- Del 1
- Del 2
- Del 3
- Del 4
- Del 5
Læren af Haiti
Den amerikanske imperialisme er ikke sikker på hvad den skal gøre nu. Overfor denne bølge af modstand reagerer Washington på begivenhederne, den dikterer dem ikke. Den amerikanske imperialismes politik lider nederlag, punkt efter punkt. Tidligere ville situationen i Venezuela have betydet militær intervention, men direkte militær intervention er udelukket på kort sigt. I stedet, som vi har pointeret, kunne de godt tænke sig at få andre lande i regionen til at handle i deres sted og de har forsøgt at bruge OAS' Demokratiske Dokument til at blande sig i Venezuela. Men dette har ikke ført nogen steder. Ledere som Lula, som Washington til en hvis grad ser som allierede, tør ikke gøre USA's beskidte arbejde i Venezuela ud af frygt for tilbageslag på hjemmefronten.
 |
Washington er reduceret til at manøvrere og intrigere, og forsøge at skaffe sig en base gennem korruption og bestikkelser, blandet med pres og trusler. De eneste steder, de har vovet at blande sig åbent er i svage lande i Caraibien: Grenada og Haiti. Selv der har resultaterne ikke været opmuntrende. Enhver der søger efter imperialismens sande intentioner behøver ikke at kigge længere end til et lille ørige kaldet Haiti.
I februar 2004 kidnappede amerikanske styrker Haitis præsident Jean-Bertrand Aristide, før de sendte besættelsesstyrker ind med hjælp fra franske og canadiske imperialister. Aristide var aldrig en sand revolutionær, og tillod endda at han selv blev brugt af den amerikanske imperialisme, som forsøgte at bruge ham som marionet. Men han viste sig at være en upålidelig allieret, og derfor valgte Washington uden videre at droppe ham og i stedet basere sig på de mest afstumpede og voldelige gangsterelementer til at afsætte ham.
Begivenhederne i Haiti viser en lignende fremgangsmåde over hele den del af jordkloden. Forud for kuppet omfordelte de vestlige magter hjælp til anti-Aristide græsrodsbevægelser, mens CIA bevæbnede, trænede og finansierede paramilære grupper på højrefløjen. Før de paramilitære kunne nå hovedstaden, fløj amerikanske og canadiske soldater ind, fyldte ”magttomrummet” og banede vejen for en FN-besættelse.
De imperialistiske ”demokrater” satte deres lid til et manipuleret valg, der gentagne gange blev udskudt. Men da det endelig blev afholdt tvang massedemonstrationer, på trods af den massive valgfusk, Haitis Provisoriske Valgråd til at acceptere René Préval som Haitis næste præsident. Massedemonstrationerne lammede Port-au-Prince i fire dage i træk og forfærdede imperialisterne. Efter to lange mørke år har det haitianske folk besejret det kup, der væltede Aristide, ved hjælp af revolutionære masseaktioner. Dette var et knusende slag imod imperialismen og de reaktionære kræfter på øen.
Tidligere, når der var et problem på den vestlige halvkugle, ville Washington simpelthen bare have sendt marinesoldaterne ind. Dagen efter ville overskriften på aviserne være: ”marinesoldaterne er ankommet og situationen er under kontrol”. Men nu har tingene ændret sig. Den største magt i verden har svært ved at holde kontrol over selv en lille og fattig ø, som ikke har en hær. Dette er en klar afspejling af begrænsningerne på den amerikanske imperialismes magt, på nuværende tidspunkt.
Cuba
Også i Cuba sker der vigtige forandringer. Analysen af perspektiverne for den cubanske revolution kræver et særligt dokument, men hvis der er en ting, der står klart, er det at dens skæbne hænger uløseligt sammen med resten af Latinamerikas skæbne. Udviklingen af den Venezuelanske revolution har allerede givet Cuba et pusterum, og efterhånden som revolutionen i Venezuela og resten af Sydamerika udvikler sig, kan dens indflydelse blive større. Dette er med til at øge imperialismens bekymringer.
Efter Sovjetunionens fald var den cubanske revolution isoleret i et internationalt fjendtligt miljø. Den var under nådesløst pres fra de amerikanske imperialister. Den ubarmhjertige økonomiske blokade udsatte masserne for utålelige lidelser. Revolutionens skæbne hang i en tynd tråd. Sovjetunionens kollaps satte en proces i gang i Cuba, selv på de højeste niveauer. Det er meget tydeligt at der, ligesom i Rusland, er elementer der gerne vil vende tilbage til kapitalisme. Men på den ene side forbliver Fidel Castro en uforsonlig modstander af kapitalismen. På den anden side er der en enorm støtte blandt masserne til revolutionens idealer, socialisme og den nationaliserede planøkonomi. Indtil videre har den amerikanske imperialismes forsøg på at tvinge Cuba tilbage til kapitalisme slået fejl. Castro forbliver populær, og de prokapitalistiske elementer er blevet holdt i skak.
