Situationen i Pakistan er spændt til bristepunktet. Siden militærkuppet i 1999 har Perez Musharraf siddet ved magten. Men regimet er i dyb krise og presses fra alle sidder. Vi bringer her et interview med Mannazor Ahmed, som er revolutionær marxist og medlem af det pakistanske parlament for Pakistans Folkeparti (PPP), der er arbejderklassens traditionelle parti i Pakistan. Manzoor er en del af partiets marxistiske fløj, som bl.a. udgiver The Struggle og er en del af den Internationale Marxistiske Tendens. Interviewet blev lavet i starten af august 2007.

Hvordan vil du beskrive situationen i Pakistan?
I Pakistan står det ringe til på stort set alle fronter. På den økonomiske front går det ringere for arbejderklassen og de pakistanske masser end nogensinde før. På trods af at landet har en vækst, der ligger på omkring 6-7 procent, øges forskellen mellem rig og fattig konstant. Det økonomiske spørgsmål i Pakistan er, som alle andre spørgsmål, først og fremmest et klassespørgsmål. På trods af den økonomiske vækst skaber det ikke øget velstand for arbejderklassen. Ifølge en rapport fra Verdensbanken lever 74 procent af den pakistanske befolkning nu under fattigdomsgrænsen. Paradoksalt nok er det samtidig med, at der i Pakistan nu er over 100.000 milliardærer. [Der bor ca. 160 mio. mennesker i Pakistan, red.].

På den sociale front har reaktionen mange steder vind i sejlene. Vi ser selvmordsangreb rettet mod civile, mod militæret og sågar attentatforsøg på Musharrafs eget liv. Mange steder har de islamiske fundamentalister den politiske kontrol og selvom Musharraf forsøger at kontrollere dem, støttes de af dele af militæret.

Det store problem på den politiske fløj, er manglen på repræsentanter for arbejderklassen i parlamentet. Selvom parlamentet intet har med demokrati at gøre og bare er et pseudoparlament uden nogen reel indflydelse, er det stadig noget, de pakistanske masser ser til og derfor et vigtigt arbejdsområde for de revolutionære.

Det er de virkelige forhold som pakistanerne lever under. Det er den reelle situation og det er det vigtigste bevis på, at Pakistans problemer kun kan løses gennem de revolutionære marxistiske ideer.

Hvordan arbejder du som revolutionær i parlamentet?
Det, der adskiller de revolutionære fra reformisterne, er først og fremmest ideerne. Vi har ingen illusioner om, at vi kan ændre forholdene for de pakistanske masser igennem parlamentet, og slet ikke i et pseudoparlament som det pakistanske. Men selvom det er utrolig svært at få noget vedtaget, kan man via lovforslag og resolutioner mod eksempelvis angreb på fagforeninger, mod privatiseringer, mod ulovliggørelsen af studenterforeninger, til støtte for strejkebevægelser og arbejderkampe osv. bruge parlamentet, til at fremføre en revolutionær linje. For os er det altså en måde at forbinde massernes kampe og krav med de revolutionære ideer og behovet for en revolution.

Som parlamentsmedlem har man desuden mange flere muligheder end normalt, for offentligt at komme ud med sin politik. Det kan være ved taler i parlamentet, på opfordring og invitation fra fagforeninger, fra forskellige demonstrationer og strejkebevægelser osv. Men det, der i sidste ende adskiller mig, som revolutionær, fra reformisterne i parlamentet er de løsninger og svar på folks problemer, som jeg giver. Svar der kun kan gives hvis man står fuldstændigt klar på de revolutionære marxistiske ideer.

Hvad er Musharrafs rolle?
Musharraf er ret svag, men som bonapartist [diktator som prøver at hæve sig over klasserne og spille dem ud mod hinanden] spiller han i virkeligheden bare sin rolle. Han er i gang med at angribe alt fra de statslige institutioner, henover de store politiske partier til parlamentet. Et godt eksempel på disse angreb der samtidig viser, hvor svagt Musharraf står, er hans afsættelse, eller forsøg på samme, af en højesteretsdommer i marts sidste år.

Selvom vi også vil smadre statens institutioner, kan vi ikke støtte dette. Det er en anarkistisk metode. Endnu er vi ikke et alternativ, der kan lede en revolutionær bevægelse i Pakistan, og da slet ikke gå forrest i omdannelsen af det pakistanske samfund, til et socialistisk samfund og gå i gang med at smadre statens institutioner.

Nogle venstrefløjstendenser støtter en fælles front med islamisterne, på den antiimperialistiske front – hvad mener du om det?
Dette er en virkelig skandaløs holdning. Støtter man dem, støtter man selvmordsbombere, drab på civile, drab på mange af vores kammerater og deres familier.

Men selv hvis man analyserer situationen objektivt, må man spørge sig selv: Hvem er islamisterne? Hvem er Osama Bin Laden? De er skabt af amerikansk imperialisme og støttet med våben, for at tjene dens interesser. Både i parlamentet og i mange regioner i Pakistan støtter islamisterne Musharraf, der på ingen måde er antiimperialistisk. Hvordan skulle de kunne være antiimperialister? De har et had-kærlighedsforhold til imperialismen, og de kan forråde os, arbejderklassen og de pakistanske masser, hvornår det skal være. Det har historien vist gang på gang. Og det første de gør, når de tilslutter sig reaktionen, er at smadre de revolutionære bevægelser og dræbe de revolutionære. Derfor er det er kriminel linje at have, som enkeltperson eller som politisk tendens.

Hvad er perspektivet for det valg, der er planlagt senere på året, og for Pakistan i det hele taget?
Valget bliver utrolig vigtigt. Jeg stiller op til genvalg indenfor Pakistans Folkeparti, og jeg regner med at blive genvalgt. Overordnet set støtter vi Benazir Bhutto (tidligere premierminister og leder af PPP), men vi stiller samtidigt krav om, at hun ikke går i alliance med hverken Musharraf eller islamisterne, så hun kan bruge dem som undskyldning til at angribe arbejderklassen. Hvis hun kommer til magten, vil imperialisterne forsøge at bruge hende mod islamisterne, men også bruge hende til at angribe arbejderklassen i Pakistan, og selvom masserne i Pakistan lige nu har store forhåbninger til Benazir Bhutto, vil de hurtigt finde ud af, at hun ikke er i stand til at løse Pakistans problemer, medmindre hun bryder med imperialisterne, islamisterne og Musharrafog fører en socialistisk politik til gavn for arbejderklassen.

Vi er den største fraktion indenfor PPP, og vi vil kunne bruge det, at Benazir er kommet til magten, til betydeligt at styrke vores organisation og til at styrke ideerne, så vi kommer tættere på, at få en kvalitet og en kvantitet, der gør os i stand til at lede en massebevægelse.

Hvis reaktionen bliver ved med at vinde frem, som den gør nu, vil det uden tvivl blive efterfulgt af en revolution i en nær fremtid. De revolutionære kræfter vil vinde frem, og masserne vil finde ud af, at islamismen ikke er en løsning på problemerne. Det er kun revolutionen, der kan løse Pakistans problemer, og når den kommer, vil det ikke kun have betydning i Pakistan, men også i Indien, Sri Lanka, Nepal og specielt i Afghanistan og Iran samt hele mellemøsten, fordi landene er tæt forbundne. Både gennem økonomien, men mere vigtig også igennem arbejderklassen. Udfaldet af valget og udviklingen i Pakistan i den nærmeste fremtid er yderst vigtig både for den Internationale Marxistiske Tendens og for verdensrevolutionen generelt.