Tre danske soldater døde forleden, da de blev sprængt i luften i Afghanistan. Tilbage sidder kærester, familie og andre efterladte i sorg.
Konstabel Mads Lerche Rasmussen (21 år), overkonstabel Andreas Søgaard Brohus (26 år) og konstabel Martin Abildgaard (23 år) blev ofre for en vejsidebombe i Afghanistan. Det er en stor menneskelig tragedie. De omkom i Afghanistans ørken, langt fra de mennesker i Danmark, der elskede dem.
Borgerlige krokodilletårer
De borgerlige har været hurtige til at græde deres krokodilletårer. Den kendte ”DF-præst” Katrine Lilleør skrev på berlingske.dk at ”De er døde, for vores andres skyld.” Men det passer desværre ikke. Soldaterne – alle de 26 danskere der har mistet livet i Afghanistan – har måttet lade livet i en krig, der bliver udkæmpet for at sikre Danmarks overklasses gode forhold til USA.
De borgerliges hykleri er mageløst. De sender unge, danske mænd i døden i Afghanistan uden at blinke. Når de lokale – der absolut ikke ønsker udenlandske tropper i deres land – slår besættelsestropperne ihjel, jamrer de om en ”krig for demokrati og frihed”.
Afghanistan: et stort roderi
Men den virkelige tilstand i Afghanistan er langt fra demokrati, frihed og andre af de borgerlige drømmerier. Den afghanske befolkning er stadig plaget af krig, korruption, fattigdom og kvindeundertrykkelse og i alle vigtige spørgsmål, er det Nato landene, især USA og Storbritannien, der bestemmer. Antallet af civile dræbte er enormt og skal tælles i titusindvis. Store dele af befolkningen er tvunget til at producere opium (som ifølge Der Spiegel udgør 53 procent af landets BNP) og betale bestikkelse til Taleban eller politiet for at overleve.
Vi hører tit om, at nu er 70 eller 100 Taleban-soldater blevet dræbt af besættelsestropperne. I virkeligheden er det i de fleste tilfælde civile, der er blevet dræbt i missil- og bombeangreb fra Nato-styrkerne. Reuters, FN og den Afghanske regering har bekræftet, at USA og Nato systematisk lyver om, hvem det er, der er blevet dræbt i disse angreb.
Massakrer
Imperialisterne indrømmer aldrig disse drab på civile før de bliver præsenteret for særdeles håndfaste beviser – hvilket ofte er svære at skaffe i Afghanistan. Når der er anklager om massakrer på civile, bombninger af skole, bryllupsselskaber eller almindelige boliger, bliver anklagerne fejet til side af generalerne. Den vestlige presse har ingen korrespondenter i de øde, bombede områder, og de stoler hellere på en hvid mand med medaljer på brystet end en afghaner med turban på hovedet. Der er imidlertid ingen tvivl om, at dødstallet blandt almindelige afghanske mænd, kvinder og børn er skræmmende højt. Det ved afghanerne udmærket godt. Derfor græder de tørre tårer, når udenlandske tropper bliver slået ihjel – også selv om det er reaktionære Taleban-folk, der er ansvarlige.
Afghanistan har aldrig angrebet Danmark. Afghanerne har aldrig ført krig imod den danske befolkning. Alligevel deltager det danske militær i en militær aktion, der dybest set går ud på at underlægge sig afghanerne militært. Men det kan ikke lade sig gøre, og krigen går ikke godt for imperialisterne – det er de seneste tre danske dødsfald et sørgeligt bevis for.
Tropperne må hjem
De borgerlige politikere har ingen reel respekt for menneskeliv. De er ligeglade med afghanere, der bliver massakreret af klyngebomber, hvid fosfor og ”almindelig” ild fra artilleri og infanteri. De er ligeglade med de 282 irakiske mænd, kvinder og børn, der står over for at blive sent til et land i opløsning og kaos, hvor mange af dem ganske sikkert vil omkomme. Og selv om de borgerlige hævder det modsatte, er de ligeglade med de danske soldaters liv. De vil uden tøven sende flere unge danskere i døden. Det kan kun stoppes ved at afsætte den borgerlige regering og i stedet få en arbejderregering, der vil trække tropperne hjem.