Den venezuelanske revolution har utvivlsomt givet den cubanske revolution et nyt skub. Ikke alene har den skaffet den meget tiltrængte olie, men den har også givet nyt håb til det cubanske folk om, at deres lange isolation vil blive brudt. De to revolutioners skæbne hænger uløseligt sammen. De vil stå eller falde sammen. Et skridt imod en nationaliseret planøkonomi i Venezuela vil ikke blot hjælpe med at svække de prokapitalistiske tendenser, der eksisterer i Cubas statsbureaukrati og styrke de sektioner der går ind for en opretholdelse af planøkonomien, men kunne også have en indflydelse på dele af masserne og de dele af det cubanske statsapparat der hænger sammen med dem, og har mere venstreorienterede standpunkter.
For nylig holdt Fidel Castro en tale, hvor han advarede om, at den cubanske revolution endnu ikke er uomstødelig. Desuden sagde han, at den største trussel om en tilbagevenden til kapitalisme skyldes interne, ikke eksterne, faktorer. Det er første gang at dette er blevet sagt så klart. Castro pegede på eksempler på bureaukratisk korruption, svindel og tyveri, specielt af benzin. Han opfordrede til at oprette ungdomsbrigader til at holde øje med benzintanke.
En tilbagevenden til kapitalisme i Cuba ville være en katastrofe, ikke kun for det cubanske folk, men for hele Latinamerika. For det cubanske folk ville indførslen af en brutal, neo-liberal kapitalisme og markedsøkonomi være et forfærdeligt tilbageskridt. Det ville betyde en økonomisk, social og kulturel nedgang. I en bredere forstand ville det have en deprimerende effekt på alle arbejdere og unges moral. Det ville styrke imperialismen og lægge grund til et nyt ideologisk stormløb imod socialisme på verdensplan. Det ville betyde en øjeblikkelig intensivering af imperialistisk pres på Bolivia og Venezuela.
De hykleriske vestlige kritikere af Cuba og den borgerlige opposition i Cuba kræver ihærdigt at man indfører et ”demokrati”, med hvilket de mener et borgerligt demokrati. De vil indføre et system magen til USA's, hvor præsidentembedet bliver solgt til højest bydende (i dette tilfælde en evnesvag oliemilliardær fra Texas), hvor kongressen bliver kørt af korrupte politikere der repræsenterer de store selskabers, som køber og sælger politikere som billige varer og hvor aviser og tv-selskaber ejes af en håndfuld milliardærer. Naturligvis hænger kravet om at indføre et sådant ”demokrati” sammen med kravet om at man afskaffer den nationaliserede planøkonomi.
I 1930'erne forudsagde Trotskij at det stalinistiske bureaukrati ville føre Sovjetunionen tilbage til kapitalismen. Bureaukratiet ville ikke stille sig tilfreds med sin privilegerede position, men ville kræve at planøkonomien blev afskaffet, så de selv kunne blive ejere. Arveretten – den juridiske ret til at kunne videregive rigdom og positioner til sine børn – spillede en rolle i dette. Nu, efter lang tids forsinkelse, er dette hvad der rent faktisk er sket.
Men Trotskij troede at en tilbagevenden til kapitalisme kun ville kunne opnås gennem borgerkrig. Han forudsagde, at bureaukratiet ville splitte langs klasselinjer, med fremkomsten af en venstrefraktion (”Reiss-fraktionen”) på den ene side, og en højrefløjs prokapitalistisk fraktion (Butenko-fraktionen) på den anden. Men begivenhederne gik en anden vej. Stalinismen i Sovjetunionen holdt meget længere end Trotskij havde forestillet sig det var muligt. De gamle revolutionære traditioner blev totalt smadret. Bureaukratiets degenerering nåede uhørte højder. Korruption og bureaukrati opslugte en kolossal mængde af den rigdom som den sovjetiske arbejderklasse producerede, og underminerede planøkonomiens succeser. Resultatet var, at det hele kollapsede under sin egen vægt. Et lille skub var nok til at vælte Østeuropas bureaukratiske regimer, og den samme proces i Rusland tog kun få år længere.
I Cuba er der vigtige forskelle fra hvad der skete i Rusland. I Rusland var minderne om traditionerne fra oktober sløve og smadrede. Dette lettede kontrarevolutionens opgave. I kontrast til dette fandt den cubanske revolution sted for mindre end en menneskealder siden, og mange fra den gamle garde er parat til at bekæmpe en tilbagevenden til kapitalisme. En stor del af masserne er også parate til at forsvare revolutionens fortjenester. Dette betyder at en ”kold” overgang til kapitalisme er meget mindre sandsynlig end i Rusland og Østeuropa.
