasion, og 3 soldater døde i Operation Hot Winter i 2008 (en få dages israelsk invasion af Gaza).
Den israelske invasion af Gaza er en massakre imod befolkningen. Her er et af de mange børn, som er blevet myrdet.
Der døde 123 soldater og 44 civile israelere i krigen mod Libanon i 2006. Dette viser en meget klar ting. Det er ikke de palæstinensiske missilangreb, der er den største trussel for israelerne. Derimod er det den israelske krigsmaskine, drevet frem af zionismens løgne og den israelske overklasse, der tvinger israelerne ud i krige, der koster dem livet. Den største fjende mod den almindelige israelske befolknings ve og vel kommer altså fra Israel selv – fra overklassen og deres generaler Den eneste måde at sikre den israelske befolkning fred og sikkerhed er altså at smadre krigsmaskinen, zionismen og det kapitalistiske system.
En israelsk soldat begraves
Derfor må de almindelige israelske soldater, der ofte udgøres af almindelige værnepligtige, nægte at lade sig sende i krig. De må sige til deres officerer: ”Nej, vi vil ikke angribe og blive gjort til krigsforbrydere i Jeres krig! Nej, vi vil ikke blive tvunget til at dræbe civile og børn i Jeres krig! Nej, vi vil ikke lade os slå ihjel i Jeres krig!” ”Og om nødvendigt vil vi vende vores geværer, ikke mod palæstinenserne, men mod Jer, vores egne officerer der driver os ud i krigens død og ødelæggelse og hele jeres krigsmaskine, zionisme, regeringen i Tel Aviv og den israelske overklasse!”.
Opfordringen til de israelske soldater er altså klar: nægt at adlyd ordre, og hvis det er nødvendigt, så vend jeres våben imod jeres egne officerer og regering. Slut jer til jeres brødre og søstre i Palæstina og Israel der kæmper for fred og frihed!
Kun denne taktik kan bringe sikkerhed og fred til israelerne. Det var den samme taktik de russiske soldater i 1917 og de tyske i 1918 brugte, da de nægtede at fortsætte med at dø i imperialisternes krig og vendte hjem fra fronten for at kæmpe i deres egen krig, nemlig krigen imod de kapitalister og godsejere, der undertrykte og udnyttede dem, og som sendte dem ud for at dø på slagmarken for at de selv kunne blive rigere og mere magtfulde. Dermed satte soldaterne en stopper for Første Verdenskrigs barbari.
Det var denne taktik, der blev brugt, da amerikanske soldater i Vietnam nægtede at fortsætte massakrerne på vietnamesiske landsbyer og nægtede at lade sig slå ihjel i de riges krig. De bar røde armbind for at symbolisere, at de ikke ville skyde på vietnameserne, og til gengæld lod vietnameserne dem i fred. Soldaterne skød også deres egne officerer i større og større tal for hver dag krigen varede, indtil at frygten for åbent oprør i hæren, presset fra studenterne og arbejderne på hjemmefronten og det militære pres fra vietnameserne tvang USA til at trække sig ud af Vietnam.
Opfordring til den israelske civilbefolkning.
Denne krig er ikke kun soldaternes at udkæmpe. Også den israelske civilbefolkning må gå ind i kampen for at stoppe de israelske generalers massakre. Vi har allerede set en stor modstand imod krigen i Israel.
Ud over de mange protester fra det palæstinensiske mindretal inde i Israel har også den almindelige befolkning været på banen. Den 3. januar demonstrerede 10.000 israelere imod krigen i Tel Aviv i en demonstration indkaldt af fredsbevægelsen Gush Shalom. Hjemme i Israel bliver disse demonstranter kaldt landsforrædere, men de skal være stolte af sig selv. De har ikke forrådt ”det jødiske folk”, tværtimod har de vendt sig imod zionismens løgne og falske løfter, for at bringe varig fred og tryghed til den israelske befolkning.
Foto fra demonstrationen i Tel Aviv 3. januar.
Denne modstand imod krigen, der allerede er langt større end modstanden imod Libanon-krigen i 2006 var på samme tidspunkt, vil fortsætte med at vokse for hver dag, den vil brede sig i det israelske samfund, og det er i denne modstand, at nøglen til Israels fremtid ligger. Protesterne må spredes, der må dannes tætte alliancer mellem den israelske fredsbevægelse og venstrefløj og den palæstinensiske modstandsbevægelse.
Det såkaldte ”draft dodging”, hvor unge israelere undgår værnepligten er et hyppigt fænomen i Israel. Det er et vigtigt symptom. Samtidig må arbejderklassen gå foran, og alle dele af den israelske industri og økonomi, der har med hæren at gøre, må lammes af strejker, og om nødvendigt må hele det israelske samfund lammes af generalstrejke indtil krigen er ophørt og besættelsen og belejringen er stoppet. Ligeledes må den israelske fredsbevægelse appellere til de israelske soldater om at nægte at adlyde ordre og støtte dem fuldt ud, hvis de vælger at vende våbnene imod egne officerer.
Et af ofrene for Israels massakre i Gaza bæres til hospitalet
Palæstinenserne har aldrig været jøderne eller den almindelige befolknings fjender, ligeledes er den israelske højrefløj og overklasse ikke deres venner. Deres løfter om at beskytte det sydlige Israel og Sderot er falske og hule.
Selvfølgelig tager vi også afstand fra missilangrebene mod fattige civile israelere, der burde være palæstinensernes naturlige allierede imod den israelske overklasse. Men disse angreb er udtryk for desperation over den israelske besættelse, og de vil kun blive værre af denne krig.
Men det er netop den israelske højrefløj og overklasse, som giver løfter om at beskytte Sderot, og besluttede denne krig som et makabert valgstunt, der i Tel Aviv har ført en politik der har gjort det dyrere og sværere at bo der, og som har presset de fattige, studenterne og arbejderne ud af byen og ud til de farlige grænseområder for derved kynisk at bruge dem som menneskeskjold imod palæstinensernes vrede over besættelsesmagten.
Den israelske overklasse udnytter Palæstina-konflikten til at aflede opmærksomheden fra deres egne angreb på velfærden og på deres udnyttelse af den israelske arbejderklasse. Tidligere har de også brugt palæstinenserne som billig, nærmest slavelignende, arbejdskraft til at underbyde de israelske arbejdere og sænke deres lønninger.
Kommunisterne fik 35 procent af stemmerne ved kommunalvalget i Tel Aviv
Men nye vinde går gennem Israel. Zionismen og højrefløjen møder større modstand, det ser vi både i de store demonstrationer imod den nuværende krig, men også det historiske kommunalvalg i Tel Aviv, der gav den kommunistiske kandidat 35 % af stemmerne, er et klart eksempel på dette. Flere og flere unge og fattige er trætte af de evindelige krige, nedskæringer og zionismens hule løfter om et helligt land af mælk og honning, der intet har med deres hverdag at gøre.
Selv i denne triste tid med krigens rædsler, finder vi alligevel håb i den voksende modstand.