Fidel Castro og hans tilhængere forsøger at modstå kapitalismen og forsvare planøkonomien. Dette er ekstremt vigtigt. Men de metoder de ønsker at bruge vil ikke løse problemet. Kun et leninistisk arbejderdemokrati kan gøre dette. Angrebene på de nyrige, de korrupte elementer, bureaukratiet, osv. kan kun lykkes, hvis de kædes sammen med et arbejderdemokratisk program, det vil sige det program, som Lenin videreudviklede i 1917, og som var grundlaget for det russiske kommunistpartis program i 1919, og som blev afskaffet af Stalin efter Lenins død.
 |
Det der frem for alt er brug for, er at sprede revolutionen til resten af Latinamerika, og bryde den cubanske revolutions isolation en gang for alle. Det var trods alt Che Guevaras tanke – en tanke han gav sit liv for. Forholdene er nu umådeligt mere favorable for en revolution i det ene Latinamerikanske land efter det andet. Det er ikke et spørgsmål om at ”eksportere revolutionen” (som om man kunne eksportere revolution). De objektive forhold for socialistisk revolution modnes hurtigt – eller er allerede modnet – i en række latinamerikanske lande. Til dette er en dristigt og modigt ledelse nødvendigt: En ledelse i Bolivars og Che Guevaras ånd, ikke i feje reformisters.
Bevægelsen af oprindelige folk i Latin Amerika
Vi må være mere opmærksom på bevægelsen af oprindelige folk, der har eksisteret i organiseret form i flere år, og som spiller en mere og mere afgørende rolle i flere latinamerikanske lande. Bevægelsen af oprindelige folk i Latinamerika stiller marxisterne over for nogle udfordringer, idet den er organiseret omkring en speciel form for det nationale spørgsmål kombineret med spørgsmålet om landbrugsrevolutionen. De indfødte folk fra Amerika er blevet undertrykt siden de europæiske kolonister ankom til landet for over 500 år siden. Nu kan en betydelig del af de indfødte findes blandt de fattige bønder. Dog er der ligesom i enhver anden national gruppe også klasseskel indenfor denne gruppe. De indfødte findes både blandt de fattige i byerne, de rige bønder og selv i blandt borgerskabet.
Vi støtter og forsvarer alle samfundets undertrykte lags politiske og sociale rettigheder. Specielt den indfødte del af befolkningen. Vi støtter også fuldt ud de fattige bønders krav om landbrugsrevolution. Eksproprieringen af godsejerne, samt de oprindelige folks fællesskabers adgang til og fælles udnyttelse af jorden er begge dele af det revolutionære socialistiske program. I bund og grund udgør godsejerne på landet og kapitalisterne i byen en og samme klasse. De fattige indfødte bønder på landet, og arbejderklassen i byerne står oppe imod den samme fjende. Derfor
Desværre er nogle af lederne af bevægelsen af de oprindelige folk faldet i den separatistiske fælde med at adskille den indfødte del af befolkningen fra arbejderklassen og kampen for socialisme. Uanset om de kommer fra et borgerligt eller ultra-venstre standpunkt, ser de de indfødte, som en homogen og klasseløs størrelse. Vi afviser enhver tendens der arbejder på at dele samt at splitte arbejderklassen og bønderne i samme land op mod hinanden, og derved styrke det nationale borgerskabs og imperialismens kontrarevolutionære planer. Specielt i en revolutionær situation.
Kun inden for rammerne af den socialistiske latinamerikanske federation kan kontinentets indfødte befolkningsgrupper, med deres rige og kulturelle historie, gøre op med århundredes undertrykkelse, diskrimination og folkedrab, for igen at blomstre op og opnå deres udviklings fulde potentiale.
MERCOSUR, frie handelsaftaler og ALBA
USA’s mislykkedes forsøg på at pålægge Mar del Plata – mødets deltagere en aftale omkring FTAA (Free Trade Areas of America) har sammen med offentliggørelsen af Venezuelas indtræden i MERCOSUR øjensynligt givet grobund til ideen om Latinamerikas integrering side om side med de store imperialistiske landes blokke i USA og Europa.
MERCOSUR (Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay) er en økonomisk blok der blev dannet som en toldunion, baseret på ideen om fælles toldtarif på varer importeret fra lande uden for MERCOSUR. Efter den økonomiske krise der plagede regionen i slutningen af 1990’erne gik MERCOSUR også ind i en krise. Og dette er fortsat situationen på trods af det nuværende økonomiske opsving.
Det underliggende problem er den handelskonflikt der nu spiller Brasilien og Argentina ud mod hinanden, og som gav anledning til at Argentina indførte flere sikkerhedsforanstaltninger og toldafgifter for at mindske landets import af Brasilianske varer. Sammen med truslen fra Paraguays og Uruguays regeringer om at træde ud af MERCOSUR og danne deres egen frihandelsaftale med USA, afspejler dette de ringe fordele som det svage borgerskab i Paraguay og Uruguay har opnået ved deltagelse i denne institution. USA’s manøvrer spiller dog også en vis rolle idet man forsøger at sætte en kæp i hjulet på MERCOSUR for at få det til at gå i opløsning, og derved svække Brasilien og forhindre dets mulighed for at spille en førende rolle i regionen.
Hvis MERCOSUR overlever på trods af dette er det på grund af to faktorer. For det første vil det være en fordel for de multinationale selskaber der opererer på begge sider af grænsen mellem Brasilien og Argentina, idet de betaler lavere toldafgifter når de udveksler smådele og leverancer. For det andet gavner det Brasiliens borgerskab, der bruger MERCOSUR som en økonomisk-politisk blok med dem selv som regionens ledende kraft, og på den måde forøger de deres politiske prestige som de bruger til at kræve en rolle i verdensdiplomatiet.
I det lange løb er udsigterne for MERCOSUR ret ringe. I den uundgåelige situation med global økonomisk tilbagegang – der kommer til at have en speciel indflydelse på den sydlige halvkugle – vil de nuværende økonomiske og kommercielle modsætninger mellem Argentina og Brasilien øges tusindfold, idet markedet vil sættes drastisk tilbage, hvilket vil tvinge de nationale borgerskaber til at redde sig selv på bekostning af alle andre. Disse spændinger, der allerede nu næsten har karakter af en handelskrig, vil opnå uholdbarlige proportioner. Under sådanne forhold ville det mest sandsynlige udfald blive en opsplitning MERCOSUR hvorefter det vil forsvinde helt.
Venezuelas indtræden i MERCOSUR vil ikke ændre på dette perspektiv. Det må gøres klart at Chavez’s regering ikke kun søger økonomiske fordele ved en indtræden i MERCOSUR, men også forsøger at bruge det som et våben mod den amerikanske imperialismes forsøg på at isolere Venezuela internationalt.
Endnu en faktor forbundet med MERCOSUR’s krise er forøgelsen af det mellemværende kapitalistiske modsætningsforhold mellem Brasilien og den amerikanske imperialisme, der nåede sit højeste udtryk ved Brasiliens modstand mod FTAA. Brasilien forsøger som den økonomiske og militære magt i Latinamerika, at etablere sig som regionens imperialistiske magt. For at gøre dette må Brasilien bevare en hvis uafhængighed af den amerikanske imperialisme idet landet balancerer mellem den, den europæiske imperialisme og Kina. Ved at modsætte sig FTAA forsøger man at beskytte Brasiliens store godsejere samt indgå statskontrakter med det nationale borgerskab. Kirchner-regeringens modstand mod FTAA-aftalen har stor lighed med denne situation.
Som modsvar til dette tvinger USA de andre latinamerikanske lande til at indgå bilaterale frihandelsaftaler. Gennem disse aftaler forsøger USA at styrke sin egen position i regionen samt at opsætte forhindringer for den europæiske imperialisme og den begyndende kinesiske imperialisme, samt at vanskeliggøre Brasiliens forsøg på at vinde politisk og økonomisk herredømme i regionen. USA har allerede indgået bilaterale frihandelsaftaler med Peru og Colombia (hertil kommer de aftaler der allerede er indgået med Mexico, Central Amerika og Chile). Desuden ligger de allerede i forhandlinger om en aftale med Ecuador. Alt dette har allerede fremprovokeret flere masseprotester i alle disse lande, hvilket skaber en mere ustabil politisk og social situation i regionen.
 |
Stillet overfor disse de imperialistiske økonomiske traktater af en sådan røverisk karakter som f.eks. FTAA eller frihandelsaftalerne, har Chávez regeringen som et alternativ foreslået en mekanisme bygget på gensidig integrering, bistand og solidaritet mellem de latinamerikanske lande (ALBA), som går ud på at udveksle olie eller andre naturressourcer for mad eller services indenfor eksempelvis uddannelses- eller sundhedssektoren. De første skridt imod sådan et samarbejde er allerede blevet indgået mellem Venezuela og Cuba med meget positive resultater og nu også i Bolivia. Men dette er kun en vag afspejling af det enorme potentiale, der ville åbne sig op for de fattige masser i Latinamerika hvis disse landes ressourcer og økonomier blev integrerede og bragt sammen under en centraliseret demokratisk kontrolleret plan. Det ville dog være naivt at tro, at de andre latinamerikanske lande, styret af imperialismens og de lokale borgerskabers direkte eller indirekte agenter, ville være interesseret i at indgå aftaler af denne art.
På kapitalistisk basis er det umuligt at opnå et ægte forenet Latin Amerika og en integrering af de latinamerikanske økonomier pga. modsætningerne mellem de nationale borgerskabs interesser samt presset fra imperialismen
Den latinamerikanske revolution
Den mest fremskredne del af verden, ud fra et revolutionært synspunkt, er i øjeblikket Latinamerika. Revolutionære bevægelser spreder sig over hele kontinentet. Hvad vi står overfor er ikke den venezuelanske revolution, men den latinamerikanske revolution, et vigtigt led i verdensrevolutionens kæde. Begivenhederne i Ecuador og Bolivia er ikke uafhængige af Venezuela. Det mener hverken de amerikanske imperialister eller vi. Hele den revolutionære proces er organisk sammenhængende. De objektive betingelser for revolution modnes hurtigt overalt i Latinamerika. Den subjektive faktor er en anden sag.
Latinamerika er derfor nøglen til verdensrevolutionen, og den venezuelanske revolution er nøglen til den latinamerikanske revolution. Det er derfor at amerikansk imperialisme er fast besluttet på at knuse den venezuelanske revolution, før den spreder sig til andre lande. Hugo Chavez har offentligt sagt at Trotskij havde ret overfor Stalin, da han sagde at den socialistiske revolution ikke kunne lykkes, hvis den forblev isoleret i ét land. Hvis den bolivariske revolution skal lykkes, må den ikke stoppe på halvvejen. Den kan kun lykkes ved at ekspropriere godsejerne og kapitalisterne og så appellere til arbejdere og bønder i hele Latinamerika og resten af verden om at følge Venezuelas eksempel.
Den bolivariske revolution står, på trods af dens ufuldendthed, dens forvirring, dens interne modsætninger, som et eksempel for resten af Latinamerika. Chavez har startet en Tv-kanal, Telesur, som sender ud til hele Latinamerika og endda dele af USA. Det har fået Washington til højlydt at protestere over ”indblanding i andre landes interne affærer”, samtidig glemmer man meget belejligt at CNN udsender dets propaganda til hele verden, for ikke at snakke om andre mere direkte former for indblanding, praktiseret af CIA ud over hele verden.
Sloganet: ”For en Socialistisk Latinamerikansk Føderation” får nu en afgørende vigtighed. Genkomsten af interessen for Bolivars ideer har sat spørgsmålet om latinamerikansk enhed på dagsordenen. Kampen mod FTAA og ideen om et integreret Latinamerika er eksempler på dette og det har medført store forventninger blandt masserne i Latinamerika. Massernes kamp for enhed, har en revolutionær og anti-imperialistisk karakter. Arbejderne og bønderne, den revolutionære ungdom og progressive intellektuelle, konkluderer korrekt at balkaniseringen af Latinamerika efterlader det svagt og i den amerikanske imperialismes nåde.
Man må stille sig spørgsmålet: hvordan kan det være at dette mægtige kontinent, med dets overflod af mineraler, olie, kvæg og hvede, og hvor alle nødvendige betingelser eksisterer for at skabe et paradis på jorden – hvordan kan det være at det er blevet reduceret til et levende helvede for millioner af mænd og kvinder? De latinamerikanske lande har nu i næsten to århundrede været formelt uafhængige. Men denne såkaldte uafhængighed er intet andet end et figenblad der skal dække over den slaviske afhængighed af USA og dens gigantiske transnationale selskaber, der har drænet kontinentets hjerteblod mere effektivt end en vampyrflagermus.
Hvad er grunden til dette mægtige kontinents knæfald? Kun dette: At efter Simon Bolivars død, forrådte oligarkierne i Latinamerika – godsejerne, bankerne og kapitalisterne – hans drøm om et forenet Latinamerika og Caribien og delte i stedet kontinentets levende krop, i en serie mini-stater, der ikke havde nogen virkelig grund til at eksistere. Den virkelige basis for Latinamerikas slaveri er dets balkanisering. Og den virkelige basis for balkaniseringen er oligarkiernes herredømme. Intet fremskridt er muligt, med mindre denne situation ændres. Dette kan kun gennemføres gennem afgørende revolutionær aktion.
I Fjerde Internationales teser: ”Krig og den Fjerde Internationale” (juni 1934) skrev Trotskij:
”Syd- og Centralamerika kan kun rive sig løs fra deres tilbageståenhed og slaveri, ved at forene alle deres stater i én stærk føderation. Men det er ikke det forsinkede Sydamerikanske borgerskab, en gennemført korrupt agent for fremmed imperialisme, som vil blive kaldt til at løse denne opgave, men det unge sydamerikanske proletariat, den udvalgte leder for de undertrykte masser. Parolen i kampen mod verdensimperialismens vold og intriger og de blodige handlinger fra de indfødte ”comprador-kliker”, er derfor: ”Syd- og Centralamerikas Forenede Stater”
Marxisterne er ubetinget for en forening af Latinamerika, men vi foreslår en tilføjelse til Bolivars ideer. De sidste 200 år har endeligt bevist, at under kapitalisme er der ingen mulighed for at forene Latinamerika. Siden Simon Bolivars død, har det korrupte og degenererede borgerskab solgt arvesølvet for en slik. Godsejerne, bankerne og kapitalisterne i Latinamerika er ikke andet end de lokale stik-i-rend-drenge for imperialisterne. De er ude af stand til at spille den samme rolle som det franske og engelske borgerskab gjorde tilbage i historien. De er en hindring for fremskridtet overalt. Dette bliver klart illustreret af handlingerne af det rådne kontrarevolutionære borgerskab i Venezuela og deres fætre i Bolivia. Intet fremskridt er muligt, så længe at den økonomiske magt ligger i hænderne på godsejerne og kapitalisterne. Denne magt må brydes. Den eneste klasse der kan dette og opnå Bolivars mål, er arbejderklassen. Først når magten ligger i arbejdernes hænder, kan de monstrøse kunstige barrierer blive revet ned og Latinamerika kan forenes – som en socialistisk føderation.
En ny revolutionær bølge
Shakespeare skrev:”There is a tide in the affairs of men”. Disse ord kan også beskrive klassekampen, som udvikler sig i opgang og nedgang [ebbe og flod] over lange historiske perioder. I 1970’erne var der en stor bølge af klassekamp internationalt. Startende i Frankrig i 1968, skyllede den over Europa, og påvirkede det ene land efter det andet: Portugal, Spanien, Grækenland, Italien og Storbritannien. Der var en revolution i Pakistan, hvor arbejderklassen spillede den førende rolle, ligesom i Rusland i 1917. Der var en revolutionær situation i Chile og Argentina.
I alle disse lande følte de mest fremtrædende arbejdere at magten var inden for deres rækkevidde. De tog ikke fejl. I Portugal havde de magten. London Times bragte en leder med overskriften: ”Kapitalismen er død i Portugal”. Arbejderne havde magten, men de mistede den, på grund af ledelsen fra Socialistpartiets og Kommunistpartiets handlinger. Den samme historie blev senere gentaget i Spanien og Italien, hvor magten var inden for arbejderklassens rækkevidde, men forsvandt mellem deres fingre.
I Pakistan underminerede Bhuttos politik revolutionen og førte til hans egen død og til at Zia al Huqs brutale diktatur kom til magten. Den revolutionære bølge i Latinamerika blev afledt, dels af reformisme, dels af den fejlagtige taktik: by- guerilla-kamp. Resultatet var installeringen af brutale militærdiktaturer i Chile, Argentina og Uruguay. Bevægelsen blev kastet tilbage i årtier.
 |
På dette tidspunkt forberedte den herskende klasse i det ”demokratiske” Europa sig på borgerkrig og militærdiktatur, ikke bare i Italien, men også i Belgien og endda i Storbritannien. Der var militære sammensværgelser, som for eksempel Gladio-sammensværgelsen. Dette er en advarsel for den næste periode. Mange arbejdere i de fremtrædende kapitalistiske lande tror at demokrati vil være der for altid. Men når omstændighederne kræver det, kan den herskende klasse skifte fra demokrati til diktatur, med samme lethed som en mand skifter sæde i toget. Borgerskabet kan tolerere demokrati, så længe dets herredømme ikke bliver truet, men ellers ikke.
I den kommende periode vil der komme en enorm polarisering af samfundet, til venstre og mod højre. Sammen med væksten af den revolutionære tendens og klassekampen, vil vi også se en vækst i fascistiske og bonapartistiske tendenser. Angrebene på de demokratiske rettigheder der bliver igangsat i navnet på den såkaldte ”krig mod terror”, er bare en forsmag på dette faktum. Men dette betyder ikke at reaktion er det nærmeste perspektiv. Længe før den herskende klasse går over til åben reaktion, vil arbejderklassen have haft muligheden for at ændre samfundet mange gange.
Under disse omstændigheder kan bevidstheden ændre sig med lynets hast. Det er en generel lov, at bevidstheden halter efter begivenhederne. Menneskets bevidsthed er, i modsætning til idealisternes overbevisning, dybt konservativ og holder igen over for forandringer og nye ideer. Men, på et bestemt tidspunkt, indhenter den dem med et brag. Dette er præcis hvad der kendetegner en revolution. Arbejderklassens bevidsthed har haltet efter begivenhederne i 20 år, særligt i Europa og USA. Der er en objektiv grund til dette.
Når arbejderne har chancen for at tage magten men mislykkes, har det en gennemgribende demoraliserende effekt på klassen, og særligt dens mest fremtrædende lag. Det tager lang tid at komme sig. En del af problemet er at arbejderklassens avantgarde, de mennesker der ledte kampen i 1970’erne, er blevet udbrændte og for størstedelens vedkommende ødelagt. Og værre endnu, dette lag er blevet en forhindring. De er påvirkede af en stemning af depression, pessimisme og demoralisering. De har mistet tiltroen til arbejderklassen og har intet perspektiv.
Det økonomiske opsving forstærkede efterfølgende disse reaktionære stemninger i kapitalismen i 1980’erne og 1990’erne. Arbejdernes organisationer (fagforeningerne og socialist- og kommunistpartierne) kom endnu mere under pres fra borgerskabet og borgerskabets ideologi i denne periode. De blev en forhindring på vejen for at ændre samfundet. Denne periode satte det endelige segl på Kommunistpartiernes og Socialdemokratiernes reformistiske degenerering. Befriet fra arbejderklassens pres, svingede de til højre.
For os er disse massepartier ikke en del af den subjektive faktor, men i højere grad en del objektive faktor – og en ikke ubetydelig del. Der var intet referencepunkt for ungdommen og de mest bevidste arbejdere. Dette er en stor del af forklaring på ”manglende bevidsthed”. Det er blevet moderne i snobbede venstre-intellektuelle kredse at give ”arbejdernes lave bevidsthed” skylden for alt. Utroligt nok er der endnu i dag folk i Venezuela der taler sådan. Men det er fuldstændigt forkert at give masserne skylden for ledelsens fejl.
I hele den sidste periode var der ikke én af lederne der foreslog et program eller perspektiv om socialisme, for ikke at tale om at tage magten. Fagforeningerne gjorde ingenting, mens arbejdsgiverne smadrede hårdt-tilkæmpede rettigheder og forhold. Venstrefløjens partier fremviste intet alternativ til borgerlige reaktionære som Thatcher. Tværtimod, de imiterede Thatchers politik, omfavnede ”ny-realismen” (dvs. markedsøkonomien) og ekskluderede venstrefløjen.
Arbejdere er realister. Under disse forhold hvor deres organisationer ikke viste en vej frem, begyndte de at lede efter individuelle løsninger på deres problemer. Det økonomiske opsving tillod dem at øge deres levestandard, dog på basis af en enorm forøgelse i absolut og relativ merværdi: længere arbejdstid, øget arbejdstempo, øget arbejdspres, øget produktion osv.
I en midlertidig periode var de villige til at acceptere chefernes tyranni, villige til at acceptere de forskellige tiltag: øget arbejdstempo, fyringer, tvunget overarbejde, angreb på fagforeningsrettigheder osv. Siden de ikke kunne se noget alternativ, bøjede de hovederne og fortsatte med at slå sig selv ihjel med arbejde, med forkortede ferier, weekendarbejde og lange overarbejdstimer. De lange arbejdsdage og deraf følgende udmattelse efter en dags hårdt arbejde gik ud over deltagelsen i fagforeningerne og arbejderpartierne. Dette styrkede højrefløjens greb om organisationerne hvilket igen førte til en øget fremmedgørelse fra disse organisationer fra arbejdernes side.
Men denne søgen efter individuelle løsninger kan ikke forsætte. Den har medført yderst negative konsekvenser: nervøse sammenbrud, fysiske og psykiske sygdomme, en stor forøgelse af arbejdsulykker osv. Den massive forøgelse af absolut og relativ merværdi har nået sin grænse. Kapitalisterne kan ikke blive ved med at presse. Før eller siden når man et punkt hvor arbejderne siger: Nu er det nok! Hvad vi ser nu er starten på en modreaktion fra dele af arbejderklassen, hvilket viser sig i en bølge af strejker internationalt. Hele processen vil ændre sig til sin modsætning.
Et revolutionært perspektiv
Lenin skrev engang en artikel der hed Imflammable Material in World Politics. Der er nu masser af brændbart materiale rundt om i verden. Der er ikke en del af verden der ikke er påvirket. Der er konstante chok og ustabilitet: krig, terrorisme, vold og kriser. Hvad afspejler dette? Det er et udtryk for en fundamental blindgyde i et socio-økonomisk system der når sin historiske grænse.
Kapitalismen kan ikke komme videre. Overalt ser vi symptomerne på et forfærdeligt forfald. Mange folk ser de negative symptomer: forfærdende vold og tab af menneskeliv, spild og korruption, uretfærdighed og ulighed, kulturel fallit og spirituel tomhed. De ser alle disse ting og fortvivles. Men marxisters tilgang til historien er netop ikke sentimental eller moralistisk, men videnskabelig og dialektisk.
Et opsving der ødelægger beskæftigelsen og ikke er ledsaget af øgede levestandarder men tværtimod af nedskæringer og nådesløst pres på arbejderne har ledt til et opsving i klassekampen overalt. Det er dette stadie vi nu gennemgår: arbejderklassens generelle opvågnen og en øgning i klassekampen. Fra et klassekampssynspunkt kan en dyb krise fulgt af høj arbejdsløshed måske føre til en reducering af strejkeaktiviteten, men der kan også komme en bølge af fabriksbesættelser og folk vil drage politiske konklusioner – revolutionære konklusioner. Dette er en færdig opskrift på klassekamp, som ved et bestemt stadie må reflekteres inde i klassens masseorganisationer – både fagforeningerne og politiske partier. Dette åbner nye og ekstraordinære muligheder for den marxistiske tendens overalt, forudsat at vi arbejder korrekt og ikke laver for mange fejl.
Samlet set, giver alle de ovennævnte faktorer et stærkt bevis på at vi har nået et kæmpe vendepunkt i verdenssituationen. Den generelle ustabilitet er afspejlet ved pludselige og skarpe forandringer i massernes bevidsthed. Der er en voksende forståelse for at den nuværende krise ikke er ubetydelig eller konjunkturel, men permanent og dybereliggende. Det er en voksende ide at ”der er noget seriøst galt med verden”. Hvad dette reflekterer, på en forvirret måde, er at folk stiller spørgsmålstegn ved selve det kapitalistiske system. Marxisternes opgave, den mest bevidste og resolutte del af klassen, er at bevidstgøre de ubevidste og semi-ubevidste tiltag fra arbejderne mod at ændre samfundet
Denne ide fandt naturligt nok først sit udtryk i et oprør fra middelklassens unge. Det afspejledes i tiltag som anti-globaliseringsdemonstrationerne, anti-krigsdemonstrationerne og bevægelser som WSF. Disse bevægelser repræsenterede ikke nogen selvstændig vigtighed, men var symptomer på den verdensomspændende kapitalismes voksende krise. Den politiske forvirring udtrykt af disse bevægelser, deres ustrukturerede karakter og mangel på klarhed, udtrykte perfekt det karakteristiske ved det første stadie af revolutionen. Men nu bliver de erstattet af en meget mere seriøs bevægelse som hænger sammen med arbejderklassens første opvågnen.
Hovedårsagen til forsinkelsen i proletariatets bevægelse er den komplette fallit i de traditionelle masseorganisationers ledelse: Stalinisterne og Social Demokraterne. Det er historiens uovertrufne ironi at præcis i det øjeblik pendulet svinger skarpt til venstre, har alle disse folk besluttet at forlade socialismen og i stedet støtte klassesamarbejde og ”moderation”. Blair er kun det mest åbenlyse eksempel på dette. Men i større eller mindre grad er alle de ”socialistiske” og ”kommunistiske” ledere på vej ned af den samme vej. Dette på et tidspunkt hvor arbejdere og unge forlanger en radikal løsning på deres problemer.
Der er en begyndende ændring i den internationale situation. Det er selvfølgelig umuligt at være præcis omkring timingen, udover at den vil være relativt forlænget. Grunden til periodens langtrukne natur er, på den ene side systemets dybe krise og svagheden i reaktionens kræfter, og på den anden side fraværet af den subjektive faktor: krisen i proletariatets ledelse. Dette betyder at situationen kan være forlænget i flere år, med opgang og nedgang.
I ethvert land er klassekampens rytme accelererende. Den vil ikke udfolde sig i en lige linie. Perioder med fremgang vil blive fulgt af perioder med træthed, apati, nederlag og selv reaktion. Ethvert nederlag vil kun være forspillet til nye kampe, indtil der er en endelig beslutning på den ene eller anden måde. Tiden og igen arbejderklassen vil bevæge sig mod at ændre samfundet. Dette vil føre til fremkomsten af revolutionære eller præ-revolutionære situationer i det ene land efter det andet. Og det vil uundgåeligt føre til spørgsmålet om hvem der har magten. I Latinamerika er dette allerede situationen.
Det er marxisters pligt at tilvejebringe dette klarhed, at forklare arbejderne hvad der er nødvendigt, at rette fejltagelser og forsvare det korrekte program og strategi. Men dette kan ikke gøres ved sekterisk bedrevidenhed fra sidelinjen. Et korrekt program er absolut nødvendigt, men dette løser på ingen måde problemet. Det er nødvendigt at finde en vej til masserne, at etablere bånd til dem, at skabe grundlaget for en frugtbar dialog mellem marxisterne og arbejderne, begyndende med de mest aktive og bevidste elementer (proletariatets avantgarde). Og det burde ikke være nødvendigt at påpege at for at når masserne må man gå hen hvor masserne er.
Grundlaget for vores succes er vores ideers magt: De marxistiske idéer. Marxistisk teori er et ekstraordinært kraftfuldt værktøj. Det alene gør os i stand til at skabe de kadrer som kan skabe forbindelse med arbejdernes og de unges avantgarde, hvilket igen vil binde os uløseligt til masserne. På denne måde bygger vi de nødvendige kræfter for at gennemføre verdensrevolutionen. Dog er ideer ikke nok i sig selv. Vi må have viljen til at sejre i det slag der ligger foran os: hovedopgaven er at bygge den Internationale Marxistiske Tendens.
Vi må rekruttere og uddanne kadrerne fra den revolutionære ungdom, de militante arbejdere og de bedste fra den ældre generation af kæmpere som har beholdt deres kampånd og klassebevidsthed. For at bygge den revolutionære strømning er det nødvendigt med en dristig attitude. I en revolutionær tendens er der ikke plads til skepticisme. Ledelsen må sætte den korrekte tone; vi må uddanne medlemmerne i den revolutionære optimismes ånd. Vi må bygge marxismens kræfter på verdensplan. Dette arbejde vil til sidst blive kronet med succes. Før eller siden vil arbejderklassen komme til magten i et eller andet land. Proletariatets sejr i bare et land vil ændre hele situationen på verdensplan.
London, 7. Marts 2006
